Modstand mod bibelundervisning

1179 Pave Alexander III nedlægger forbud mod valdensernes forkyndelse, som de udfører ved hjælp af en oversættelse af dele af Bibelen til det jævne folks sprog.

1184 Ved synoden i Verona beslutter pave Lucius III, støttet af kejser Frederik I Barbarossa af Det hellige romerske Rige, at alle bibelelskende „kættere“ der vedholdende forkynder eller blot tænker i modstrid med den katolske dogmatik skal ekskommuniceres og overgives til de borgerlige myndigheder for at blive straffet (sædvanligvis brændt).

1199 Pave Innocens III fordømmer franske oversættelser af Salmerne, evangelierne og Paulus’ breve, og forbyder møder der i bispedømmet Metz i Frankrig afholdes med det „forkastelige formål“ at studere Bibelen. Ethvert eksemplar af disse oversættelser der kan opspores, bliver brændt af cisterciensermunke.

1211 Efter ordre fra pave Innocens III organiserer biskop Bertram af Metz et korstog imod alle der læser Bibelen på deres modersmål, og alle sådanne bibler der kan opspores bliver brændt.

1215 Den fjerde lateransynode afholdes, og de tre første kirkelove der vedtages vender sig mod kættere der vover „selv at påtage sig at forkynde“. Dictionnaire de Théologie Catholique nævner at disse forholdsregler hovedsagelig var møntet på valdenserne der forkyndte ved hjælp af bibler oversat til de sprog folk kunne forstå.

1229 I den 14. kirkelov fra synoden i Toulouse erklæres det: „Vi forbyder lægfolk at have noget som helst eksemplar af bøgerne fra Det gamle og Det nye Testamente i deres besiddelse, undtagen Salmerne og de dele af dem der indeholdes i Breviarbønnen og i Tidebønnen til den hellige Jomfru; og vi forbyder på det strengeste endog disse på folkesprogene.“

1246 I den 36. kirkelov fra synoden i Béziers indskærpes det: „Man må sørge for at alle tilbørlige og lovlige midler tages i anvendelse for at forhindre lægfolket i at besidde teologiske bøger, også latinske, og gejstligheden i at besidde udgaver af sådanne bøger på folkesprogene.“

1559 „[Pave] Paul IV anførte en hel række latinske bibler blandt Biblia prohibita (forbudte bøger); og han tilføjede at bibler på folkesprogene hverken måtte trykkes eller ejes uden Inkvisitionens tilladelse. Dette var ensbetydende med et forbud mod at læse Bibelen på modersmålet.“ — Dictionnaire de Théologie Catholique, bind 15, spalte 2738.

1564 Den fjerde regel i Index (Fortegnelsen over forbudte bøger) udgivet af pave Pius IV siger: „Erfaringen har vist at hvis man kritikløst tillader folk at læse Bibelen på deres eget sprog, vil der, på grund af menneskenes ubesindighed, ske mere skade end gavn.“

1590 Pave Sixtus V befaler at ingen må læse Bibelen på andre sprog end latin „uden særlig tilladelse fra pavestolen“.

1664 Pave Alexander VII sætter alle bibler på folkesprogene på Fortegnelsen over forbudte bøger.

1836 Pave Gregor XVI udsender en advarsel til alle katolikker om at den fjerde regel i Pius IVs Fortegnelse fra 1564 stadig er gældende.

1897 I sin forordning Officiorum opstiller pave Leo XIII følgende begrænsninger angående brugen af bibeloversættelser: „Alle bibeloversættelser til modersmålene, også de der er udgivet af katolikker, er strengt forbudte medmindre de er godkendt af pavestolen eller udgivet under overopsyn af biskopper og indeholder forklarende notater hentet fra kirkefædrene og lærde katolske skribenter. . . . Alle udgaver af De hellige Skrifter der er fremstillet af en hvilken som helst ikke-katolik og på et hvilket som helst folkesprog, er forbudte, især de der er udgivet af bibelselskaber som paven af Rom ved adskillige lejligheder har fordømt.“

1955 Med behørig „Nihil Obstat“ og „Imprimatur“ fra kirkelige myndigheder opsummerer den franske katolske forfatter Daniel-Rops grundene til den katolske kirkes modstand mod bibelundervisning således: „Ved at tilbagegive Bogen [Bibelen] dens overhøjhed og navnkundighed begik Luther og de andre ’reformatorer’ den utilgivelige fejl at skille den ud fra den tradition der havde beskyttet dens tekst og bidraget så meget til forståelsen af den. Da Bibelen først blev den eneste kilde til tro og til åndeligt liv for mennesket, blev den et middel til at klare sig uden Kirken . . . Den katolske kirke . . . reagerede ved på Tridentinerkoncilet [1545-1563] at tage forholdsregler der blandt andet forbød de troende at læse bibeloversættelser på deres eget sprog medmindre disse oversættelser var anerkendt af Kirken og indeholdt kommentarer der var på linje med den katolske tradition. . . . Det blev almindeligt at høre folk gentage at ’en katolik ikke burde læse Bibelen’.“ — Qu’est-ce que la Bible? (Hvad er Bibelen?)