„Vi kan lide vores arbejde!“

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I JAPAN

JEG kunne tænke mig at fortælle om et højst usædvanligt byggeri i Japan. Det foregår på et sted der hedder Ebina, lidt uden for Tokyo. Hvad er det der gør dette byggeri så usædvanligt? En af årsagerne er at hver eneste af de flere hundrede som er beskæftiget ved byggeriet, er ulønnede og frivillige arbejdere.

Selv om arbejdet er hårdt og der er mange strabadser forbundet med livet på en byggeplads, finder medarbejderne tydeligvis deres arbejde tilfredsstillende. Da jeg interviewede dem, lød kommentaren igen og igen: „Jeg kan lide mit arbejde!“

For eksempel sagde jeg til en af medarbejderne: „Ih, hvor du arbejder hårdt, og sikke et trivielt arbejde! Du må da være glad når det er fyraften!“ Han svarede: „Det er rigtigt at jeg er træt og at jeg glæder mig til min nattesøvn. Men jeg er glad for at arbejde her, og det gælder alle de 342 som du ser her og som arbejder her på frivillig basis.“

En anden medarbejder sagde: „Ja, vi arbejder i mange timer, i al slags vejr, og får ingen betaling — kun et værelse, kost og en lille godtgørelse. Men alligevel finder vi stor glæde ved det vi gør.“

Da jeg interviewede medarbejderne fremgik det straks at deres glæde hang sammen med det formål arbejdet havde. En af dem sagde: „Jeg er glad for at arbejde her, fordi det har så nær tilknytning til mit mål i livet. Det er meget tilfredsstillende at vide at det man laver, er et led i gennemførelsen af Guds hensigt med menneskene.“

For at få et klart billede af hvad hele dette byggeprojekt indebar, stillede jeg medarbejderne nogle spørgsmål, og her er nogle af de svar jeg fik:

Sp. „Hvorfor meldte du dig til at arbejde ved byggeriet?“

Sv. (Yoshinobu Futakuchi): „Da jeg hørte at Jehovas vidner skulle til at bygge et trykkeri i Ebina blev jeg begejstret. Det blev bekendtgjort at man havde planlagt at bygge et trykkeri, en kontorbygning, og boliger til mere end 300 mennesker. Dette var nødvendigt for at klare den stadig stigende efterspørgsel efter bladene Vågn op! og Vagttårnet, som nu udkommer i over 1.700.000 eksemplarer hver måned i Japan alene. På det nye trykkeri vil der også blive fremstillet bøger der omhandler bibelsk stof. Alle disse bøger og blade vil blive benyttet af de 55.872 Jehovas vidner i Japan som sidste år brugte over 20 millioner timer i den offentlige forkyndelse.

Det blev meddelt at hele byggeprojektet ville blive gennemført ved hjælp af frivillig arbejdskraft, og det fik mig til at tænke på hvordan frivillige arbejdere i fortiden deltog i opførelsen af tabernaklet. (2 Mos. 35:1, 2) Jeg følte at jeg gerne ville være med ved Ebinaprojektet på grund af det særlige formål bygningerne skal bruges til — det vil sige fremstilling af bøger og blade som kan hjælpe folk til at lære om Gud og hans hensigter. Alle andre her har det på samme måde.“

Sp. „Vil du fortælle os hvorfor du så godt kan lide dit arbejde?“

Sv. (Haruyuki Zenetani): „Ja, indtil for to år siden arbejdede jeg i et firma hvor alle ’brugte albuerne’. Alle ville frem, og de trådte på andre for at gøre et godt indtryk.

Her er det lige modsat. Alle arbejder sammen som en familie. Arbejdet, og ikke den enkeltes forfremmelse, er det vigtigste. Alle har samme mål med deres arbejde. Ingen maser sig frem, og man er ikke bekymret for om ens stilling vil blive bragt i fare af en stræbsom rival.

Det ses tydeligt at det bibelske princip om at ’kærligheden ikke søger sine egne interesser’, er meget gavnligt. (1 Kor. 13:4, 5) At vi har fred og harmoni, og at vi desuden får meget fra hånden, viser hvor virkningsfuldt dette princip er.“

Jeg lagde mærke til at man gjorde meget ud af at oplære de nye. Men jeg spekulerede på hvordan man betragtede dem der endnu ikke var så dygtige og erfarne. Det spurgte jeg derfor en tidligere politibetjent om.

