Er udviklingslæren bevist?

Hvad siger den videnskabelige metode?

Mange evolutionister er dogmatiske, men er der rum for rimelig tvivl?

ER UDVIKLINGSLÆREN videnskabeligt bevist? Forskeren Porter Kier, der er tilknyttet Smithsonian-institutionen, er meget dogmatisk. Ved det sidste årsmøde i Det amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme sagde han: „Der er hundrede millioner fossiler, alle sammen katalogiserede og identificerede, i museerne rundt om i verden. Det er hundrede millioner beviser for en udvikling.“ Hvordan 100.000.000 fossiler, der ifølge evolutionisternes egne udsagn ikke omfatter de overgangsformer som teorien kræver, kan være 100.000.000 beviser for at der er foregået en udvikling, er vanskeligt at se. Kier tilføjer derpå at selv om evolutionisterne måske diskuterer detaljerne, „er de enige om at udviklingen er en kendsgerning og bør betegnes som sådan“.

Den kendte evolutionist Theodosius Dobzhansky er ikke så dogmatisk. I bogen Evolution beskriver Dobzhansky og hans medarbejdere udviklingslæren som en hypotese eller teori, og de kommer med denne indrømmelse: „Videnskabelige hypoteser kan kun anerkendes foreløbigt, eftersom deres sandhed aldrig kan fastslås endeligt.“ Med dr. Karl Popper som autoritet siger bogen også: „En hypotese der ikke, i det mindste i princippet, er underlagt muligheden for empirisk gendrivelse [dvs. gendrivelse ved forsøg eller erfaringer], hører ikke hjemme i videnskabernes verden.“ Stephen Jay Gould henviser også til Popper og siger: „Et idésæt der ikke i princippet kan gendrives, kan ikke kaldes videnskab.“

Hvad har dette med vor drøftelse at gøre? Jo, på grundlag af denne opfattelse nægter Gould og andre at anerkende skabelse som en videnskab, og de hævder derfor at skabelse ikke hører hjemme i skolernes biologitimer. Skabelse kan ikke bevises eller modbevises ved hjælp af videnskabelige undersøgelser eller forsøg. Skabelsestilhængerne siger at ’Gud gjorde det’, og der er ingen mulighed for at efterprøve denne påstand eller bevise at den er forkert. „’Videnskabelig skabelseslære’ er et selvmodsigende udtryk,“ siger Gould, „netop fordi man ikke kan modbevise en sådan lære.“ Men han holder stejlt på at udviklingslæren er bevist.

Det er imidlertid interessant at dr. Popper benytter det samme kriterium på udviklingslæren. Han siger: „Jeg er kommet til den konklusion at darwinismen ikke er en videnskabelig teori der kan efterprøves, men et metafysisk forskningsprogram.“ Eftersom evolutionsteorien ikke kan efterprøves, er den ifølge de ovennævnte definitioner ikke en videnskab. Da udviklingen ikke kan iagttages, ikke kan påvises ved forsøg og kun kan underbygges med dogmatiske påstande, lader den sig ikke bevise ved hjælp af den videnskabelige metode. Dr. Popper er højt anset for sit studium af den videnskabelige metode, og på grundlag af denne metode finder han at udviklingslæren ikke opfylder kravene for at kunne kaldes en videnskabelig teori. Han finder den kun egnet som et grundlag for metafysisk forskning.

Norman Cousins giver en definition af den videnskabelige metode som ikke alene beskriver den men også viser dens værdi: „Det vigtigste ved videnskaben er den videnskabelige metode — en måde at tænke systematisk på, en måde at indsamle vidnesbyrd på og vurdere dem på, en måde at foretage forsøg på for at kunne forudsige nøjagtigt hvad der vil ske under givne omstændigheder, en måde hvorpå man kan konstatere og erkende sine egne fejltagelser, en måde hvorpå man kan finde fejlene ved gamle, anerkendte opfattelser. Videnskaben i sig selv forandres konstant, hovedsagelig som følge af den videnskabelige metode.“ — Anatomy of an Illness, s. 120, 121.

