Hvad der siden skete

DE FLESTE kender disse spejlgallerier hvor man kan se sig selv i buede og bølgede spejle der giver et totalt forvrænget billede af alt. Man stiller sig op foran spejlet og kan ikke lade være med at le ad det menneske man ser — hovedet er langt og tyndt, kroppen er lille og buttet, og benene er tre gange længere end normalt. Man rykker lidt tættere på eller lidt længere væk, og billedet skifter men er stadig forvrænget; spejlet giver aldrig det rigtige billede. Man ville græde af fortvivlelse hvis man virkelig så ud som i dette spejl. Men det hele er selvfølgelig en spøg, så vi stiller os frivilligt op og ler ad det naragtige billede vi ser i spejlet. Alle legemsdelene er der, men proportionerne er gale.

Der er et andet billede hvor proportionerne også er i uorden, men i dette tilfælde er der ikke noget at le ad. Det er billedet af vort inderste jeg, ’vort hjertes skjulte menneske’. (1 Pet. 3:4) Dette burde være et billede af Jehova Guds egenskaber, for mennesket blev jo oprindelig skabt i hans billede. Jo, hans egenskaber findes stadig hos os, men de er kommet ud af deres rette proportioner, som billedet af os selv i det komiske spejlgalleri.

Jehova Gud skabte det første menneskepar med egenskaber der svarede til hans egne, eller med anlæg for at udvikle dem. De følte behov for egenskaber som retfærdighed og kærlighed, kundskab og visdom, og kræfter til at virke med en bestemt hensigt eller et mål for øje. De fik tildelt et arbejde der ville give deres liv indhold og mening, og de blev skabt med evne til at udføre arbejdet. (1 Mos. 1:28; 2:15, 16) De besad også en fri vilje, så de selv kunne vælge hvilken vej de ville gå. — Jos. 24:15.

Adam og Eva blev skabt som fuldkomne og retskafne mennesker; de fik at vide hvilken vej der ville føre til livet for dem, men de ’fik sære ting for; som skændselsmennesker sveg de ham og blev vanartede’. (Præd. 7:29; 5 Mos. 32:5) De misbrugte deres valgfrihed. I et selvisk begær efter viden begik Eva det fejlgreb at vise ulydighed mod Gud. Denne ulydighed afslørede at hun ikke nærede tilstrækkelig kærlighed til den der havde givet hende livet. „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ (1 Joh. 5:3) Adam tilsidesatte sin kærlighed til Gud for at gøre fælles sag med Eva i hendes oprør. De guddommelige egenskaber de havde fået var nu ikke længere i indbyrdes balance; de var ufuldstændige og ufuldkomne. Ganske som Gud på forhånd havde advaret dem om, blev de nu dømt til døden, og de måtte give ufuldkommenhed og død i arv til deres efterkommere. — Sl. 51:7; Rom. 5:12.

Menneskeslægten har imidlertid helt op til vore dage bevaret et vist mål af disse guddommelige egenskaber. For eksempel trangen til at skaffe sig kundskab. Selv et lille barn hungrer efter viden. Så snart det har lært at tale begynder det at stille en strøm af spørgsmål. Det vil have svar. Dets sind kræver at få noget fyldt på. Forældre kan undre sig over den endeløse række spørgsmål, undertiden forbløffes de, og til sidst udmattes de. Men denne spærreild af spørgsmål affyres på grund af et medfødt videbegær, en naturlig nysgerrighed. Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat? I sin fortvivlelse siger den hårdt trængte fader måske til sidst: „Gå ud og spørg mor!“ Eller moderen siger: „Gå hen og spørg far!“ Men dette videbegær er noget man ikke må tage fra børnene, lige så lidt som man bør give slip på det når man kommer op i årene. Det bunder i et medfødt behov for at skaffe sig kundskab. Vide besked.

Når menneskets samlede viden øges, bliver dets magt samtidig større. Menneskeheden har i dag samlet så megen viden og kundskab at man kan flyve højere og hurtigere end nogen fugl, bevæge sig hurtigere på landjorden end noget dyr, og overgå fiskene i vandet. Man kan følge med i hvad der sker på den anden side af jordkloden, samtidig med at det sker. Man kan rejse til månen og tilbage igen. Magt og kraft øver en egen tiltrækning på os; vi ser til med betagelse når en kæmpestor kran løfter en stor jernkugle og svinger den ind i siden på et gammelt murstenshus, så huset styrter til jorden med et brag. Et næsehorn der går til angreb, en elefant der tramper af sted gennem junglen, en storm der sætter havet i oprør, et lynnedslag, et tordenbrag — det er magt og kraft så det forslår. Og vi imponeres af det!

