Bibelen forener det forskelligartede Suriname
Af „vågn op!“-korrespondent i Suriname
PÅ DEN 50 kilometer lange køretur fra lufthavnen til Surinames hovedstad, Paramaribo, ser turisten et godt udsnit af livet i dette sydamerikanske land. Det første indtryk den rejsende får, er at han sikkert er landet i et eller andet afrikansk land, idet han kommer forbi palmebladstækkede hytter og hist og her får øje på en skørtklædt busknegerkvinde som tilbereder morgenmad. Men scenen skifter snart og får et mere internationalt præg, idet han ser karibere og arawaker, efterkommere af Surinames oprindelige, indianske, indbyggere; ostindere, hvis kvinder stadig bærer den traditionelle hovedbeklædning af hvide kniplinger; indonesere, som er kendt for deres nydeligt anlagte og velholdte haver; og kinesere med deres forretninger på hvert gadehjørne. Inde i hovedstadens gamle bydel kan man stadig finde århundredgamle huse i hollandsk kolonistil.
På grund af de mange forskellige nationaliteter, sprog, skikke og baggrunde, siger det sig selv at ethvert uddannelsesarbejde vil møde problemer her. Derfor har arbejdet med at forkynde Bibelens „gode nyhed“ også krævet megen anstrengelse. Et af de problemer man støder på i bibelundervisningen er analfabetismen, specielt blandt dem der lever dybt inde i junglen. I 1976 gav Watch Tower Bible and Tract Society’s afdelingskontor sig i lag med problemet og oprettede tre skoler. Som lærebog benyttede man brochuren Leri Lesi en Skrifi (Lær at læse og skrive) på sranon-tongo (Surinames sprog), og to gange om ugen underviste nogle af Jehovas vidner som er professionelle lærere. Inden længe opstod der i bushen en menighed på 27 medlemmer som var blevet hjulpet af tre unge vidner der var flyttet derud for at undervise i en grundskole. Nu glæder folk dér sig over at kunne læse deres egen bibel. Bedre forståelse af Bibelen har bragt større enhed blandt de forskellige nationaliteter. I Paramaribo bliver mange hjulpet på samme måde, og her er der nu en menighed på 120 sranon-tongo-talende medlemmer som tilbeder Gud sammen med de ti hollandsktalende menigheder i byen.
Vi drager sydpå ad floden
Der bliver nu gjort store anstrengelser for at nå ud til de mere afsidesliggende steder. Kom med os på et besøg til en lille menighed ved Tapanahonifloden.
„Velkommen om bord!“ hilser en af busknegervidnerne, som bruger hele sin tid på at bringe „den gode nyhed“ ud til folk på afsidesliggende steder. Vi er imponerede over den store korjaal, en 18 meter lang kano. Fire mænd brugte to måneder på at udhule et kæmpestort træ, som således blev til den største båd på floden. Når båden bringer vidnerne til stævner i hovedstaden eller ud til forskellige landsbyer for at forkynde, råber landsbybørnene: „Noa e psa!“ („Noa sejler forbi!“)
En rigssal bygges
Da vi ankommer til vort bestemmelsessted, Godo Holo, den landsby hvor menigheden findes, er vi parate til at gå i land for en tid.
Denne menighed måtte af højst usædvanlige årsager beslutte at bygge sin egen mødesal. Ved et kredsstævne (en sammenkomst for flere menigheder) var der 100 tilstedeværende, skønt der i mødelokalet kun var plads til 80. Og hvad værre var: under det offentlige foredrag faldt der så kraftige regnskyl at hele taget pludselig styrtede sammen! Lykkeligvis kom ingen alvorligt til skade; men man besluttede at bygge en sal.
De vigtigste materialer måtte man hente i skoven. Mændene drog ind i junglen og fældede træer i to måneder, mens kvinderne og børnene havde travlt med at slæbe 250 tønder sand og grus op på en lille bakke. Men cement, søm og blikplader til taget manglede man. Da vidnerne i hovedstaden hørte om byggeplanerne, gav de uopfordret økonomisk hjælp til at skaffe disse ting. Og den uvurderlige båd Noa transporterede disse byggematerialer til pladsen.
En af mændene var murer, og han lærte de andre at lave mursten. Selv om det var et slid at bygge under sådanne omstændigheder, var det en særlig glæde for vidnerne at vide at det hele, både materialerne og den færdige bygning, var et resultat af deres egen arbejdsindsats. Efter et års forløb blev salen indviet den 15. april 1979.
