„Mirakler“ på to dage

Disse rigssale er ikke præfabrikerede typehuse. På to dage bygges de 90 procent færdige oven på et i forvejen støbt betonfundament

DET var tidligt om morgenen. Da Bill kørte forbi en mark i nærheden af sit hjem, lagde han knap nok mærke til den lille klynge mennesker der stod rundt om et bart og fladt fundament på grunden. Lidet anede han hvilket chok han skulle få på hjemvejen.

Da Bill fire timer senere nærmede sig den samme mark, så han det. Hans mund åbnede sig til et gabende hul af forbavselse. Oven på fundamentet stod der et hus! Der stod et helt hus! Det var ganske vist ikke helt færdigt, men det havde allerede sidemure, vinduer og spåntag. Bill blev så rystet at han mistede herredømmet over sin lastbil i et sving og kom ud i rabatten. Kun ved en hurtig manøvre undgik han grøften i sidste øjeblik.

Det han havde set var indledningen til et „mirakel“ på to dage. En sværm af frivillige hjælpere var kommet til for at bygge en rigssal, og den skulle blive færdig — både udvendig og indvendig — på kun to dage. Snart havde hele byen Grafton i North Dakota hørt rygter om bedriften. „De har flyttet et hus ind på grunden i løbet af natten,“ var der en der sagde. „Nej, umuligt,“ udbrød en anden. „De må have bygget det!“

En mand i Memphis, Tennessee, der læste om et lignende stykke arbejde, erklærede at den slags „tændte et håb for menneskeheden hos ham“. Hvorfor det? Når man ser på menneskehedens tilstand i øjeblikket, tegner der sig ikke noget kønt billede. Hvordan kan byggeriet af et hus være med til at give én håb for hele menneskeheden? Lad os se nærmere på det.

Kun et eksempel blandt mange

Stanley Peck, der har været med til at organisere byggerierne, anslår at der nu er bygget over 60 rigssale i lyntempo. Den første blev bygget for 10 år siden i Webb City i Missouri. Et arbejdshold på 50 fik murene og taget op i løbet af to dage. „Det forekom os dengang at vi måske kunne få hele arbejdet gjort på to dage, hvis vi fik det organiseret rigtigt,“ fortæller Stanley Peck. „Det var sådan det hele begyndte.“ Hver gang en ny rigssal blev bygget, kom man lidt nærmere målet: at få det hele gjort på to dage. „De sidste cirka 20 rigssale blev 90 procent færdige,“ siger en anden af byggelederne, John Langan.

De „90 procent“ har i de fleste tilfælde indbefattet et muret og fuldt isoleret hus med luftkonditionering, og i nogle tilfælde et færdigt haveanlæg. Ofte er rigssalen allerede malet, tapetseret og dekoreret på en af væggene med et smukt vægmaleri der harmonerer med farverne i gulvtæppet. Det drejer sig ikke om præfabrikerede typehuse, og de er heller ikke bare „klasket op“. Nogle har været temmelig store, op til 18 gange 21 meter, med siddepladser til 250. De har alle været arkitektonisk forskellige, indeholdende adskillige lokaler, deriblandt toiletter, bibliotek og foredragssal. De er også fuldt udstyret med højttaleranlæg. I en rigssal i Oklahoma er der oven i købet kamin! Deres ejendomsværdi bliver som regel vurderet til tre gange så meget som det har kostet at bygge dem.

„Jeg kan ikke tro det!“

Når man står og betragter operationen — og der er altid mange tilskuere fra nabolaget — bliver man imponeret af den måde det hele er koordineret på. Arbejdet begynder lørdag morgen kl. 7. En time senere er skelettet til murene rejst! Straks efter følger tagspærene. Så kommer søstrene til med isolationsmåtter, der bliver sømmet fast udvendig. Elektrikerne begynder at sætte ledningsnettet på plads. Inden der er gået tre timer bliver den første mursten lagt. De der arbejder med varme- og klimaanlæg går i gang. Det hele går slag i slag. „Jeg kan se det,“ sagde en af medhjælperne engang, „men jeg kan ikke tro det.“ Der er imidlertid noget andet som gør dette arbejde til et endnu større „mirakel“.

„De har ikke fået en øre for det; de arbejder af kærlighed,“ skrev en journalist i en avis i Tulsa i Oklahoma. At nogen arbejder så hårdt, og ikke får en øre for det, det er intet mindre end et „mirakel“ .

