Domstol stadfæster retten til at forkynde fra dør til dør

DET var en varm dag i begyndelsen af juni 1977. To velklædte ægtepar gik fredeligt fra hus til hus i Ladue, Missouri, en forstad til byen St. Louis. De talte med beboerne om familielivets sammenbrud i disse urolige tider og påpegede det gavnlige ved et familiestudium af Bibelen. En mere uskyldig eller uegennyttig beskæftigelse kunne man vanskeligt forestille sig.

Ikke desto mindre ankom der pludselig nogle politibetjente fra byen Ladue. De fire mennesker blev arresteret og ført til politistationen. De to mænd, som begge var kristne ordets tjenere, blev tiltalt for at have overtrådt en lokal vedtægt!

Hvorfor? Havde de virkelig begået en lovovertrædelse ved at tale med folk om Bibelen? Hvorfor ønskede politiet at stoppe dem? Var det en ny virksomhed, noget som myndighederne ikke kendte til?

En gammel fremgangsmåde

Det er en velkendt historisk kendsgerning at allerede Jesus og hans apostle besøgte folk i deres hjem for at udbrede Guds ord. Denne gamle fremgangsmåde er blevet videreført helt ind i vort tyvende århundrede.

Jehovas vidner er fremtrædende og velkendte i denne henseende. Imidlertid blev der i De forenede Stater i 1930rne og 1940rne rejst tiltale mod dem under henvisning til nogle kommunale vedtægter, idet man hævdede at disse kristne evangelieforkyndere skulle have vandrebrev som „sælgere“ eller „bidragsindsamlere“. Da Jehovas vidner udfører en ikke-kommerciel religiøs virksomhed, henviste de til at den religionsfrihed som De forenede Staters forfatning garanterer, var den eneste tilladelse de behøvede.

Med en skelsættende afgørelse i 1943 satte De forenede Staters højesteret en stopper for den forfølgelse disse uretmæssigt anvendte vedtægter havde udsat Jehovas vidner for. Flertalsafgørelsen, formuleret af højesteretsdommer Douglas, var uomtvistelig og klart begrundet:

„Omdeling af religiøse traktater er en ældgammel form for evangelieforkyndelse — så gammel som bogtrykkerkunstens historie. Den har været en magtfuld faktor i forskellige religiøse bevægelser gennem tiderne. . . .

Denne form for religiøs virksomhed indtager samme høje stilling under Første Tillægsartikel som tilbedelse i kirkerne og forkyndelse fra prædikestolene.

Det er en fordrejning af kendsgerningerne at beskrive deres virksomhed som salg af bøger og ’pjecer’.“

Men hvis loven beskytter denne form for religiøs virksomhed, hvorfor blev de to forkyndere i Ladue da arresteret og tiltalt?

Et nyt juridisk angreb

Under ledelse af byen Ladues advokat begyndte der i 1974 en række indgreb mod Jehovas Vidners religiøse virksomhed. Hensigten med disse indgreb var at begrænse og efterhånden forbyde deres husbesøg i byen.

I 1976 vedtog byrådet en speciel vedtægt som gjorde det til en lovovertrædelse at gå fra dør til dør i Ladue. Den fritog imidlertid alle kirker i byen, og alle politiske besøgende. Den fritog ligeledes alle avisomdelere og alle organisationer som indsamlede bidrag, blot de var godkendt af Kommissionen for Velgørenhedsbidrag.

Det endelige mål var tydeligt: vedtægten blev brugt til at stoppe Jehovas vidner og ingen andre! Således blev der givet politiet følgende instruktioner:

„Såfremt et Jehovas vidne vil forkynde om Bibelen fra dør til dør i Ladue, må han eller hun først indhente en tilladelse . . . komplet med politiundersøgelse og fingeraftryk.“

Tænk engang! Der skulle foretages en undersøgelse og tages fingeraftryk som ved kriminelle, hvis man ønskede at forkynde om Bibelen!

Men selv om man så fik en tilladelse, var politiet endvidere instrueret om at forbyde trykkefriheden. Ifølge de instruktioner politichefen havde udstedt, måtte man „kun bruge Bibelen når man går fra dør til dør i Ladue; der må ikke ’sælges’ [omdeles] blade eller hjælpemidler til bibelstudium.“ — Kursiveret af os.

Højesteret har erklæret at forfatningen giver tilladelse til at „forkynde offentligt og fra hus til hus“ og at modtage frivillige bidrag. Ladues vedtægt gjorde begge dele ulovlige medmindre man fik en dispensation eller tilladelse!

