Sport og familien — en ligevægtig holdning

Sport — hvorfor den stigende vold?

„DETTE kvindemenneske kom løbende hen imod mig og råbte skældsord efter mig. Jeg trak mig lidt tilbage. Så sparkede og kradsede hun.“ Den anden tog til genmæle: „Jeg gik derhen, og hun langede ud efter mig, og jeg sparkede efter hende, men vi ramte begge ved siden af. Ærgerligt at jeg ikke ramte. Jeg skulle have forsøgt igen.“

Hvad drejede det sig om? Var det en kvindelig brydekamp? Nej, det var to canadiske mødre der var kommet op at skændes ved en fodboldturnering hvor deres tiårige sønner spillede med.

Dette illustrerer uden tvivl et af de problemer nogle børn har når de dyrker sport — nemlig deres forældre. En amerikansk moder skriver om sin søns baseballspil: „Vi fremholdt for vore drenge at det var noget særligt, et privilegium . . . Og det var os der blev revet med. Vi trak vores egen konkurrenceånd ned over hovedet på de stakkels unger, og før vi vidste af det spillede de ikke baseball for deres fornøjelses skyld, men for at gøre os glade.“

Men hvorfor lægger forældre og trænere da så stort pres på de små? „Forældrene går over grænsen når de overidentificerer sig med deres børn, eller forsøger at leve gennem dem,“ siger børnepsykologen dr. Leonard Reich i New York. „For nogle forældre er det en chance for at genopleve deres ungdom.“ Det eneste problem er at de er tilbøjelige til at betragte børnenes spil ud fra de voksnes forudsætninger. Resultatet er at det der skulle være morskab og adspredelse, bliver til en kamp om at vinde for enhver pris.

Vær interesseret — men ligevægtig

Forældre bør naturligvis interessere sig for deres børns adspredelse, men de bør gøre det på en ligevægtig og konstruktiv måde. Ishockeystjernen Bobby Orr forklarer: „Min fader pressede mig aldrig til at spille. Jeg spillede ishockey fordi jeg kunne lide det.“ Atletiktræneren Vincent Chiapetta fra New York forklarer angående sin søn: „Skønt jeg selv var beskæftiget med atletik, forsøgte jeg ikke at tvinge min dreng til at løbe. . . . Jeg overværede hans løb fordi han var min søn og jeg havde ansvar for ham. Men da jeg så træneren lægge pres på drengene, sagde jeg til ham at jeg meldte min søn ud. Jeg lod ham vide at for mit vedkommende er dét at vinde ikke det eneste. Når det kommer til stykket er et løb kun et løb.“

Hvad siger børnene så til at mor og far deltager sammen med dem? Rick Rittenbach, der har fem søskende, fortæller fra sine drengeår: „Da vi var seks børn, skete det ofte at vi spillede rundbold eller volleyball. Og vi morede os herligt når mor og far var med. Det var tydeligt at de også nød det. Jeg er sikker på at det var en af de mange ting der var med til at give os sammenhold i familien.“

Uformel sportsudøvelse kan være forfriskende for alle, uanset alder. Men især børn betragter en sådan adspredelse som noget særligt; og hvis adspredelsen samtidig er forbundet med et godt forhold til forældrene, virker den dobbelt godt. Så får man en lykkelig, sund og forenet familie. Men hvordan opnår man dette? Ved at vise ligevægt. Sport eller idræt bør være fornøjelse og adspredelse, ikke dødelig konkurrence på en veritabel slagmark.

Er legemlig opøvelse gavnlig?

Giver Bibelen nogen praktisk vejledning angående sport?

Først og fremmest kan vi hæfte os ved et værdifuldt grundlæggende råd som Bibelen giver, nemlig: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ (Filipperne 4:5) Her anbefales en ligevægtig holdning på alle områder. I datidens græskorienterede verden, hvor idrætsudøvelse blev sat højt, skrev apostelen Paulus til en ung kristen: „Opøv dig i åndelig henseende. Fysiske øvelser er nyttige nok, men åndelighedens nytte er ubegrænset.“ (1 Timoteus 4:7, 8, Jerusalem-Bibelen) En anden oversættelse siger: „Træning af legemet er til begrænset gavn.“ — The New English Bible.

