Bibelen — offer for et voldsomt angreb

HVORDAN kan man ødelægge en bog? Det kan man gøre på flere måder. For at illustrere det kan vi tænke på hvordan man kan ødelægge et glas rent vand. Man kan 1) slynge en sten imod glasset så det knuses, eller 2) ganske enkelt hælde snavs i, så indholdet forandres.

Et sådant to-sidet angreb har Bibelen været udsat for, og på et tidspunkt så det ud som om den skulle få dødsstødet. Dels blev der rettet et voldsomt angreb på selve bogen, dels gjorde man forsøg på at ændre på dens indhold, således at dens budskab blev et andet. Var blot et af disse angreb blevet gennemført med held, ville det have gjort bogen nytteløs og bevist at Gud ikke formåede at bevare sit eget ord.

Men hvorfor?

Måske finder du det mærkeligt at Bibelen har været udsat for så hård modstand. Den lærer kærlighed og en høj moral, så hvorfor skulle nogen ønske at ødelægge den? Ofte viser det sig endda at de der har raset allermest imod Bibelen, har påstået at de holdt af den. Det er næsten som om en eller anden magt, en magt der står over menneskene, har manøvreret tingene.

Og sådan hænger det netop sammen, ifølge Bibelen selv. Den afslører at der findes en ond åndeskabning som intet middel skyr for at hindre Guds ord i at nå mennesker der vil tage imod det med taknemmeligt hjerte. Denne modstander af Gud, Satan Djævelen, er uden tvivl hjernen bag hele planen om at gøre det af med Bibelen. — 2 Kor. 4:4.

Nogle læsere vil sikkert rejse indvendinger imod en sådan slutning. Men hvad er ellers forklaringen på århundreders vedholdende kamp for at afskrække folk fra at bruge Bibelen, hindre dem i at gøre den til en levende kraft i deres liv? Ingen anden bog i historien har været udsat for sådanne vedvarende anslag.

Voldsomme angreb i romerriget

Romerriget havde forfulgt de kristne i mange år før det rettede det første angreb mod deres hellige skrifter i år 303. Kejser Diocletian bestemte da at alle kristne bøger skulle udleveres og brændes. Der var dødsstraf for at modsætte sig det. Bunker af værdifulde bibelmanuskripter blev brændt i gaderne. Nogle nægtede dog at udlevere deres bibler, som for eksempel Felix fra Thiabara (Afrika). Han sagde: ’Det er bedre at jeg bliver brændt end at de guddommelige skrifter bliver det.’ Han betalte med sit liv.

I næsten ti år for man frem mod Bibelen på denne måde. Men trods al sin magt kunne romerriget ikke ødelægge denne bog. Eksemplarer af den blev omhyggeligt skjult indtil forfølgelsen hørte op. Men angrebet var kun en forsmag på hvad der ventede.

En levende bog for de første kristne

De første kristne bevarede Bibelen levende; de brugte den meget ved deres religiøse møder og i hjemmet. Om nogle jøder som senere blev kristne læser vi at de „undersøgte daglig Skrifterne“. Så sent som i det andet århundrede tilskyndede Irenæus alle til „flittigt at læse Skrifterne“. Og Clemens fra Alexandria foreslog at alle foretog „oplæsninger fra Skrifterne før måltiderne“. — Apg. 17:11; jævnfør Første Timoteusbrev 4:13; Andet Timoteusbrev 3:15.

Alle blev opfordret til at skaffe sig deres eget eksemplar af Bibelen. Velstående kristne benyttede Bibelen som gave til andre; det gjorde en vis Pamfilus, om hvem Eusebios siger:

„Han var også altid parat til at uddele eksemplarer af De hellige Skrifter, ikke alene til oplæsning, men også til privat eje, og ikke alene til mænd, men også til de kvinder som han fandt var interesseret i at læse dem. Han foretog således mange afskrifter for at han kunne give dem væk som gaver.“

Med tiden skete der dog noget som skadede Bibelens indflydelse på dem der hævdede at tro på den.

Religiøst frafald nær ved at dødsdømme Bibelen

Apostelen Paulus forudsagde et frafald fra den sande kristendom; en gruppe mennesker der i religiøs henseende kunne betegnes som „lovløshedens menneske“, ville fremstå og ophøje sig selv. (2 Tess. 2:3, 4) Apostelen viste at dette „lovløshedens menneske“ ville bestå af ældste eller tilsynsmænd („Biskopper“, J. L. V. Hansens oversættelse; T. Skat Rørdam, fodnoten), der ville „fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig“. — Apg. 20:28-30.

