Hvad er et stort menneske?

HVAD forstår du ved „et stort menneske“? Sikkert en der har udrettet noget bemærkelsesværdigt. Men de fleste vil indrømme at et menneskes personlige egenskaber og dets holdning til andre også har stor betydning.

Ville du foretrække at være sammen med en der regner med at andre skal gøre næsten alt for ham, eller med en der kan lide at gøre noget for andre? Ville du helst leve sammen med en der kræver andres kærlighed, eller med en der selv forstår at vise kærlighed?

Du finder sikkert egenskaber som mod og åndelig styrke beundringsværdige. Men virker de ikke endnu mere tiltalende når de er parret med viljen til at gøre noget der er til varig gavn for andre?

Stor kundskab og visdom aftvinger beundring. Men er det ikke også rigtigt at man sætter mest pris på den der bruger sin kundskab til at hjælpe andre med — så de, om muligt, kan opnå et tilfredsstillende og meningsfyldt liv?

Flere af historiens stærke herskere er blevet kaldt „store“. Men hvilken type hersker vil du helst leve under? En der kaldes „stor“ på grund af sine krige, eller en der bruger sin myndighed sådan at han vinder sin befolknings kærlighed og tilslutning?

Der findes mange som har en eller to særlig gode sider. Men hvem har alle de egenskaber der virkelig tæller?

Hvem kan leve op til betegnelsen?

Alexander, som havde tilnavnet „den Store“, er blevet kaldt en af de største herskere der nogen sinde har levet. Han var dygtig som strateg og heltemodig som kriger, men han lå også under for storhedsvanvid og vellevned. Han forlangte at blive erklæret guddommelig, og fik til sidst sin vilje. Engang dræbte han en af sine nærmeste venner i en rus. Efter et længere gilde hvor han havde spist og drukket tæt, blev han syg og døde, endnu ikke 33 år gammel.

Napoleon Bonaparte havde en af de mest strålende karrierer Vestens historie har kendt. Han var en dygtig reformator og en begavet hærfører. Men korporalen fra Corsica blev også til ulykke for mange, idet millioner af menneskeliv gik til på grund af hans ærgerrighed.

Sokrates regnes blandt de største filosoffer og lærere i historien. Men hvad var det han lærte? En af hans hovedteser var at mennesket ikke kan handle forkert når det ved hvad der er rigtigt. Menneskehedens historie har vist at dette ikke passer. Han underviste andre ved hjælp af skarpt ironiske spørgsmål, som han brugte for at overbevise modparten om at dennes meninger kun hvilede på indbildning. Han byggede en stor del af sin lære på sin egen forstand — og på en indre røst som han hævdede at høre, en stemme han kaldte med det græske navn daimonion.

Mange har været genier på ét felt men håbløse på andre. Ludwig van Beethoven var et musikalsk geni og er, som et leksikon siger, „af mange anerkendt som den største komponist der har levet“. Men han var også kendt for at være meget upraktisk anlagt hvad det dagligdags angik. Hans dårlige forstand på økonomi var skyld i at han ofte var totalt pengeløs.

Andre genier og store kunstnere har ødelagt deres liv ved umoralitet, drikkeri og narkomani. Findes der da slet ingen som kan leve op til alt hvad man forventer af et virkelig „stort“ menneske — en der har alle de egenskaber der tæller?

Jo, der er én som millioner af mennesker i tidens løb har tilskrevet alle ønskværdige egenskaber — Jesus Kristus. Han havde sit liv og virke i Palæstina for knap 2000 år siden. Det er interessant at mange andre „store“ mænd anerkender hans storhed, som det fremgår af citaterne i rammen på næste side.

Vidnesbyrd om at han har levet

Især i det nittende og op i det tyvende århundrede har visse kritikere benægtet at Jesus overhovedet har levet. De hævder at hans liv kun er en myte, en række historier samlet eller opfundet af nogle jødiske svindlere for længe siden.

Men kunne almindelige svindlere opfinde et sådant mesterværk? Eller, som den amerikanske teolog Theodore Parker spørger: „Skal man bilde os ind at et sådant menneske aldrig har levet, at hele beretningen er en løgn? Sæt nu at Platon eller Newton slet ikke har levet. Hvem har da gjort deres gerninger eller tænkt deres tanker? Der skal en Newton til at udtænke en Newton. Men hvem kan have opfundet Jesus? Ingen andre end Jesus.“

Foruden Bibelen selv som den primære kilde, er der mange andre pålidelige historiske kilder der bekræfter at Jesus har levet. For eksempel nævner den berømte historiker Flavius Josefus fra det første århundrede: „På den tid fremstod Jesus, der var et viist menneske, om vi nu i det hele taget bør kalde ham menneske, for han gjorde mange undergerninger, og var sådannes lærer, der med glæde tog imod sandheden. Han samlede mange jøder, men også mange grækere om sig.“ — Jødernes Oldtidshistorie, bog XVIII, kap. 3, stk. 3; oversat af Louis Nielsen.