Desuden har mennesker sans for retfærdighed. Selv børn er klar over det når der sker noget uretfærdigt, og de føler sig dybt forurettede når de mener sig uretfærdigt behandlet. Også voksne bliver med rette indignerede når de udsættes for uretfærdighed. Når vi hører en historie vil vi gerne have at retfærdigheden sejrer til sidst. Vi ser helst at helten vinder og at skurken får sin velfortjente straf. Det er kun retfærdigt at man høster hvad man sår. Det er også retfærdigt og rimeligt at vi gør mod andre hvad vi ønsker at de skal gøre mod os. (Gal. 6:7; Matt. 7:12) Selv de der ikke kender Guds lov, har af naturen en fornemmelse af begreberne ret og uret, og en samvittighed der kan fordømme eller undskylde. Vi føler os skyldige når vi handler forkert — ganske som Adam og Eva, der skjulte sig da de havde syndet. — 1 Mos. 3:8-10.

Mange ønsker sig visdom og søger at skaffe sig den ved at studere og meditere. Visdom er ikke noget der er indbygget i os som instinkter, som det er tilfældet med visse dyr. Nogle dyr besidder en form for visdom der forbløffer os mennesker. De har instinkter der leder dem når de drager på træk, går i sommerhi eller vinterhi, når de bygger eller foretager sig andet der røber visdom. Som Bibelen siger, er de „vise ved deres instinkt“. (Ordsp. 30:24, NW) Mennesker har imidlertid evne til at samle sig kundskab og bruge den forstandigt. Ved meditation og eftertanke kan mennesket uddybe sin indsigt og forståelse. Mennesket er den eneste skabning på jorden der besidder en visdom der kan bringes i anvendelse på så mangfoldige måder.

Jehova er en Gud der har en hensigt; også mennesket har behov for at kende en hensigt med sit liv. Hvis man ikke kender en sådan hensigt og ikke har noget mål, føler man at livet er tomt, meningsløst og glædesløst. For at nå et mål, eller opfylde en hensigt i livet, må man imidlertid også arbejde. Arbejde får et menneske til at føle sig nyttigt. Gud skabte mennesket til at arbejde; han overdrog det nogle opgaver, idet han satte Adam „i Edens have til at dyrke og vogte den“. Det er en gave fra Jehova at mennesket kan „nyde det gode under al sin flid“. (1 Mos. 2:15; Præd. 3:13) Et stykke arbejde fortæller noget om den der har udført det; det er et vidnesbyrd om arbejderens værd. Der ligger stor tilfredshed i at gøre et stykke arbejde godt, gøre det færdigt, og se hensigten med det gennemført. Da Jehovas skaberværk var fuldført, erklærede han at det var såre godt, og dets fuldførelse var til glæde for ham. — 1 Mos. 1:31; 2 Mos. 31:17.

Kærlighed er imidlertid menneskets største behov. Vi har brug for at vise kærlighed og modtage kærlighed. Uden kærlighed tørrer vi ind og visner. Spædbørn der får den nødvendige fysiske pleje, men ikke får kærlighed, hæmmes i deres vækst og kan ligefrem dø. Voksne der ikke vises kærlighed bliver ensomme, nedtrykte og forknytte. „Mands mod udholder sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt ånd?“ (Ordsp. 18:14) Kærligheden tåler alt og udholder alt; men uden kærlighed bliver meget i livet utåleligt og uudholdeligt. (1 Kor. 13:7) Man hører om mangel på meget i disse krisetider, men den alvorligste mangel er kærlighedsmangelen. Ifølge psykiatere er denne mangel skyld i de fleste mentale lidelser i dag.

Dermed er vi fremme ved det næste led i vor søgen efter svaret på spørgsmålet: Hvorfor er vi mennesker som vi er? Hvis et eller flere af de behov mennesket er skabt med, ikke dækkes, vil der komme vanskeligheder. En bil har visse behov, og hvis de ikke dækkes kan den ikke køre. Hvis de dækkes utilstrækkeligt, kører den måske, men dårligt. Sådan er det også med mennesker. De to første mennesker blev skabt med visse egenskaber, og med behov der skulle tilfredsstilles, og de samme egenskaber og behov findes hos mennesker i dag. Når de ikke dækkes, eller kun delvis dækkes, kan de menneskelige funktioner ikke arbejde rigtigt. Mennesket går amok og begår umenneskelige handlinger.

En forkvaklet personlighed hos et menneske er en forvrænget gengivelse af de menneskelige egenskaber, ligesom det bugtede spejl giver et grotesk billede af den person der står foran det. De guddommelige egenskaber retfærdighed, kærlighed, visdom, magt og så videre findes stadig hos os, men i vor ufuldkomne tilstand er de ikke længere i den rette indbyrdes balance. Sådan er det gået med os mennesker: Forholdet mellem vore indbyggede egenskaber er kommet ud af balance.

[Tekstcitat på side 7]

Selv de der ikke kender Guds lov, har af naturen en fornemmelse af begreberne ret og uret