En landsby skifter ansigt
Mens vidnerne er henrykte over at have fået deres egen mødesal, så har landsbyens øvrige indbyggere også haft gavn af det. Da man besluttede at bygge den nye sal blev erhvervelsen af en grund det første problem. Godo Holo er egentlig tre landsbyer der grænser op til hinanden. Da den første grund blev foreslået, gav vedkommende landsbys høvding afslag med det samme. Men høvdingen i den midterste landsby havde mere sympati for vidnerne og sagde: „Gå I bare i gang med at bygge på den bakke der, her ved min landsby.“ Han blev latterliggjort for sin beslutning; størstedelen af hans landsbys indbyggere spottede ham. Men han blev ved sit ord.
Vidnerne gik i gang med at bygge. Da nogle tidligere landsbyboere som nu boede i hovedstaden, hørte hvad der skete i deres landsby, sendte de et protestbrev og endda trusler over radioen om at ødelægge salen. Høvdingen sendte imidlertid et svar til modstanderne og sagde at han afventede deres angreb, og han mindede dem om at de ikke havde bidraget til at bygge bedre boliger til deres koner, børn og forældre og de gamle i landsbyen.
Folk indrømmer nu at Gado Woortoe sma (Guds ord-folkene), som vidnerne kaldes der, har været et aktiv for deres landsby. De har ikke blot bragt åndeligt lys til landsbyen, men også bogstaveligt lys. Byen har nu elektricitet, takket være båden Noa, som transporterede en generator fra hovedstaden og hertil — på trods af de vandfald der er på floden. Nu bliver vidnerne meget venligt modtaget når de er ude for at forkynde.
Vi besøger folk med „den gode nyhed“
Mens båden dokker ved denne landsby, tager dine værter — bådens besætning — dig med på besøg i folks hjem med „den gode nyhed“. Du vil opdage at du ikke blot kan præsentere dig og så gå til sagen, som det er tilfældet i travle byområder. Det ville være uhøfligt her, for skik og brug kræver at man først giver følgende hilsen: „Er du vel opstået?“ Den besøgte svarer: „Ja, jeg er vel opstået. Hvordan har du sovet?“ „Jeg har sovet godt. Hvordan har du sovet?“ „Jeg har også sovet ganske godt.“ Så kan man langsomt lede samtalen ind på en drøftelse af Bibelen.
Når du vender tilbage fra denne anstrengende men dejlige tur, indbydes du til at tage med på en rejse, denne gang til lands, til den sydlige del af Suriname. For nogle år siden begyndte regeringen at lægge planer om at bygge to dæmninger, en bauxitmine og en jernbane. I forbindelse hermed anlagde man en vej, som gjorde det muligt at nå ud til de engang så fjerne indianerlandsbyer Apoera og Washabo ved Corantijnfloden, som danner grænse til Guyana. Sikken en vej! Vores landrover bumper og svajer over buler, huller, støv, hjulspor og mudder. Men strabadserne kommer lidt på afstand når vi gør holdt ved vejkanten for at betragte slangerne, beundre de flittige parasolmyrer eller lytte til de farvestrålende papegøjers skrig.
Endelig når vi til en amerikansk arbejdslejr, 50 kilometer fra de to landsbyer. Vores træthed bliver hurtigt forjaget af vore to kristne søstre som gæstfrit byder os velkommen. De ved at vi trænger til et bad for at vaske det fine røde støv af som dækker os selv og vores tøj. Et herligt måltid giver os kræfterne tilbage, og efter en hyggelig snak og en god nats søvn står vi op næste morgen og tager af sted for at opsøge mennesker med Bibelens budskab.
Interessen for Bibelen er overvældende blandt disse jævne mennesker. I hver hytte finder man folk der lytter velvilligt. Du spørger måske dig selv: „Hvordan skal man nogen sinde kunne finde den samme hytte igen for at aflægge genbesøg?“ Alle hytterne ligner jo hinanden og har ingen husnumre. Men det er ikke noget problem, for i hver eneste hytte er folk villige til at studere Bibelen sammen med dig. Somme tider sætter man simpelt hen sin taske i hytten, og folk ønsker ikke blot en af de bibelske bøger, men forsyner sig med hvad der er i tasken.
Når du vender tilbage til hovedstaden efter denne rejse, føler du dig opmuntret i visheden om at den gode nyhed om Riget når ud til alle dele af dette smukke land, Suriname.
[Illustration på side 18]
„Den uvurderlige båd ’Noa’“