Retssagen

Byen anlagde civilt søgsmål i St. Louis’ amts retskreds. Den anmodede retten om at erklære dens vedtægt for at være gyldig og lovlig. Jehovas Vidner nedlagde påstand om at vedtægten var ulovlig og i strid med forfatningen.

Sagen kom for retten den 5. april 1979, for dommer Philip Sweeney. Retssalen var fyldt med tilskuere, og mange måtte stå udenfor. Der herskede en spændt atmosfære. Der var journalister til stede, og fjernsynsfolk ventede udenfor med alle deres projektører.

Byens sagsbehandling begyndte. Politichefen var indkaldt som et af dens vidner. Han indrømmede at ingen anden filantropisk organisation end Jehovas Vidner var blevet anmodet om at indhente tilladelse. Alle andre havde fået tilladelse til at besøge folk i deres hjem, uden at skulle have taget fingeraftryk eller gennemgå andre nedværdigende procedurer.

Ved afslutningen af byens sagsbehandling indkaldte de sagsøgte deres vidner. Det første vidne var James Hinton, som var blevet arresteret i Ladue. Hinton forklarede at han virkede som en kristen ordets tjener blandt Jehovas Vidner, og at han var taget ind til Ladue for at besøge de mennesker som boede der. Hvordan reagerede beboerne? Han svarede:

„De mennesker vi talte med var meget venlige. De gav selv udtryk for at de havde undret sig over hvorfor vi ikke havde været der i nogen tid. . . .

Jeg mødte kun én dame den formiddag som ikke modtog noget af vores litteratur. Hun sagde at hun var katolik, men at hun virkelig værdsatte det arbejde vi udførte, at vi var de eneste som gik fra dør til dør og forkyndte evangeliet.“

Byen havde forsøgt at give det indtryk af at det var en indbringende „indsamling“. Men Hinton forklarede at hans udgifter ved at køre i bil og besøge folk var langt større end de bidrag han fik for bøger eller blade.

Forsvarerens andet vidne var Alvyn Franck, områdetilsynsmand for Jehovas Vidner i staterne Missouri, Illinois og Arkansas. Franck talte om den praktiske værdi af hus-til-hus-forkyndelsen:

„Vi føler os forpligtede til at viderebringe det vi har lært fra Bibelen til vore medmennesker, at fortælle dem om Bibelens moralske indhold. Vi har været i stand til at hjælpe i tusindvis af unge mennesker, nogle som for eksempel har haft narkotikaproblemer, alkoholproblemer, familieproblemer, og alt hvad man ellers kan nævne. Vi mener, ja vi ved, at Bibelen kan klare disse situationer.

Vi tror den er Skaberens ord og at den i nitten hundrede år har været meget virkningsfuld med hensyn til at hjælpe folk, og medmindre vi kan tale ansigt til ansigt med mennesker har kristendommen ikke den samme virkning.“

Dommer Sweeney førte en værdig og upartisk retssag. Han lyttede meget intenst til både vidneudsagnene og sagførernes mundtlige argumenter. Han anmodede også om skriftlige argumenter.

Skriftlige argumenter

Hvilke skriftlige argumenter forelagde sagførerne dommer Sweeney i deres sagsfremstilling? Det var hovedsagelig fire emner der var strid om.

(1) Værner forfatningen stadig om den frie offentlige debat? Ja, for De forenede Staters højesteret har for næsten 40 år siden garanteret at frihed under forfatningen indbefattede retten til at udføre et offentligt forkyndelsesarbejde. Som dommer Will fra forbundsdomstolen i Chicago fastslog i en sag i 1973: „At denne type vedtægter ifølge forfatningen ikke kan anvendes på religiøse aktiviteter, har været et afgjort spørgsmål i årtier.“

I en dom i 1978 fastslog højesteret igen den vitale ret til frit at give udtryk for religiøse tanker, idet den erklærede:

„Retten til fri religionsudøvelse indbefatter ubestrideligt retten til at forkynde, hverve proselytter, og udføre andre lignende religiøse funktioner.“

Højesteretsdommer Brennan tilføjede i en samstemmende udtalelse:

„Religiøse opfattelser kan, lige så vel som andre opfattelser, danne grundlag for en debat som er ’uhindret, livlig og helt åben. . . .’ Regeringen må ikke skride ind over for forsøg på at hverve proselytter eller at tilbede på offentlige steder.“

(2) Skal en forkynder have bemyndigelse? Jehovas Vidners sagsfremstilling påviste at Ladues krav om at en forkynder skulle have bemyndigelse eller tilladelse ikke var noget nyt. Faktisk fandtes det i engelske lovbøger for næsten 600 år siden! Det samme argument blev brugt af inkvisitorerne ved inkvisitionsdomstolen i sagen mod John Wycliffe i 1383. Han blev anklaget for at lære folk:

„At det er lovligt for enhver, hvad enten han er diakon eller præst, at forkynde Guds ord uden bemyndigelse eller tilladelse fra Paven eller nogen anden af hans katolikker.“

Inkvisitionens hovedargument var at ingen skulle have lov til „at forkynde Guds ord“ uden en officiel tilladelse. Det er det samme argument Ladue anvendte 596 år senere!

