Et liv efter døden — et sikkert håb

NOGLE mennesker sætter deres lid til at lægevidenskaben skal komme så vidt at den kan bringe de døde tilbage til livet. De siger: Når man kan genoplive mennesker der har ligget „døde“ i flere timer i en snedrive eller som er fundet druknede i en tilfrosset flod, skulle man så ikke kunne genoplive et nedfrosset menneske mange år efter? Det man har fundet ud af ved et nyt videnskabeligt studiefag, kryobiologi, har fået nogle til at betragte spørgsmålet med optimisme.

Kryobiologi er studiet af lav temperaturs virkning på celler eller organismer. For eksempel har man holdt en kats hjerne nedfrosset ved ÷19° C i seks måneder og konstateret normal hjernevirksomhed tre timer efter optøningen. Og det er nu almindeligt at menneskehud, hornhinder, nervevæv og knogler fryses ned til brug på et senere tidspunkt. I håb om at videnskaben finder midler mod visse sygdomme og alderdom, er der mennesker som i dag træffer forberedelser til siden hen at kunne få gavn af sådanne midler. Hvordan?

Ved døden bliver de frosset ned i håb om at de kan bringes tilbage til livet når man engang har opfundet et middel mod den sygdom der har forårsaget deres død. Fremgangsmåden kaldes kryonik. Mange mennesker er allerede frosset ned. Alene i området omkring San Franciscobugten, Californien, har mindst 45 bestilt nedfrysning.

Et menneske der skal fryses ned, anbringes i en hjerte-lungemaskine før den biologiske død indtræffer. Derved opretholdes iltcirkulationen i blodet. Derpå nedkøles legemet lidt efter lidt, og blodet skiftes ud med en antifrysevæske. Så lægges legemet i en kryogen opbevaringskapsel der er fyldt med flydende kvælstof, og bringes ned til en temperatur på ÷196° C. Processen er kostbar, og det er opbevaringen også. Men mange er villige til at betale hvad det koster i håb om at de med tiden, når lægevidenskaben er kommet så vidt at den kan bekæmpe sygdom og alderdom, kan blive genoplivet og komme til at leve i det uendelige.

Men hvor pålideligt er dette håb om at vende tilbage til livet? Når man ikke på nuværende tidspunkt formår at genoplive de døde som er frosset ned, er der så noget fornuftigt grundlag for at tro at det bliver muligt senere?

Sandheden er at de døde kan vækkes til live igen, hvad enten de er frosset ned eller ej. Det er sket før, og der var flere hundrede øjenvidner til begivenheden.

Grund til tillid

Ifølge Bibelen blev mennesket Jesus Kristus dræbt af sine religiøse modstandere. Imidlertid blev han oprejst på den tredje dag. Samme dag som han var blevet oprejst, viste han sig ved fem forskellige lejligheder for nogle af sine disciple. (Matt. 28:1-15; Joh. 20:11-25; Luk. 24:13-43) I dagene derefter viste han sig for dem ved adskillige andre lejligheder, i ét tilfælde for over 500 disciple! (Joh. 20:26-29; 21:1-19; 1 Kor. 15:3-7) Med hvilken virkning?

Da Jesus blev dræbt, mistede hans disciple modet i deres sorg. Men da de fik det sikre bevis for at han var opstået, kendte deres glæde ingen grænser, og de fik mod til at tale om denne fantastiske begivenhed. Frimodigt forkyndte de nyheden trods religiøse modstanderes morderiske forfølgelse. (Apg. 4:1-3, 33; 17:18) Overvej dette: Hvis Jesus ikke virkelig var opstået, ville flere hundrede mennesker så have sat livet på spil — nogle af dem led martyrdøden — for at forkynde dette budskab? — Apg. 7:55-59.

Kristi disciple havde imidlertid flere vidnesbyrd om at døde kunne bringes tilbage til livet.

Andre opstandelser

I den del af Bibelen som fandtes dengang, berettes der om tre tilfælde hvor døde blev vakt til live igen. (1 Kong. 17:17-23; 2 Kong. 4:17-37; 13:20, 21) Disciplene havde al mulig grund til at tro på disse beretninger, for Jesus Kristus understregede gang på gang Bibelens sandfærdighed. I øvrigt sagde han selv til sine disciple: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme.“ (Joh. 5:28, 29) Nogle af disciplene havde været til stede ved tre lejligheder hvor Jesus havde opvakt døde, hvilket gav dem tillid til og tro på hans løfte om de døde i mindegravene. — Luk. 7:11-17; 8:49-56; Joh. 11:1-44.

