Værd at vide om surfriding

Fortalt til Vågn op!-​korrespondent i Australien

HVORDAN føles det at stryge ubesværet af sted med bølgerne ved en smuk, solbeskinnet strand? I hele verden er der tusinder der regelmæssigt gør dette for at føle den kriblende fryd det giver. De er surfridere, og surfriding er deres særlige fornøjelse. Jeg bad tre australske venner give deres bud på hvad der især gør surfriding tiltrækkende. Ved at læse deres erfaringer vil man også få et velanbragt råd med på vejen. Først vil jeg lade John Gittins fortælle sin beretning:

„Jeg blev vækket af tordenen fra de høje bølger der slog ind mod den vulkanske klippe under mig. Lyden fyldte mig på én gang med spænding og en smule skræk. Hvorfor? Fordi jeg om lidt skulle sætte mine evner og kræfter på prøve ved surfriding på disse kaskader af vand.

Stadig halvt i søvne famlede jeg omkring i mørket i min lille vogn efter mine surfriding-shorts. Da jeg åbnede bilens døre blev mine vildeste drømme opfyldt. Perfekte bølger på godt tre meter stod omkring pynten ind i den smukke Honoluabugt på den hawaiianske ø Maui. Hvad jeg så ud på, var en surfriders drøm.

Jeg havde dyrket surfriding ved nogle af de bedste steder i Australien, Sydafrika og Europa. Nu var jeg i surfridernes Mekka på Hawaii. For mine øjne havde jeg de største og kraftigste velformede bølger jeg nogen sinde havde set. Med surfbrættet under armen løb jeg ned ad stien mellem de vilde kaktusser for at møde havet. Et hurtigt men omhyggeligt ransagende blik på bølgerne der nærmede sig, viste at der var et øjebliks stille, lige akkurat tilstrækkeligt til at jeg kunne nå den klippe jeg ville sætte af fra, og så var jeg ude i den — den skønne, kølige, klare hawaiianske brænding.

Jeg padlede ud og drejede i det rette øjeblik ind på forsiden af en af de store bølger. Det utrolige skub da bølgen tog magten, og nedturen der gik strygende, står stadig levende i min erindring. Jeg vendte neden for bølgen og styrede op i den aflange grønne mur, og skød hen over forsiden hurtigere end jeg nogen sinde før havde gjort. Bruset fra den buldrende krusning skar lige igennem mig. Et kort øjeblik troede jeg det hele var forbi da jeg var ved at blive indesluttet af den styrtende bølgekam. Men til sidst slap jeg ud for enden og gled ned bag på den svækkede dønning, ind på inderbugtens dybe vand. Hvor havde det været spændende!

Nu er surfriding måske ikke lige det du forestiller dig ved morskab, men de fleste kan i det mindste godt lide at stå og se på. Det sætter gang i noget hos fotoentusiasterne med deres zoomobjektiver. Og hvor man finder store bølger er det mere end sandsynligt at man også finder surfridere. Mange rejser jorden rundt blot for at stå på gode bølger. Surfriding er faktisk nu en professionel sportsgren med sit eget pointsystem og stigende kontante præmiesummer.

Er surfriding ensformigt?

Nogle spørger: „Er surfriding ikke ensformigt, når det blot går ud på at vente i vandet på en egnet bølge og gøre det samme igen og igen?“ Slet ikke. Hver eneste af havets dønninger er anderledes. Hver sandrevle, hvert klipperev bryder bølgerne på sin måde. Hver eneste bølge man rider på er afvekslende, ikke blot i størrelse og kraft, men også i hastighed, sammensætning og faldhastighed. Der er bestemt ikke tale om ensformighed!

Hvad med udgifterne til surfriding? Er det dyrt at komme i gang? Ikke særlig. Noget af det der virker tiltrækkende på unge mennesker, er faktisk at man får meget for en lille udskrivning. For det første er der gratis adgang til havet. (Man skal naturligvis sørge for at komme derud.) Så behøver man ellers kun at købe surfbrættet, og en våddragt hvis vandet er koldt. Ellers er al slags badetøj ganske udmærket.“

Har surfriding sine minusser?

For at få besvaret dette spørgsmål gik jeg til min anden kilde, Rob McTavish, der er velkendt inden for surfriding som konstruktør af surfbrætter.

„Jeg har rejst verden rundt som surfrider og har set de forandringer der er sket lidt efter lidt i løbet af de sidste tyve år. De har ikke alle været til det bedre.

I begyndelsen af 1960erne udviklede der sig en hel livsstil omkring denne sportsgren, en tendens der var en modsætning til den materialistiske fremad- for-enhver-pris-kultur. Mange surfridere lod hånt om job og karriere og brugte deres sammenskudte penge på benzin så de kunne rejse jorden rundt og lede efter gode bølger. Penge blev ikke betragtet som noget særlig vigtigt. I grunden prøvede surfriderne ganske enkelt at nyde naturens gaver, solen og brændingen.