Adskillige af de berømte ikke-kristne skribenter i det første århundredes Rom har også nævnt Jesus og hans disciple. Blandt dem er historikeren Tacitus, forfatteren og embedsmanden Plinius den Yngre, skribenten Suetonius, digteren Juvenal, og den stoiske filosof Lucius Seneca, som levede samtidig med Jesus og var den førende intellektuelle skikkelse i Rom i midten af det første århundrede.

Om sådanne ikke-kristne skribenter fra datiden siger leksikonnet Encyclopædia Britannica: „Disse uafhængige oplysninger beviser at ikke engang kristendommens modstandere betvivlede at Jesus virkelig havde levet.“ — 1980-udgaven, bd. 10, s. 145.

Nogle indvender at hvis Jesus var så stort et menneske, burde de historiske beretninger fra hans samtid have gjort mere ud af ham. Til imødegåelse af dette sagde Blaise Pascal (der også er citeret i rammen til højre) at Jesus levede „så ubemærket (efter hvad verden kalder ubemærket) at de historikere der kun skrev om betydningsfulde politiske begivenheder, næppe har taget notits af ham“.

Og dog er der en overflod af historiske vidnesbyrd. Selv den berømte lægemissionær Albert Schweitzer, der var kendt for sin skepsis, indrømmede: „Vi må tilstå at der ikke er mange af oldtidens personligheder om hvem vi kender så mange uomtvistelige historiske kendsgerninger og fra hvem så mange udtalelser er blevet bevaret som tilfældet er med Jesus.“

Beviserne er klare: Jesus Kristus er en historisk person. Og han levede op til det man forventer af et menneske der virkelig er „stort“. Han er den største der nogen sinde har levet.

Jo mere detaljeret man beskæftiger sig med Jesu liv, jo mere overbevises man om hvor stor han var.

[Ramme på side 3]

Hvilket menneske vil du foretrække?

● Den der regner med at andre gør alt for ham

ELLER . . . den der kan lide at gøre noget for andre?

● Den der har skaffet sig stor rigdom

ELLER . . . den der gør noget til gavn for andre?

● Den der har stor kundskab

ELLER . . . den der bruger sin kundskab til hjælp for andre?

● Den der har vundet berømmelse i krig

ELLER . . . den der er afholdt for sine gode egenskaber?

[Ramme på side 5]

HVORFOR DE BEUNDREDE JESUS

• Napoleon skal have sagt: „Alexander, Cæsar, Karl den Store og jeg selv har grundlagt imperier, men hvad grundlagde vi vort genis frembringelser på? På magt. Jesus Kristus alene grundlagde sit rige på kærlighed.“

• Om Jesu enestående personlighed skrev den berømte franske filosof Rousseau: „Hvilken ophøjethed i hans grundsætninger! Hvilken dybde af visdom i hans taler! Hvilken åndsnærværelse, hvilken skarpsindighed, hvilken præcision i hans svar! Hvilken evne til at beherske sine følelser! Hvor er den mand, hvor er den filosof, der kunne leve og dø sådan, uden svaghed, og uden at stille sig selv til skue?“

• Den berømte franske matematiker, fysiker og filosof Blaise Pascal fra det syttende århundrede sagde i sit skrift „Beviser for Jesus Kristus“ angående Jesus som lærer: „Jesus sagde store sandheder så enkelt at det forekommer som om han slet ikke har tænkt over dem, og dog så klart at han tydeligvis må have tænkt over dem. Denne klarhed sammen med denne enkelhed er vidunderlig.“

• Mahatma Gandhi, staten Indiens hinduiske „fader“, sagde engang til Lord Irwin, den tidligere vicekonge af Indien: „Når Deres og mit land kan mødes om den lære som Kristus opstillede i denne bjergprædiken, vil vi have løst ikke blot vore egne landes problemer, men hele verdens.“

[Illustrationer på side 4]

Alexander

Napoleon

Sokrates

Beethoven