Lovenes rødder

LOVENES rødder — ja, hvor stammer lovene egentlig fra? Her i Danmark tænker vi måske på at vore nuværende love har rødder tilbage til Valdemar Sejrs „Jyske Lov“ fra 1241, Christian den Femtes „Danske Lov“ fra 1683 eller den første grundlov fra 1849. Franskmænd, tyskere og andre tænker måske længere tilbage, til lovsamlingen Corpus juris civilis, som den østromerske kejser Justinian affattede i det sjette århundrede; fra dette værk stammer mange af de civilretlige principper der anvendes i europæiske lovsystemer den dag i dag.

Men der findes en anden og langt ældre bog der indeholder retsprincipper som endnu i dag anerkendes vidt og bredt. Det er Bibelen. Mange af de love der første gang blev givet til Moses over 2000 år før kejser Justinians tid, har bestået tidens prøve med glans og indgår nu i forfatninger og grundlove overalt i verden. Lad os her give nogle få eksempler:

Bibelens love i en moderne forfatning

I De forenede Staters forbundsforfatning hedder det et sted: „Ingen person skal kendes skyldig i forræderi, medmindre to vidner har bekræftet den samme åbenbare handling eller efter tilståelse i et åbent retsmøde.“ — 3. afsnit, stk. 3.

Et lignende princip findes imidlertid i Bibelen. I Moseloven hedder det: „En enkelt kan ikke optræde som vidne mod en mand, . . . kun på to eller tre vidners udsagn kan en sag afgøres.“ — 5 Mos. 19:15.

Et andet anerkendt retsprincip er at straffen for en forbrydelse ikke skal rettes mod forbryderens slægtninge, kun mod ham selv. Vi opfatter i dag dette som en selvfølge, men det har ikke altid været sådan.

Imidlertid har Bibelen altid indeholdt denne retfærdige bestemmelse: „Fædre skal ikke lide døden for børns skyld, og børn skal ikke lide døden for fædres skyld. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“ — 5 Mos. 24:16.

Lighed for loven

Er et statsoverhoved ansvarligt over for loven? I Danmarks riges grundlov (§ 13) tilkendes den danske konge en særstilling: „Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig.“ Noget lignende gælder ifølge den britiske sædvanelov, der sædvanligvis ikke medfører at monarken kræves til ansvar. I USA er det lidt anderledes; hvis præsidenten afsættes på grund af embedsmisbrug, kan han „drages til ansvar ved tiltale, retssag, domfældelse og straf efter loven“. — Forbundsforfatningen, 1. afsnit, stk. 3.

Men Guds lov til kongerne i det gamle Israel gik et skridt videre; kongerne skulle ikke alene følge loven, men også sætte sig ind i den, ja, selv afskrive den: „Når han så har sat sig på tronen, skal han skaffe sig en afskrift [i en bog skrive en afskrift, NW] af denne lov hos levitpræsterne; og han skal have den hos sig og læse i den alle sine levedage, at han kan lære at frygte [Jehova] sin Gud, så han tager vare på alle denne lovs ord og på disse anordninger og holder dem.“ (5 Mos. 17:18, 19) Nej, kongen var bestemt ikke hævet over loven!

Princippet om lighed for loven omfatter også personens og ejendomsrettens ukrænkelighed. Således siger den danske grundlov i paragraf 71: „Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.“ Og i paragraf 72 og 73: „Boligen er ukrænkelig.“ „Ejendomsretten er ukrænkelig.“

Tilsvarende bestemmelser fandtes i Moseloven. „I må ikke øve uret, når I holder rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage parti for den store, men du skal dømme din næste med retfærdighed.“ — 3 Mos. 19:15.

Læg også mærke til at udlændinge der boede som gæster i det gamle Israel, nød samme beskyttelse som landets egne: „En og samme lov skal gælde for den indfødte i landet og for den fremmede, der bor som gæst hos eder“ — 2 Mos. 12:49.

Dette krav om lighed for loven var usædvanligt i betragtning af at Israels nabolande regeredes af enevældige herskere der selv var hævet over enhver form for lov. Og i de love der i Babylon og Assyrien blev affattet i samme periode som Moseloven, var det nærmest en selvfølge at man gjorde forskel på rig og fattig.

Det var ikke bare i det gamle Babylon der var „forskel på folk“. I England kunne en fattig mand for nogle få hundrede år siden blive hængt for et beskedent tyveri, mens en mand der kunne læse — altså en der hørte til en bestemt samfundsklasse, som for eksempel en præst — kunne slå ihjel uden at få andet end en mild straf for det! — Biblical Law, H. B. Clark, s. 269, 270.

