To lærere fortæller — hvorfor de forlod skolen
„Jeg var nået dertil at det var en gru for mig hver dag når jeg skulle møde klassen; så vidste jeg at tiden var inde til at holde op.“
I ÅRTIER har pædagoger prøvet at finde løsningen på problemet ’hvorfor Johnny ikke kan læse’. I mellemtiden har mange små Johnny’er, bevæbnet med deres første læsebøger, kastet sig ud i den kamp det er at erobre det trykte ord. Men alt for ofte er de tidligt blevet slået ud af kampen, fordi de allerede det første år fik to eller tre skiftende lærere. Den ene lærer efter den anden forlader skolerne. Hvorfor? Og hvorfor har lærerne så svært ved at undervise børnene?
Hvad er det der sker på undervisningsområdet? Lærere der ellers er erfarne og går op i deres fag — hvorfor søger de andre erhverv? Det er jeg også blevet spurgt om. For jeg forlod lærergerningen over ti år før pensionsalderen.
Som det var før
Der har været tradition for at vælge lærergerningen i min slægt. Som barn legede jeg skole med mine dukker og glædede mig til den dag hvor den række af tøjdukker, teddybjørne og porcelænshoveder jeg var lærer for, blev til levende børn i et klasseværelse. Og så blev det en dag til virkelighed — en tredjeklasse med drenge.
Jeg begyndte som lærer tre måneder efter at skoleåret var begyndt, og jeg var den tredje lærer klassen havde haft. Det fortalte de mig triumferende. En tynd barnestemme råbte: „Vi har jaget de to andre væk.“ Jeg overhørte bemærkningen og begyndte i stedet at tale med børnene om dem selv, hvilket straks førte til at vi talte om de kæledyr de havde derhjemme. Hver af dem kunne fortælle at hans kæledyr havde overgået de andres i spilopper. Til sidst spurgte jeg en lille dreng: „Når din hund springer op ad dig og gerne vil lege, men du ikke vil lege med den, hvad gør du så?“
„Så skubber jeg den da bare væk.“
„Men hvad så hvis den aldrig kom tilbage efter at du havde skubbet den væk?“
„Jamen, den skal nok komme tilbage.“
„Hvorfor det?“
„Fordi den godt kan lide mig!“
Så svarede jeg, så lavt at det kun lige var hørligt: „Ved du hvad? Efter at jeg har hørt på jer alle sammen, ved jeg at jeg også vil komme til at kunne lide jer. Og jeg er ligesom din hvalp. I må gerne prøve at skubbe mig fra jer en gang imellem; men fordi jeg godt kan lide jer, får I ikke lov til at jage mig helt væk. Forstår du det?“
Da havde jeg øjeblikkelig vundet dem. Det var i årene lige efter den anden verdenskrig.
Som alle lærere havde jeg nogle emner som jeg allerbedst kunne lide at undervise i. Mit bedste emne var „Verdensrigernes fremståen og fald“, under orientering i sjette klasse. Det forbløffede mig at se hvor godt lærebøgerne stemte med bibelhistorien. Selv lærervejledningen til vores lærebog Living in the OId World foreslog at man lod eleverne læse beretningen om Nebukadnezar og hans drøm fra Daniels bogs 2. kapitel, i forbindelse med verdensrigernes fremståen og fald.
Det var en lykkelig tid, og det var en fornøjelse at være lærer. Tiden fløj, og der var gået over ti år før jeg forlod skolen, fordi jeg ventede et barn.
I slutningen af tresserne vendte jeg så tilbage til skolen. Den glæde jeg engang havde følt ved at undervise, burde nu være større, fordi jeg selv havde et barn i skolen. Men ak! hvor forandret!
Som det er nu
Der herskede en forfærdende mangel på respekt på ethvert plan. Eleverne havde selvfølgelig ikke megen respekt for lærerne; men ofte havde de yngre lærere samme indstilling til skolernes ledere. Den disciplin det engang havde været så let at bevare, var nu nærmest umulig at opnå. Jeg var målløs af forbavselse over de kraftudtryk der strømmede ud af 11-årige elevers rosenrøde mund. Snart var jeg nået dertil at det var en gru for mig hver dag når jeg skulle møde klassen; så vidste jeg at tiden var inde til at holde op.
