Videnskabens fremskridt

Har videnskaben gjort Bibelen forældet? Det mener mange. Hvordan skal de der interesserer sig for Bibelen betragte videnskabens fremskridt? Og hvordan skal de der interesserer sig for videnskab betragte Bibelen? Behøver der at være konflikt mellem disse to kilder til viden?

„DE HASTIGE fremskridt den sande videnskab i dag gør, får mig undertiden til at tænke med beklagelse at jeg er født for tidligt. Vi kan næppe fatte hvilke højder menneskets magt over materien kan være nået til om tusind år.“

Det er to hundrede år siden den amerikanske statsmand Benjamin Franklin sagde disse ord. Han havde store forhåbninger til de fremskridt videnskaben ville gøre. Men selv han ville sikkert være blevet forbavset hvis han havde kunnet se hvilke gigantiske skridt videnskaben har taget i de to hundrede år der er gået.

Videnskaben — og de produkter hvor den er taget i anvendelse — er nu blevet en del af vores dagligdag. Hvad enten man sluger en hovedpinetablet, gennemgår en operation, tager en tur med en bus eller et fly, foretager en telefonopringning, ser fjernsyn, eller skyller opvaskevandet ud i kloakken, hvorfra det behandles af et vandrensningsanlæg, benytter man sig af de fremskridt videnskaben har gjort.

Videnskaben har også ændret den måde vi betragter vore omgivelser på. Maden, for eksempel. Engang var mad simpelt hen mad. I dag analyserer vi fødevarerne for at konstatere deres indhold af kalorier, vitaminer og mineraler. Før den anden verdenskrig hørte elektronhjernerne til i fremtidsromaner. I dag kan selv skolebørn lære om hvordan datamater programmeres. Og de fleste har for længst lært at alt stof består af atomer, der igen er sammensat af nogle svirrende småpartikler; og at jorden kredser om solen, der hører til en kæmpemæssig galakse vi kalder Mælkevejen, som blot er én af rummets utallige galakser. Jo, siden Benjamin Franklins tid har videnskaben lagt mange brikker til det puslespil der udgør vort samlede billede af omverdenen.

I industrilandene er videnskabens bedrifter så iøjnefaldende at mange mener det er den der allerbedst kan give os et håb for fremtiden. For eksempel er nobelpristageren dr. Max Perutz tydeligvis af den opfattelse at videnskaben har den bedste løsning på menneskets problemer. Han siger: „Præsten prædiker at det jævne folk skal affinde sig med sit byrdefulde slid, politikeren opflammer folk til at gøre oprør mod det, mens videnskabsmanden spekulerer på en metode til helt at afskaffe det byrdefulde slid.“ For kort tid siden udkom et „humanistisk manifest“, der forkastede Bibelen som sandhedskilde og indeholdt denne bekendelse: „Vi tror at den videnskabelige metode, trods sine mangler, stadig er den mest pålidelige vej til forståelse af verden.“ Videnskaben er ganske rigtigt en enestående kilde til viden og forståelse, men den har også sine mangler.