3. del

Den elektriske kirke ryster amerikansk politik

TALEREN var temperamentsfuld og dynamisk. Han fægtede ivrigt med sin bibel og erklærede over for forsamlingen, der bestod af 1000 præstekoner: „Vi sidder inde med løsningen på det politiske kaos i dette land, på den økonomiske ruin, på den moralske skam og på familiens svaghed.“

Hvad var løsningen? „Vi må sammen forene vore hjerter og hænder for at genforene denne nation . . . Vi må kræve at kursen lægges om,“ sagde prædikanten James Robison fra Texas.

I et sprog der ville appellere til mange oprigtige kristne fordømte han abort i skarpe vendinger. „Hvis det sindssyge myrderi af ufødte børn i deres mødres maver ikke er ondt, så kan mennesket overhovedet ikke dømmes skyldig i nogen synd.“

Samtidig var der en taler et andet sted i landet der i lige så udtryksfulde vendinger gav gode råd til en samling af sine kolleger. „Hvad kan I gøre fra prædikestolen?“ spurgte han. „I kan vise folk hvordan de skal stemme. I kan forklare stridspunkterne for dem. Og I kan give jeres tilslutning til de rigtige kandidater, dér i kirken søndag formiddag.“ Ligesom Robison gik Jerry Falwell — ’superstar’ i den elektriske kirke — ivrigt i brechen for politiske synspunkter.

Mange lytter til hvad disse prædikanter siger. James Robisons ugentlige fjernsynsprogram sendes fra 100 stationer. Falwells udsendelser er endnu mere populære. Hver uge når han ud til mellem 6 og 18 millioner mennesker over henved 400 fjernsynskanaler og yderligere 400 radiostationer.

Sådanne politisk konservative prædikanter fra den elektriske kirke var ivrige efter at øve indflydelse på vælgerne under præsidentvalget sidste efterår. Kort tid før valget talte nogle af dem ved et instruktionsmøde i Dallas, Texas, som blev overværet af omkring 15.000 religiøse fundamentalister, hvoraf størstedelen var præster. Republikanernes præsidentkandidat, Ronald Reagan, henvendte sig også til forsamlingen og roste den: „Det religiøse Amerika er ved at vågne. Måske netop tids nok til at redde vort land.“ Han fik et varmt bifald.

Som bekendt blev Reagan båret frem til sejren af det der er blevet kaldt et „konservativt stemmeskred“. Den religiøst-politiske aktionsgruppe Moral Majority (Det moralske Flertal) hævdede at have en andel i denne sejr ved at have hvervet omkring 4 millioner stemmer, heraf de fleste for Reagan. Det er bemærkelsesværdigt at mange af de senatorer som Det moralske Flertal og lignende grupper havde opponeret imod, mistede deres pladser i senatet til forholdsvis ukendte politikere.

New York Times har undersøgt denne kamp om mandaterne til senatet, og skriver: „Det moralske Flertal, Den kristne Røst og andre konservative, kirkeorienterede grupper spillede en aktiv rolle med deres ’moralbedømmelser’ som var til ugunst for de liberale. Uanset hvor mange medlemmer af kongressen de nu var med til at få valgt ind, forventes det at deres indflydelse stadig vil kunne mærkes på grund af den frygt de har spredt blandt en lang række præster.“

En af prædikanterne jublede og kaldte resultatet for „den største dag for konservatismen og amerikansk moralfølelse jeg har oplevet i hele mit liv“. Andre var mindre tilfredse. Amerikas episkopale biskopper udfærdigede et hyrdebrev som fordømte prædikanter der støttede politiske kandidater. Biskopperne hævdede at en sådan støtte „i Guds navn forvrænger den kristne sandhed og truer Amerikas religionsfrihed“.

Andre præster er også bekymrede over den elektriske kirkes politiske engagement. En præst fra Fort Worth gjorde indvendinger mod at møder der averteres som upolitiske, „tilsyneladende altid ender som republikanske partimøder“. Endog konservative politikere har udtrykt bekymring. En tilhænger af Reagan har udtalt at „dette ægteskab mellem religion og politik er det farligste, det mest uhyggelige, jeg nogen sinde har oplevet“.

