Er deres ræsonnementer fornuftige?

TROR De at mennesket kan klare tilværelsen uden at tage Gud i betragtning? Det prøver på det, men er resultatet godt?

Det man ser i verden i dag, er et resultat af at mennesket prøver på at klare sig uden Gud. Nogle af verdens ledende mænd hævder ganske vist at de tror på Gud, men som Voltaire engang meget rigtigt har sagt: „De fleste af denne verdens store mænd lever som om de var ateister. . . . Kundskaben om en Gud, hans nærværelse, og hans retfærdighed, har ikke den ringeste indvirkning på krigene, traktaterne og de ærgerrighedens, selviskhedens og nydelsens mål som de er fuldstændig optaget af at nå.“

Hvad er følgerne af at mange af de styrende „lever som om de var ateister“? Sult, undertrykkelse, lovløshed, sygdom og håbløshed. Forurening og overbefolkning har gjort tilværelsen ussel for mange. I en avisartikel fra den 6. marts 1979 blev der opremset en del lande hvis befolkninger tilsammen udgjorde en fjerdedel af menneskeheden, og alle disse lande var den dag involveret i terroristhandlinger, borgerkrig eller direkte krig.

Bibelen hævder at mennesket ikke med held kan styre sig selv uden hjælp. I Jeremias 10:23 står der at „et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. Vore dages begivenheder bekræfter denne sandhed. Imidlertid fortæller Bibelen at de der virkelig ønsker det, kan blive ledet af Gud.

Kan vi klare os følelsesmæssigt uden Gud?

Ateister mener at mennesket kan „klare sig . . . følelsesmæssigt . . . uden at tage Gud i betragtning“. Er det rigtigt?

Alt tyder på at mennesket er religiøst ifølge sin natur. Alle kulturer gennem tiden har haft en eller anden form for gudsdyrkelse.

Og hvad sker der når folk modstår det man har kaldt deres „behov for at tro“? De giver sig måske til at dyrke penge, magt, videnskab, politiske ideologier eller sig selv. Om det så er ateismen kan den blive en religion. Psykiateren Stafford-Clark siger om dem der taler for ateisme: „Den lidenskab hvormed de forsvarer denne . . . er endnu et kraftigt vidnesbyrd om den følelsesmæssige nødvendighed af tro.“

Hvad så forstandsmæssigt?

Er det ikke rigtigt at mennesker kan forklare tings eksistens uden at tage Gud i betragtning? De prøver på det. Det er blevet mere og mere almindeligt at trænge Gud i baggrunden.

Gør De også det? Hvis det er tilfældet, så overvej et øjeblik i hvor høj grad det skyldes Deres egen tænkning. Og i hvor høj grad det skyldes påvirkning fra den „intellektuelle atmosfære“ der er i verden i dag.

Filosoffen Leslie Dewart, der citeres i bogen Religion in a Secular Age, siger at „nulevende mennesker . . . formes af tidens videnskabelige kultur, ligesom middelalderens mennesker blev formet af den teologiske kultur dengang“. I middelalderen troede de fleste mennesker på Gud. Sådan var samfundet dengang. I øvrigt var det undertiden farligt ikke at tro! Men folks tro var ofte blind og forbundet med overtro. Det hændte at den tids „teologiske kultur“ bidrog til at hæmme videnskabelige fremskridt. Da Galilei således kom med sine revolutionerende opdagelser, prøvede hans samtids religiøse ledere at få ham til at „afsværge“ sin opfattelse (skønt det han havde opdaget i virkeligheden ikke på nogen måde modsagde hvad der stod i Bibelen).

Nu om dage har piben fået en anden lyd, så at sige. Nu presses folk næsten lige så meget til ikke at tro på Gud som de førhen blev presset til at tro på ham. Selv præster fornægter dele af Bibelen og antager i stedet moderne teorier som for eksempel udviklingslæren. Der er ligefrem præster som forkaster Bibelens moralnormer og giver deres velsignelse til homoseksualitet og utugt.

Er nogen af disse livsholdninger — den middelalderlige og den moderne — rigtig? At middelalderens overtroiske syn på tingene var ufornuftigt gør ikke det moderne materialistiske syn rigtigt. Den tysk-amerikanske raket- og rumfartsekspert Wernher von Braun skal engang have sagt: „Jeg har lige så svært ved at forstå en videnskabsmand der ikke anerkender tilstedeværelsen af en højere fornuft bag universets beståen, som jeg har ved at forstå en teolog der vil benægte videnskabens fremskridt.“

Kan udviklingslæren erstatte troen på Gud?

