Syv dødssynder og deres modgift
FORMANDEN for bestyrelsen i den amerikanske industrivirksomhed International Harvester Co., Brooks McCormick, holdt sidste år et foredrag hvori han opremsede sin version af de syv dødssynder.
Forretning uden moral. „Det jeg finder så foruroligende i dag, er den opfattelse at næsten hvad som helst kan bruges som undskyldning for at opnå en ublu fortjeneste.“ Når man taler om samfundsansvar er det enten mundsvejr eller fordi man taler på regeringens vegne.
Politik uden hæderlighed. Der var engang da regeringen var skydeskive for vittigheder, men nu er der ikke noget at le ad. Bureaukratiets mangearmede uhyre strækker ud og snor sig om alt i vor tilværelse. Det nedværdiger sig til at benytte ethvert kneb for at nå sit mål, og mistilliden er som en mægtig kløft mellem borgere og politikere.
Videnskab uden humanisme. Videnskaben er faldet ned fra sin piedestal som offentlighedens idol. Med ét har dens velsignelser vendt sig til forbandelser fordi teknologien ødelægger det miljø der er en betingelse for at vi kan leve.
Fornøjelser uden hensyn. McCormick siger: „Det er som om vort samfund er beruset af den ’nye’ frigjorthed fra de hævdvundne adfærdsregler. Og i beruselsen har vi tilsløret det faktum at de fleste af de gamle regler har været igennem pragmatismens ildprøve . . . og det har vist sig at de duede. De er med til at hindre at folk volder sig selv eller andre skade ved deres jag efter fornøjelser.“
Berigelse uden arbejdsindsats. Som eksempler på hvad han mener, peger McCormick på at nogle familier har levet af offentlige midler i to eller tre generationer. „Denne indstilling, at man vil nyde uden at yde, breder sig imidlertid langt ud over dem der lever af bistand . . . Den breder sig til håndværkere og fabriksarbejdere, der i stedet for at være stolte over det arbejde de kan, indskrænker sig til at møde op på arbejdspladsen, være der tiden ud, og så gå hjem efter ’arbejdstids’ ophør.“
Religion uden offervilje. „Man kan ikke dyrke Gud uden at bringe ofre — man må give pengebidrag, gå i kirke eller simpelt hen give mere af sig selv end man måske har lyst til at ofre på sin trosbekendelses discipliner.“
Viden uden retlinethed. McCormicks behandling af dette punkt går over i afslutningen på hans foredrag, der blev offentliggjort i tidsskriftet Vital Speeches of the Day for maj 1979:
„Det vi har brug for, men aldrig får nok af, er god dømmekraft der bygger på moralnormer og kun støttes af virkelig retlinethed, hvilket efter min mening er modgiften mod min udgave af de syv dødssynder. Dette må så henlede tanken på at dersom vi skal bekæmpe det moderne samfunds syv dødssynder og slå bro over kløften mellem vore samfundsmidler og de samfundsgoder vi ønsker, da står og falder det mere end noget andet med den enkeltes trofasthed mod sin egen følelse af værd, sin egen følelse af kvalitet i alt hvad han eller hun gør eller tænker. Denne følelse af fortræffelighed må være så stærk at den kan modstå skiftende stil og mode samt misbilligelse fra ens ligemænd.“
Kristus Jesus er trofast mod sin egen følelse af værd, han lader sig ikke påvirke af andres ufuldkommenhed. „Hvis vi er utro, forbliver han dog tro, for han kan ikke fornægte sig selv.“ — 2 Tim. 2:13.