Efter Jesu Kristi trofaste apostles død dukkede der, ganske som profetien havde vist, „ukrudt“ op, det vil sige falske efterligninger af kristne. (Matt. 13:24-30, 36-43) Nogle af disse dannede splittelsesgrupper og fordrejede Bibelens ord. (2 Pet. 3:16) Resultatet af dette ville nogle måske betragte som uvæsentligt, men det havde ødelæggende virkninger.

„De hellige Skrifter, der indgiver os tro, kundskabens forløber, kan ikke være til nogen nytte medmindre man forstår dem rigtigt,“ skrev Augustin, en af det fjerde århundredes kirkefædre. Og i sit værk De Principiis skrev Origenes:

„Eftersom kirkens lære stadig er bevaret, videregivet i ordnet rækkefølge fra apostlene og forblevet i kirkerne til den dag i dag, skal det eneste der anerkendes som sandhed være det der i ingen henseender adskiller sig fra gejstlig og apostolsk tradition.“

Man satte „kirkens lære“ og „gejstlig og apostolsk tradition“ lige så højt som Bibelen for at undgå kætteri eller undervisning i påstået religiøs vranglære.

Samtidig lagde man større vægt på kirkens ceremonier og ritualer. Man mente at kirkemedlemmerne havde større gavn af disse end af at blive „forvirret“ ved at undersøge „Den hellige Skrifts dybder“. Kæmpemæssige kirkebygninger med scener fra Bibelen hugget ud i væggene og med billeder af bibelske personer blev ’den uvidendes bog’.

Nogle religiøse ledere, som for eksempel Chrysostomos fra det fjerde århundrede, gik stadig ind for at alle læste Bibelen selv. Men terningerne var kastet! De fleste mennesker indså ikke længere hvor vigtigt det var at de selv læste og studerede Bibelen. Nogle diskuterede det med Chrysostomos og sagde:

„Vi er ikke munke. Jeg er nødt til at have min opmærksomhed rettet mod samfundets interesser; jeg driver et erhverv; jeg må tage mig af min kone, mine børn og mine ansatte folk; jeg er kort sagt en mand af verden; det er ikke min sag at læse Bibelen; det må påhvile mennesker der har forsaget verden og helliget sig et ensomt liv på toppen af bjergene.“

Lidt efter lidt vandt den tanke frem at læsning og studium af Bibelen kun var noget som præsterne og de højlærde intellektuelle gav sig af med.

Et helligt relikvie?

Med tiden blev Bibelen oversat til latin, det sprog som taltes af manden på gaden. Religiøse autoriteter bestemte at latin skulle betragtes som et helligt sprog. Bibelen skulle vedblive med at være på latin. Men senere skete der gradvis en forandring, og efterhånden var det kun få lægfolk der kunne læse latin. Mange som ikke længere ville anstrenge sig for at forstå Bibelen, fandt det lettere bare at vise den ærbødighed. Den blev brugt som en slags tryllemiddel. Hvis man stod for at skulle foretage sig noget vigtigt eller noget risikabelt, åbnede man Bibelen og fortolkede den første sætning øjet faldt på, som et personligt budskab fra Gud. Man fremstillede flotte indbundne bibeludgaver med blade af purpurfarvet pergament prentet med guld- og sølvbogstaver. Disse pragtudgaver blev dog nærmest udstillingsgenstande, og de blev næppe læst. Jo, Bibelen var langsomt ved at blive et „helligt relikvie“ i stedet for en levende, meningsfyldt bog.

Det er ikke svært at se at Bibelen var i fare. Selv nogle af præsterne og prædikanterne kunne ikke mere læse Bibelen på latin. Det der skete med nogle „hellige“ skrifter fra oldtidens Rom viser hvad der kunne være sket med Bibelen. I The New Catholic Encyclopedia står der:

„I århundreder bevarede det hedenske Rom visse gamle hellige tekster, selv efter at præsterne ikke længere forstod dem.“ (Kursiveret af os)

Ja, ingen kunne læse dem. Hellige og højt agtede — men døde! Kunne den samme skæbne overgå Bibelen?