Sp. „Hvad synes du om forholdet mellem arbejderne her?“

Sv. (Katsuyuki Kamakura): „Jeg sætter især pris på at det er grundlagt på kærlighed. I et samfund der kun bygger på håndhævelse af en lov, vil alt lige fra undervisning til besættelse af stillinger favorisere de stærke. Det er sandsynligvis nødvendigt for at systemet kan fungere, men et samfund der er grundlagt på kærlighed kan gavne alle på to måder.

For eksempel bliver der taget hensyn til dem der ikke er så stærke, og resultatet er at hele organisationen høster gavn af deres bestræbelser. Hvis der er én der ikke er så hurtig til at tage ved lære, bliver han ikke overset så han føler sig uduelig. Han bliver undervist tålmodigt og bliver ofte en meget flittig arbejder.

Mange af arbejderne var uøvede da de kom her. At der nu, efter to år, er mange dygtige tømrere, blikkenslagere, elektrikere og tekniske tegnere, hvor der før blot var nogle få, fortæller en hel del om hvor villige de erfarne er til at undervise de uerfarne.“

Noget andet som gjorde indtryk på mig, var at der ikke var en masse „chefer“ der udstedte ordrer hele tiden. Jeg spurgte en kok om det.

Sp. „Hvordan føres der tilsyn med medarbejderne?“

Sv. (Keiichi Nakamura): „Lad mig give dig et eksempel. Vi er 20 der laver mad til 550 mennesker hver dag. Det er til byggearbejderne og til dem fra det tidligere afdelingskontor i Numazu som allerede er flyttet ind. Og de har tilsyneladende alle sammen en glubende appetit!

Enhver som har prøvet at arbejde i et køkken, véd at det kan være temmelig hektisk lige omkring spisetid for at maden kan være færdig til tiden. Men dét at vi alle søger at praktisere de kristne principper i både tale og handling, fremmer enheden blandt os. Det er også en hjælp at vi er godt organiseret.

Tilsynsmændene arbejder lige så hårdt som alle de andre, om ikke hårdere. Der er ingen der bare giver ordrer. Det princip at det er tilsynsmænd der fører an i arbejdet, var noget af det der først tiltalte mig ved Jehovas Vidner.“

Sp. „Hvordan det?“

Sv. „Lad mig forklare. Før jeg begyndte at studere Bibelen var jeg tilhænger af anarkismen. Jeg mente at menneskeheden ville være bedre tjent uden etablerede regeringer og en social gruppeinddeling. Det var en af grundene til at jeg blev kok, for så behøvede jeg ikke at arbejde i en organiseret virksomhed. Jeg mente at menneskeheden var på vej mod selvudslettelse og at de forskellige organisationer i verden blot hjalp den på vej

Ved at studere Bibelen har jeg imidlertid erkendt at organiseret virksomhed er nødvendig for at Guds hensigt kan gennemføres. Men det er først efter at jeg er kommet til at arbejde her, at jeg til bunds er begyndt at forstå hvor anderledes denne organisation er. Dens motiver er uselviske, dens tilsynsmænd er venlige og arbejder selv hårdt, og derfor virker den helt og holdent til gavn for folk.“

Der var arbejdere i alle aldre lige fra 18 til 67 år, og mange af dem var unge mænd i 20rne som høstede gavn af den praktiske oplæring. Men hvad med alle de ældre, som kunne have nydt deres otium i stedet for at arbejde så hårdt? Jeg spurgte:

Sp. „Hvad får folk som er over 65, til at melde sig frivilligt til byggeriet?“

Sv. (Takeo Tsuji): „Jeg må indrømme at nogle syntes at jeg var for gammel til at melde mig. Som 65-årig gik jeg på pension og kunne have nydt livet. Men jeg ønskede at gøre noget nyttigt for mine medmennesker. Jeg havde erfaring i blikkenslagerarbejde, så jeg meldte mig fordi jeg tænkte at min erfaring måske kunne være til hjælp.