I Guymon i Oklahoma blev nogle af de lokale beboere bekymrede for om arbejdet blev gjort ordentligt. De ringede til kommunens bygningsinspektør. „Jeg sagde til dem at hvis de gerne ville se noget der blev gjort som det skulle, så behøvede de bare at kigge nærmere på den rigssal!“ fortæller bygningsinspektøren. „I gør jo det hele korrekt, selv de steder hvor det ikke vil kunne ses bagefter!“

Mange af medarbejderne er ikke engang professionelle bygningshåndværkere. De lærer jobbet ved at prøve det. Blandt de ikke-professionelle ved et af byggerierne var der en farmaceut, en gymnasielærer, en fotograf, to læger og en gartner. For at undgå uheld lod man et af Jehovas vidner der har kendskab til byggepladssikkerhed overvåge byggeriet og holde øje med mulige faremomenter.

Men forløber det altid så glat?

’Vi følte at slaget var tabt’

En kritisk del af hele arbejdet er den fase hvor de indvendige lofter og vægge skal pudses færdige. Et arbejdshold har travlt med dette hele lørdag nat. Engang mens arbejdsholdet havde fuld fart på for at færdigpudse væggene på en rigssal i Elk City i Oklahoma, lød der pludselig et stort brag klokken 3 om natten — og alt lyset gik ud. Kort efter lød der en ny eksplosion. Kæmpeflammer stod ud af transformatorskabet på elektricitetsvæsenets lysmast uden for rigssalen. Fra elværket kom der besked om at der i hvert fald ikke ville komme strøm før næste morgen. Kostbare timer ville gå tabt. Hvis jobbet ikke blev gjort færdigt inden morgenen, ville hele projektet blive stærkt forsinket.

„Vi var helt slået ud,“ siger en af pudsefolkene. „Da strømmen gik følte vi simpelt hen at slaget var fuldstændig tabt.“ Men så huskede en af folkene på at han havde en vogn parkeret lige ved siden af rigssalen. Det var en helt speciel vogn til fritidsformål, udstyret med egen generator! I løbet af få minutter var den sluttet til, og det var alt hvad der skulle bruges for at arbejdet kunne gøres færdigt til tiden.

Harold Cheek, også en af arbejdslederne, fortæller: „Somme tider mangler vi nogle af materialerne når vi begynder. Nogle gange når vi helt frem til at skulle bruge en bestemt ledning før vi får den. Men vi har aldrig været nødt til at standse eller aflyse et projekt.“

Selvopofrende kærlighed

„Jeg kender ikke ret meget til den slags arbejde, men jeg vil gøre lige hvad I sætter mig til,“ havde en mand sagt — ligesom så mange andre. Han var ejer af et stort firma i svejsebranchen og var fløjet dertil i privatfly. Det endte med at han kom til at blande mørtel, et ikke helt renligt arbejde. Der var hele familier der arbejdede sammen. En medarbejder der var erklæret for blind, havde travlt med at opsætte ledninger til højttaleranlægget. For det meste følte han sig frem, men ellers havde han flere hjælpere der tjente som „øjne“ for ham. Børn holdt gulvet rent for affald, og uddelte forfriskninger.

„Dette her ville vi aldrig have gjort for penge — aldrig!“ udbrød en i Vinita, Oklahoma, i en hylende blæst der fik temperaturen ned på minus seksogtyve grader. Nogle af folkene arbejdede bogstavelig talt med istapper i overskægget! Og i 46 graders varme var stort set det samme arbejdshold med til at bygge rigssalen i Purcell, Oklahoma. Til tider regner det uafbrudt hele weekender, som det gjorde i Monmouth, Illinois. „Der var ikke en eneste broder der forlod sin plads,“ siger Harold Cheek. „De arbejdede bare videre.“

Hvad er det der får dem alle sammen til at være med gang efter gang? En skarpsindig teenagepige havde opdaget hvad hovedårsagen var. Hun var ikke selv et af Jehovas vidner, men sagde til den familie hun fulgtes med da de kørte hen for at hjælpe til på byggepladsen: „Der er noget jeg lige har fundet ud af. Vi kender ingen af de mennesker. Vi kommer aldrig i deres rigssal. Men alligevel gør vi alt dette her arbejde. Det vil faktisk sige at vi ofrer os for andre. Det er det der er så dejligt!“

Netop, det er selvopofrende kærlighed der driver dem. Jesus sagde at denne kærlighed skulle kendetegne hans sande disciple; de skulle elske hinanden ’som han havde elsket dem’. Jesus lod deres interesser komme forud for hans egne. Han gav selve livet for dem. — Joh. 13:34, 35.