Oversættelser til det jævne folks sprog

I mange hundrede år lod den romersk-katolske kirke Bibelen oversætte til de sprog det jævne folk talte. Men oversættelserne var ikke bestemt for den brede befolkning. De kirkelige autoriteters indstilling i middelalderen omtales i bogen The Lollard Bible, hvor der siges:

„Hvis denne oversættelse var udarbejdet til en eller anden konge eller højtstående person, eller af en bibelkyndig som havde været alene om arbejdet, og den forblev som et helligholdt men praktisk talt ubrugt værk i et kongeligt bibliotek eller et klosterbibliotek, ville man ikke gøre indsigelse mod en sådan oversættelse; men hvis oversættelsen blev brugt til at udbrede kendskab til den bibelske tekst blandt lægfolket, da fulgte et forbud øjeblikkelig.“

Først i det 12. århundrede blev der udarbejdet en sådan oversættelse, og da det skete, fløj der gnister!

Valdenserne fra Frankrig

I de smukke dale i Sydfrankrig stiftedes i 1170erne et religiøst samfund der siden fik navn efter stifteren, Pierre Valdès. Det fortælles at Pierre Valdès betalte to præster for at oversætte dele af Bibelen til folkets sprog. De der læste disse oversættelser foretog store forandringer i deres tilværelse. Selv en af deres argeste fjender erkendte at der var en slående kontrast mellem deres opførsel og folks opførsel i almindelighed. Han sagde:

’Kætterne [valdenserne] er kendt for deres væsen og deres tale; for de er ordentlige og beskedne i deres væsen og opførsel. De er blottet for falskhed og bedrag. De er ærbare, mådeholdne og alvorlige, og de afholder sig fra vrede.’

Optændt af nidkærhed over det de selv havde læst i Bibelen, drog valdenserne rundt i deres hjemland to og to og læste op fra Bibelen og underviste andre i den. Deres nidkærhed var så stor at det fortælles at én „svømmede over en flod om natten ved vintertid for at komme til [en bestemt mand] og undervise ham“. Det valdenserne havde fundet i Bibelen, var blevet en „levende kraft“ for dem!

Begejstrede rejste de til Rom for at få pave Alexander IIIs tilladelse til at bruge deres bibler i undervisningen af andre. Tilladelsen blev dem nægtet! En af dignitarerne ved Det tredje Laterankoncil (1179), Walter Map, udtalte:

„At give Ordet til den uvidende vil derfor være som at kaste perler for svin!“

Tænk engang! Det at give almindelige mennesker mulighed for at læse Bibelen på et sprog som de forstod, blev betragtet som at „kaste perler for svin“!

Pave Innocens III organiserede et korstog for at „udrydde“ kætterne. Beretninger skrevet af de mænd der ledede korstoget, viser at hundreder af mænd, kvinder og børn blev grusomt mishandlet og at deres bibler blev brændt fordi, som en inkvisitor dengang udtrykte det:

„De har oversat Det gamle og Det nye Testamente til vulgærsprog [det jævne sprog], og således læser de det og underviser de i det. Jeg har hørt og set en vis uvidende bonde recitere Job ord for ord; og mange der kendte hele Det nye Testamente til fuldkommenhed.“

Flere og flere bibler på det jævne sprog

Ild og sværd fik valdenserne til at flygte til andre lande, og i Spanien, Italien, Tyskland og flere andre lande så man snart efter bibeloversættelser på sprog som hvermand kunne læse. Hvor disse bibler dukkede op, fulgte der som regel forbud og streng forfølgelse. På foregående side ses et eksempel på officielle forbud mod Bibelen. Den der forbrød sig mod disse religiøse og verdslige love, blev som oftest dømt til døden på bålet!

Omkring 1382 blev John Wycliffe og hans medarbejdere færdige med den første oversættelse af hele Bibelen til engelsk. Men mange af Englands jævne borgere kunne ikke læse. Wycliffe iværksatte så at en gruppe mænd, lollarderne, drog ud og oplæste Bibelen for folk.

Rystende forfølgelse

Disse „bibelmænd“, som de undertiden blev kaldt, skabte en del røre. De religiøse myndigheder i England reagerede med en utrolig streng forfølgelse. I 1401 vedtog parlamentet at enhver der ejede Bibelen på det jævne sprog ’for folkets øjne skulle brændes på et højt sted, så afstraffelsen kunne skabe frygt hos andre’.

