6. del
Overtro om hash og marihuana
HASH og marihuana kan indtages ved rygning eller på mange andre måder. De to stoffer er beslægtede, idet de begge udvindes af Cannabis-planten. Men der er en forskel: Hash er omkring fem gange stærkere end marihuana. Det må man huske på når man læser om virkningen af marihuana.
1. Overtro: Hash og marihuana er ikke længere så udbredte blandt unge.
Sandheden: I Danmark har cirka 25 procent af alle unge i 14-24-årsalderen røget hash. I USA er brugen af marihuana steget støt siden 1960erne. Når de unge ikke taler så meget om det længere, er det fordi de nu regner det for en selvfølge.
I 1962 havde kun 4 procent af alle amerikanere mellem 18 og 25 år prøvet stoffet. I dag er det 68 procent! I staterne Maine og Maryland bruger hver 6. highschool-elev stoffer hver dag. — USAs Institut til Bekæmpelse af Stofmisbrug.
2. Overtro: „Røgen fra hash eller marihuana er ikke mere skadelig end tobaksrøg.“
Sandheden: Tobaksrøg er meget skadelig, men røgen af Cannabis-produkter er på flere måder langt værre. På University of California har man opdaget at marihuanarygere efter kun to måneders stærk rygning havde 25 procents forøgelse af modstanden i luftvejene. „Blandt tobaksrygere forekommer tegnene på kronisk bronkitis og mærkbar forøgelse af modstanden i luftvejene sjældent før de har røget i 15-20 år.“ — Bladet Patient Care.
„En undersøgelse blandt marihuanarygere har vist at fem marihuana-cigaretter om ugen virkede mere skadeligt på lungerne end seks pakker cigaretter røget i samme tidsrum.“ — New York Times.
„Den indsamlede mængde af iagttagelser og forskning tyder på at der er sandsynlighed for større luftvejsskader ved kronisk marihuanabrug end der er ved tobaksrygning.“ — Bladet Patient Care.
3. Overtro: „Hash og marihuana giver ingen tømmermænd, og det viser at stofferne ikke har nogen langtrækkende virkninger.“
Sandheden: „I modsætning til alkohol, der opløses i vand og hurtigt udskilles af legemet, er THC og de beslægtede cannabinoider i marihuana fedtopløselige, og de kan forblive og ophobes i legemet en uge eller endnu længere efter at marihuanaen er røget.“ — New York Times.
„En kontrolleret undersøgelse udført på rhesus-aber har for nylig vist at der forekom langvarige strukturændringer i hjernens“ nerveaktivitet (vist på et EEG) efter brug af marihuana. — Bladet Patient Care.
4. Overtro: „Hash og marihuana skærper sanserne, så man bliver bedre til at køre bil.“
„Jeg kunne ikke finde på at køre bil når jeg har drukket, men jeg kører altid når jeg har røget [marihuana] . . . Jeg tror endda at jeg somme tider kører bedre når jeg har røget.“ — 17-årig marihuanaryger.
Sandheden: Marihuanabilister er ekstra farlige i trafikken, fordi de ofte tror om sig selv at de ikke er hæmmet i kørselen. De forstår ikke hvor farlige de er, og mener tit at de kører bedre end normalt.
„Harry Klonoff fra University of British Columbia har gennemført en undersøgelse af 64 mænd og kvinder og fundet ud af at marihuana i de fleste tilfælde hæmmede deres evne til at føre en bil.“ — Newsweek.
„En undersøgelse af bilister indblandet i dødsulykker i trafikken, udført for den amerikanske trafiksikkerhedsadministration, har vist at brug af marihuana var en betydelig medvirkende faktor.“ — Medical Tribune.
5. Overtro: „Marihuana er et simpelt og forholdsvis mildt stof der kan sidestilles med alkohol.“
Sandheden: Alkohol er et „simpelt“ stof i den forstand at det kun indeholder ét aktivt stof, ætylalkohol. Marihuana indeholder, efter sidst kendte opgørelse, over 400 forskellige kemiske stoffer. Mange af dem har ukendt virkning, men andre vides at være skadelige.
Benzanthracen og benzopyren vides at være kræftfremkaldende; de forekommer i marihuanarøg i mængder der er 50 til 70 procent højere end i cigaretrøg.
6. Overtro: „Den hash og marihuana børnene ryger i dag, er ikke værre end den deres forældre røg da de var unge.“
Sandheden: Cannabis-produkterne er i mange tilfælde stærkere end de var for blot nogle få år siden. „I 1975 havde den konfiskerede marihuana [i USA] et gennemsnitsindhold på kun 0,4 procent af stoffet THC (tetrahydrocannabinol), der indvirker på sindet. Men sidste år var gennemsnittet, på grund af forbedrede dyrkningsmetoder, oppe på 4 procent. . . . en styrkeforøgelse til det tidobbelte.“ — New York Times.
„Hvordan kan jeg vide om mine børn tager stoffer?“ Her er nogle fingerpeg (stammer fra Sygeforsikringsinstituttet i New York):
■ Barnet ler ubehersket og uden at andre kan se nogen anledning til morskab
■ Tegn på beruselse, men ingen lugt af alkohol
■ Tendens til at falde i staver
■ Appetitløshed, pludseligt vægttab
■ Det modsatte — vild plyndring af køleskabet
■ Barnet kommer senere hjem end sædvanligt og svarer undvigende på hvorfor
■ Er opslugt af at læse bøger og artikler om „stofkulturen“
[Grafisk fremstilling på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Marihuanabrug blandt de ældste highschool-elever i USA
60%
50–
40–
30–
20–
10–
0–
1975 1976 1977 1978 1979
Har prøvet det inden for seneste måned
Har prøvet det
[Grafisk fremstilling på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Indvirkning på hjerneaktiviteten
Normalt EEG
EEG fire måneder efter en periode med seks måneders brug af marihuana
[Grafisk fremstilling på side 9]
’Styrken forøget til det tidobbelte’
1975
1979
Marihuanas indhold af stoffet THC (tetrahydrocannabinol), der indvirker på sindet