Er mennesket ude af stand til at holde fred?

Hvert år bruges der 4.000.000.000.000 kroner til rustninger. Er krig en grundlæggende del af menneskets natur?

DET kunne afgjort se sådan ud. Der bruges fire billioner kroner om året til rustninger. Det siges at verden kun har oplevet 26 dage med fred siden den anden verdenskrig sluttede. Når folk ikke kæmper mod deres nabolande, slås de ofte indbyrdes — religion mod religion, børn mod forældre, ægtemænd mod hustruer. Japanerne, som længe har været kendt for deres flid, harmoni og respekt for forældre, oplever nu en 42 procents stigning i ungdomskriminaliteten. I et nummer af Newsweek kaldes dette „Japans ungdomsrystelse“, og en stor del af denne kriminalitet synes at være „et sanseløst raseri“ mod lærere, forældre og politi.

Nogle mener at mennesket dybest set er et kampdyr og ude af stand til at holde fred. Dr. Polykarp Kusch, som er professor i kernefysik ved universitetet i Dallas og som i 1955 modtog nobelprisen, har sagt: „Til sidst, når de vigtigste ressourcer er opbrugt, vil vi gå løs på hinanden med bue og pil og stridsøkse.“

Men er krig en grundlæggende del af menneskets natur? Nej. Det fremgår af de mange eksempler på mennesker der lever i fred med hinanden. Tag for eksempel Tasaday-folket, der lever i de filippinske regnskove. En videnskabsmand der har levet sammen med dem i et stykke tid, siger: „De kender ikke til drab, mord eller krig! Har aldrig hørt om det.“ Og hvad med de godt to millioner Jehovas vidner der lever rundt omkring i næsten alle lande og som alligevel ikke blander sig i noget lands konflikter? I et portugisisk missionstidsskrift skriver en katolsk nonne følgende om Jehovas vidner i Moçambique: „Hvor helt anderledes ville verden ikke blive hvis vi alle vågnede op en morgen, fast besluttede på aldrig mere at gribe til våben, uanset hvad det måtte koste eller af hvilken grund det måtte være, ligesom Jehovas vidner!“ Så mennesket er i stand til at holde fred. Men når det er tilfældet, hvorfor er der så krige?

Hvorfor findes der krig?

Overfladisk set er der tilsyneladende adskillige grunde, og for de involverede lande synes disse grunde at være gode. Således har grænsestridigheder været årsag til nogle krige, mens virkelig eller indbildt frygt for økonomiske problemer har været kilden til andre. Det sidste ser ud til at have været en af grundene til at Japan påbegyndte sin ekspansion ind i Manchuriet forud for den anden verdenskrig. De forenede Stater befandt sig midt i den store depression fra 1929. Den deraf følgende nationale beskyttelsespolitik som USA og andre handelspartnere førte, var en medvirkende faktor i Japans beslutning om at række ud efter nærliggende lande for at øge sin indflydelse og udvide sine økonomiske muligheder.

Nationalisme, fordomme, uretfærdigheder og kommunikationsvanskeligheder har været årsag til andre konflikter, og i alt for mange tilfælde har soldater blot pareret ordre fra ledere som Hitler, Napoleon og Alexander den Store, som har haft et overdrevent ønske om personlig hæder og ære.

Disse indlysende årsager er imidlertid kun overfladiske. Hvad siger Bibelen om de egentlige grunde til krig? Bibelen viser at ondets rod er mennesket selv, og det er da også ofte blevet fremført at krige ikke skyldes krudt, kugler og kanoner, men mennesker, som, bør det nok tilføjes, er selviske. Erstat sådanne selviske egenskaber som fordom, had og skinsyge med kærlighed, medfølelse og tilgivelse, og det ville betyde enden på krig såvel som på alle andre former for strid. Jesus sagde: „Fra hjertet [kommer der] onde overvejelser, mord.“ — Mattæus 15:19.

Men hvorfor har mennesket disse skavanker? Er de en del af dets grundlæggende natur — måden det er skabt på? Nej. Bibelen viser at Gud skabte mennesket godt, fuldkomment. Som Prædikeren 7:29 forklarer: „Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ Det var først efter at menneskene havde søgt uafhængighed af Gud og hans styre, og derved havde syndet, at selviske tanker og ønsker begyndte at tage form i deres sind og hjerte. Dette førte så til vrede, strid og krig. — 1 Mosebog 4:5.

