De måtte flygte for at undgå uønsket behandlingsform

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Canada

DA DEN to-årige Amys feber ikke ville falde, besluttede de bekymrede forældre at få hende undersøgt hos familiens læge. Det der således begyndte som et almindeligt lægebesøg, udviklede sig pludselig til en mærkværdig episode hvor den lille pige, hvor utroligt det end lyder, blev stemplet som flygtning og gjort til genstand for en hektisk jagt i og uden for landet.

Amys feber skyldtes tilsyneladende sfærocytose, en abnorm tilstand i blodet som kan hæmme legemets vækst og funktioner, afhængigt af hvor alvorlig tilstanden er.

Amy var allerede ved at være feberfri da hendes forældre, Robert og Sherry Bryant, mødte op til den tid de havde fået hos lægen, den 25. januar 1980. Familiens læge i Owen Sound, Ontario, tilkaldte en børnelæge.

Det var imidlertid ikke første gang denne børnelæge havde med Amy at gøre. Han havde gennemtvunget en udskiftning af Amys blod tre dage efter hendes fødsel. Han havde benyttet sig af Ontarios børneforsorgslov og opnået en retskendelse der gav ham tilladelse til at behandle den nyfødtes gulsot med blodtransfusioner, skønt der fandtes andre behandlingsformer for det hun led af.

Amys forældre, der er Jehovas vidner, havde rejst indvendinger fordi behandling med blod er en overtrædelse af Guds bud om at ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:20) Børnelægen havde ignoreret forældrenes protester.

Robert og Sherry Bryant var fast besluttede på at deres datter ikke skulle tvinges til at have blod igen.

Børnelægen begyndte imidlertid straks at tale om blodtransfusion, og han sagde at han ville gennemtvinge den med en retskendelse hvis barnets tilstand ikke hurtigt blev bedre. Amys fader bad lægen se tiden an mens de søgte anden behandling på børnehospitalet i Toronto. Det gik lægen med til, men han gjorde opmærksom på at han ville underrette børnehospitalet. Samtidig oplyste han forældrene om at hospitalet også kunne ordinere barnet en blodtransfusion.

Amy var fortsat i bedring. Forældrene kom til den afgørelse at det alligevel ikke var nødvendigt at tage ind til hospitalet i Toronto — en afgørelse de som ansvarsbevidste forældre havde ret til at træffe.

Men da børnelægen erfarede at Amy ikke blev bragt til hospitalet i Toronto, satte han sig i bevægelse for at få børneværnet til at fjerne den lille pige fra hjemmet og skaffe en retskendelse så man kunne give hende blodtransfusion.

Kampen for at undgå en uønsket behandling

Under udøvelse af deres rettigheder som forældre rejste Bryants bort med Amy for at hun ikke skulle blive påtvunget den uønskede behandling. Men som følge af lægens egenmægtige indgriben var de nu afskåret fra åbenlyst at søge anden lægelig bistand. Hvis de viste sig offentligt ville Amy blive taget fra dem og påtvunget en transfusion.

Uden så meget som at foretage en afhøring gav en dommer politiet og børneværnet fuldmagt til at tage Amy fra forældrene. Den 30. januar hed det i store avisoverskrifter: „Toårig pige forsvundet. Dør måske hvis hun ikke får blod.“ Artiklerne bragte børnelægens hårde dom, der gik ud på at Amy kunne dø i løbet af tre til fem dage hvis hun ikke fik en blodtransfusion.

Bemyndigelsen til at pågribe Amy blev udsendt til politistationerne overalt i landet og desuden til grænseovergangene til De forenede Stater. Aviserne skrev at politiet i staten New York var blevet inddraget i en „desperat eftersøgning af det skjulte barn“.

Mens politi, børneværn og journalister styrtede rundt i deres hektiske søgen, blev der vendt op og ned på tilværelsen for Amy og hendes forældre. Faderen forlod sit job for at beskytte Amy, uden at vide om det ville stå ham åbent når dramaet var ovre. Den lille familie måtte forlade hjemmet og afskære sig fra kontakt med alle slægtninge og nærmeste venner. Men i al den tid det stod på, havde Bryants adgang til lægelig bistand, og Amy trivedes ved kærlighed, hvile og en sund kost.

