Kunne du tænke dig at bo i et paradis?
Kun få ville tænke på at forbinde en kirkegård med et jordomspændende paradis. Men hav begge ting i tanke når du overvejer følgende:
SOM en lille fredfyldt by midt i det travle Hamburg vokser Ohlsdorf med en hastighed af 220 indvånere om ugen. Stedet er prydet med omkring 10.000 træer og buske og med en overdådighed af blomster i mange farver og arter.
Hvert år besøges Ohlsdorf af tusinder af mennesker. Men jeg vil driste mig til at sige at selv om det nok er et sted du kunne tænke dig at besøge, er det næppe et sted du ville ønske at blive. Faktum er at dets over 1.200.000 beboere overhovedet ikke har ønsket at komme der. Det skønne Ohlsdorf er nemlig ikke en almindelig by — men en kirkegård. Med sine 403 hektarer er den en af Europas største kirkegårde. Hvis alle dens 1.200.000 „indbyggere“ var blevet begravet ved siden af hinanden i grave af almindelig størrelse, ville de danne en to meter bred og 1100 kilometer lang strimmel fra Hamburg til Wien.
Ohlsdorf sagde mig dog ikke så meget før jeg en solfyldt septemberdag kørte derhen for at holde en begravelsestale for en af mine gode venners afdøde moder. Prædikenen skulle holdes i kapel nummer 10, og jeg husker at jeg spurgte mig selv: „Kan kirkegården virkelig være så stor at det er nødvendigt med hele 10 kapeller?“ Da jeg kom derhen blev jeg forbløffet. Og jo mere jeg så, jo mere forbløffet blev jeg. Det var ligesom at være i en smuk park, i et paradis.
„Paradiset“ grundlægges
Men hvordan er dette „paradis“ opstået? I sidste halvdel af det 19. århundrede var Hamburgs daværende distriktskirkegårde ved at være for små. Derfor planlagde man at lægge en borgerlig fælleskirkelig begravelsesplads på markerne ved Ohlsdorf, omkring 10 kilometer uden for Hamburg. Senere er landsbyen blevet en del af Hamburg, men kirkegården er blevet så kendt at indbyggerne i området siger om en afdød: „Han/Hun er i Ohlsdorf.“
Johann Wilhelm Cordes, der har tegnet og grundlagt dette „paradis“, mente at i en kirkegård skulle „skønhed fange øjet og planteliv skjule graven“, som han selv udtrykte det. Og det er virkelig lykkedes ham at realisere sin idé, for Ohlsdorfs skønhed kan ikke benægtes og dets plantevækst kan ikke ignoreres. Ved århundredskiftet blev Cordes’ ideer forbillede for lignende kirkegårde i mange andre byer i Tyskland.
På kirkegården er der over 300 forskellige slags træer, nogle af dem hjemmehørende i Nordamerika og Asien, og hvert træ er forsynet med en lille forklarende mærkeplade, hvilket får det hele til at minde om en botanisk have. Hvert år i juli måned blomstrer 29 forskellige slags store rhododendronbuske på begge sider af kirkegårdens „hovedvej“, Cordesalleen. I sandhed et betagende syn.
Parken har 2500 bænke, 650 stole og 660 fontæner. Hundredvis af ænder, gæs og sorte svaner holder til på de små damme der ligger spredt ud over området. Har man lyst, kan man sætte sig ved en dam eller en fontæne og lytte til en koncert opført af disse „fjerprydede musikanter“. Ja, man kan slet ikke lade være at nyde den stille og afslappende atmosfære. Det var disse smukke og fredfyldte forhold der fik mig til at tænke på Paradiset.
Tanker om Paradiset
Et paradis for levende ville være yderst velkomment, men hvad er formålet med et paradis for døde? En af grundene til at Cordes og andre har anlagt den slags kirkegårde, er uden tvivl at det kan være med til at mindske selve tragedien ved at miste nogen ved døden. Døden er i sandhed menneskets fjende, sådan som Bibelen udtrykkeligt siger. (1 Kor. 15:26) Når man rammes af sorg, kan skønhed hjælpe en til at indse at livet stadig er værd at leve. Men ingen fysisk form for skønhed kan til fuldkommenhed udviske det savn som en moder der er blevet enke eller en mand der har mistet sin kone føler i sådan et øjeblik.
At døden er uafvendelig og rammer alle, kommenterer bladet Stern med disse ord: „Han kommer enten for tidligt eller for sent, men han kommer helt sikkert, og han vinder altid i sidste ende. Hans navn er døden.“ Stillet over for denne uafvendelighed kunne man spørge om dét at være i et paradis som Ohlsdorf, så er det bedste vi kan se frem til. I så fald ville det næppe være nogen trøst. For hvem ville ønske at blive boende i sådan et paradis?
Jeg begyndte at tænke over hvor mærkeligt det er at mange i dag anser dét at vandre i en smuk park for det nærmeste de håber nogen sinde at komme Paradiset. Gælder det også dig? I så fald hvorfor? Når man tænker på alle de tekniske og kreative muligheder mennesket har, hvordan kan det da være at et jordomspændende paradis forekommer så utroligt? Og hvordan ville det være hvis hele jordkloden var et paradis, måske noget i retning af Edens have fra Bibelens beretning om Adam og Eva? Er Gud — som i begyndelsen skabte jorden — interesseret i at genoprette Paradiset? Og hvad der er særlig vigtigt for os: Har vi nogen fornuftig grund til at forvente at han vil skabe et jordomspændende paradis i vor tid?