Fødselsdagsfester og deres oprindelse

EN KENDT personlighed fejrede for nylig sin 70 års fødselsdag — blot kaldte han det noget andet. „Det er 31-årsdagen for min 39-års fødselsdag,“ sagde han spøgende.

Folks syn på fødselsdage er højst forskelligt. Lille Peter ser måske med ivrig forventning frem til dagen med dens gaver og festligt dækkede bord, mens hans moder måske ikke bryder sig om at blive mindet om sin alder.

Nogle afholder sig endog af samvittighedsgrunde fra at fejre deres fødselsdag. Det forekommer dig måske mærkeligt. Men hvis du havde tilhørt den første kristne menighed, ville du heller ikke have fejret din fødselsdag.

„Skønt det blandt oldtidens folk var skik og brug at fejre årsdagen for sin fødsel, var det oprindelig ildeset blandt de kristne,“ skriver historikeren William S. Walsh i sin bog Curiosities of Popular Customs. Han citerer endvidere fra nogle af de første kristnes skrifter om emnet og siger: „I en prædiken over Tredje Mosebog xii 2 forsikrer Origenes sine tilhørere om at ’der blandt de hellige ikke kan findes en eneste som nogen sinde holdt en fest eller et stort gæstebud på sin fødselsdag eller fejrede den dag hans søn eller datter blev født. Det er kun syndere der holder store fester på den dag’.“

Hvorfra stammede de første kristnes afsky for fødselsdage? Til dels fra jøderne. „I Bibelen nævnes intet tilfælde hvor jøder har fejret fødselsdage,“ påpeger M’Clintock og Strongs Cyclopædia, og tilføjer: „I virkeligheden betragtede i hvert fald de senere jøder fødselsdagsfester som et led i afgudsdyrkelsen.“

Fødselsdage og astrologi

De første kristne havde naturligvis deres grunde til ikke at fejre fødselsdage. Dengang var der en nøje forbindelse mellem fødselsdage og hedensk religion, en forbindelse der er mindre iøjnefaldende i dag. „Den skik at fejre mindet om sin fødselsdag er . . . i sit indhold forbundet med visse primitive religiøse principper,“ hedder det i Encyclopædia of Religion and Ethics. Hvilke principper?

Spiritisme for eksempel. „Grækerne troede at ethvert menneske havde en beskyttende ånd eller dæmon som overværede den pågældendes fødsel og vågede over ham i livet. Denne ånd havde en mystisk tilknytning til den gud på hvis fødselsdag vedkommende var født. Romerne tilsluttede sig også denne tanke. De kaldte ånden genius. Denne opfattelse gik i arv til andre og afspejler sig i troen på den gode fe, skytsengelen eller skytshelgenen.“ — The Lore of Birthdays af Ralph og Adelin Linton.

Endnu en grund til at de første kristne undgik fødselsdagsfester var disse festers tilknytning til astrologi. „Når man i oldtiden tillagde det betydning at holde regnskab med fødselsdage, var det først og fremmest fordi fødselsdatoen var nødvendig for at stille et horoskop,“ siger forfatterne til ovennævnte værk. For de første kristne var astrologi forbundet med Østens religioner, den romerske stoicisme og gnostikernes fordrejede tankegang. De kristne ønskede ikke at have nogen del i alt dette!

Kirken ændrer indstilling

Med tiden ændrede navnkirken imidlertid sin opfattelse af fødselsdage. Hvorfor? Fordi hele kirkens indstilling til den romerske verden — forståeligt nok — ændrede sig da forfølgelsen ophørte under kejser Konstantin. Navnkristendommen, der i høj grad havde forvansket apostlenes lære, blev statsreligion. Hvad skete der nu med dens tidligere afstandtagen fra alt hvad der var hedensk?