De lange afstande der tilbagelægges er også et udtryk for selvopofrelse. „Vi prøver at holde os inden for en radius af 800 til 1000 kilometer fra vores hjem i Oklahoma, det der normalt svarer til en dags kørsel,“ fortæller Harold Cheek. Der var dog en familie der rejste 1300 kilometer hver vej. En anden rejste næsten 1500 kilometer hver vej. Ved et af byggeprojekterne kom der medarbejdere fra 10 af USA’s stater. Normalt får de ingen rejsegodtgørelse. Men for at ingen skal blive belastet mere end andre, fører John Langan et kartotek med navne og adresser på over 800 frivillige, så han kan invitere dem der bor tættest ved et eventuelt nybyggeri.

Vil det så sige at dette „mirakel“ på to dage kun er et spørgsmål om opofrelse og organisationstalent?

„Guds hånd“

I Dumas, Texas, kom et ægtepar forbi og bad om at se den nye rigssal indvendig. „Når jeg ser mig om her,“ sagde hustruen, „kan jeg se at Guds hånd har været med.“ Noget lignende udtrykte et ægtepar der havde betragtet arbejdet i Elk City, Oklahoma: „Vi har aldrig set mage! Vi er ganske vist ikke Jehovas vidner, men vi ved at de der arbejder her, må være drevet af Guds ånd. Hvordan kunne de ellers gøre så meget?“

Men man hørte aldrig medarbejderne prale af at de nærmest havde ’gjort det umulige’. De talte derimod om hvor tydeligt det var at Jehova havde velsignet deres arbejde.

Var det indsatsen værd?

I en af de nye rigssale tog alle sig tid til at overvære det første møde søndag aften. For blot nogle få år siden var en af de lokale ældste det eneste Jehovas vidne i hele omegnen. Han havde set det hele gro, til det punkt hvor de nu havde en splinterny rigssal, bygget på en weekend. Byggeriet havde allerede vakt stor interesse i nabolaget. Denne ældste blev bedt om at afslutte mødet med en bøn, men under bønnen brød han sammen og græd, overvældet af taknemmelighed og bevægelse. Rigssalen ville være så uvurderlig en hjælp for den lille menighed i udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Den ultrakorte byggetid betød at mange timer nu var sparet og kunne anvendes i forkyndelsen.

Når en menighed får en ny rigssal til sine møder, viser det sig som regel i øget nidkærhed. Efter at en rigssal var færdiggjort sagde et af Jehovas vidner: „Nu må vi se at komme ud og tale med andre, så vi kan få rigssalen fyldt!“ Mange bibelsamtaler er blevet ført med naboer som har betragtet disse ’weekendmirakler’.

Men hvad var det der fik en iagttager til at sige at disse byggerier „tændte et håb for menneskeheden hos ham“?

„Et håb for menneskeheden“

Baggrunden var at denne mand havde læst om følgende: I et boligkvarter hvor der kun boede negre (i Memphis, Tennessee), arbejdede „både sorte og hvide, unge og gamle“ sammen som én stor familie. Efter at have set på byggeriet sagde en kendt forretningsmand i Grafton i North Dakota: „Jeg kunne se hvilken enhed og broderkærlighed der var. Dybt i mit hjerte tænkte jeg: ’Det er jo sådan mennesker skal være.’“ Det gjorde så dybt indtryk på ham at han begyndte at undersøge hvordan man bliver et af Jehovas vidner.

Ganske rigtigt, „det er jo sådan mennesker skal være“. Blandt de frivillige var der for eksempel en amerikaner af indiansk afstamning som før i tiden havde hadet de hvide. „Hvis en hvid mand stødte ind i mig, ville jeg have slået ham ned på stedet,“ siger denne kraftige og velvoksne mand. Nu har han i mange rigssale arbejdet nært sammen med mange hvide — vist kærlighed og modtaget kærlighed. Verden ville se anderledes ud hvis denne enhed fandtes overalt.

„Hvis det var mig der fik samlet 100 forskellige håndværkere,“ kommenterede en entreprenør som ikke er et af Jehovas vidner, „så ville de begynde at bande og slås inden der var gået en halv time.“ Det imponerede ham at se tømrere, murere, elektrikere og andre arbejde skulder ved skulder.