Hvis værdien er begrænset, er det da klogt at ofre al sin tid på sport? Er livets sande værdier baseret på sport? Og hvad nu hvis den sportsgren det drejer sig om, strider mod grundlæggende kristne principper som det at man skal ’elske sin næste som sig selv’ eller ’gøre mod andre som man ønsker at de skal gøre mod en selv’? Hvad nu hvis udøvelsen af sporten betyder at man kommer unødigt sammen med mennesker som ikke går ind for kristne principper? Vil det ikke undergrave åndeligheden? Første Korinterbrev 15:33 svarer: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“

Som adspredelse kan sport være til en vis gavn, men hvis man går for højt op i den, er der nogle farer man må være opmærksom på. Bibelen giver denne retningslinje: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) I den foregående artikel pegede vi på at øget konkurrenceånd kan føre til vold. For megen kappestrid ødelægger også meget af fornøjelsen, fordi vægten ikke lægges på det at være med, men på det at vinde.

Andre oversættelser af dette skriftsted lyder: „Vi må . . . afstå fra forfængeligt praleri.“ (Seidelin) „Da vil vi ikke behøve at søge ære og popularitet.“ (The Living Bible) Unge mennesker lokkes af drømme om succes. De drømmer om at blive den første, den bedste, den der bliver tiljublet af andre. For det store flertal kan drømmen aldrig gå i opfyldelse. For de få „udvalgte“ er prisen høj, ofte frygtelig høj. Det har en amerikansk fodboldspiller, Darryl Stingley, måttet sande. Som følge af en enkelt hård tackling i august 1978 har han siden været lammet fra halsen og ned.

Den brasilianske fodboldstjerne Heitor Amorim bringer emnet i fokus idet han siger: „Man må aldrig glemme at det er ganske få der bliver stjerner og opnår alle de æresbevisninger der følger med succes. For hver der bliver til noget stort er der tusinder der skuffes. De opgiver deres studier, er ikke gode nok på sportspladsen, og får så — hvad? — en kold skulder. Ingen har lyst til at kende en taber i dag.“

Hvad er da, når det kommer til stykket, den bedste vejledning at følge hvad sport angår? Vi vil lade den tidligere australske fodboldspiller Peter Hanning (der var professionel i USA fra 1964 til 1975) svare: „Mit råd til unge mennesker er: Nyd at udfolde jer fysisk. Sport fremmer sundheden og glæden, når bare den betragtes som adspredelse eller tidsfordriv. Men professionel sport er noget andet. Den kræver total selvopofrelse, en hengivelse der udelukker alt andet. Og den pris man betaler er høj — alle forhold, hvad enten det er til mennesker eller til Gud, vil lide under det. Man kommer ind i en selvtilstrækkelig verden af smiger, misundelse, stolthed, griskhed og umoralitet. Og man er hele tiden i fare for at blive gjort til krøbling. Eller, hvad der måske er værre for dem der har en samvittighed, man kan risikere at tilføje en anden en alvorlig skade. Selv fik jeg brækket armen, brækket næsen (fire gange), brækket kindbenet, fjernet knæbrusken, jeg fik en rygskade, og to gange hjernerystelse. Og i sammenligning med flere andre var det billigt sluppet!“

Selv om det er sandt at „unges stolthed er deres styrke“ (Ordsprogene 20:29), må vi huske at et godt forhold i livet ikke afhænger af styrke, men af visdom. Nyd derfor at dyrke sport, men vær ligevægtig. Find adspredelse ved det, men bliv ikke besat af det.

[Illustration på side 9]

„Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt.“ — 1 Timoteus 4:8.