Efterhånden som kirken „dukkede frem af forfølgelsens uvejr og kom ind i den kejserlige gunsts solskin,“ skriver Henry J. Vandyke, en præst fra forrige århundrede, „gik den fra den ringere opfattelse at kirken er frelst ud af verden, til den højere opfattelse at verden skal frelses gennem kirkens tjeneste.“

Hvad blev resultatet af en sådan ubibelsk tankegang? „Da kirken således åbnede sit hjerte for religionens menneskelighed, begyndte den også at nærme sig Jesu menneskelighed og med iver at søge efter dagen for hans fødsel, for at gøre den hellig.“ Hvis man kunne fejre Jesu fødselsdag, hvad så med andre fødselsdage? Herom skriver William Walsh: „Med fejringen af Kristi fødsel vendte fejringen af almindelige dødeliges fødselsdag tilbage.“

Nogen betydning i dag?

Alt dette skete for mange hundrede år siden. Hvorfor skulle det berøre fødselsdagsfester i dag? På den anden side: Hvorfor ikke? Hvis de kristne i det første århundrede hverken fejrede deres egen eller Jesu fødselsdag, hvorfor skulle sande kristne i vor tid så gøre det?

’Men er det ikke en yderliggående, fanatisk indstilling at have?’ vil nogle måske spørge. ’Hvad forkert er der egentlig ved at holde en fødselsdagsfest? Det har jo ikke noget med spiritisme eller astrologi at gøre i dag.’

Interessant nok kan meget af det der i dag hører med til en fødselsdagsfest, spores tilbage til gamle religiøse ritualer. „Skikken med tændte lys på kagerne begyndte med grækerne,“ siger ægteparret Linton. „Filokorus [en græsk historiker fra oldtiden] beretter at man på den sjette dag i hver måned, på månens og jagtens gudinde Artemis’ fødselsdag, anbragte honningkager der var runde som månen og pyntet med tændte kerter, på tempelaltrene for denne gudinde.“

Hvad er lysene et symbol på? „Ifølge folketroen besidder fødselsdagslys en særlig magisk kraft til at opfylde ønsker . . . Tændte kerter og offerild har haft en særlig mystisk betydning lige siden mennesket begyndte at bygge altre for sine guder. Fødselsdagslysene er således en ære og hyldest til fødselsdagsbarnet og bringer held og lykke,“ bemærker samme kilde.

Hvordan med den traditionelle fødselsdagslykønskning? I The Lore of Birthdays hedder det: „Fødselsdagshilsener og -lykønskninger er en uadskillelig del af denne helligdag. . . . denne skik har oprindelig rod i magi. Brugen af trylleord der skal udvirke noget godt eller ondt, er magiens vigtigste redskab. Man er særlig modtagelig for sådanne trylleord på sin fødselsdag, idet ens personlige ånder er på færde på det tidspunkt. . . . Fødselsdagshilsener har magt til at udvirke noget godt eller ondt fordi man på denne dag er nærmere åndeverdenen.“ — Side 20.

Vil det sige at kristne ikke kan have noget som helst at gøre med en skik der har sin oprindelse i falske religiøse ritualer? Nej. Mange almindelige skikke og sædvaner har en sådan oprindelse. Men når skikken i sin nutidige form er i modstrid med Bibelens principper, må sande kristne af samvittighedsgrunde nægte at tage del deri.

Selvforherligelse

Ægteparret Linton bemærker at fødselsdage adskiller sig fra andre helligdage derved at „alle gaverne og de gode ønsker er koncentreret om én selv. Den pyntede fødselsdagskage med de tændte lys er en personlig hyldest. Andre helligdage taler til hjertet, men fødselsdage taler til selvet.“

Er det en god idé at kristne deltager i fester der „taler til selvet“? Jesus sagde advarende til de stolte farisæere at „enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet“. (Matt. 23:12) Går man alt for højt op i at ’tale til selvet’ kan det føre til ydmygelse ved Guds hånd. „Lad os ikke blive selvoptagne,“ lyder apostelen Paulus’ formaning. — Gal. 5:26.

’Men hvorfor slå ned på så lille en ting som fødselsdage?’ vil nogle måske indvende. Fordi kristne tror at det bibelske princip: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget,“ gælder her. — Luk. 16:10.

Selv om en fødselsdagsfest måske er ’en lille ting’, drejer det sig alligevel om et stort princip. Det var først efter en væsentlig ændring i sin opfattelse at kirken i det fjerde århundrede begyndte at anerkende fødselsdage. Som omtalt på side 13, betegnede Henry J. Vandyke det bibelske princip at den kristne kirke „ikke er en del af verden“ som en „ringere opfattelse“. Men kristne der bygger deres tro på Bibelen kan ikke gå ind for en sådan tankegang!