Og det skabte i sandhed frygt! En der havde en engelsk bibel, og som var bange for at komme under mistanke, sagde at „han foretrak at brænde sine bøger fremfor at lade bøgerne brænde ham“. Det var dog ikke alle der lod sig skræmme fra at læse Guds ord. Hundreder af mænd og kvinder blev brændt levende, udelukkende fordi de, som retsprotokollerne viser, var „i besiddelse af en vis lille bibelbog på engelsk“. Ofte blev disse mennesker brændt „med deres lærdomsbøger [bibler] hængende om halsen“.

Forfølgelsen rasede gennem det ene land efter det andet. I nogle lande blev hele landsbyer udryddet fordi beboerne fastholdt at de ville læse Bibelen på deres modersmål. Ingen kunne vide sig sikker for sine naboer, sine folk eller endog sine egne børn, da alle af frygt for voldsomme repressalier følte sig presset til at angive enhver der læste Bibelen på sit eget sprog. Det siger sig selv at mange læste Bibelen om natten for at undgå mistanke.

Hvad ville du have gjort under sådanne omstændigheder? Ville du have skattet Bibelens budskab så højt at du var villig til at sætte livet på spil for at læse det?

Imidlertid blev bibler på folkesproget ødelagt hurtigere end de kunne fremstilles; de måtte jo afskrives i hånden. Denne besværlige fremgangsmåde gjorde at Bibelen blev meget kostbar; kun de rige havde råd til at købe den. Man har oplysning om at en komplet tysk bibel kostede 70 florentinske guldgylden. På den tid kunne man for én eller to gylden købe en god fed okse. En bibel var altså lige så meget værd som en hel kvæghjord! Ifølge historikeren John Fox var der fattige mennesker som ’gav et læs hø for nogle få kapitler af Jakobs brev eller af Paulus’ breve på engelsk’.

Det så ud til at Bibelen ganske langsomt ville dø som en levende kraft blandt mennesker i almindelighed. Men netop da det så sortest ud, blev der gjort en opdagelse som i høj grad ændrede billedet.

Trykpresse med løse typer

Med trykpressen kunne man fremstille bibler hurtigere end de blev ødelagt. Man ved at den første bog der blev trykt, var Bibelen på latin. Snart trykkede man dog også bibler på folkesprog.

Som følge af at Bibelen nu kunne masseproduceres, blev prisen så rimelig at folk af middelstand fik råd til at eje den selv. Martin Luther og William Tyndale, der ikke oversatte fra latin men fra grundsprogene, gjorde det lettere at læse Bibelen. Tyndale brugte ord som selv „en plovdreng“ kunne forstå. Dette var med til at gøre Bibelen levende for ’manden på gaden’.

Kampen var imidlertid langtfra forbi. I mange år efter at den første bibel var blevet trykt i 1456, førte man en veritabel krig imod Bibelen for at få alle udgaver på folkesprog ødelagt. Tyndales bibler blev brændt lige så hurtigt som Londons biskop kunne beslaglægge dem. Så ivrig var denne gejstlige efter at få alle Tyndales bibler ødelagt, at han efter sigende opkøbte dem for at kunne sende dem på bålet. Tyndale solgte ham, ved en vens mellemkomst, en del fejleksemplarer — og brugte pengene til at færdiggøre sin revision for! På den måde kom der endnu flere eksemplarer af hans oversættelse til England.

I årevis blev Tyndale jaget som et dyr. Det endte med at han blev forrådt og pågrebet. Hans indsats kostede ham livet; han blev kvalt og brændt på bålet.

Hvorfor oversættelserne mødte modstand

Finder du det svært at forstå hvorfor mange religiøse øvrighedspersoner modsatte sig at Bibelen blev oversat til det jævne folks sprog? Det var ikke fordi alle disse mænd var direkte imod Bibelen. Nogle agtede den højt. Men i deres misforståede nidkærhed frygtede de at folk uden kirkelig autoritet ville begå oversættelsesfejl og derved misbruge Guds ord. Ved at bevare Bibelen på det værdige, uændrede latinske sprog mente de at de værnede den mod at blive „vanhelliget“ ved tilfældige oversættelser til folkesprogene, der til stadighed forandrede sig.