Efterhånden som tresserne gik, blev mange surfridere revet med af modkulturen, hippiebevægelsen, og naturligvis også de euforiserende stoffer der fulgte med den. Jeg har set mange førhen ivrige og sunde surfridere ende som menneskevrag, nedværdigede og afhængige.

Det har også været trist for sporten med den øgede konkurrence, forretningsinteresse og professionalisme. Det er blevet stadig mere iøjnefaldende siden det korte surfbræt kom frem i 1967. Med dette lille bræt åbnede der sig mulighed for helt nye højder af spænding i surfriding. Der skal kraftigere bølger til at drive det frem, og det betyder at man må rejse til steder som Hawaii og Indonesien for at finde de store dønninger fra det åbne ocean der skaber de virkelig velegnede bølger.

Nu hvor flere dyrker surfriding har der sneget sig en aggressiv mentalitet ind. Flokke af surfridere trænges og kæmper om de bedste bølger. Dette kan nemt føre til slagsmål og til at man ’skubber hinanden ud’.

Måske spekulerer du på hvad der sker når en surfrider bliver ældre og kampen om bølgerne bliver mere barsk. Mange har opdaget at de faktisk så er i forlegenhed. De har måske tilbragt alle deres unge år på jagt efter bølger, blot for nu at opdage at de sidder med kone og børn uden at have særlig gode forudsætninger for at tjene til livets ophold. Andre har slået sig ned som narkotikaforhandlere og er lidt efter lidt blevet en del af et nyt ’system’, der er magen til det de bekæmpede i tresserne.“

Hvor stor er risikoen?

Jeg tænkte over dette spørgsmål og besluttede mig for at spørge en tidligere surfrider ved navn John Wright. Han har særlige forudsætninger for at svare, som det vil fremgå af følgende:

„Da jeg var elleve år gammel, red jeg allerede på bølgerne ved den australske kyst, og da et surfriderhold fra Californien besøgte Sydney i sommeren 1956, greb surfriding-feberen virkelig om sig. Det satte noget i gang i os unge, at se disse californiere udføre deres forskellige kunststykker — pirouetter, ’head dips’ med mere — de fik det hele til at se så let ud!

Da jeg blev ældre satte jeg næsen op efter de store bølger ved Californien og Hawaii, og da jeg fyldte enogtyve gik jeg ud af college og begyndte at arbejde og spare sammen til min første tur til USA. Omsider kom jeg af sted, men opdagede snart at surfridernes livsstil her ikke var særlig meget anderledes end i Australien — med drikkegilder, slagsmål, løs moral og stofmisbrug. Det var almindeligt at man sloges om bølgerne.

Men nu spekulerer du måske på spørgsmålet om sikkerhed. Det er klart at man som surfrider kommer ud for mange fald, men normalt ender man i vandet. Så når bare man er en god svømmer, er der normalt ingen egentlig fare på færde. Men der er altid de uforudsete hændelser der kan ramme hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Tag nu for eksempel mit tilfælde.

En dag i 1975 var jeg ved at afprøve et nyt surfbræt på de lokale bølger og foretog en drejning op på en bølge på godt en meter. Bølgen løb over grundt vand på en sandbanke, og bølgekammen slyngede mig hovedkulds ned i sandet. Jeg landede med hele min kropsvægt på halsen. Jeg sprang på benene igen og faldt så forover i cirka 30 centimeter vand. Mens jeg lå der, spekulerede jeg på hvorfor jeg ikke kunne røre mig.

Netop som jeg ikke havde mere luft tilbage, opdagede en surfkammerat der havde fanget bølgen før mig, at jeg lå der, og kom mig til undsætning. Han vendte mig om på ryggen og bjærgede mig i land. På det tidspunkt havde en mindre menneskemængde samlet sig på stranden. Det virkede som om der gik flere timer mens jeg ventede på ambulancen. Det var sidste gang jeg stod på et surfbræt. Jeg havde brækket halsen. Siden dengang har jeg været lam i arme og ben.

Tanken om at være lænket til en rullestol tyngede mig stærkt. Lidt efter lidt har jeg ved hjælp af fysioterapi genvundet en stor del af brugen af mine arme og hænder, og jeg er i stand til at komme omkring ved hjælp af krykker, takket være blandt andet den stadige opmuntring fra min søde hustru, som jeg giftede mig med i januar 1980.

Jeg er ude af stand til at dyrke surfriding, men jeg kan stadig væk glæde mig over at svømme, noget der også er med til at holde mig i form, og jeg finder stadig fornøjelse i at betragte brændingen og de mange dygtige surfridere der rider på bølgerne i nærheden af vores hjem, der ligger ved Australiens østkyst med udsigt over oceanet.

