Bibelen består trods naturlige hindringer
DET imponerende bibliotek i oldtidens Alexandria var uden tvivl den største bogsamling verden havde set til da. På et tidspunkt var der presset over en halv million bogruller ind på de gamle hylder.
Knap 350 år efter bibliotekets opførelse i det tredje århundrede f.v.t. blev nogle af bogrullerne ødelagt ved en brand, og hvad der var tilbage af de kostbare dokumenter blev stjålet eller ødelagt. Disse „oldtidens åndsværker, af hvilke så mange er gået uopretteligt tabt . . .,“ skrev historikeren Edward Gibbon i sit værk Det romerske Riges forfald og undergang.
Ja, denne kæmpestore samling bøger, der overvejende var skrevet på papyrus (et papirlignende materiale fremstillet af fibrene i den frodigt voksende ægyptiske: papyrusplante), bukkede under for en naturlig fjende — ilden — og for menneskets griskhed. Havde teksterne været prentet på sten- eller lertavler, og ikke på forgængeligt papyrus, var det muligvis gået dem bedre.
En del af De kristne græske Skrifter, der blev affattet i det første århundrede e.v.t., kan udmærket være blevet skrevet på det samme forgængelige materiale, papyrus. Hovedsagelig brugte man dog pergament eller vellum (et skrivemateriale fremstillet af dyreskind [2 Tim. 4:13]). Dette materiale kan imidlertid også brænde, og det rådner med tiden. Hvor let kunne de første håndskrevne eksemplarer af Bibelen ikke være gået tabt uden at man havde en afskrift af denne bogs ubetalelige budskab! Men man fremstillede mange afskrifter og satte dem i omløb, så budskabet gik ikke tabt selv om det var skrevet på forgængelige materialer.
Betroet i mindretals hænder
De bibelske skrifter måtte stå sig imod endnu en naturlig hindring for deres overleven: fra begyndelsen blev de betroet i upopulære mindretals hænder. Apostelen Paulus skrev: „Jøderne fik Skriftens Ord betroet af Gud.“ (Rom. 3:2, Seidelin) Gud lod sine budskaber nedskrive gennem en periode på over tusind år; hertil benyttede han mange forskellige mænd, alle jøder, og det jødiske folk bestræbte sig for at værne om disse hellige skrifter.
Men tænk på at da Bibelens nedskrivning begyndte, blev jødefolket kaldt „det mindste af alle folk“. Dets ubetydelighed blev stillet i kontrast til langt større og mægtigere nabofolk som hetitterne, amoritterne og kanaʹanæerne. Og hvad er der sket med disse stærke nabofolks litterære værker? De døde. Resterne af dem ligger begravet i jorden, hvis ikke de ligger og mugner på museerne. — 5 Mos. 7:1, 7.
De der nedskrev og værnede om De kristne græske Skrifter („Det nye Testamente“) udgjorde også en lille forsvarsløs gruppe der var genstand for et voldsomt had. Man sagde om den at den ’overalt blev modsagt’. — Apg. 28:22.
Nu, mange hundrede år efter, er disse forhadte mindretals skrifter nået ud over hele verden, stik imod hvad man skulle forvente efter de naturlige omstændigheder. Ser det ikke ud til at en højere magt har virket som beskytter?
Nedskrevet på sprog som blev glemt af de fleste
Kan du læse oldhebraisk? Det er der ikke mange der kan. Men det var det sprog Bibelen fra begyndelsen blev skrevet på. Hvis den kun fandtes på grundsproget og skrevet med datidens skrifttegn, ville den selvsagt være en død bog i dag!
Men dengang man benyttede disse skrifttegn kunne alle der gjorde brug af Bibelen læse og forstå dem. Dette gjaldt ikke kun jøderne men også mange blandt de omboende folk. De gamle hebraiske skrifttegn kunne forstås i mange hundrede år, i hvert fald af dem der tilbad den sande Gud.
I det skæbnesvangre syvende århundrede før vor tidsregning, da Jerusalem blev ødelagt, begyndte jøderne at blive spredt til lande hvis befolkninger talte andre sprog. Græsk blev internationalt sprog. En lille gruppe jøder som senere vendte tilbage og bosatte sig i Jerusalem formåede at bevare hebraisk som et levende sprog, men mange af „jøderne i adspredelsen blandt grækerne“ glemte hurtigt deres modersmål og kunne ikke mere læse Bibelen på hebraisk. — Joh. 7:35.