I Første Johannesbrev 5:19 omtales noget andet der har bidraget til ufred. Der siges: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ ’Den onde’, Satan Djævelen, har haft en gennemgribende indvirkning på menneskehedens historie og på dens krige. Hans ønske har været at vende alle mennesker bort fra Guds styre. Og krige har tjent dette formål godt. Ved at virke gennem dem der danner og former den offentlige mening og tankegang, har Satan haft held til at ophidse til krige, med gudvanærende resultater.

Endnu en årsag der medvirker til konflikter, er ifølge Bibelen dét at der ikke findes en stærk fælles regering som anerkendes af alle mennesker. Videnskabsmanden Isaac Asimov har sagt: „Det internationale samarbejde må tage form af en verdensregering der er tilstrækkelig effektiv til at træffe og gennemføre de nødvendige beslutninger, og mod hvilken de enkelte nationer hverken har ret eller magt til at løfte våben.“

Men ser vi ikke netop i vore dage et forsøg på en sådan verdensregering i form af De forenede Nationers organisation? Nej, for alle medlemslandene har holdt fast ved deres egen nationale suverænitet og har nægtet at overdrage den fornødne magt til De forenede Nationer. Det ser ud til at FN blot er et forum hvor man drøfter politiske forskelle snarere end en central regering som alle underordner sig. Når der har været konflikter mellem medlemslandene har FN kun været i stand til at løfte pegefingeren i misbilligelse og har ikke haft megen magt til at standse dem. De forenede Nationer er ikke den verdensregering vi har behov for.

Hvad med de krige der omtales i Bibelen?

Af de krige der omtales i Bibelen synes mange at have haft Guds godkendelse. Hvordan kan det være? En nærmere undersøgelse af de krige som Gud stod bag, vil afsløre at de er eksempler på hvordan Jehova har udøvet sine rettigheder som universets Suveræn. Som „den, der dømmer hele jorden“ har Jehova i sandhed ret til at fjerne ondskaben og umoraliteten fra jorden. (1 Mosebog 18:25) Hertil har han til tider brugt naturfænomener, såsom oversvømmelse og jordskælv, mens han til andre tider har benyttet bestemte nationer til at fuldbyrde sin dom. — 1 Mosebog 6:5-8; 4 Mosebog 31:3.

Dette ser vi især i tilfældet med Israels folk. Gud gav israelitterne ordre til at drive Kana’ans efterkommere ud af det forjættede land. Årsagen hertil fremholdes klart i Femte Mosebog 9:4, hvor der siges: „Det er for disse folks ugudeligheds skyld, at [Jehova] driver dem bort foran dig!“ I Halley’s Bible Handbook oplyses det på side 161 om disse folk: „Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod . . . i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder. Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og Gomorra på nationalt plan. . . . Havde en civilisation af så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“

Interessant nok viser Bibelen at Jehova snart igen vil udøve sin autoritet som den øverste Suveræn i universet ved at gøre ende på alle der i vore dage bryder hans morallove. — 1 Korinter 10:11, 12; 1 Tessaloniker 5:1-9.

Hvilket håb er der om en verden uden krig?

Bibelen omtaler Jehova som „den Gud som giver fred“. (Romerne 15:33) Eftersom menneskets bestræbelser for at skabe fred alle er endt så sørgeligt, lad os da undersøge hvad Jehova vil gøre for at skabe fred.

Den fred Gud tilbyder, bygger ikke på frygt for andre landes raketlagre eller på gensidige fredsaftaler. Bibelen viser at hans vej til fred begynder med en oplæring som vil medføre en virkelig forandring i menneskers tankegang og i de holdninger der ligger til grund for hele problemet. Statsledere har længe benyttet sig af oplæring for at få de opvoksende børn til at følge sig i krig. Mitsui Sanshiro, for eksempel, der i tolv år var indrulleret i den japanske hær i Manchuriet og som nu er et kristent vidne for Jehova, kan huske at han lærte shushin, eller „morallære“, lige fra sin første skoledag til han fik sin eksamen. I „morallæretimerne“ lærte børnene at det var en stor ære at give sit liv for sit land og sin kejser. Jehova, derimod, vil undervise sit folk i fredens veje. Som det siges i Esajas 54:13: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“

Ved studium af Bibelen lærer mange kristne at følge fredens vej. Blandt andet fortæller en japaner hvordan han fra at have været professionel revolutionær forandrede sig og blev en fredelig kristen ved hjælp af netop et sådant studium. I gymnasiet læste han bestselleren Toshi Ronri, eller „Byens logik“, som i detaljer viser hvordan bysamfundet er blevet mere og mere korrupt. Han lod sig opflamme af taler og af bøger han læste om eksistentialismen, kommunismen og andre radikale filosofier.