Bibelen giver ingen steder kirken bemyndigelse til at forkaste Jesu udtalelse: „I [er] ikke . . . en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden.“ (Joh. 15:19) Hvorfra har kirken fået bemyndigelse til at forkaste Jesu ord og betragte det som en „ringere opfattelse“ og i stedet følge en hjemmelavet „højere opfattelse“, der går ud på at kirken skulle blive en del af verden for at kunne frelse den?

I Jakobs brev finder vi følgende direkte udtalelse: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ (Jak. 4:4) Lyder det som om kirken kan frelse verden ved at blive en del af den og antage dens skikke?

Noget bedre

Et barns fødsel er en glædelig begivenhed, men det perspektiv hvori den bør ses fremgår af følgende interessante udtalelse i Bibelen: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ (Præd. 7:1) Hvorfor forholder det sig sådan?

Fra fødselen har vi alle arvet ufuldkommenheden og synden fra vore første forældre, Adam og Eva. Vi er født uden at eje Guds gunst, med udsigt til et kort, byrdefuldt liv og så døden. — Job 14:1-4; Rom. 5:12.

Selv om vi alle er født under Guds vrede, så at sige, er situationen dog ikke håbløs. Bibelskribenten Johannes udtrykte det således: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ — Joh. 3:36.

Det ufuldkomne liv vi får ved fødselen er altså slet ikke virkeligt liv i Guds øjne. Det er grunden til at det er så vigtigt at have et „godt navn“ hos Gud. Hvis man har brugt sit liv til at skabe sig et sådant „navn“, kan det, når livet er forbi, i sandhed siges at ’ens dødsdag er bedre end ens fødselsdag’. Så er der håb om at man vil blive oprejst til liv igen. (Es. 26:19) Er det ikke bedre at kunne glæde sig over et godt forhold til Gud, end at fejre fødselsdag? Når alt kommer til alt er vi i hans øjne blot som „en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder“. — Jak. 4:14.

„De holder ikke fødselsdag“

Da et af Jehovas vidner for nylig aflagde besøg hos en familie, fik han at vide at naboerne inde ved siden af også var Jehovas vidner. Hvordan vidste familien at naboerne var Jehovas vidner? „De holder ikke fødselsdag!“ lød det fra en lille dreng.

„Det er rigtigt at Jehovas vidner ikke fejrer fødselsdag eller helligdage,“ bekræftede forkynderen, „men vidste du at vi kommer sammen på andre tidspunkter hvor vi har det hyggeligt og rart?“

Drengen gjorde store øjne. „Gør I?“ spurgte han.

Jehovas vidner bandlyser ikke fester og sammenkomster. Når de ikke fejrer fødselsdag skyldes det deres oprigtige ønske om at behage Gud. De har gjort den samme iagttagelse som andre kristne siden Origenes’ tid, nemlig at de to eneste fødselsdagsfester der omtales i Bibelen er dem der blev fejret af en ægyptisk farao og af Herodes Antipas, en romersk hersker, og ingen af disse var Guds tjenere. Det er også værd at lægge mærke til at der ved begge disse fester fandt en henrettelse sted. — 1 Mos. 40:20-22; Matt. 14:6-11.

Jehovas vidner glæder sig over livet. De glæder sig over sammen at kunne deltage i sunde adspredelser. De ser frem til det evige liv under Guds rige. (Matt. 6:9, 10; Åb. 21:3, 4) De tror at den tid vil komme hvor børn ikke længere vil blive født ind i en verden som er fyldt med sorg og elendighed. Til den tid vil enhver der fødes, med tillid kunne se frem til at leve så længe at det vil være meningsløst at tælle fødselsdage. Indtil da vil Jehovas vidner af oprigtig kærlighed til livet, såvel som til deres Gud, bestræbe sig for at behage ham, selv i ’små ting’ som deres indstilling til fester der stadig indeholder visse grundtræk fra falsk religion.