Men det egentlige formål med de rettigheder der er indeholdt i De forenede Staters forfatning var netop at ophæve ondsindede restriktioner som dem inkvisitionen havde indført. Den garanti den amerikanske „Bill of Rights“ giver om „fri religionsudøvelse“ er en tilladelse! Ingen myndighed, hverken kommunal, statslig eller national, kan kræve yderligere tilladelser!

(3) Er vedtægten med til at begrænse kriminaliteten? Byen Ladues advokat anførte at formålet med at kræve tilladelser var at politiet skulle have kendskab til hvem der gik fra hus til hus. Han hævdede at nogle af dem der ringer på hos folk kan være kriminelle. Han indrømmede dog at der ikke er nogen grund til at tvivle på at Jehovas vidner er pålidelige mennesker.

Jehovas Vidners sagsfremstilling påviste at Ladues vedtægt i virkeligheden ikke indebar nogen beskyttelse mod kriminelle. Den fritog alle grupper undtagen Jehovas Vidner, som tydeligvis er mennesker der har et godt omdømme. Hvordan skulle man kunne kontrollere kriminelle med love som kun blev anvendt over for ærlige, lovlydige mennesker?

(4) Var det nødvendigt at blive anerkendt af Kommissionen for Velgørenhedsbidrag? Denne kommissions eneste funktion er at føre tilsyn med de organisationer der indsamler bidrag, ikke med dem der er beskæftiget med undervisning og forkyndelse, sådan som Jehovas vidner er.

Domstolene har påvist at der er forskel på den traditionelle form for velgørende institutioner som indsamler bidrag, og den type filantropiske organisationer som hovedsagelig er beskæftiget med at udbrede oplysninger. Jehovas Vidners bibelske publikationer er kun et middel til at forklare deres lære. De små bidrag de modtager for deres bøger og blade er kun en underordnet ting i forbindelse med udbredelsen af deres synspunkter. Det er ikke „at indsamle bidrag“ i lovens forstand. Det kommer heller ikke ind under det tilsyn som kontrollerende institutioner som Kommissionen for Velgørenhedsbidrag udfører.

En modig kendelse

Den 24. maj 1979 oplæste dommer Sweeney sin kendelse. Han kommenterede først Jehovas vidners gode adfærd, som bevismaterialet havde klarlagt, idet han fastslog: „De sagsøgte i denne sag er pålidelige mennesker hvis gode omdømme ikke er blevet draget i tvivl. Deres besøg hos Ladues indbyggere er foregået uden stridigheder eller kontroverser. I de fleste tilfælde er de blevet godt modtaget af beboerne, og når der ikke var interesse for deres budskab er de høfligt gået videre uden episoder. Ud fra det anførte bevismateriale kan der ikke være tvivl om at den virksomhed de er beskæftiget med er religiøs og ikke-kommerciel, og at den er blevet udført med økonomisk tab for de sagsøgte, der har handlet ud fra deres tro.“

Derpå erklærede dommeren Ladues vedtægt ulovlig. Den var diskriminerende, idet den fritog visse kirker og velgørende institutioner samt alle politiske grupper, mens den søgte at stoppe andre.

Dommer Sweeney erklærede endvidere at vedtægten var i strid med forfatningen, fordi den søgte at begrænse ytringsfriheden. Han forklarede: „Da den omtalte vedtægt forsøger at gribe ind i den frie udbredelse af tale, tanker og religiøs tro, er den uigennemførlig og ugyldig, eftersom en myndighedsinstans ikke lovligt kan nægte sine borgere den frie udbredelse af religiøse eller politiske tanker og ideer.“ Dommen konkluderede:

„Af ovennævnte grunde finder, dømmer og bestemmer retten at det for bestandig forbydes byen Ladue at håndhæve ovennævnte vedtægt, hvis anvendelse var tiltænkt sagsøgte og andre medlemmer af Jehovas Vidner i forbindelse med den heri omtalte virksomhed. Sagens omkostninger betales af sagsøger.“

Således blev et kommunalt forsøg på at begrænse grundlæggende menneskelige friheder bragt til ophør, takket være en modig og klartseende dommer, som ved sin kendelse stadfæstede retten til at forkynde fra dør til dør.