Til tider troede hun at hun var på ferie. Men det var ingen ferie for forældrene!

Uærlig lægepraksis?

Efter 10 dages forløb oplyste politiet at husundersøgelser hos familien Bryants venner „ikke havde givet nogen spor“. Journalister forfulgte historien som blodhunde der er på sporet af en forbryder.

Men så tog begivenhederne en uventet vending. Nogle dage efter udstedelsen af ordren til at pågribe Amy, kom der en indrømmelse fra de læger og embedsmænd der havde søgt pågribelsen gennemtrumfet. De sagde nu: „Der findes en alternativ behandling“ — noget de altså først kom frem med efter at Bryants var flygtet fordi deres barn var i fare.

Modstridende opfattelser var dukket op. Kunne Amy alligevel leve uden en blodtransfusion?

Den 5. februar gengav Toronto-avisen Star en udtalelse af dr. Peter McClure, ledende hæmatolog ved børnehospitalet. Denne læge sagde at han håbede at Amy kunne „komme sig af sig selv“ uden blodtransfusioner. Den 6. februar erklærede samme avis at dr. McClure havde sagt at de fleste patienter med sfærocytose kunne komme sig af sig selv uden brug af transfusioner.

Havde det knebet med ærligheden hos visse læger og embedsmænd i Amys tilfælde?

Læger gav udtryk for divergerende meninger i den offentlige presse. Tiden var inde til at afblæse jagten og lade Bryants søge anden behandling, hvis Amy overhovedet havde behov for lægebehandling.

I øvrigt forsikrede familiens sagfører at Amy havde det „meget fint“ og „gjorde gode fremskridt“. Men intet virkede på børneværnets tilsynsførende, der nægtede at afblæse deres ’børnejagt’.

Efterhånden var Amys forældre imidlertid lede og kede af alt det unødvendige postyr og af at holde sig skjult. Den 8. februar lod de derfor deres sagfører offentliggøre fotografier af en strålende sund, glad og smilende Amy, godt pakket ind i sit lune vintertøj.

Denne gang lød overskriften i Toronto Star: „Amy har det godt, siger sagfører.“

Myndighederne ville stadig ikke indstille jagten. Og med fuldmagten til Amys pågribelse hængende over hovedet turde Bryants ikke komme frem af deres skjul. Selv om de fik en læge til offentligt at bekræfte at Amy var sund og rask, kunne de risikere at politi og børneværn tog hende fra dem.

Den 12. februar lod Amys forældre journalister og fotografer fra to Toronto-aviser indbyde til et hjem, hvortil de, som en af aviserne skrev, „for en kort tid kom frem med hende af deres skjul for at bevise at hun havde det fint“.

Nyheden spredtes som et lyn over hele landet: „Amy ud af sit skjul for at bevise hun kan leve uden transfusioner.“ Amys billede var i adskillige aviser — en køn lille pige med et mildt gavtyveansigt. Hun og hendes historie var ofte på forsiden.

Toronto Star skrev at Amy stolprede rundt i lejligheden mens forældrene spurgte en journalist og fotograf om han ikke syntes hun var livlig og kvik. Hendes temperatur, udseende og virketrang var atter som normalt.

„Den dag hun ifølge lægens formodning skulle have været død (cirka to uger tidligere) var hun raskere end hun havde været i flere uger,“ sagde hendes fader.

Alligevel stod der næste dag i Toronto Star: „Lille Amy Bryant er stadig flygtning.“ Amy befandt sig nu på tredje uge i sit beskyttende skjul, mens børneværnet var i den pinlige situation at man stædigt klamrede sig til en retskendelse der var afsagt på grundlag af den falske påstand om at Amy kunne dø hvis hun ikke fik blodtransfusion.

„Jagten på det skjulte barn“ var blevet en heksejagt. Som Bryants sagfører sagde til pressen: „Dette er religionsforfølgelse under påskud af et barns beskyttelse. Embedsmændene har kun gjort det [udstedt retskendelsen] fordi de [forældrene] er Jehovas vidner.“

Langt om længe var politiet og børneværnets tilsynsførende rede til at slutte fred. Man indså at det virkede latterligt hvis man fortsatte så stor en eftersøgning af et barn som alle vidste var raskt og sundt.