Den sidste af de opstandelser Jesus udførte, foregik kort før han selv døde. Jesus havde i nogen tid været optaget af sin gerning i Peræa, på den anden side af Jordanfloden, og nu kom der bud til ham fra Judæa, at hans nære ven Lazarus, Marias og Martas broder, var syg. To dage efter at han havde fået beskeden, sagde han til sine disciple: „Lad os gå tilbage til Judæa igen.“ Og den bibelske beretning lyder:

„Da Jesus nåede frem, fandt han, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania [Lazarus’ hjemby] lå nær ved Jerusalem, en halv times gang fra byen, og mange Jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. . . .

Da nu Maria kom ud til det sted, hvor Jesus var, og så ham dér, faldt hun ned for fødderne af ham og sagde til ham: ’Herre, havde du været her, var min bror ikke død.’

Da nu Jesus så hende græde, og så de grædende Jøder, der fulgte med hende, rystedes han af indvendig harme, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ . . .

Harmen vældede atter op i Jesus, da han kommer til graven; det var en hule, og en sten var stillet for. Jesus siger: ’Flyt stenen!’

Martha, den dødes søster, siger til Jesus: ’Herre, han lugter allerede, det er jo fjerde dag.’

Vi kan afgjort nære tillid til at de døde kan oprejses til liv igen. Han der er menneskelivets oprindelige kilde — og som Jesus henvendte sin bøn til — er også så viis og mægtig at han kan oprejse de døde. Det er end ikke nødvendigt at deres legemer i mellemtiden opbevares i frossen tilstand. Gud kan oprejse mennesker hvis legeme er gået i forrådnelse, som i tilfældet med Lazarus. Og hvis legemet er fuldstændig opløst, kan Gud genskabe det og give det liv på ny.

Men overvej dette: I hvilken tilstand befandt Lazarus sig i de fire dage han lå død i graven? Andre døde befinder sig i samme tilstand. Altså kan vi lære noget af Lazarus’ tilfælde.

Bevidst eksistens eller ej?

Bibelen siger intet om at Lazarus oplevede en bevidst eksistens et andet sted i disse fire dage. Hvis han havde levet i himmelen ville han sikkert have fortalt noget om de mange himmelske ting og deres herlighed, alt dette ukendte som interesserer menneskene. Men han sagde ikke et ord om det. Ville det i øvrigt ikke have været temmelig ukærligt af Jesus pludselig at tage Lazarus væk fra himmelen og føre ham tilbage til livet på jorden?

Når Lazarus intet berettede om hvad der var sket i de fire dage han var død, er det fordi han intet anede om det. Han var ikke ved bevidsthed. Der var ikke noget af ham der levede videre et andet sted. Han befandt sig i Sheol, menneskehedens fælles grav, og dér er der „hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom“. Han var virkelig død, og Bibelen siger: „De døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5, 10.

Bibelens lære er ganske enkel og klar. Det er mennesket selv der er en sjæl, og når det dør, er det altså en død sjæl. (1 Kor. 15:45; 4 Mos. 23:10) Det lever ikke mere; det er uden bevidsthed. Men den almægtige Gud kan give det en opstandelse, ja bringe det tilbage til livet. Kristenhedens trosretninger har skabt stor forvirring ved at antage den hedenske lære at sjælen er udødelig. Et udbredt protestantisk religiøst tidsskrift, Theology Today, henviser til denne forvirring, og bemærker:

„Hvis sjælen allerede er gået ind til salighed i himmelen (eller allerede brænder forsvarligt i helvede), hvad skal vi så med mere? Hvorfor henvise til at Kristus kommer igen for at genoprette alt i universet? Dette indbyrdes modstridende forhold har naget kristne i århundreder.“

En katolsk præst, Ray T. Bosler, er inde på noget af det samme:

„Hvad sker der umiddelbart efter døden, før den endelige opstandelse? . . . Vore teologer er indbyrdes uenige om i hvilken tilstand de hellige befinder sig indtil den endelige opstandelse. . . .