„Hurtig og offentlig retssag“

I den danske grundlov hedder det i paragraf 71: „Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer.“ Den amerikanske forbundsforfatning indeholder i sin sjette tillægsartikel en lignende bestemmelse, nemlig at en anklaget skal „have ret til en hurtig og offentlig retssag . . . samt til at blive underrettet om anklagens beskaffenhed og årsag, til at blive konfronteret med vidner, der føres mod ham“. Var sådanne rettigheder også garanteret på Bibelens tid?

Ja. En retssag i det gamle Israel foregik sikkert meget hurtigere end det er tilfældet i mange lande i dag, hvor domstolene er overbebyrdede og procedurerne er langvarige. Dengang befandt domstolen sig i byporten, så der var heller ingen tvivl om at retssagen var offentlig! (5 Mos. 16:18-20) Alle kunne følge med i behandlingen, og dette hjalp sikkert dommerne til at være omhyggelige og fuldt retfærdige. Hvordan forholdt det sig med vidneafhøringen?

På bibelsk tid skulle vidnerne udtale sig i fuld offentlighed. De blev derfor advaret mod at lade deres vidnesbyrd påvirke af den offentlige mening, mod at „tage hensyn til mængden, så du bøjer retten“. Falsk vidneforklaring blev ikke straffet med fængselsstraf, men med den samme straf som det falske vidne havde søgt at ramme den anklagede med — også hvis det drejede sig om dødsdom! — 2 Mos. 23:2; 5 Mos. 19:15-21.

„Grusomme og usædvanlige straffe“

Den amerikanske forfatnings ottende tillægsartikel siger at „grusomme og usædvanlige straffe“ ikke må anvendes. Også dette er et princip der kom til udtryk i Moseloven: „Dersom den skyldige idømmes prygl, skal dommeren . . . i sit påsyn lade ham få det antal slag, der svarer til hans forseelse. Fyrretyve slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at din broder ikke skal vanæres for dine øjne.“ — 5 Mos. 25:2, 3.

Dette står i skarp kontrast til de „grusomme og usædvanlige straffe“ Israels nabofolk anvendte. For eksempel brugte assyrerne at skære ører, næse eller læber af, selv for mindre forseelser! Når dødsstraffen blev anvendt i Israel, blev den som regel fuldbyrdet ved stening, hvilket faktisk var en human metode efter datidens forhold. I øvrigt skulle de personer der havde vidnet mod den anklagede, selv være med til at stene forbryderen, hvilket sikkert i mange tilfælde ville fratage israelitterne lysten til at aflægge falsk vidneforklaring. — 5 Mos. 13:9, 10.

De bibelske loves fortrin

Vi ser således at både den danske grundlov og andre landes grundlove står i gæld til Bibelens love. Også når man sammenligner Bibelen med andre af nutidens love, finder man at den har mange fortrin.

Tænk for eksempel på Bibelens love angående mord. Det er almindeligt i dag at skelne mellem „overlagt mord“ og „uagtsomt manddrab“.

I Bibelen findes den samme skelnen. Moseloven indeholdt den gode foranstaltning at den der uforsætligt havde dræbt en anden, kunne finde beskyttelse for en eventuel hævner ved at flygte til en af de særlige byer der var afset til dette formål. På den måde kunne den dræbtes slægtninge få tid til at besinde sig efter deres umiddelbare vrede over drabet, mens sagens kendsgerninger blev klarlagt. Senere blev der afholdt en retssag, hvor man undersøgte om drabet havde været overlagt eller uforsætligt. Der var ikke dødsstraf for uagtsomt manddrab, men overlagt mord straffedes altid med døden. — 4 Mos. 35:6-34.

Juridiske problemer i dag

Et problem der ofte erkendes i dag, er at lovene i vor tid er blevet så talrige og komplicerede at menigmand ikke har nogen chance for at få overblik over dem. Det er som en jurist har sagt: „Nutidens love er, som romernes, blevet ’selvmodsigende, nogle af dem forældede, nogle af dem umulige at gennemføre, nogle af dem dunkle, og den samlede mængde af dem alt for omfangsrig’.“

Moseloven var derimod affattet i et klart og tydeligt sprog. Nye problemer blev ikke løst ved tilføjelse af nye love, men ved fortolkning af de eksisterende love. Til dette formål indførtes der et velindrettet retsvæsen, som blandt andet foreskrev at vanskeligere sager skulle afgøres af højere domstole, ligesom det er tilfældet i mange lande i dag. Der stilledes store krav til dommerne. — 2 Mos. 18:21, 22.