Han følte at han måtte gøre noget der kunne føre til en forandring. På et tidspunkt blev han aktivt engageret i den ultraradikale „Røde Hær“. Dens mål var gennem en voldelig revolution at forandre styret og erstatte det af et nyt proletarisk (arbejder-) samfund. Men efterhånden blev han skuffet over såvel interne stridigheder og mord på anderledestænkende inden for gruppen som over den uret de begik mod uskyldige borgere for at nå deres mål. Han forlod gruppen og begyndte senere at studere Bibelen med Jehovas Vidner. I dens budskab fandt han hvad han havde søgt: grundlaget for sand fred og håbet om en bedre verden. Han så også de virkninger som oplæring i fred allerede havde haft blandt Jehovas vidner. Nu bruger han sammen med sin kone og sine tre børn mange timer hver måned på at fortælle andre om hvordan Gud vil indføre fred.

Behovet for en central verdensregering som alle villigt tilslutter sig, har længe været anerkendt som nøglen til verdensfred. Ønsket om at etablere en sådan regering har været baggrunden for mange vordende verdensherskeres bestræbelser, såvel som for oprettelsen af De forenede Nationer.

I Daniels bog i Bibelen vises det at Jehova netop vil oprette en sådan verdensregering — der vil fjerne alle nuværende, indbyrdes stridende, styreformer. I Daniel 2:44 siges der: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“

Denne verdensregering fra Gud vil gennemføre nogle meget nødvendige forandringer for at opnå fred. Den vil ødelægge alle våben. (Esajas 2:4; Salme 46:9, 10) Den vil udviske alle landegrænser og derved muliggøre en ligelig og fornuftig fordeling af verdensbefolkningen og ressourcerne. Den vil nedbryde sprogskranker ved at skabe mulighed for at alle kommer til at tale samme sprog — et problem der længe har været med til at hindre verdensfreden. Denne regering vil skabe en atmosfære hvor mennesket igen vil kunne opnå fred med Skaberen og fuldkommenhed i sind og hjerte — hvilket alt sammen er væsentligt for sand og varig fred. — Zefanias 3:9; Åbenbaringen 21:3, 4; 22:2.

Men er det ikke alt sammen utopi? Vil der ikke være nogle som simpelt hen ikke vil tilpasse sig og indordne sig under Guds verdensregering, der vil gennemføre og opretholde fred? Dette er en realistisk mulighed, som Bibelen da også nævner. Allerede nu viser mange mennesker en stærk tilbøjelighed til at give efter for deres nedarvede ufuldkommenhed, og de modsætter sig tanken om at anerkende Guds ret til at styre og om at adlyde hans love. Som nævnt vil Jehova atter udøve sine rettigheder som universets Skaber og Suveræn, idet han vil fjerne sådanne oprørere, efter at have givet dem tilstrækkelig lejlighed til at lære hans bud at kende og at adlyde dem. Dette vil være en absolut betingelse for at de virkeligt fredselskende menneskers interesser kan beskyttes. I Salme 37:10, 11 siges der: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere . . . Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“

Lykkeligvis fremgår det af Bibelen at vi nu lever på den tid da vi kan begynde at se disse storslåede løfter blive opfyldt. Gud selv vil snart fjerne alle der tilskynder til og støtter krig. Hvilken usigelig glæde! Årtusinders drøm vil snart gå i opfyldelse. Der vil komme sand og varig fred! Guds vilje står fast. Vil vi underordne os den? Dette er et valg hver enkelt af os selv må træffe. Som det udtrykkes i Guds ord: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve.“ — 5 Mosebog 30:19; Josua 24:15.

[Tekstcitat på side 6]

Medlemslandene har nægtet at overgive al magt til FN. Når der har været konflikter har FN ikke haft megen magt til at standse dem

[Tekstcitat på side 8]

Behovet for en central verdensregering har længe været anerkendt som nøglen til verdensfred. Guds verdensregering vil gennemføre de nødvendige forandringer

[Tekstcitat på side 9]

Guds vej til fred begynder med en oplæring der medfører en virkelig forandring i menneskers holdning

[Illustration på side 5]

Som kontrast til den krigshærgede verden får den fredfyldte Hiroshimapark i Japan én til at tænke på ordene i Salme 37:10, 11: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere . . . Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“

[Illustration på side 6]

Symbol på at nationerne smeder deres sværd til plovjern (FN-bygningen)

[Illustration på side 7]

Symbol på menneskets længselsfulde ønske om fred (Fredsparken i Nagasaki)