Hver celle som en befæstet by

BLADET Newsweek har bragt en beskrivelse af menneskecellens mikroskopiske verden. Artiklens forfattere giver udtryk for stor forundring over de umådelig mange processer der foregår på så ringe plads: „Hver eneste af disse 100 billioner celler fungerer som en befæstet by. Kraftværker frembringer cellens energi. Fabrikker fremstiller proteiner, livsvigtige kemiske produkter. Gennem et vidt forgrenet transportnet af kanaler føres bestemte kemiske stoffer rundt i cellen og ud af cellen. Vagtposter ved bymuren fører kontrol med varer der eksporteres eller importeres, og overvåger omverdenen for at se om der skulle være fare på færde. Veldisciplinerede biologiske tropper står rede til at tage sig af ubudne gæster. En central regeringsbygning, cellens genetiske hovedsæde, opretholder lov og orden.“

En af de forbløffende funktioner der også styres af denne mikroskopiske „regeringsbygning“ er cellens „postvæsen“, som sørger for at de proteiner der fremstilles, når frem til deres bestemmelsessteder i cellen. „Vi forestiller os at der må være et postnummersystem i cellen ligesom vi kender det fra postvæsenet,“ siger en forsker fra Rockefeller University. Man antager at de proteiner der produceres af cellens ribosomer er „adresseret“ ved hjælp af en kode bestående af 20 til 50 aminosyrer. Den nævnte forsker siger at „overfladen på den korrekte organel [celledel] genkender adressen og lader proteinet få adgang, ligesom embedsmænd kontrollerer et visum og lader den rejsende krydse grænsen“.

Artiklen kommer gang på gang ind på at videnskaben faktisk ved forbavsende lidt om hvordan cellerne udfører de funktioner de gør. For eksempel påpeges det at „forskerne stadig ikke kan udgrunde det kemiske vidundermiddel der sætter visse gener i forskellige celler i stand til at slå sig selv til eller fra og derved fungere forskelligt under varierende omstændigheder“. Artiklen citerer også nobelpristageren Christian de Duve fra Rockefeller University, som skal have sagt: „Det vi har i dag, er en beskrivelse af det der foregår i cellen, ikke en forståelse af hvordan det foregår.“

Overalt i artiklen forekommer udtalelser som disse: „Menneskecellen og dens organeller eller indre dele gemmer stadig på mange hemmeligheder.“ „Intet mystificerer i den grad biologerne som den styring de er vidne til. Både bugspytkirtelen og øjnene indeholder for eksempel et gen der kan producere insulin, men det er kun cellerne i bugspytkirtelen der gør det. Øjencellerne gør det ikke.“ Efter en omtale af at visse gener synes at være fastholdt i et kemisk greb så de ikke udfører deres funktion i celler hvor der ikke er brug for den, spørger artiklen: „Hvorfor befinder ét gen sig i et greb, og et andet ikke? Forskerne har stadig ikke fundet noget svar.“ Artiklen slutter: „Hvert svar synes at afføde et nyt og endnu mere indviklet spørgsmål om cellen. . . . hvis noget er sikkert i cellernes gådefulde og uhyre lille verden, så er det at menneskecellen aldrig vil give slip på alle sine hemmeligheder.“