Vore liturgiske bønner ved begravelser afspejler noget af denne dobbelttydighed. Vi glæder os over at de døde allerede erfarer noget af livet i opstandelsen, og dog beder vi om at de må opstå på den yderste dag. Det eneste vi kan gøre, er ydmygt at indrømme at vi ikke ved hvad der venter os når vi dør.“

Men så negativ er Bibelen ikke. Den kan give os klarhed over vore spørgsmål. Der behøvede slet ikke at være en sådan forvirring og usikkerhed inden for de forskellige trosretninger. Og tænk på hvor megen skade den gør. Millioner af mennesker som tror at døden er en dør der fører ind til det næste liv, udsættes for at blive bedraget af onde ånder der giver sig ud for at være afdøde mennesker. Mange mennesker jorden over lever i frygt for disse onde ånder, som de tror er de dødes ånder.

Den bibelske lære om opstandelsen giver derimod et sandt grundlag for håb, trøst og mod.

Et levende håb der giver tillid og styrke

Den sygdomsramte og lidende Job udtrykte håbet: „Om manden dog døde for atter at leve!“ Og i fortrøstning til at dette håb ville blive opfyldt, fortsatte han: „Du skulle kalde — og jeg skulle svare.“ (Job 14:14, 15) De første kristne blev styrket ved det samme håb. Det gav dem mod til at stå ansigt til ansigt med de sultne løver i Roms arenaer — prisen for at nægte at overtræde Guds lov ved at udføre en tilbedelseshandling over for kejseren.

Opstandelseshåbet har også styrket kristne i nutiden. For eksempel valgte kristne i Nazityskland døden, fremfor at overtræde Guds lov og støtte Hitlers djævelske krigsplaner. Følgende er et kristent Jehovas vidnes sidste brev til sin kone; læg mærke til hvilken styrke håbet om opstandelsen giver ham:

„Min kære Erna!

Det er min sidste aften. Dommen er blevet oplæst for mig og jeg har spist mit sidste måltid. Når dette brev når dig er mit liv tilendebragt. Vi ved at dødens brod er fjernet og at sejren over graven er vundet. . . .

Jeg ser endnu en gang ind i dine klare, strålende øjne og borttørrer det sidste spor af sorg fra dit hjerte; opløft trods smerten dit hoved og glæd dig, ikke over døden men over det liv som Gud vil skænke dem der elsker ham.

De inderligste hilsener i kærlighed og sandt venskab fra din hengivne mand.“

En 13-årig tysk pige der led af leukæmi er også et eksempel på hvor meget håbet om opstandelsen kan betyde i et menneskes liv. Hospitalets overlæge bemærkede om hende: „I al min tid som læge har jeg ikke oplevet et tilfælde som dette, hvor et barn er så glad efter at have erkendt at det skal dø.“ Hvad lå der bag? I et brev som blev læst op ved pigens begravelse, skrev hun:

„Mit store håb er ikke at svæve rundt som en ånd et eller andet sted i himmelen. Nej, jeg hviler i graven til efter Harmagedon, og hvis den store Livgiver Jehova anser mig for værdig, vil han give mig en opstandelse — i rigtigt kød og blod som et menneske på en renset, paradisisk jord i glæde og lykke. Det er derfor det ikke var svært for mig at dø. Kan I forstå det?“

Kristne med en tro som denne kommer regelmæssigt sammen for at få deres håb underbygget og styrket. Det sker ikke alene ved ugentlige møder, men også ved større sammenkomster eller stævner. I månederne juni til september i år er Jehovas Vidners områdestævne „Det levende håb“ blevet holdt i langt over hundrede byer i Europa og Nordamerika, og stævnerne fortsætter nu i det fjerne østen, Afrika og Sydamerika. Programmet ved disse stævner behandler mange enkeltheder i forbindelse med det „håb om evigt liv som Gud, der ikke kan lyve, har lovet“. — Tit. 1:2.

De indbydes også til at komme sammen med Jehovas vidner dér hvor De bor. Er De i tvivl om hvor det nærmeste mødested er, da skriv til Vagttårnet, Kongevejen 207, 2830 Virum, og vi vil med glæde sende Dem adressen. Vi tror at De vil finde det udbytterigt at drøfte Bibelens opstandelseshåb med dem.

[Tekstcitat på side 14]

De døde kan vækkes til live igen, hvad enten de er frosset ned eller ej. Det er sket før

[Tekstcitat på side 16]

Dommen er blevet oplæst for mig og jeg har spist mit sidste måltid