En af arbejdslederne viste at det ikke bare drejede sig om effektivitet; selv om hans plan var fuldt besat, gav han sig tid til at sørge for en søster der var totalt lammet. Hun ville gerne selv se byggeriet. Han bar hende ud af bilen, fra sted til sted, og gjorde det behageligt for hende. Hun græd af glæde.

„En langt vigtigere lektion“

„Tak for den lille artikel om hvordan beskedne mennesker arbejder sammen om noget godt, og for den langt vigtigere lektion vi alle kan lære af dette, vi der lever i en verden der har brug for al den hjælp den kan få,“ sluttede manden fra Memphis, Tennessee, sit læserbrev til avisen. Ja, man kan lære meget af dette eksempel, hvor mennesker har arbejdet sammen i fred og fordragelighed.

„Folk er trætte af snak. Der er så mange fine teorier der bare ikke virker i praksis. Folk vil se noget der virker,“ erklærede et af Jehovas vidner der havde været med til snesevis af disse byggerier. „Og når man så ser 200 mennesker slide og slæbe i fællesskab, uden hensyn til race eller baggrund, uden hensyn til kulde og ubehag, og når man ser hvordan de tager hensyn til hinanden, så viser det noget. Det er et synligt bevis, noget man kan tage og føle på.“

En mand der meldte sig for at hjælpe var ikke selv et af Jehovas vidner, men var godt kendt med deres lære. „I flere år havde jeg hørt om sandheden, men nu så jeg den for første gang,“ sagde han. Nu er han blevet et aktivt Jehovas vidne.

Denne samarbejdsånd er en forsmag på noget større. Bibelen lærer os at Gud snart vil rette op på „menneskehedens tilstand“ ved at fjerne al ondskab og lade „de sagtmodige“ der følger Bibelen leve i fred og enhed på jorden. (Sl. 37:10, 11, 34) De byggerier der måtte blive brug for under denne nye retfærdsorden vil overalt afspejle den samme kærlige samarbejdsånd man har set ved rigssalsbyggerier i dag. En af medhjælperne har sagt: „Det varmer om hjertet at tænke på at det er sådan vi skal arbejde sammen i den nye tingenes ordning.“ Ja, det teamwork man her har set, gør dette håb endnu mere realistisk. — 2 Pet. 3:13.

En ung mand var blevet helt bevæget af det han havde været med til i to dage. Han læssede sin vogn til den lange hjemtur og så sig om en sidste gang. Da han savnede ord til at udtrykke hvad han følte, tog han i stedet og slyngede sin hat højt op i luften, slog to vejrmøller og sprang derefter ind i vognen, hvor hans familie sad og lo. Da de kørte, efterlod de sig en flunkende ny rigssal på 260 kvadratmeter, resultatet af 150 mænds, kvinders og børns kærlige og helhjertede indsats — i to dage.

[Ramme på side 14]

Udtalelser fra embedsmænd

„På vegne af borgerne her i Purcell . . . vil jeg gerne udtrykke min oprigtigste beundring for jeres smukke rigssal og den måde den blev bygget på.“ — Kommunaldirektøren i Purcell, Oklahoma.

„Jeg har konstateret at hele el-systemet er meget smukt og tilfredsstillende installeret, med anvendelse af det bedste el-materiel.“ — El-inspektøren i Lake Charles, Louisiana.

„Da jeg personlig har set og arbejdet med ved opførelsen af flere at de huse disse mennesker har bygget, kan jeg stå inde for at byggeriet vil mere end opfylde de fleste byggeregulativer.“ — Stadsingeniøren i Borger, Texas.

„Jeg tror I har haft rigtige håndværkere til at arbejde for jer; det kan man se på kvaliteten af bygningen.“ — Ledende bygningsinspektør i Craig, Colorado.

[Illustration på side 12]

Lørdag kl. 7.00

Lørdag kl. 10.00

Søndag kl. 18.00

[Illustration på side 13]

Aviserne har lagt mærke til disse lynbyggerier. I Memphis, Tennessee, blev byggeriet dækket af filmhold fra to tv-stationer. I Tulsa, Oklahoma, arbejdede en avisjournalist med på projektet i to dage

[Illustration på side 15]

Jehovas vidner af forskellig race arbejdede sammen skulder ved skulder

[Illustration på side 16]

Arbejdet blev udført af frivillige — mænd og kvinder, unge og gamle. Ingen fik så meget som en øre for det