En børnelæge i Toronto undersøgte Amy og „konstaterede intet unormalt“. „Hun er ikke i fare, og der er ingen krise.“ Lægens rapport blev offentliggjort, og kravet om Amys pågribelse blev frafaldet.

Igen fløj nyheden gennem hele Canada: „Lille Amy kommer ud af mørket.“ „Amy ’ikke i fare’, eftersøgningen indstillet.“

Det var nu den 14. februar, og der var gået tre uger på nær en dag, da Amy vendte hjem igen. Mens familien Bryant indstillede sig på at vende tilbage til en rolig tilværelse, var mange, blandt andre nyhedsmedierne, optaget af den uretfærdighed der var overgået et ansvarsbevidst og kærligt forældrepar og deres lille pige.

Hvorfor skete det?

Den 25. februar blev en artikel og et billede af Amy, omfavnende sine glade forældre, sendt til aviserne i Canada. I Kitchener-Waterloo-avisen Record fik begivenheden denne overskrift: „Læger sætter spørgsmålstegn ved transfusioner efter at skjult barn har overlevet.“

Beretningen var baseret på en artikel der stod i Toronto Star dagen før. Denne artikel havde overskriften: „Blodløs kirurgi: En tendens bort fra blodtransfusioner.“ Og i den rejstes spørgsmålet: „Sætter Jehovas vidner i realiteten deres eget og deres børns liv på spil ved at nægte at tage imod blodtransfusioner? Vi ser flere og flere vidnesbyrd om at de ikke løber så stor en risiko som samfundet og de fleste læger har ment.“ Derpå henviste artiklen til læger i Toronto, New York, Chicago, Michigan og Californien, læger der kunne bekræfte udtalelsen.

Hele begivenheden bekræftede hvad Amys fader havde sagt hele tiden: „For os er blod dårlig medicin. . . . Man går imod Skaberens råd ved at bruge det, og mange læger nærer da også tvivl om hvorvidt det bør bruges.“

Hvis lægerne, børneværnet og Ontarios børneforsorgslov blot havde respekteret ægteparret Bryants velorienterede stillingtagen fra første færd, ville den beklagelige tre ugers jagt aldrig have fundet sted. Men her fejede læger og embedsmænd fuldstændig hensynsløst forældremyndigheden til side og tyede til en lov der udtrykker fordom mod forældre som har en anden mening end den der er gængs blandt læger i almindelighed. Fordi forældrene ikke var enige med én læge — en betalt rådgivende læge — afsagde en dommer den kendelse at deres datter trængte til „beskyttelse“, og det endda uden at der var foretaget en afhøring!

Heldigvis kom Amy igennem det uden mén, hvilket viser at en læges mening, hvor oprigtig den end kan være, ikke bør benyttes som grundlag for skræmmetaktik i et forsøg på at tilrane sig forældremyndigheden over et toårigt barn!

Amys sagfører rejste denne anklage: „Når læger begynder at virke som dommere og dommere som læger, kan det kun resultere i vanskeligheder.“ Hele denne ulykkelige episode kunne have været undgået hvis de ansvarlige parter havde lyttet til tidligere sekretær i den canadiske lægeforening, nu afdøde dr. A. D. Kellys forstandige råd:

„Patienter og forældre er i deres fulde ret til at sige ja eller nej til den behandling der tilbydes. Ingen læge kan med sikkerhed sige at en patient vil dø hvis han ikke får en transfusion, eller leve hvis han får en. . . . Princippet er vigtigt og hænger sammen med borgernes frihed. Det samme gælder enhver anden lægebehandling, og hvad enten den er rigtig eller forkert, har folk ret til at afgøre om de vil have den.“

’Folk har ret til at afgøre om de vil have den’! Ja, det er sandt, især når forældres udøvelse af denne ret bygger på Guds fuldkomne lov. — Apg. 15:28, 29; Sl. 19:8, 10.