Glad for at være i live!

TRE gange har jeg forsøgt at begå selvmord. Men nu — ja, nu er jeg så glad for at være i live!

Jeg voksede op i et splittet hjem. Så langt tilbage jeg kan huske, var der problemer mellem mine forældre. Da de til sidst blev skilt, blev jeg sendt på kostskole. I ferierne blev min søster og jeg anbragt hos forskellige familiemedlemmer fordi min fader, der var matros, ikke havde mulighed for at tage sig af os. Vi voksede begge op med en følelse af at være uønskede.

I mine unge år forlod jeg den romersk-katolske kirke, da jeg fandt dens lære selvmodsigende. Jeg kunne ikke tro på pinsler i helvedes flammer, og heller ikke at min plads var i himmelen. For mig var døden blot ensbetydende med at finde fred. Og med hensyn til en mening med livet nu, kunne jeg ikke se nogen hensigt med mit liv.

Ægteskab løste ikke mine problemer. Det hele begyndte at belaste mig. En gang imellem besøgte jeg mine venner, men meget ofte sagde de: „Åh, jeg skulle lige til at gå!“ eller: „Kunne du ikke lige gøre mig en tjeneste og ordne noget for mig?“ Det gik op for mig at det hele tiden var mig der opsøgte dem, og at de ikke gav mig den opmærksomhed jeg følte jeg havde behov for.

Jeg sad og læste bøger det meste af dagen. Jeg holdt op med at lave mad og bage. Jeg holdt op med at snakke med folk, ja, med at gøre noget som helst ud over det allermest nødvendige. Folk omkring mig overså mig bare, eller det troede jeg de gjorde. Det hele var så underligt. Jeg følte mig elendig, ensom, og jeg trængte forfærdelig meget til at tale med nogen. Men der var ingen. Jeg havde lukket alle ude af mit liv! Alt dette ledte til mit første forsøg på at slippe væk fra det hele.

Hvorfor selvmord?

Når en planlægger at begå selvmord (og mange planlægger det meget omhyggeligt), deler han sine omgivelser ind i tre kategorier. Først er der dem han holder meget af, men som han føler han har svigtet på en eller anden måde. Han tror at de vil klare sig langt bedre uden ham. I den anden kategori er der dem han vil „ramme“ eller „straffe“. Han føler sig så dårligt behandlet af dem at han synes at den bedste måde han kan såre dem på, er ved at tage sit eget liv — så vil de helt sikkert få nogle forfærdelige samvittighedskvaler! Den tredje gruppe udgøres af dem som han tror slet ikke interesserer sig for ham, og som vil være ligeglade selv om der skulle ske ham noget. Jeg ved, når jeg ser tilbage, at alle tre kategorier spillede en rolle i mine tanker.

Tiden kom hvor jeg følte jeg ikke længere kunne hamle op med alt det der foregik omkring mig. Jeg elskede mine børn meget højt, men jeg var oprigtigt overbevist om at de ville få et bedre liv uden mig, siden jeg var så uduelig. Da jeg så kom op at skændes med min mand, tænkte jeg at min død sikkert ville være et hårdt slag for ham. Ingen omkring mig — sådan følte jeg det — brød sig om mig, og der var ingen jeg kunne snakke med om mine problemer.

Jeg planlagde min død meget nøje. Jeg åbnede for gassen og lagde mig for at dø. Men mærkeligt nok ringede min mand hjem netop på det tidspunkt, for at sige undskyld efter vort skænderi. Da ingen tog telefonen, skyndte han sig hjem fra arbejde og kom lige i sidste øjeblik. Alarmeret af gaslugten slog han døren ind og reddede mit liv.

Da jeg kom til bevidsthed var jeg meget oprørt og meget vred. Min voldsomme skuffelse førte hurtigt til mit andet selvmordsforsøg. Jeg havde igen haft nogle uoverensstemmelser med min mand, men var kun i stand til at løbe væk fra problemerne i stedet for at se dem i øjnene. Hvis jeg bare havde vidst hvordan jeg skulle klare dem. Men det gjorde jeg ikke.

Jeg tog min tykkeste frakke på og gik mange kilometer — ned til floden Themsen. Jeg forestillede mig at den tunge frakke hurtigt ville trække mig ned under vandet, eftersom jeg ikke kunne svømme. Det viste sig at være ganske rigtigt! Men tilfældigvis var der en politibåd i nærheden af den bro jeg sprang ud fra. I løbet af fem-seks minutter var jeg halet om bord. Politiet fortalte mig at hvis de var kommet ret meget senere, ville vægten af mit våde tøj have trukket mig ned.