Er der noget man kan lære af min uheldige oplevelse? I enhver sportsgren kan der indtræffe ulykker på grund af uforudsete hændelser. Hvis jeg havde ramt revlen med hænderne først i stedet for hovedet, ville det have været en hel anden historie. Naturens blinde kræfter er tydeligvis ikke til at spøge med. En bølge, der medbringer tonsvis af vand, kan udvikle en enorm kraft. Derfor må en surfrider vide hvordan han skal tilpasse sig rytmen og bevægelsen i bølgen. Det er også nyttigt at kende noget til bundforholdene og vide hvad man skal gøre i nødstilfælde.

Når jeg ser tilbage på mine dage som surfrider, kommer jeg i tanker om mange lykkelige og spændende øjeblikke. Det var en fornøjelse at følge med i de stadigt skiftende bølgebevægelser. Men der var også alle de kedelige sider ved den livsstil der indbefattede løs moral og afhængighed af narkotiske stoffer. Oven i det var der aggressiviteten og konkurrencen.

Jeg må også lige beskæftige mig med en anden side af surfriding. Al sport skulle gerne være noget fornyende, et tidsfordriv, en forandring fra det man foretager sig til daglig. Hvis man er professionel forholder det sig selvfølgelig anderledes. Men jeg må tilstå at surfriding for mig var mere end dét. Det var en fuldtidsbeskæftigelse der slugte tid og kræfter. Jeg tilbragte hele dage med surfriding, med at vente på den fuldendte, den virkelig store bølge. Jeg kan nu indse hvor let det blev til en egocentrisk udfoldelse, hvor man dårligt nok skænkede andre en tanke. Og hvad havde jeg fået ud af det når ugen eller måneden var gået? Surfriding er som fritidsadspredelse naturligvis lige så god som enhver anden sportsgren. Men nu, hvor jeg er en aktiv kristen, må jeg sige at man ikke bør drive det dertil at man glemmer alt om andre eller om sit ansvar.

Surfrider med en bedre livsform

I min tid som surfrider, hvor jeg også var ’på stoffer’, blev jeg plaget af spørgsmål om livets åndelige side. Jeg ville gerne have svar på spørgsmål som: ’Hvorfor er vi til? Er der et liv efter døden? Hvis det er meningen at vi skal leve i harmoni med naturen og Gud, hvorfor er mennesket da så opsat på at ødelægge?’ I min søgen undersøgte jeg forskellige af Østens filosofier, men de tilfredsstillede mig ikke. Men så begyndte et par af dem jeg arbejdede sammen med og som også dyrkede surfriding, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Det gjorde indtryk på mig at se deres forandrede holdning. De blev mindre stridbare og så ud til at fremelske en oprigtig omsorg for deres næste — i dette tilfælde mig!

En dag drøftede vi verdensforholdene, og en af mændene viste mig et skriftsted fra Andet Timoteusbrev, kapitel 3, hvor ’de sidste dage’ er omtalt, med en beskrivelse af hvordan folks holdning ville være. Dette gjorde virkelig indtryk på mig fordi jeg kunne forbinde det med den tid vi lever på. Efterhånden som jeg gjorde fremskridt i forståelsen af Bibelen, lærte jeg lidt efter lidt mere om denne kærlige Gud, Jehova, der vil skride ind for at ’ødelægge dem der ødelægger jorden’. (Åbenbaringen 11:18) Jeg kunne derfor se at det var nødvendigt for mennesker at bringe deres liv i harmoni med Guds hensigt. Det betød at jeg måtte gøre forandringer i min livsform. Jeg holdt op med at leve et umoralsk liv og lagde stofferne på hylden. I 1974, inden ulykken, blev jeg døbt som en indviet tjener for Jehova Gud, et af Jehovas vidner.

Min kærlighed til surfriding mindskedes naturligvis ikke, og jeg tog ud så ofte som lejligheden bød sig. Men sporten beherskede ikke mit liv som før, og jeg kunne nyde den i et forhold til Skaberen og hans store værker, herunder de store have.

Den ulykke jeg kom ud for har ikke berørt min tro på Gud og hans løfter om at forvandle denne jord under hans retfærdige riges styre ved Kristus. Jeg ser frem til at få min førlighed igen i Guds fremtidige nye orden og til igen at kunne muntre mig i bølgerne. I mellemtiden gør min kone og jeg alt hvad vi kan for at hjælpe andre, deriblandt surfridere, til at få kundskab om den sande Gud, Jehova, og hans søn, Jesus Kristus, gennem hvem frelse fra denne fordærvede tingenes ordning er mulig.“

[Illustration på side 23]

Uforudsete hændelser kan gøre én invalid, selv om det sjældent sker