Hvad Bibelen siger
’Udnævnt af den hellige ånd’ — hvad indebærer det?
„GIV agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Apostelen Paulus henvendte disse ord til de ældste fra menigheden i Efesus da han mødtes med dem i Milet, en by der lå på Lilleasiens vestkyst.
På grund af sit forkyndelsesarbejde under ledelse af Guds hellige ånd havde Paulus, med sine trofaste medarbejderes hjælp, den forret at oprette mange nye kristne menigheder. Han kunne ikke personligt drage omsorg for alle disse menigheder men måtte have hjælp af åndeligt kvalificerede mænd der kunne tjene som hyrder og lærere for deres medtroende.
Eftersom apostelen og hans medarbejdere i evangeliseringsarbejdet blev ledet af Guds ånd, var de i stand til at bedømme hvem af brødrene der var i besiddelse af de nødvendige åndelige kvalifikationer til at virke som ældste eller tilsynsmænd. Ligesom Jesus Kristus tilbragte mange timer i bøn før han udvalgte de tolv apostle, bad Paulus og hans medarbejdere før de foretog den endelige udvælgelse af dem de udnævnte til at tjene som ældste. Gennem bøn søgte de den hellige ånds ledelse. (Luk. 6:12, 13; jævnfør Apostelgerninger 6:6.) Den egentlige udnævnelse blev foretaget ved en symbolsk handling. Paulus og andre som allerede var ældste, lagde hænderne på dem der nu skulle begynde at yde en særlig tjeneste i menigheden. (1 Tim. 4:14; 2 Tim 1:6) Dette tjente til at indskærpe disse der blev udpeget til en tjeneste, at deres udnævnelse blev foretaget af mænd som var ledet af ånden. Eftersom de der foretog udnævnelsen havde Guds ånd og søgte Guds ledelse, blev de ældste i realiteten udnævnt af den hellige ånd. De mænd der i vor tid foretager anbefalinger og udnævnelser, søger at lade sig lede af den åndsinspirerede vejledning i Første Timoteusbrev, kapitel 3, Titus, kapitel 1, og Første Petersbrev, kapitel 5.
Da udnævnelsen af ældste formidles af mennesker, er der altid en vis risiko for at der udpeges nogle som ikke er kvalificerede, eftersom mennesker ikke er i stand til at læse hjertet. Derfor skrev apostelen Paulus advarende til Timoteus: „Læg ikke i hast hænderne på nogen; vær heller ikke delagtig i andres synder; bevar dig selv ren.“ (1 Tim. 5:22) Hvis Timoteus forhastet udnævnte en mand til ældste, måtte han selv bære en del af ansvaret for de fejl den ukvalificerede ældste begik.
At man kan blive delagtig i andres synder, er noget man også i dag må være opmærksom på før man udpeger nogen til at tjene som tilsynsmand. Vi må aldrig glemme at menigheden tilhører Gud, som har købt den med blodet af sin egen søn. Hvis nogen behandler hjorden forkert, vil både de der gør det og de der har været med til at udpege disse ukvalificerede mænd, derfor blive krævet til regnskab af den Almægtige, som købte hjorden for så høj en pris. De der er med til at foretage udnævnelser må derfor være meget opmærksomme på at lade sig lede af Guds ord og Guds ånd.
Menighedens medlemmer følger med rette de trofaste åndsudnævnte tilsynsmænds ledelse. Dette stemmer med den inspirerede vejledning: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; vær således for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for dette ville være til skade for jer.“ — Hebr. 13:17.
Det bør imidlertid bemærkes at Paulus, da han talte med de ældste fra menigheden i Efesus, ikke lagde vægt på menighedens holdning over for de ældste. Derimod mindede han de ældste om at de, fordi de var udnævnt af den hellige ånd, var ansvarlige for deres handlinger over for Ophavet til denne ånd. De var forpligtede til at følge Guds ånds ledelse og røgte deres ansvar på rette måde og med den rette indstilling.
Paulus’ eget eksempel belyser på en magtfuld måde hvad det indebærer at anerkende at man er blevet udnævnt af den hellige ånd. Apostelen lagde vægt på at meddele andre „hele Guds råd“; han holdt ikke noget tilbage som var af betydning for at man kunne vandre på den måde Gud godkendte. Han udnyttede ikke sin stilling til at fremme en selvisk ærgerrighed eller til at skaffe sig penge eller ejendele fra de brødre han tjente som en ydmyg træl. Når nogle frivilligt ydede ham materiel hjælp værdsatte han det af hjertet, men han forventede ikke at man støttede ham. Han arbejdede selv med sine hænder for at få hvad han trængte til. Paulus ofrede sig fuldstændigt for sine brødre, ja han opmuntrede og tilskyndede dem både dag og nat. Så stor var hans kærlighed til dem at han ikke skammede sig over at udgyde tårer i deres nærværelse mens han formanede dem. Fordi han elskede sine brødre stod han fast på det der var ret, og holdt sig ikke tilbage fra at retlede med strenghed når det var nødvendigt. — Apg. 20:27-35; jævnfør Første Korinterbrev 4:21; 5:1-13.
Apostelens optræden over for de troende i Efesus var ikke nogen undtagelse. Det var sådan han normalt optrådte når han røgtede sine pligter som hyrde. Til de kristne i Tessalonika kunne han for eksempel skrive:
„Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale (som I ved), eller med et dække for havesyge, Gud er vidne! Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker, nej, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi som Kristi apostle kunne være en bekostelig byrde [holde på vor værdighed, fodnote i NW, 1971-udgaven]. Tværtimod, vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ — 1 Tess. 2:5-8.
Medlemmerne af de kristne menigheder i dag har ikke vanskeligt ved at samarbejde med ældste som søger at efterligne apostelen Paulus’ kristuslignende adfærd. Sådanne ældste søger ikke ære fra nogen men er oprigtigt interesseret i at trælle for deres brødre. De er ikke nogen byrde for deres trosfæller, hverken økonomisk eller i den forstand at de ’holder på deres værdighed’ eller anlægger en overlegen holdning over for menighedens medlemmer. De optræder „med nænsomhed“ blandt deres brødre og spiller ikke herre over nogen. Ligesom en ammende moder lader sit barns interesser gå forud for sine egne, er de ældste villige til at ofre sig fuldt ud inden for de begrænsninger de er underlagt.
Trofaste ældste erkender at den der ikke uselvisk slider i det for menigheden, i realiteten fornægter sin udnævnelse ved den hellige ånd, for ånden frembringer kærlighed, uselvisk interesse for andres velfærd. At de ældste er udnævnt af den hellige ånd indebærer altså at de som kvalificerede mænd er udpeget under åndens ledelse og i erkendelse af det medfølgende ansvar over for åndens Ophav.