Jeg fik nogle kvæstelser ved springet og lå på hospitalet i flere måneder. Mine børn blev derfor sat under forsorg. Lægerne forsøgte at bringe mig på fode igen ved hjælp af religion, psykologi og psykiatri, men de nåede ikke særlig langt med det.

Da jeg var blevet udskrevet fra hospitalet måtte jeg tage piller der skulle kvikke mig op, andre der skulle hjælpe mig til at slappe af, atter andre for at kunne sove — op til 20 forskellige piller i døgnet! Mine børn var meget foruroligede, kunne jeg se. Kun én gang om ugen måtte jeg få dem hjem, og det var mere til skade end til gavn for dem. Så endnu en gang besluttede jeg mig til at befri dem ved at tage mit eget liv.

En sen aften gik jeg ud til en meget ensom plet, det mest isolerede sted jeg kunne komme i tanker om, og slugte hele min beholdning af piller — dem alle sammen. Faktisk burde jeg ikke være i live så jeg kunne skrive dette. Men tidligt næste morgen blev en mand der boede i nærheden vækket af sin hund og besluttede at gå en tur med den. Han fandt mig liggende i græsset. Jeg blev i hast bragt til hospitalet, hvor jeg fik en udpumpning.

Da jeg vågnede op, brast jeg i gråd. Jeg var så oprørt og fortvivlet. Jeg følte det som var jeg i et meget mørkt værelse. Min ensomhedsfølelse var så intens. Der var ingen jeg kunne vende mig til. Mit liv var blevet reddet, men til hvilken nytte? Jeg ville så gerne dø.

Min redningsline – bøn

Min mand var så venlig at sørge for et nyt hjem til mig og børnene, og jeg forsonede mig med tanken om at tage mig af dem til de var gamle nok til at kunne klare sig selv. Til den tid ville jeg så se hvad jeg kunne stille op med mit liv. Jeg havde stadig en selvopgivende indstilling.

En dag talte min mand med et af Jehovas vidner. Min mand indbød vidnet til at komme igen, og da han gjorde det var det mig der talte med ham. Jeg har altid haft respekt for Bibelen og var fuldstændig forbløffet over denne mands kendskab til den. For hvert spørgsmål jeg stillede, gav han mig et svar — et dejligt, bibelsk svar!

Som man sikkert kan forestille sig, var jeg på det tidspunkt meget deprimeret. Selv om jeg inderst inde var sikker på at der fandtes en højere Magt, havde jeg aldrig vidst hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme i kontakt med den. Men denne mand kunne bede — og han lærte mig hvordan man skulle gøre! Jeg husker at jeg spurgte: „Hvorfor skal jeg bede i Jesu navn? Hvorfor bede til Gud? Hvorfor ikke til Jesus Kristus? eller Maria?“ De overbevisende svar kom fra Bibelen. Det var som om en dør blev åbnet for mig, og hvor var jeg taknemmelig da jeg gik ind gennem den! — Matt. 6:9; Joh. 16:23, 24.

Inden for få uger begyndte jeg at bede på en måde jeg aldrig havde bedt før. Det gik op for mig at jeg ikke behøvede at stå alene. Det var ikke nødvendigt at jeg klarede alting selv. (Fil. 4:6, 7) Jeg røg dengang 60-70 cigaretter om dagen, men i løbet af tre-fire uger holdt jeg op. Jeg behøvede ikke længere den krykke.

Snart fandt jeg stor glæde og tilfredshed ved at fortælle andre om den trøst „den gode nyhed“ havde givet mig. At deltage i Jehovas Vidners møder i den lokale rigssal styrkede mig yderligere. Inden der var gået et halvt år indviede jeg mit liv til Jehova Gud. Det var i maj 1975.

Alle mine selvmordstanker begyndte for mere end 10 år siden. Nu og da bliver jeg stadig deprimeret når det hele vokser mig over hovedet, som vel alle gør. Men nu har jeg en „kraft som er ud over det normale“. (2 Kor. 4:7, 8) Jeg har Jehovas hjælp. Ligegyldigt hvor ulykkelig jeg kan føle mig, kommer han altid og banker på — ikke bogstaveligt, naturligvis; men på en eller anden måde lader han mig altid vide: ’Du er ikke alene!’

Min redningsline — bønnen — er altid til rådighed. Jeg er i sandhed taknemmelig. Jeg er i live, har en kærlig familie og en mening med livet. Kan man forlange mere? — Indsendt af en læser i England.