Desuden havde Moseloven forskrifter for undervisning i jura for menigmand, da israelitterne selvsagt ikke kunne leve efter love de ikke forstod. Med syv års mellemrum holdtes der særlige folkestævner hvor hele Loven blev oplæst og udlagt for folket. På familieplan forventede man at forældre til stadighed underviste deres børn i Loven. — 5 Mos. 31:10-13; 6:1-9.

Retslærde i mange lande er klar over hvor store problemer retsvæsenet i dag må kæmpe med. En autoritet siger: „I 1970erne stod kriminalretten over for alvorlige problemer . . . De amerikanske kriminaldomstole . . . har ikke kunnet følge med i mængden af sager . . . ungdomskriminaliteten er blevet et alvorligt problem, ikke alene i vesten, men også i Sovjetunionen, . . . Den opfattelse breder sig at et vist antal år i fængsel ikke er den allermest formålstjenlige måde at behandle en dømt forbryder på.“ — Encyclopedia Americana, 1977, bd. 17, s. 73.

Disse problemer kunne ikke opstå under det retssystem Moses fik forskrifter om. Retfærdigheden blev administreret lokalt, og hurtigt. Ungdomskriminalitet forekom sjældent i Israel, for den blev betragtet med stor alvor og kunne straffes med døden. (5 Mos. 21:18-21) Under Moseloven blev der ikke idømt fængselsstraf. Tyve blev straffet med bod og erstatning til ofrene, ikke med frihedsberøvelse. De der havde begået overlagt mord fik ingen mulighed for at gentage deres forbrydelse, for de skulle ufortøvet henrettes.

Moseloven indeholder ganske vist over 600 bestemmelser, men det var alligevel en kortfattet lovsamling i sammenligning med hvad man kender i dag. Disse 600 love kunne endda sammenfattes i nogle ganske få grundprincipper, som Jesus Kristus nævnte: „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ — Matt. 22:37-40.

Jesus sagde også: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven [Moseloven] og Profeterne siger.“ — Matt. 7:12.

Er dette ikke et godt råd? Hvis alle lod deres handlinger lede af kærlighed, ville der ikke være brug for omfattende lovsamlinger, for advokater eller for domstole. Hele retsmaskineriet og lovjunglen i vor tids verden er et sørgeligt bevis på at der mangler kærlighed i dag. Vi kan ikke forandre verden, men Gud vil gøre det — ved at fjerne hele den nuværende tingenes ordning. (Dan. 2:44) Bør vi ikke alle, indtil da, stræbe efter at følge den gode vejledning fra Jesus i vort forhold til andre, både i juridiske og andre anliggender?

[Ramme på side 14]

Findes i nutidige love — men Moseloven havde det først

Der kræves to eller flere vidner før der kan fældes dom for alvorlig forbrydelse — 5 Mos. 19:15

Kun den skyldige skal straffes — 5 Mos. 24:16

Også statsoverhovedet er underlagt loven — 5 Mos. 17:18-20

Alle indbyggere er lige for loven — 3 Mos. 19:15

Retten til en offentlig og upartisk retssag — 5 Mos. 16:18-20

Beskyttelse mod mened — 5 Mos. 19:15-21

Grusomme og usædvanlige straffe ikke brugt — 5 Mos. 25:2, 3

Forskel på mord og uagtsomt manddrab — 4 Mos. 35:16-25

Morder regnes uskyldig til andet er bevist; beskyttes derfor — 4 Mos. 35:12

Høje krav til dommere — 2 Mos. 18:21, 22

[Ramme på side 15]

Kontraster mellem Moseloven og nutidige love

Bibelen lægger vægt på erstatning til offeret for en forbrydelse — 2 Mos. 22:1-9

Moseloven havde ingen bestemmelser om fængselsstraf

Mord konsekvent straffet med døden; derfor kunne ingen begå mord mere end én gang — 4 Mos. 35:21

Offentlig undervisning i jura — 5 Mos. 31:10-13; 6:1-9

Retsvæsenet ikke kostbart; tilgængeligt for alle; ingen formaliteter

Den grundlæggende lovsamling ikke udvidet; så enkel at alle forstod den — 5 Mos. 4:2

Minimal ungdomskriminalitet — 5 Mos. 21:18-21

Ingen lange ventetider ved domstolene