Er der grund til at tro på reinkarnation?

EN MAND i Edmonton i Canada plejede at sidde og stirre ind i et spejl hver gang han havde taget LSD. „Jeg begyndte at få hallucinationer, og at se hvad jeg troede var mig selv i mine tidligere liv. For eksempel så jeg mig selv som en ond krigsherre . . . der havde tusinder af menneskers liv på samvittigheden. Engang da jeg havde fået øje på sådan en ond skikkelse i spejlet, hørte jeg en stemme sige: ’Du må undgælde for alt det onde du har gjort!’“

Men det er ikke kun narkotika der har fået folk til at tro på reinkarnation. Nogle får, når de besøger steder hvor de aldrig har været før, en underlig fornemmelse af at være bekendt med stedet, og drager derfor den slutning at de må have haft et tidligere liv. Andre fortæller om lignende følelser efter at have mødt fuldstændig fremmede mennesker. Hypnose har også spillet en rolle. „Adskillige psykiatere der praktiserer i dag, er begyndt at tro på reinkarnation fordi nogle af deres patienter under hypnose har kunnet huske oplevelser fra tidspunkter forud for deres egen fødsel,“ skriver R. Stemman i sin bog Spirits and Spirit World (Ånder og åndeverdenen). Den samme lære danner grundlag for hinduismen og buddhismen, der tæller over en halv milliard medlemmer.

Skønt troen på reinkarnation længe har været fremherskende i østen, er den først for nylig blevet et udbredt diskussionsemne i den vestlige verden. Den er grundlaget for handlingen i flere bøger og film. I USA har mange set en ny film af produceren Robert Wise med titlen Audrey Rose. Filmen er baseret på en roman der er blevet en stor salgssucces, og den skildrer et ulykkeligt forældrepar der er blevet forledt til at tro at deres elskede datter er en reinkarnation af en anden mands afdøde barn.

„Efter døden genfødes menneskets sjæl i et andet legeme,“ siger de der tror på reinkarnation. Hvor stammer denne tro fra og hvordan påvirker den mennesker? Er der grund til at tro på reinkarnation?

Hvor begyndte det?

Troen på at menneskets sjæl efter døden tager bolig i et andet legeme, er vidt udbredt og dybt rodfæstet i menneskehedens fortid. Vendaerne, en af Sydafrikas sorte stammer, tror på reinkarnation, ligesom de australske indfødte, de araukanske indianere i Sydamerika og mange andre.

For mere end 2000 år siden troede de gamle grækere og kelterne i Vesteuropa på reinkarnation. På samme tid underviste brahmanske præster i denne lære i Indien. „Mange lærde mener at hindubrahmanen i østen og den keltiske druide i vesten begge var levn fra et gammelt indo-europæisk præsteskab,“ siger Encyclopædia Britannica.

Et ’gammelt præsteskab, fandtes i Babylon, hvilket var centralt beliggende for Indien, Vesteuropa og Grækenland. Blev tanken om reinkarnation fostret dér? Den babyloniske religion indbefattede i hvert fald en årligt tilbagevendende sørgeperiode for en død helt, nemlig Tammuz eller Dumuzi, som babylonierne havde gjort til en gud. „Kongerne der legemliggjorde ham,“ skriver den franske professor Eliade, „fejrede hvert år verdens genskabelse. . . . Tammuz forsvinder for at vende tilbage seks måneder senere. Denne vekslen — gudens periodiske nærvær og fravær — blev årsag til megen ’mystik’ angående menneskenes frelse, deres skæbne efter døden. . . . I sidste ende kunne ethvert menneske håbe på at få lov at nyde dette privilegium.“

Hvordan påvirker det mennesker?

Kan troen på reinkarnation blive årsag til forvirring og smerte for forældre, som det skildres i romanen Audrey Rose? I Indien har dr. Vinoda Murthy undersøgt påståede tilfælde af „genfødelse“. Et tilfælde drejede sig om et barn, en dreng der hver eneste aften græd og sagde at han hørte til et andet sted. Til sidst blev han bragt ud til en fjern landsby hvor han genkendte et hus og parret der boede i det, og sagde at det var dér han hørte til. „Historien fik,“ ifølge skribenten Radhakrishna Rao, „et sørgeligt efterspil, for drengen blev midtpunktet for en heftig strid mellem de to forældrepar.“

Nært forbundet med tanken om reinkarnation er troen på at ulykker der sker nu, er en straf for noget man har gjort i sine tidligere liv. Dette kaldes „læren om Karma“. Denne tro afholder måske nogle fra at skade andre; men er den en positiv kraft der tilskynder en til at gøre godt? Svaret kommer til udtryk i de brahmanske præsters stilling. De står i spidsen for et system af kaster, som millioner finder byrdefuldt og tyngende. Tænk også på de buddhistiske munke, der trækker sig tilbage fra samfundet for at leve borte fra verden. „Hvis et menneske er blevet sat i denne verden for at råde bod på det onde han har gjort i sin fortid, hvilken ret har vi da til at blande os og bryde ind i Guds bestemmelser?“ spørger bogen Man, Myth and Magic — An Illustrated Encyclopedia of the Supernatural (Menneske, myte og magi — et illustreret leksikon om det overnaturlige).

Nogle der har forsket i deres „tidligere liv“ er kommet under farlige overmenneskelige kræfters indflydelse. „Jeg følte mig forfulgt af ånder,“ skriver den mand der omtales i begyndelsen af denne artikel. „Til tider bad jeg kun om at måtte dø og aldrig blive født igen . . . flere gange forsøgte jeg at begå selvmord.“

Hvad lærer Bibelen?

Bibelen fortæller at der ikke findes nogen usynlig del af mennesket der lever videre efter døden og bliver genfødt som nogen eller noget. Sjælen er mennesket selv. Man kan for eksempel læse i Bibelen at det første menneske, efter at det var blevet skabt, blev kaldt en „sjæl“. Da mennesket døde, døde denne „sjæl“ derfor også, som Gud havde sagt: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Det står også mange andre steder i Bibelen at menneskets „sjæl“ dør. — 1 Mosebog 2:7, NW; 3:19; Josua 10:32; Ezekiel 18:4; Jakob 5:20; Åbenbaringen 16:3.

Hvis der ikke er noget der lever videre efter legemets død, hvilken forklaring er der da på de fænomener der er forbundet med troen på reinkarnation? Bibelen viser at dæmoner, engle der viste sig troløse, står bag disse fænomener. (1 Timoteus 4:1) Med hensyn til håbet om liv efter døden, kan vi tro fast på at Skaberen er i stand til at kalde dem tilbage „som er anset for værdige til at få del i . . . opstandelsen fra de døde“. Jesus forsikrede: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ — Lukas 20:35; Johannes 5:28, 29.

Disse oplysninger fra Guds ord har været en trøst og en hjælp for millioner af mennesker, deriblandt den mand fra Edmonton i Canada der engang havde så store problemer. En anden, en tidligere hindu fra Indien, udtrykker det på denne måde: „Ifølge reinkarnationstanken vender man tilbage i denne tingenes ordning, under disse forhold hvor folk bliver syge og dør. Men opstandelsen vil finde sted efter at Jehova Gud, ved hjælp af sit riges regering, har tilintetgjort denne onde ordning. Så vil . . . sygdom, sorg og endda død være noget der hører fortiden til!“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Illustration på side 16]

Nogle mennesker får somme tider en fornemmelse af at de har levet før

[Illustration på side 17]

Læren om Karma taler om „genfødelsens hjul“