Det sværeste ord at få over sine læber

„JEG var ked af det på min kones vegne,“ fortalte den medfølende ægtemand. „Hun havde haft så travlt med at lave frokost til nogle af sine unge venner; men da tiden kom hvor de skulle indfinde sig, viste der sig ingen. Først var hun lettere irriteret. Så indigneret. Så direkte vred — ja, det var lige før tårerne piblede frem efterhånden som tiden gik. Hendes ’gourmet’-frokost begyndte at blive spoleret. Og ingen gjorde sig ulejlighed med at ringe og forklare forsinkelsen.“ Han fortsatte: „I situationer som disse begynder man at frygte det værste. (Hvad er der sket? En ulykke?) Nå, men omsider dukkede to af dem op. De andre blev bare væk.“

Dette kunne have været indledningen til et brudt venskab — hvilket en kristen adfærd heldigvis forhindrede. „Næste dag,“ fortæller ægtemanden videre, „ventede min kone at hendes venner, når de så hende ville undskylde deres glemsomhed. Men hun fik blot et par nervøse smil og et hurtigt ’Hej!’ Der gik adskillige dage. Og så besluttede min kone, til min stolthed, at gå hen for at tale med dem. Nogle tårer, nogle omfavnelser, og sagen var glattet ud. Dog slog det mig bagefter: ’Hvorfor kunne de ikke lige så godt have sagt undskyld?“’

„Undskyld“ lader til at være det sværeste ord at få over sine læber. Hvorfor? Måske fordi man ved at bruge det indrømmer sin skyld. At indrømme at man har fejl i al almindelighed synes ganske vist ikke at være så svært. Hvis man gør en anden opmærksom på at han er ufuldkommen, vil han blot svare: „Det er vi vel alle sammen?“ Men fortæl ham at han er egoistisk, stolt, hoven, barnlig eller irriterende — og du vil såre ham dybt. Det er intet under at Bibelen råder os til at overse, tåle og tilgive andres fejl. — Ordsprogene 17:9; Efeserne 4:32; Kolossenserne 3:13.

Selv om det kan forekomme nogen ubetydeligt om man kommer rettidigt til en frokost eller ej, er det netop sådanne mindre forseelser som ofte skaber tilsyneladende uovervindelige skranker mellem mennesker. Dog kan den slags skranker ofte nedbrydes med et eneste ord — UNDSKYLD!

Jamen, hvem skal være den første til at sige det? „Ikke mig!“ siger du måske. Du har analyseret situationen og har bedømt dig selv til at være uden skyld. „Den ene af os må da have ret,“ hævder du. Men ved at ræsonnere sådan glemmer du at din modpart sandsynligvis ser tingene fra en anden synsvinkel. (Ordsprogene 18:17) Ingen af jer vil give sig. Hvis I hver især betragter det som et nederlag at sige undskyld, befinder I jer så at sige i hver sin skyttegrav og forbereder jer på en langvarig kamp.

Bibelen viser imidlertid at selv langvarige uoverensstemmelser kan bilægges når man er villig til at ofre sin stolthed. Læg for eksempel mærke til patriarken Jakob. Han var villig til at ofre mere end sin stolthed for at afslutte en strid. Rivaliseringen mellem ham og hans tvillingebroder, Esau, kunne spores tilbage til deres fødsel. Den slog ud i direkte had da Jakob styrede begivenhederne sådan at han fik den førstefødtes velsignelse, en rettighed som Esau havde solgt ham for en ret linser. (1 Mosebog 25:22-34; 27:1-41) Jakob måtte flygte for livet. Og Esaus had til Jakob blev ikke mindre efterhånden som årene gik.

Men en dag kom det til en konfrontation. Jakob sendte ydmygt bud til Esau om at mødes med ham. Når man læser beretningen i Første Mosebog, kapitlerne 32 og 33, fornemmer man stærkt det spændte forhold mellem de to stridende brødre mens de forbereder dette møde; Jakob med sine hjorde og sine børn, Esau med sine 400 mand! Esau pønser utvivlsomt på mord. Men Jakob er besluttet på fred. Ydmygt viser han et oprigtigt tegn på venskab. I hundredvis af værdifulde geder og får, og mange køer, kameler og tyre, overbragt af Jakobs tjenere, udgør fredsofferet. Det er ikke vanskeligt at forestille sig Esaus overraskelse da han ser dette udtryk for offervilje.

Men der måtte endnu mere til for at opnå fred. Hvad gjorde Jakob da han stod ansigt til ansigt med Esau? Beretningen fortæller: „Selv gik han frem foran dem og kastede sig syv gange til jorden, før han nærmede sig sin broder,“ som om han anerkendte at han stod over for en der var højere. Virkningen? „Esau løb ham i møde og omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd.“ — 1 Mosebog 32:13-15; 33:1-4.

Hvad kan man lære af dette? At der i en personlig uoverensstemmelse er ting som er vigtigere end at have ret eller uret. Det er vigtigt at freden bevares. Er der opstået en uoverensstemmelse mellem dig og en anden, spørg så dig selv: „Ser jeg tingene fra modpartens synsvinkel? Har jeg handlet kristent? Er jeg villig til at ydmyge mig? Kan jeg være den første til at sige undskyld, fordi jeg har bragt den anden i forlegenhed?“

Man siger ofte: „Undskyld er jo bare et ord.“ Men hvilket magtfuldt ord. Prøv at være den første til at sige det! — Mattæus 5:9, 23, 24.