Før Darwin udbredte teorien om en udvikling gik de fleste mennesker ud fra at der måtte være en Gud, eftersom der ikke var anden forklaring på tingenes eksistens. Men med antagelsen af udviklingslæren følte mange åbenbart at der ikke længere var nogen grund til at tro på Gud.

Hvis De tror på udviklingslæren vil De sikkert være interesseret i nogle udtalelser der blev fremsat i Harperʹs Magazine sidste år og som viste hvad det egentlig var der formede Darwins tænkning. Var den virkelig baseret på en objektiv analyse af levende organismer og af fossilernes vidnesbyrd? Stephen J. Gould, der er professor i biologi ved Harvard-universitetet, har ifølge tidsskriftet sagt: „Fyletisk [vedr. dyrs og planters afstamning] gradvis udvikling var en a priori antagelse fra begyndelsen — man havde aldrig ’set’ den i klippelagene; den var udtryk for de kulturelle og politiske skævheder ved det nittende århundredes liberalisme.“ Darwins tænkning var med andre ord betinget af det samfund han levede i. Harper’s citerede også Karl Marx, der har sagt: „Det er bemærkelsesværdigt at Darwin blandt dyrene og planterne genkender sit engelske samfund med dets arbejdsdeling, konkurrence [og så videre].“

I dag sætter mange videnskabsmænd et stort spørgsmålstegn ved værdien af de teorier der fremsættes til støtte for en udvikling. Men hvordan kan det så være at Darwins lære stadig forfægtes? Artiklen fortsætter: „Der er dem der hævder at man ved at gå bort fra udviklingsmekanismen uvægerlig vil vække tvivl om hvorvidt en udvikling overhovedet har fundet sted. Det er uden tvivl grunden til at Darwin stadig forsvares så kraftigt . . . fordi [hans tilhængere] er materialister.“

Men at nogle ikke vil tage et alternativ i betragtning betyder ikke at udviklingsteorien må være rigtig, vel?a Nej, lige så lidt som at de religiøse lederes stædighed på Galileis tid betød at Galilei tog fejl. Følelser og fordomme kan lige så let gøre videnskabsmænd som religiøse ledere blinde.

Sandheden er at mange mennesker er fast overbeviste om at der findes en Gud, og det til trods for „modernismens“ pres for at få dem til at fornægte troen på Gud, eller i hvert fald at trænge ham i baggrunden. Og den stadig større videnskabelige viden i vor tid gør kun deres overbevisning endnu stærkere.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

I middelalderen troede de fleste mennesker på Gud. Sådan var samfundet dengang. . . . Nu om dage har piben fået en anden lyd.

[Ramme på side 6]

Videnskabsmænd rejser tvivl

Er alle videnskabsmænd enige om at anerkende udviklingslæren? Det er mange mennesker blevet forledt til at tro. Men tusinder af agtede videnskabsmænd forkaster udviklingslæren eller drager den i tvivl på videnskabeligt grundlag, og udviklingstilhængere blandt videnskabsmænd indrømmer ofte selv at der er store mangler ved teorien. Bemærk de iagttagelser nogle af dem har gjort:

„I de sidste 20-30 år har fortolkningerne omkring menneskets mulige afstamning ændret sig så betydeligt at man skal være forsigtig med at sige hvor mennesket stammer fra og hvornår det blev til. En mængde videnskabsmænd holder sig blot til det der er god latin. Men selv for den der ikke har nogen religiøse forudsætninger er der grunde nok til at tvivle på evolutionsteorien.“ — Biologen Wayne F. Friar, King’s College.

„Det er en dogmatisme, ikke en videnskab. Den giver ingen mening udtrykt med vore dages videnskabelige viden.“ — John N. Moore, naturvidenskabelig forsker ved Michigan State University.

„Jeg minder læseren om at nogle af de ældste og vanskeligste spørgsmål angående menneskets udvikling stadig ikke er besvaret. . . . Ligesom det er sket for andre før, tager de nuværende fortalere for forskellige hypoteser måske fejl lige netop på de punkter hvor de føler sig allersikrest på at de har ret. . . . alle opfattelser af menneskets udvikling bygger på tilsyneladende kendsgerninger af mere eller mindre pålidelig grad.“ — Professor i fysisk antropologi Sherwood L. Washburn, Californiens universitet, Berkeley.

Kan en mikroskopisk livsform der formodes at udvikle sig fra noget livløst formere sig?

„Det er navnlig værd at nævne at den fremragende forsker i teoretisk fysik, Eugene P. Wigner . . . på grundlag af gruppeteorien har ført et fortræffeligt og afgørende bevis for at sandsynligheden for en spontan opståen af en formeringsdygtig organisme af nogen art er lig nul.“ — Edvard A. Boudreaux, docent i kemi ved University of New Orleans.