Hvad er døden?

„MENNESKERS og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden.“ — Præd. 3:19.

Det er imidlertid vanskeligere at acceptere døden som den endelige afslutning når det gælder mennesket end når det gælder dyrene. Af den grund hælder mange til den anskuelse at mennesket har en udødelig sjæl og derfor står over dyrene.

Hvad er sjælen?

Hvad „sjælen“ angår, skelner Bibelen imidlertid ikke mellem dyr og mennesker. Det hebraiske og det græske ord der i mange bibeloversættelser er gengivet med „sjæl“ — og i andre med „væsen“ — bruges både om mennesker og dyr. Det ses tydeligt i Første Mosebog 1:20-24, i Fjerde Mosebog 31:28, oversættelsen af 1871, og i Åbenbaringen 16:3. På originalsprogene benyttes her ordene for „sjæl“.

En „sjæl“ er altså ikke en ånd inden i legemet, hverken hos mennesker eller dyr, men er derimod hele væsenet. Det indbefatter både legemet og livsånden. — Præd. 3:21; 12:7.

Dette vises også ved den måde hvorpå Bibelen beskriver menneskets skabelse: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871; „et levende væsen“, oversættelsen af 1931) Altså var „sjælen“ ikke noget som kom ind i menneskets legeme. „Sjælen“ var det mennesket blev til, da det blev levendegjort ved at Gud indgav det åndedrættet. Nej, mennesket har ikke en sjæl. Det er en sjæl. Og dyr er også sjæle.

Menneskets legeme er, ligesom dyrenes, opbygget af milliarder af levende celler. Livet i disse celler kaldes i Bibelen ’livsånd’. Det er med henblik på denne „ånd“ eller livskraft at Bibelen siger at mennesker og dyr har „en og samme ånd“. (Præd. 3:19-21) Denne livsånd opretholdes i legemet gennem åndedrættet, og åndedrættet holder hele organismen i gang.

Hvis åndedrættet går i stå, eller hvis det der opretholder og nærer legemets celler afbrydes, vil cellerne dø. Det ser man for eksempel når firbenet taber sin hale, eller hvis et menneske får hugget hånden af. Halen eller hånden dør.

Menneskesjæle og dyresjæle har altså i virkeligheden den samme livskraft fra Gud. Men denne livskraft har ingen personlighed, lige så lidt som den lever videre efter døden.

Hensigten med menneskene er en anden

Vil det sige at der ikke er nogen forskel på Guds hensigt med mennesket og med dyrene? Nej, det vil det ikke. Der er en række afgørende forskelle.

For det første har mennesket en hjerne hvis tankevirksomhed langt overgår dyrenes, en hjerne som sætter dem i stand til at ræsonnere, at gemme oplysninger i en enestående hukommelse og at opfatte tidsbegrebet. Mennesket ledes ikke først og fremmest af instinkter sådan som dyrene, men har fået en fri vilje til selv at vælge og træffe beslutninger. Desuden er mennesket skabt i Guds billede, så det til forskel fra dyrene har et vist mål af Guds egenskaber: visdom, retfærdighed, kærlighed og magt.

For det andet er der den væsentlige forskel at mennesket ikke blev skabt til at dø! Tværtimod skabte Gud mennesket med muligheden for at leve evigt! Beretningen i de to første kapitler i Første Mosebog viser at Gud skabte manden og kvinden fuldkomne. Det var hans hensigt at de også skulle få fuldkomne børn, og at de efterhånden skulle udstrække Edens paradis til jordens ender og leve der i evighed. — 1 Mos. 2:8-25.

Dyrene blev derimod ikke skabt med udsigten til at leve evigt. De levede og døde før mennesket blev skabt; og det gør de stadig. Før vandfloden i Noas dage slog menneskene dyr ihjel for at skaffe sig tøj og for at bringe ofre. (1 Mos. 3:21; 4:4) Efter Vandfloden fik de også lov til at slå dem ihjel for at bruge dem som føde. (1 Mos. 9:2, 3) Dyrenes levetid har altså altid været begrænset, med døden som den endelige og uundgåelige slutning. — 2 Pet. 2:12.