Både udviklingslæren og skabelseslæren beskriver begivenheder som fandt sted, eller som hævdes at have fundet sted, i fortiden. Ingen mennesker var til stede og så hvad der skete. Begivenhederne kan ikke eftergøres i et laboratorium. Ingen videnskabelige forsøg kan bevise eller modbevise den ene eller den anden opfattelse. Hvis Bibelens skabelsesberetning er uvidenskabelig, må, ifølge dette ræsonnement, det samme gælde udviklingslæren.

Hvorfor tror så mange videnskabsmænd da på udviklingslæren? „Grunden til at darwinismen anerkendes næsten alle vegne,“ skriver dr. Popper, er at „dens tilpasningsteori var den første nonteistiske teori der lød overbevisende; og teisme var værre end en åben indrømmelse af at man havde taget fejl, for den gav indtryk af at man havde fundet en endegyldig forklaring.“ Evolutionisten Peter Medawar udtrykker det på denne måde: „For biologen er alternativet til at tænke i udviklingsbaner, ikke at tænke overhovedet.“

Videnskabsmændene har altså hovedsagelig antaget udviklingslæren fordi de ikke bryder sig om alternativet — teismen, troen på Gud. Men er det videnskabeligt at anerkende en teori blot fordi man ikke synes om alternativet? Det der måske generer videnskabsmænd som Medawar, er at de ved at anerkende Gud som Skaberen vil komme til at herliggøre ham når de opdager forbløffende nye vidnesbyrd om hans storslåede skabergerning. Vil det mon være for meget for deres stolthed? En indrømmelse af ateisten Aldous Huxley åbenbarer en anden mulighed. Han sagde: „Vi gjorde indsigelse imod moralen [Bibelens], fordi den greb ind i vor seksuelle frihed.“

Er udviklingslæren videnskabeligt bevist? Nej.

Er det en teori som kan efterprøves videnskabeligt? Nej.

Stemmer den med den videnskabelige metode? Nej.

Hvad er udviklingsteorien da, og hvorfor er der så mange som tror på den?

Se venligst næste artikel.

[Ramme på side 17]

Er der grund til rimelig tvivl?

Er det rimeligt at tvivle på at amøber blev til fisk? eller at fisk blev til padder? eller at padder blev til rødkælke og ulve?

I bogen Evolution af Dobzhansky hedder det at mens udviklingslærens sandhed aldrig kan bevises, er det en hypotese som er blevet „bekræftet i en sådan grad at der ikke er nogen rimelig tvivl tilbage“. „Rimelig tvivl“ defineres juridisk som „en sådan tvivl som ville få et fornuftigt og forsigtigt menneske til i livets alvorligere og mere betydningsfulde anliggender at standse op og tøve med at handle i overensstemmelse med den påståede sandhed i en sag“. I en retsafgørelse er det blevet fastslået at „’rimelig tvivl’ er en sådan tvivl som et retskaffent menneske måtte nære ved en ærlig søgen efter det der er sandt“. — Black’s Law Dictionary, s. 580.

Hvis der i en retssag er grund til at tvivle på et afgørende bevis eller vidneudsagn, kendes den anklagede ikke skyldig. Er det rimeligt at tvivle på at livet er opstået spontant ved et tilfælde? Rimeligt at tvivle på at amøber blev til fisk? eller fisk til padder? eller padder til rødkælke og ulve? Er det rimeligt eller urimeligt at tvivle på udviklingslæren?

Hvis du tror på udviklingslæren, så spørg dig selv, når du er alene i dit soveværelse og står foran spejlet, hvor du ikke taber ansigt over for nogen: Hvorfor tror jeg på udviklingslæren? Kan jeg anføre beviser? Kan jeg bevise den så jeg selv er tilfreds? Eller tror jeg kun på den fordi andre har sagt at jeg bør gøre det? Er den virkelig sand, „bekræftet i en sådan grad at der ikke er nogen rimelig tvivl tilbage“?