I et stykke tid arbejdede jeg som blikkenslager, men nu er jeg i receptionen. Det har virkelig været et privilegium for mig. Mange mennesker på min alder har ikke noget at tage sig til, men mit liv er fyldt med udbytterig aktivitet.

Jeg er enkemand og har ingen familieforpligtelser. Men det at arbejde sammen med unge mænd som kunne være mine børnebørn, har været med til at holde mig ung. Jo, naturligvis har jeg mine småskavanker, men dem havde jeg jo også haft hvis jeg havde gået hjemme.“

Nu forhørte jeg mig om hvor mange familiefædre der var kommet hertil med kone og børn. Jeg fik at vide at det drejede sig om i alt 17. Jeg spekulerede på hvilke forandringer disse familier havde måttet gøre for at komme her og arbejde på projektet.

Sp. „Det har krævet en forandring i jeres livsstil at du kan være her sammen med din familie, ikke sandt? Hvordan har I klaret det?“

Sv. (Motomu Kamata): „Eftersom jeg havde mit eget arkitektkontor, kunne jeg selv tilrettelægge mit arbejde. Da jeg forstod hvor omfattende Ebinaprojektet ville blive, vidste jeg imidlertid at det ville kræve al min tid, hvis jeg tog imod en opgave ved byggeriet.

Jeg talte med min familie om mulighederne, og de besluttede alle at samarbejde så jeg kunne være med. Selv om min hustru var gravid med vort fjerde barn, undlod hun ikke at tilskynde mig. Det var hendes selvopofrende ånd som gjorde at jeg kunne komme her.

Jeg underrettede mine klienter om at jeg ville lukke mit kontor midlertidigt. Først troede de mig ikke! Men da de opdagede at jeg mente det alvorligt, lod de mig forstå at de ønskede at jeg skulle arbejde for dem igen når jeg genåbnede.

Vi var også nødt til at flytte fra vort hjem til et mindre dyrt sted i nærheden af byggepladsen. Men alle i familien var glade for at yde disse ofre. Noget som har gavnet os er at vi i højere grad har forstået at det ikke er materielle ting der gør folk lykkelige; derfor har vi kunnet sætte de materielle krav på det rette niveau. Det er en erkendelse som vi ikke ønsker at slippe når vi vender tilbage til vores tidligere livsform.“

Jeg fandt derefter en anden familiefader og stillede ham lignende spørgsmål.

Sp. „Du har også en familie at forsørge, ikke sandt? Havde I problemer med at foretage de nødvendige forandringer for at kunne være med her?“

Sv. (Masahito Sato) „Jeg havde i 25 år arbejdet med spildevandsbehandling og forureningskontrol, så jeg tænkte at min viden måske kunne være til nytte ved projektet. Jeg sagde min stilling op med henblik på, når byggeriet i Ebina var fuldført, at kunne fortsætte med at undervise i Bibelen på heltidsbasis.

Min kone var lykkelig for at jeg meldte mig til arbejdet, men hun ville ikke så gerne forlade vort hjem og flytte vores dreng til en anden skole. Hun kunne godt lide sin omgangskreds, og hun var flittig til at hjælpe sine naboer med at studere Bibelen. I et år kørte jeg så frem og tilbage mellem vort hjem og byggepladsen. Men det var alligevel for langt.

Jeg foreslog derfor min kone at vi skulle flytte hertil. Hun indvilligede, og nu er hun såmænd så glad for at være her at hun slet ikke har lyst til at flytte igen. Vi har nemlig lært hvad det vil sige at tjene andre og at opnå den lykke der følger med denne form for tjeneste. Som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.