Jeg satte mig for at tale med nogle tidligere lærere og skoleinspektører, som jeg før i tiden havde været lærer sammen med. Også nogle tidligere elever, hvoraf mange nu selv havde børn i skolealderen.
Det var disciplinen, eller rettere mangelen på samme, der stod øverst på klagelisten. En af lærerne sagde: „Man synes man har haft alle tiders dag hvis man bare kan gå hele vejen ned gennem en korridor uden at blive blandet ind i et slagsmål.“
De havde forskellige meninger om årsagerne til at disciplinen smuldrede, men alle nævnte „den manglende respekt for myndighed“ som hovedårsag. En skoleinspektør havde gjort denne iagttagelse: „Mange børn lærer allerede før de kommer i skole at deres forældre ikke har nogen respekt for myndighed, og mange tror heller ikke på Gud. Så kommer forældrene til at stå som den største autoritet i børnenes øjne. Men når børnene så heller ikke har nogen respekt for deres forældre, hvad skal vi lærere da gøre?“
Jeg spurgte en lærer der stadig underviser, og har gjort det i 25 år, hvor megen vægt man i dag kan lægge på moralske værdier. Hun fortalte at de yngre lærere ikke har samme syn på sagen som de ældre, og at de erfarne lærere er nødt til at bevæge sig med største forsigtighed for ikke at komme ind på det religiøse område. En af dem havde sagt: „Da morgenbønnen blev fjernet fra skolerne, bad vi lærere heller ingen bøn mere.“
Mange mener at skoledisciplinen fik dødsstødet da man sænkede kravene til påklædning. Der lød en interessant kommentar: „Da begyndte de at tænke på samme måde som de klædte sig. Og da vi troede at det ikke kunne gå værre, begyndte de at klæde sig på samme måde som de tænkte.“ Næsten alle lærere var enige om at „en elev med en bedre fremtoning er en bedre elev“. En lærer kom med denne bemærkning: „Når de hænger dér på deres stole i deres snavsede blå cowboybukser, med de ni øverste knapper i skjorten knappet op, får man ikke ligefrem det indtryk at de hoveder der stirrer op mod én har en ustyrlig lyst til at fylde sig med lærdom.“
Som det en dag vil blive
De udtalelser jeg har citeret er ganske vist negative, men det betyder ikke at alle elever er nogle små oprørere. Jeg må sige til de flinke elever der findes, og som er en fryd for alle lærere: „Det er jeres skyld at der stadig er lærere til. I er alle sammen ofre for en verden der forandrer sig.“ En tidligere elev sammenfattede sit indtryk med disse ord: „Først i tresserne var verden som et gyroskop der var kommet ud af balance, og den har været i slinger lige siden. Man spørger sig selv om den nogen sinde vil komme i balance igen.“
Jeg kom til at tænke på sjetteklassernes orienteringsemne, verdensrigernes march, deres fremståen og fald, lige til den nuværende verdensmagt — der sandelig er kommet i slinger. Hvor vil det blive herligt når den en dag viger pladsen for Guds rige under Kristus Jesus — et rige der ikke nævnes i nutidens historiebøger, men som indtager en fornem plads i menneskets ældste lærebog, Bibelen. Da vil det igen blive en fornøjelse at være lærer. — D. B.
„Alle problemerne med de uinteresserede forældre, de ligegyldige lærere og de forsømte børn — det var en flodbølge jeg ikke kunne holde tilbage, og det nyttede ikke at jeg prøvede.“
DENGANG jeg bestod min eksamen ved en high school et sted i Sydstaterne i begyndelsen af halvtredserne, havde eleverne stadig agtelse for deres skoleinspektør og lærerne. Der var fuld disciplin i klasseværelset, og den værste forbrydelse der skete var at nogle drenge sneg sig om bag en busk og røg en cigaret. Vi vidste slet intet om de problemer man allerede kendte i byen New York, før vi chokerede og vantro så filmen „Rock Around the Clock“. Den form for vold og respektløshed kunne aldrig forekomme hos os!