Sandt nok skabte Gud mennesket af jordens støv, på samme måde som dyrene. Men det var hans hensigt at mennesket skulle leve evigt — under de rette forhold.

Hvorfor mennesket dør

Hvis det er tilfældet, hvorfor dør mennesket så? Det gør det fordi evigt liv afhænger af lydighed mod Skaberens love. Hvis vore første forældre, Adam og Eva, havde været lydige mod disse love, ville de fortsat have levet. Ulydighed var derimod ensbetydende med død: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ sagde Gud. (1 Mos. 2:17) Ved deres ulydighed overskar de „livlinen“ til livets Opretholder, for hos Gud er „livets kilde“. (Sl. 36:10) Hvis Adam og Eva ikke havde været ulydige mod Gud, ville de ikke have mistet livet.

Men sørgeligt nok misbrugte vore første forældre deres frie vilje og valgte at følge en vej i uafhængighed af Gud. Dette førte deres sind og liv ind på en vej der var mod Guds vilje. Nu var de ikke længere fuldkomne, eftersom oprøret førte til at de „ramte ved siden af“ målet, som var fuldkommenhed. Efterhånden som de opbrugte den vældige livskraft Gud havde givet dem, ældedes de for til sidst at dø, og vendte således ’tilbage til støvet’. (1 Mos. 3:1, 19) Eftersom det første menneskepar nu var blevet et ufuldkomment „mønster“, gav det ufuldkommenheden og døden i arv til sine efterkommere. — Rom. 5:12.

Hvordan mennesket dør

Ved døden sker der det modsatte af det der fandt sted ved menneskets skabelse. Åndedrættet hører op. Ånden, eller livskraften i alle cellerne, udslukkes. Hjernen holder op med at fungere og tankevirksomheden standser. „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd [Tanker, Lindberg] er bristet samme dag.“ — Sl. 146:4; Ez. 18:4.

Dette stemmer med det videnskaben ved om dødsprocessen. Når hjertet holder op med at slå, hører blodet op med at bringe næring og ilt (fra åndedrættet) rundt til legemets celler. Alligevel dør cellerne ikke øjeblikkelig. Det er derfor det er muligt at genoplive nogle mennesker hvis åndedræt og puls er gået i stå. Den absolutte død indtræder først når livskraften, eller livsånden, forsvinder fra legemets celler. — Sl. 104:29.

Døden er en tilstand af total inaktivitet. „De døde ved ingenting, . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [graven].“ Det vil altså sige at man ikke kan hjælpe de døde, hverken ved religiøse eller spiritistiske handlinger eller ad videnskabelig vej. — Præd. 9:5, 6, 10.

Budskaber fra åndeverdenen

Men hvad så med de budskaber og andre „livstegn“ fra åndeverdenen som sættes i forbindelse med de døde? Bibelen forklarer at der blev frembragt åndeskabninger før det materielle univers blev skabt. Nogle af disse engle, deriblandt Satan, gjorde oprør mod Gud. Det er dem der giver sig ud for at være de døde, og det gør de for at underbygge Satans første løgn, nemlig at mennesket ’ingenlunde skulle dø’ hvis det gjorde oprør mod Gud. — 1 Mos. 3:4; Joh. 8:44; Jud. 6.

Derfor er dét at henvende sig til de „døde“, dét at udføre begravelsesritualer for at hylde de døde eller stemme dem gunstigt, og at opsende bønner til dem, ja, alle former for spiritistiske handlinger, grundlagt på et bedrag, en løgn. De penge man betaler for sådanne tjenester kan hverken bringe én Guds gunst eller på nogen måde påvirke de døde. I stedet går man udelukkende dæmonernes ærinde, og det er grunden til at Gud forbyder at man deltager i sådanne handlinger. — 5 Mos. 18:10-12; Es. 8:19.

Når man forstår sandheden om døden og handler i overensstemmelse hermed, befries man for frygt og for at udføre disse nytteløse handlinger. I stedet kan man værdsætte og nyde godt af Skaberens hensigt: At bibringe mennesket den virkelige sejr over døden.

[Illustration på side 9]

Din sjæl er dig selv