Ville Bibelens budskab ophøre med at være en „levende kraft“ i deres liv? Og hvad med de millioner af græsktalende ikke-jøder? Skulle kundskaben fra Guds ord forblive skjult for dem?
Den første oversættelse
Omkring 300 år før vor tidsregning boede der næsten en million græsktalende jøder i Alexandria, der dengang var midtpunkt for den græske verdens kultur. Ved deres anstrengelser, og muligvis ved kong Ptolemaios II Filadelfos’ medvirken, fik man efterhånden udarbejdet en oversættelse af Bibelen fra hebraisk til græsk.
Nu var det ikke kun nogle få der kunne få gavn af at læse De hebraiske Skrifter, men som den jødiske filosof Filon fra det første århundrede bemærkede: ’Hele menneskeslægten kan nu høste det gode at få adgang til vore vise og hellige ypperlige love.’
Da alexandrinerne havde mange års erfaring i „bogproduktion“ varede det ikke længe før man havde fremstillet afskrifter af denne oversættelse, „Septuaginta“, og sendt dem ud til græsktalende jøder overalt i verden. Septuaginta blev i sandhed „folkets bibel“, for den var skrevet i et sprog som almindelige mennesker forstod, og takket være den alexandrinske fremstillingsmetode blev prisen så rimelig at mange troende anskaffede sig et personligt eksemplar.
De første kristne gør Bibelen levende
Den måde apostelen Paulus virkede på kan hjælpe os til at forstå hvordan De hebraiske Skrifter blev benyttet. Om Paulus’ besøg i Tessalonika læser vi at han, som han plejede, gik ind til jøderne i deres synagoge, og dér „ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde“. (Apg. 17:2-4) Paulus henviste med andre ord til forskellige passager i De hebraiske Skrifter for at fastslå kristendommens pålidelige grundlag.
De første kristnes anvendelse af Bibelen — de hebraiske såvel som de nylig skrevne kristne græske skrifter — medførte en udvikling der fuldstændig revolutionerede bogindustrien. Hidtil havde alle bøger været udformet som bogruller. Det var udmærket når man havde god tid til at læse dem. Men de kristne benyttede Bibelen i deres missionsvirksomhed når de „ved hjælp af henvisninger beviste“ at deres tro havde det rette grundlag. Man kan forestille sig hvor besværligt det har været at finde det ene skriftsted efter det andet i ruller der var op til en halv snes meter
Næsten hundrede år tidligere havde romerne eksperimenteret med en ny bogform med tykke læderblade. Dette uhåndterlige monstrum blev aldrig populært. Der var dog nogle som brugte ideen, men de fremstillede siderne af tynde papyrusark. Denne kodeks var ideel fordi man hurtigt kunne finde det man søgte. Den blev forløber for den bogform vi har i dag. Hvem forårsagede dette enestående gennembrud? Det anerkendte værk Cambridge History of the Bible svarer:
„En eller anden undfangede ideen om at fremstille en kodeks — ikke af pergament, men af papyrus. Hvor og af hvem ideen første gang blev gennemprøvet, ved vi ikke; men vi ved at den nye form har en direkte forbindelse med kristendommens første tid, og opfinderen kan faktisk godt have været en kristen.“
Når du i dag slår op i en bog, i modsætning til en bogrulle, kan du tænke på de første kristne, der antog kodeksen som deres bogform og anvendte den i deres nidkære forkyndelse. I de første århundreder efter vor tidsregning var Bibelens budskab meget levende og virksomt i mange troendes hjerter. Men sådan skulle det ikke fortsætte, som vi skal se.
[Illustration på side 5]
Bibelen blev skrevet på forgængeligt materiale; her ses det ældste bibelmanuskript på British Museum
[Illustration på side 6]
Ved oversættelse fra hebraisk til græsk blev Bibelen bevaret levende for det jævne folk
[Illustration på side 6]
Kodeksen gjorde det lettere for nidkære kristne at benytte Bibelen når de underviste andre