Hvorfor fremstillede man så ikke en „autoriseret oversættelse“? Det gjorde man også med tiden. En tysk oversættelse af Hieronymus Emser udkom i 1527, og i Reims udkom en engelsk oversættelse af Det nye Testamente i 1582. Den tyske romersk-katolske embedsmand Geiler von Kaisersberg havde sin mening om hvorfor det gik så langsomt. Han sagde omkring år 1500:

„Det er farligt at give børn en kniv i hånden så de kan skære brød, for måske skærer de sig selv. Således også med Den hellige Skrift, der indeholder brød fra Gud; den skulle læses og forklares af sådanne som allerede er skredet langt frem i kundskab og erfaring, og som vil fremsætte den ubestridelige mening. For uerfarne mennesker vil let kunne tage skade af deres læsning. . . . Hvis du derfor ønsker at læse Bibelen, så pas på ikke at gøre dig skyldig i fejl.“

Men var frygten for at den uerfarne læser skulle ’gøre sig skyldig i fejl’ den eneste grund til at man ikke opmuntrede til bibellæsning? Nej; den fremtrædende katolske lærde Erasmus pegede ærligt på at der var andre, da han sagde:

„Den kvinde der er optaget af at læse de hellige bøger forsømmer sine huslige pligter, . . . Og soldaten vil måske være mere tilbageholdende med at drage i kamp! og det ville være meget farligt! . . . Mange steder i de hellige bøger afsløres de laster som præster og fyrster har, og hvis folk læste dem ville de knurre mod dem der er sat over dem.“

Uanset årsagen havde det imidlertid den virkning at Bibelen næsten blev ødelagt som en levende kraft i lægfolkets tilværelse. Hvor velmente grunde man end havde til at afholde det jævne folk fra at læse Bibelen, så ville den være blevet et „helligt relikvie“ hvis indstillingen ikke havde ændret sig.

Vi kan derfor være taknemmelige for at Bibelen, takket være gudfrygtige mænds bestræbelser og udnyttelsen af bogtrykkerkunsten, blev udgivet på et levende sprog og gjort tilgængelig for lægfolket, og det til en pris som de fleste havde råd til at betale. Jo, Bibelen havde overlevet et særdeles hadefuldt angreb.

Men hvad så med den anden form for angreb — det at man ændrede på dens indhold? Hælder man snavs i et glas rent vand, er vandet ikke rent mere, og det kan være farligt at drikke det. Hvordan har Bibelen klaret sig mod dette underfundige angreb?

[Tekstcitat på side 8]

Hvad er forklaringen på århundreders vedholdende kamp for at hindre folk i at få Bibelen?

[Tekstcitat på side 11]

Enhver der ejede Bibelen på det jævne sprog ’skulle for folkets øjne brændes på et højt sted, så afstraffelsen kunne skabe frygt hos andre’

[Tekstcitat på side 13]

Hvad ville du have gjort hvis du blev truet på livet for at læse Bibelen?

[Tekstcitat på side 13]

’Uerfarne mennesker vil let kunne tage skade af at læse Bibelen,’ sagde en talsmand for kirken. Men Erasmus sagde ærligt: „Mange steder i de hellige bøger afsløres de laster som præster og fyrster har, og hvis folk læste dem ville de knurre mod dem der er sat over dem.“

[Ramme på side 10]

Bibelen forbudt

„Ingen må være i besiddelse af bøger som indeholder Det gamle eller Det nye Testamente på romansk [folkesproget].“ — Jakob den Første, konge af Aragonien (Spanien), A.D. 1223

„Lægfolket må ikke eje bibelbøger, . . . desuden forbyder vi lægfolket at eje Det gamle eller Det nye Testamentes bøger.“ — Toulousesynoden, A.D. 1229

’Hvorfor vi på det strengeste befaler alle ærkebiskopper, biskopper og præster, alle hertuger, fyrster og så videre, at hjælpe ovennævnte inkvisitorer og konfiskere sådanne bøger, skrevne på folkesproget, fra enhver. Og alle disse skal tages fra alle mennesker, verdslige og først og fremmest fra lægfolk (og det så meget mere som det ikke er lovligt, ifølge kirkens lov, for lægfolk af noget køn at læse nogen som helst af Den hellige Skrifts bøger på folkesproget).’ — Karl den IV, kejser af Tyskland, A.D. 1369

[Illustration på side 8]

Den romerske kejser påbød at bibler skulle beslaglægges og brændes

[Illustration på side 9]

Efterhånden betragtede man bibellæsning som noget der var forbeholdt præsteskabet

[Illustration på side 9]

Man fremstillede dyre pragtudgaver af Bibelen, men de blev behandlet som „hellige relikvier“

[Illustration på side 12]

Embedsmænd bestemte at enhver der ejede en bibel på det jævne sprog skulle brændes til døde