I årenes løb læste jeg om det stigende ungdomsoprør, og det bekymrede mig så meget at jeg selv besluttede at melde mig som lærer da mit første barn kom i skole. Dér kunne jeg så have en finger på pulsen og give mit besyv med inden for undervisningssystemet.
I de seks år jeg var lærer, opdagede jeg til min skuffelse at mange forandringer var sket. Skolelederne havde fået frataget næsten al deres myndighed. De havde intet at sige over personalet. Skolekommissionen sendte lærerne ud til dem, og de måtte tage imod dem. Hvis en lærer på en eller anden måde viste sig uegnet, kunne inspektøren intet gøre. Mange af vore „gammeldags“ lærere der gik op i deres gerning, gik af med pension; og de nye der kom, trodser enhver beskrivelse. Mange af dem havde et talesprog der var hentet fra gaden. Nogle førte åbenlyst fejder med andre lærere og gav luft for deres snæversynede opfattelser angående racer og religion.
Forældre på deltid
Over 90 procent af børnene i vores skole — som havde børnehaveklasser og skoleklasser op til syvende klasse — havde udearbejdende mødre, og mindst 50 procent af dem havde enlige forældre. Mange fædre eller mødre kørte deres børn til skole og satte dem af en time før porten blev åbnet, for at de selv kunne nå at komme på arbejde.
Jeg opdagede også at mine elever aldrig fik lejlighed til at tale sammen med voksne. Deres forældre talte til dem, men ikke med dem. Åbenbart var jeg den eneste voksne der nogen sinde lyttede til dem og gav dem anerkendelse. Når som helst jeg kunne få en samtale med forældrene — de få der nogen sinde satte deres ben på skolen — opfordrede jeg dem til at tilbringe mindst en halv time om aftenen med at lytte til deres børn, spørge dem hvordan de havde haft det i løbet af dagen, hvordan det var gået i skolen, og så videre. Mange af børnene så kun deres udearbejdende forældre to timer om aftenen på hverdage, og nogle forældre havde endda skifteholdsarbejde, så der kun var weekenden tilbage.
Ballademagerne fra opløste hjem
Jeg opdagede at de ballademagere der var i alle klasser, var nøglebørn eller kom fra opløste hjem. De havde blot behov for kærlighed og opmærksomhed, og ville stå på hovedet for at få det. De forsvarede deres forældre med næb og kløer, pralede endda højlydt med dem. Jeg havde en fornemmelse af at de i virkeligheden mente: „Bare mine forældre var som jeg siger de er!“
Og endnu en iagttagelse: I hjemmene blev forældrenes afgørelser aldrig håndhævet. Det førte til at der også blev taget let på skolens regler, for børnene troede heller ikke at skolen ville håndhæve dem — hvilket ofte var sandt.
Jeg forsøgte mig aldrig som lærer på high school. Der har været både skud- og knivstikepisoder og voldtægt på disse skoler, foruden at der hver dag sker tyverier og narkotikahandel. På de fleste high schools er man nødt til at have sikkerhedsvagter gående. Men pædagoger og skolepoliti lukker øjnene for den konstante marihuanarygning. Der findes elever, endda mange, som næsten hele skoleåret igennem er „væk“ i en evig rus.
Efterhånden begyndte jeg at blive udslidt og frustreret hver dag jeg var i skole, og jeg bragte fortvivlelsen med mig hjem. Alle problemerne med de uinteresserede forældre, de ligegyldige lærere og de forsømte børn — det var en flodbølge jeg ikke kunne holde tilbage, og det nyttede ikke at jeg prøvede, indså jeg. Jeg forlod lærergerningen og brugte i stedet tiden til at varetage de pligter og privilegier jeg har i min egen familie. Nu har jeg tid til at lære andre noget der er mere berigende og tilfredsstillende — at Guds nye ordning under Kristus Jesus er løsningen på alle menneskehedens problemer. — S. F.