Andre har gjort samme erfaring. Og de kommer fra mange samfundslag og forskellige familiesituationer, men alle har foretaget de nødvendige forandringer. Blandt arbejderne har vi for eksempel en tidligere motorcykeltestkører der nu arbejder som murer, en kemiingeniør der nu arbejder med armering, og vi har også en vittighedstegner, en tidligere bokser, landmænd, kokke, en atomfysiker og en forhenværende rockmusiker, for blot at nævne nogle få. Det er en blandet gruppe, og vort samvær øger vores menneskekundskab og beriger vort liv. Vi drager så afgjort nytte af at have foretaget de nødvendige forandringer for at komme her.“

Det har været berigende at se hvordan byggeriet er foregået her. I mange andre job, hvor hovedformålet er at tjene penge, har mange arbejdere ikke virkelig hjertet med i deres arbejde. Når det er muligt prøver de måske at finde smutveje for at lette deres egen arbejdsbyrde, og de frådser ofte med materialerne. Og folk i ledende stillinger vil måske sænke kvaliteten og benytte dårligere materialer for at øge fortjenesten.

Men det er ikke tilfældet her i Ebina. Medarbejderne bliver tilskyndet til at benytte gode materialer, selv om de koster lidt mere, og til ikke at lede efter smutveje eller ødsle med materialerne. Hensigten er at opføre et bygningskompleks der er stærkt og holdbart og let at vedligeholde. Materialerne må derfor være gode og bygningerne velindrettede. Derfor forholder det sig som en medarbejder sagde: „Vi kan være stolte af vores arbejde.“

Derefter spurgte jeg en anden medarbejder:

Sp. „Jeg har hørt nogle af arbejderne her tale om at de kommer ud for ’prøver’ i forbindelse med arbejdet. Vil du forklare det?“

Sv. (Takaaki Kato): „Jeg kommer fra en velhavende familie, og jeg havde en ledende stilling i familieforetagendet før jeg meldte mig som frivillig arbejder. Men jeg fik ikke noget ’glamour’arbejde her. Jeg er en af de 23 der har til opgave at sørge for medarbejdernes boligområde. Vi udfører al slags arbejde, lige fra at udbringe linned til at rengøre toiletter. Jeg var ikke vant til den slags arbejde, og det var i sig selv en prøve.

For nylig fik jeg imidlertid en lektion i ydmyghed af en arbejder der ventede på visum til at rejse til Taiwan som missionær. Han fik til opgave at arbejde sammen med mig, og jeg skulle give instruktionerne. Nu havde han arbejdet på vort afdelingskontor her i Japan i mange år, og havde udført næsten alt i forbindelse med husførelse. Alligevel fulgte han trofast mine direktiver, selv i de ringeste opgaver, og han havde langt større erfaring end jeg. Det var en oplevelse der lærte mig ydmyghed.“

Forhenværende rockmusiker Haruhisa Miyashita tilføjer: „Mange af os har haft prøver af en eller anden slags. Men de gavner os. Tidligere, da jeg var rockmusiker, levede jeg kun for nydelsernes skyld, og derfor fik jeg ødelagt mit helbred. Jeg troede dog at jeg var rask nok da jeg meldte mig som frivillig til arbejdet her, men fysisk set var jeg slet ikke i stand til at klare det hårde byggearbejde endnu. Jeg bevarede imidlertid et optimistisk syn på tingene og fulgte de anvisninger jeg fik for at mit helbred kunne blive bedre. Som følge heraf tog jeg 6 kilo på, blev rask og opnåede en tilfredshed som jeg aldrig havde da jeg blot søgte nydelse i livet.“

Det er således tydeligt at mange af medarbejderne har lært mange værdifulde ting ved dette usædvanlige byggeprojekt. De har lært nye fag, har knyttet varige venskaber og har set gode eksempler på kristen adfærd og ydmyghed. Desuden er der i rigeligt mål blevet sørget for deres behov både åndeligt og materielt.

Direktøren for et lokalt byggefirma gav et indtryk af hvordan arbejderne har det her, da han var på besøg for nylig. Han gjorde følgende iagttagelse: „Når jeg ser de mere end 300 mennesker som samarbejder i harmoni — i størstedelen uerfarne unge mennesker — når jeg ser deres smilende ansigter og ser at de tydeligvis har det rart, får det mig til at ønske at alle kunne lide deres arbejde lige så godt.“

Jeg tænkte ved mig selv: Det vil alle gøre når Guds nye orden kommer. — Sl. 37:11; Es. 65:21, 22.

[Illustration på side 11]

Vagttårnsselskabets nye afdelingskontor i Ebina, lidt uden for Tokyo