Ingen af aktivisterne lader sig dog anfægte af denne kritik. En af dem siger: „For femten år siden opponerede jeg mod det jeg selv gør i dag, men nu er jeg overbevist om at dette land er moralsk sygt og ikke kommer på ret køl igen, medmindre vi gør noget.“

Disse konservative prædikanter er hurtige til at pege på det åbenlyse hykleri hos de liberale gejstlige, som var politisk aktive modstandere af Vietnamkrigen og atomkraften, men som nu fordømmer en lignende politisk aktivitet fra de konservatives side. „Ingen har nogen sinde beskyldt [det liberale] Kirkernes Landsråd for at blande religion og politik sammen,“ siger en af dem, og tilføjer at når han engagerer sig, bliver det til gengæld kaldt „en krænkelse af adskillelsen mellem kirke og stat“.

Henimod afslutningen på valgkampen var det tydeligt at Amerikas religiøse ledere var skarpt opdelt i to lejre. De liberale religiøse ledere beskyldte de konservative prædikanter for falskeligt at antyde at folk som ikke var enige med dem, ikke var kristne. Kirkernes Landsråd, som var genstand for disse konservatives vrede, udstedte en erklæring om at „der ikke kan siges udelukkende at være ’én kristen valgmulighed’“.

På den anden side var de konservative overbevist om at det var deres gudgivne mission at omvende landet moralsk, og at de liberale gejstlige var en del af problemet. Ja, da Det moralske Flertal kom til det resultat at en baptistpræst der havde været medlem af kongressen i 16 år var for liberal, organiserede de 2000 frivillige til at gå fra dør til for at agitere for præstens modkandidat. „Det var Det moralske Flertal der lige så stille, men meget effektivt, dækkede mit distrikt som et telt,“ sagde denne præst, som blev besejret ved primærvalget.

Der er ingen tvivl om at mange af den elektriske kirkes politisk aktive præster er dybt bekymrede over den tiltagende umoralitet både i Amerika og resten af verden. De fleste af dem føler at en nation som tillader abort ikke kan have Guds godkendelse, og enhver oprigtig kristen må give dem ret. De er overbevist om at den udbredte mangel på interesse for Bibelen har bidraget til det moralske sammenbrud vi iagttager i dag. I en fjernsynsprædiken sagde en af lederne: „Vi må alle studere Bibelen og lære at tro på Gud. Det er livsvigtigt at vi følger hans lære, så vi kan få styrke til at nedkæmpe de umoralske og blasfemiske kræfter som er ved at tage overhånd inden for politik og inden for medierne.“

Hvilken kristen vil benægte at vi må studere Bibelen og tro på Gud? Spørgsmålet er: Lærer Gud os gennem Bibelen at vi skal kæmpe for at overtage den politiske magt og beherske medierne? Er det det budskab Guds ord indeholder til vor generation?

Mange vil huske at Jesus ved mere end en lejlighed fik tilbudt politisk magt, men at han aldrig valgte at benytte sig af det. Da folk så at han mirakuløst kunne give dem mad søgte de at gøre ham til konge, utvivlsomt fordi de tænkte at deres økonomiske problemer da ville blive løst. Beretningen fortæller at „da mændene nu så de tegn han gjorde [nemlig at bespise omkring 5000 mand med kun fem brød og to fisk], begyndte de at sige: ’Han er virkelig den profet som skulle komme til verden.’ Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene“. — Joh. 6:14, 15.

Jesus ønskede ikke at opnå politisk magt; han flygtede fra den! Hvorfor skulle han ønske at blive inddraget i Judæas og Galilæas korrupte politik? Som Jesus senere gjorde det klart for Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Hvis Jesu rige ikke var „en del af denne verden“ da han var på jorden, er det da blevet „en del af denne verden“ blot fordi han nu er i himmelen? Det ville ikke være logisk, vel?

Jesus vidste at han ikke kunne reformere datidens korrupte politik, og han forsøgte heller ikke på det. Han vidste at hvis han var blevet en politisk messias der lovede frihed fra den romerske undertrykkelse, var han blot blevet et redskab i hænderne på de forskellige interessegrupper, som for eksempel det jødiske nationalistparti, zelotpartiet, og så var han blevet forkastet af Gud. Intet af dette ville have været til ære for hans Fader, Jehova Gud.

Er det sandsynligt at Jesus ønsker en reformering af vor tids lige så korrupte politik? Er det ikke snarere sandsynligt at de præster som går ind i politik udsætter sig for selv at blive udnyttet og demoraliseret? Det er værd at bemærke at ideen til Det moralske Flertal ikke kom fra en præst. Ideen, og endda navnet „Det moralske Flertal“, kom fra en gruppe konservative korridorpolitikere som overtalte Jerry Falwell til at støtte dem på grund af hans landsomfattende popularitet, hans veludbyggede edb-register med navne og adresser, og hans velkendte evner til at skaffe penge. Selv den kendte stjerne Pat Robertson fra den elektriske kirke indrømmer at „evangelisterne er i fare for at blive udnyttet og manipuleret“.

