Har du tænkt over:
Hvad skal der til for at holde familien sammen?
FOR halvtreds år siden beskrev en digter det ideelle hjem således: „Mit kære hjem, der har hjertet hvile.“ Er det ikke også sådan du forestiller dig det ideelle hjem? I dag er det desværre sådan at familien sjældent er et tilflugtssted hvor man kan finde ro og hvile for hjertet og sindet.
Hvor alvorligt er problemet?
I dag er opløste familier ikke længere noget særsyn. I nogle lande er man nu oppe på en skilsmisse for hver to indgåede ægteskaber. Og desuden er der i mange hjem en alvorlig mangel på kommunikation mellem mand og hustru og en generationskløft mellem forældre og børn; så selv om familierne ikke i alle tilfælde opløses, er forholdet ofte koldt og anspændt.
„Førhen var hjemmet et sted hvor man stressede af. Nu er hjemmet selv blevet et sted der belaster én,“ udtaler en ekspert inden for studiet af familielivet. Hvor er hendes ord sande. I millioner af hjem er der en så udtalt mangel på kærlighed, respekt og disciplin, at nogle spørger: „Kan familien som institution overleve?“
Måske har du oplevet nogle af disse ting blandt dine slægtninge eller bekendte, og du husker måske en tid hvor familiesammenholdet og familielivet var bedre. Men i dag er forholdene anderledes.
Hvorfor sker det?
Vi lever i en tid hvor folk ligefrem opdrages til at sætte sig selv i første række. Denne indstilling virker meget nedbrydende på familielivet. „Egoisme eller selvoptagethed,“ siger en afhandling om emnet, „er en af familielivets største sabotører.“
Har du ikke lagt mærke til at mange mennesker i dag er hurtige til at sætte deres egne ønsker og følelser før andres? Før i tiden satte folk familiens interesser over deres egne, men nu er det anderledes. Mange steder betragter familiens enkelte medlemmer sig som individer der er berettigede til personlig selvudfoldelse. Til en vis grad er dette udmærket, men som det praktiseres i dag er det ofte et onde.
En mand kunne måske føle at hans personlige behov gik forud for de øvrige familiemedlemmers fordi, som han tænker: „Det er jo mig der er familieforsørgeren!“ Men flere og flere kvinder bliver udearbejdende og dermed også økonomisk uafhængige; måske synes de at deres behov er lige så vigtige. Børnene er ligeledes blevet påvirket af vore dages „Jeg-generation“. Ja, selviskhed er skyld i at mange hjem opløses.
Har du tænkt over at denne indstilling for mange år siden blev forudsagt i Bibelen? Dér siges det: „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, . . . pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed.“ (2 Tim. 3:1-3) Denne selvoptagne holdning til livet, som er så udbredt i vore dage, er et vældigt bevis på at Bibelens profeti opfyldes nu. Det betyder at vi lever i „de sidste dage“ for en selvisk verden, og at vi nærmer os tiden da Gud vil indføre de tiltrængte forandringer til det bedre her på jorden. — Sl. 37:10, 11.
Men hvad kan man da gøre for at opnå en lykkelig familie? Faktisk findes der mange familier som ikke opløses. Hvad er det der gør disse familier anderledes?
Hvad er grundlaget for en virkelig lykkelig familie?
Bibelen forklarer at ægteskabet og familielivet blev indstiftet af Gud. Som dets Grundlægger ved han hvad der kan styrke båndene. „I [skal] iføre jer kærligheden,“ siger han i sit ord, Bibelen, „for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:14.
Denne kærlighed, som er „enhedens fuldkomne bånd“, bibringer de romantiske følelser styrke og ubrydelighed. Den er en uselvisk interesse for næsten, for Bibelen råder: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ — 1 Kor. 10:24.
At ’hver enkelt søger medmenneskets fordel’ er lige det modsatte af den selviskhed der i dag splitter mange hjem. Viser man denne form for kærlighed, kan ens familieliv virkelig blive lykkeligt.
Naturligvis er det langt lettere at tale om uselvisk kærlighed end det er at vise den. En husmoder har sagt herom: „Hvis nogen siger det er let at være gift med det samme menneske hele livet, befinder vedkommende sig i en drømmeverden.“ Sandt nok er det ikke altid let, men med kærlighed kan det lade sig gøre. Hvordan kan man da vise denne kærlighed? Hvilke skridt kan en familie tage for at forbedre forholdene?
Hvordan opnår man større lykke i familielivet?
Det kræver at man ved hvordan man viser ægte kærlighed, og at man oprigtigt søger at gøre det. Mange som siger at de ønsker en kærlig atmosfære i hjemmet, ved tilsyneladende ikke hvad de skal gøre for at få det. Bibelen giver en udtrykkelig vejledning, som har hjulpet mange familier. Lyt for eksempel til disse praktiske råd: „Lad også hver enkelt af jer elske sin hustru sådan som han elsker sig selv, men hustruen skal have dyb respekt for sin mand. I børn, vær lydige imod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. Og I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“. — Ef. 5:33; 6:1, 4.
Hvor ville det forandre forholdene i mange familier hvis disse forslag virkelig blev fulgt! Ja — tænk om manden viste sin kone den samme hengivne omsorg som han viser sig selv, og hustruen optrådte respektfuldt over for sin mand og opbyggede ham, og børnene villigt adlød. Ville et sådant familieliv ikke være dejligt?
Vi erkender at det på disse to sider er umuligt at give svar på alle de spørgsmål der kan opstå i forbindelse med familieproblemer. Men der findes bøger, som for eksempel „Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv“,a der indeholder fortræffelig vejledning baseret på Bibelen. Med artiklen her ønsker vi blot at vise at anvendelsen af Bibelens principper kan tilføre familielivet noget værdifuldt. Jehovas vidner vil gerne hjælpe dig og din familie med at lære mere om disse principper. En sådan undersøgelse kan kun blive til gavn.
● „I hustruer, I må fortsat underordne jer under jeres mænd, som det passer sig i Herren. I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem. I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren. I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kol. 3:18-21.
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets selskab.