Hvad man kan spise

NOGLE steder på jorden forbinder folk ordet „føde“ med en kost der består af kød mindst én gang om dagen, forskellige grøntsager og frugter, desserter og drikkevarer.

Men mange millioner mennesker ser måske kun lidt eller slet intet kød i hele deres liv. De får en ensartet kost bestående af nogle ganske få ting, for eksempel ris tre gange om dagen og dertil blot nogle få grøntsager. Måske får de lejlighedsvis en smule fisk eller kød. Sådan er det enten fordi en bedre kost ikke er til rådighed, eller fordi de er så fattige at de ikke har råd til at købe den.

Mange af de ting som folk spiser i visse dele af verden, kunne imidlertid udgøre et vigtigt næringsmiddel for dem der sulter andre steder.

Hvad er føde?

Føde defineres som „et næringsmiddel der absorberes af eller optages i en organisme for at denne kan vokse eller vedligeholdes“. Det er „alt hvad der nærer, udvikler eller opretholder“.

Ifølge denne definition synes der faktisk ikke at være nogen grænse for hvad der kan kaldes føde i plante-, dyre- og insektverdenen. Tag for eksempel planteverdenen: i dag er menneskeheden uheldigvis afhængig af nogle få grundlæggende plantearter til føde. Men tidligere i historien har folk spist flere tusind forskellige plantesorter.

En gruppe forskere har berettet om 30 kun lidt kendte tropiske plantearter der kunne tjene som føde for mennesker, men som ikke anvendes nu. En forsker i Afrika har påvist at der findes tusinder af plantearter dér, men at kun nogle få — som majs, ris og søde kartofler — bliver brugt til føde. Og disse planter er endda „indført“ fra andre kulturer.

Forskellig slags føde

Nogle mener at fødemidler som de kun kender lidt til, er for fremmedartede at spise. En forsker har imidlertid sagt: „Husk at næsten alting spises af nogen et eller andet sted.“

En videnskabsmand har for eksempel anbefalet regnorme blandet med andre fødemidler som en rig proteinkilde. Virker dette forslag overraskende? I bladet Science Digest kunne man læse at en kvinde der underviste ved et universitet i Californien med husholdningslære som hovedfag, „jævnlig spiste insekter, og at hendes livretter var termitter, græshopper, bier og rismelsbiller“.

Et panel af smagsdommere prøvede nogle af hendes „lækkerier“. Hvad mente de om dem? Efter at de havde smagt hendes termitrisotto, bee won ton-suppe og jiminy-brød (der indeholder enten finmalede fårekyllinger eller græshopper), gav dommerne udtryk for stor begejstring. En af dem sagde: „Jeg synes termitrisottoen smagte pragtfuldt.“

Den amerikanske antropolog Aubrey Williams har prøvet en „fiskepizza“ lavet af torskerester, kålorme, ristede græshopper, sommerfugle, regnorme og bikager. Hvad sagde han bagefter? „Jeg ved at det kan lyde afskyeligt, men når man tænker over det, er det ikke meget anderledes end at spise snegle. Og det at pille en græshoppe eller en kakerlak for at spise den er ikke meget anderledes end at pille en reje.“

Folks indstilling forskellig

Eftersom alle mennesker, uanset hvor de lever, biologisk set er ens, kan deres legeme optage samme slags næringsstoffer. Men hvordan kan det da være at ikke alle spiser alt det andre spiser?

Ja, hvordan føler du det når du hører at folk andre steder spiser hunde, katte, rotter, mus, slanger, frøer, regnorme, aber eller elefanter? Bliver du chokeret? Hvilke følelser du end måtte have, så husk at det du regner for en af dine livretter måske betragtes med afsky af folk andre steder på jorden.

Det er altså snarere ens indstilling til tingene der er afgørende for hvad man spiser, og ens indstilling er bestemt af miljøet, hvor man er født, hvilken mad man er blevet vænnet til fra barn, samt af ens religiøse og kulturelle baggrund.

For eksempel kan det virke frastødende på en der er opvokset i Europa eller Nordamerika at folk i visse dele af Afrika betragter regnormen som en lækkerbisken. Og en der er opvokset i Afrika kan finde det afskyeligt at nogle i Europa eller Amerika spiser frøer.

En der lever i Indien bliver måske optændt af harme over at høre at europæerne og amerikanerne anvender oksekød til føde. For en muhamedaner er det helligbrøde at spise svinekød. Og en skandinav kunne måske ikke drømme om at bruge majsmel til andet end babymad, mens folk andre steder anvender majs i mange forskellige variationer.

Et ligevægtigt syn

Det at nogle spiser fødemidler som andre betragter som usædvanlige eller frastødende, er altså hovedsagelig et spørgsmål om indstilling. Eftersom folk i én del af verden kan spise disse ting og derved opretholde livet, skulle det, fysisk set, også være muligt for alle andre at leve af dem.

Vi mennesker er omgivet af mange slags føde. Men kræsenhed har fået os til at foretrække nogle former for føde og afsky andre. Det er måske udmærket i tider hvor der er rigeligt af alt, men i tider med hungersnød kan denne indstilling blive årsag til at man ikke får føde nok.

Interessant nok siger Bibelen om menneskets oprindelige føde: „Jeg [Gud] giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde.“ (1 Mos. 1:29) Senere føjede Gud til: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ — 1 Mos. 9:3, 4.

Det er tydeligt at Gud har tilvejebragt en stor variation af planter, dyr og insekter som vi kan spise for at opretholde livet. Det er grunden til at Bibelen også siger at „alt hvad Gud har skabt er godt, og intet er at forkaste [som føde] når det modtages med taksigelse“. — 1 Tim. 4:4, 5.