Var det ikke netop en sådan manipulering Jesus ønskede at undgå da han afslog Satans tilbud om „alle verdens riger og deres herlighed“? Der var nemlig en betingelse knyttet til det oprindelige tilbud, og denne betingelse er stadig knyttet til politisk magt i dag. Satan krævede at Jesus skulle ’kaste sig ned og udføre en tilbedelseshandling over for ham’. (Matt. 4:8, 9) Politisk magt er ikke noget uopnåeligt for den elektriske kirkes præster. Det eneste de skal gøre er at forblive en del af denne verdens politiske system under Satan. — Joh. 14:30; 15:19; 2 Kor. 4:4.

Der er ingen tvivl om at de frafaldne kristne i det fjerde århundrede glædede sig da de, efter al den forfølgelse de havde gennemgået, fik mulighed for at opnå politisk magt under kejser Konstantin. Men hvordan blev de påvirket af denne magt? „Næsten umiddelbart efter at de kristne i romerriget havde opnået retslig anerkendelse, begyndte de ledende gejstlige at give øvrighedspersonerne vejledning om hvordan de burde opføre sig i deres respektive stillinger,“ skriver teologen Robert Culver. Snart var kirken helt inddraget i romersk politik; den udkæmpede krige og torterede sine fjender. Var den politiske magt prisen værd? Eller havde Satan simpelt hen benyttet den til at lokke kirken bort fra Kristi forskrifter?

Lad os antage at den elektriske kirkes prædikanter, hvor gode deres hensigter end måtte være, opnåede lige så stor politisk magt som disse kirkefolk på Konstantins tid. Ville de være i stand til at modstå Satans politiske systems fordærvende indflydelse? Historien taler ikke for sandsynligheden heraf. En af disse prædikanter — en gejstlig hvis politiske aktivitet indtil dato ganske vist har været begrænset — har offentligt indrømmet at have tyet til Djævelens ældgamle taktik — bedrag. Han blev tvunget til at indrømme at han havde opdigtet en samtale med De forenede Staters præsident om påståede homoseksuelle blandt præsidentens medarbejdere. „Jeg skulle ikke have sagt det,“ tilstår han. „Det var tydeligvis en uforsvarlig udtalelse.“

De der sætter deres lid til politik, ser i sidste instans hen til politikere, ufuldkomne mænd, efter en løsning på deres problemer. Bibelen viser at mennesker simpelt hen ikke formår at klare disse problemer. Jeremias, som var godt kendt med Jerusalems korrupte politik i tiden før fangenskabet, sagde: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jer. 10:23.

Det ironiske i at sætte sin lid til politikere — i at håbe på at nogle, blot på grund af deres stillingtagen til politiske spørgsmål, er mere „moralske“ end andre — understregedes af de pointtal nogle af politikerne fik i en såkaldt „moralitetsrapport“. Den imponerende sum af 94 points ud af 100 mulige opnåedes af et kongresmedlem som var blevet tiltalt for bestikkelse, og af en anden politiker som indrømmede at han havde alkoholproblemer og homoseksuelle tilbøjeligheder!

Bibelen giver en tydelig og realistisk advarsel når den siger: „Kroget kan ej blive lige.“ (Præd. 1:15) Denne verdens politiske systemer er uforbederligt ’krogede’. Han som har givet dem magten, nemlig Satan, er „en løgner og løgnens fader“. (Joh. 8:44) Både Bibelen og historien viser at menneskeheden aldrig vil kunne løse sine problemer ved hjælp af politik, trods alverdens gode hensigter.

Betyder det at menneskeheden står uden håb? Er vi nødt til at indstille os på en åndelig død i en syndflod af smuds og umoralitet? Kan der intet stilles op over for aborter, homoseksualitet, fri sex blandt teenagere, pornografisk udnyttelse af børn, og det stigende antal skilsmisser?

Der kan gøres noget ved alle disse problemer — og det vil blive gjort snart! Læs om det i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 10]

Mange af de senatorer som Det moralske Flertal havde opponeret imod, mistede deres pladser i senatet til forholdsvis ukendte politikere

[Tekstcitat på side 11]

„Dette ægteskab mellem religion og politik er det farligste, det mest uhyggelige, jeg nogen sinde har oplevet“