Hvad var det ved Jesus der stødte an?

I DET første århundrede efter vor tidsregning var det jødiske folk underlagt det hedenske romerriges tyranni. For første gang var der en stemningsbølge for at Gud nu måtte lade en befrier for sit folk fremstå, den lovede Messias. Den nutidige jødiske historiker Abba Hillel Silver påpeger: „Det første århundrede, . . . navnlig generationen før ødelæggelsen [af Jerusalem i år 70], så et bemærkelsesværdigt udbrud af overdrevne følelser i forbindelse med Messias.“

Historikeren Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, omtalte også dette, idet han sagde følgende om en gruppe mennesker der fremstod på dette tidspunkt: „Bedrageriske og forføreriske Mennesker, som under Foregivende af guddommelig Indskydelse arbejdede paa Uroligheder og Omvæltninger . . . De . . . vilde føre [Folket] ud i Ørkenen; dér vilde Gud vise dem Tegn, som bebudede Friheden.“

Det lykkedes mange af dem der i det første århundrede hævdede at være Messias at få stor tilslutning, men i dag er det kun Jesus fra Nazaret der høster anerkendelse. Og dog kunne det jødiske folk i det første århundrede ikke acceptere ham som den lovede Messias. Derfor er det vigtigt at få svar på disse spørgsmål: Hvorfor troede kun relativt få jøder på at Jesus var Messias? Hvad var det der stødte størstedelen bort?

Rabbiner Hyman G. Enelow er af denne mening: „De forestillinger jøderne forbandt med Messias . . . blev ikke indfriet af Jesus.“ Kort sagt: Når Jesus ikke blev anerkendt i stor udstrækning, skyldtes det at han ikke indfriede de fremherskende forventninger. Som vi har været inde på, beskrev profeten Esajas Messias som en fremtidig konge der ville indføre varig fred og retfærdighed. Bibelske profetier som denne var med til at forme jødernes forventninger. Messias skulle jo være konge over Israel, så man forventede at den hedenske regering der herskede over Israel ved hans tilsynekomst, ville give herredømmet fra sig.

Med tiden blev det imidlertid en udbredt tro at Messias i virkeligheden ville gå i spidsen for jøderne i omstyrtelsen af den hedenske regering. Encyclopædia Judaica udtrykker det på denne måde: „De jøder der levede i den romerske periode troede at Gud ville lade [Messias] fremstå for at bryde hedningernes åg og for at regere over Israels genoprettede rige.“

I skrifter fra samme periode finder man spor af denne udbredte opfattelse. For eksempel skrev Josefus om de jøder der gjorde oprør mod Rom i år 66 e.v.t.: „Hvad der særlig havde tilskyndet dem til denne Krig, var et tvetydigt Udsagn, som ligeledes fandtes i deres hellige Skrifter, om at paa denne Tid skulde een fra deres Land vinde Verdensherredømmet.“

Dette bekræftes også når man ser på hvilken type mennesker der fik folkets støtte til deres påstande om at være Messias. Historien viser at de der på den tid hævdede at være Messias, med undtagelse af Jesus fra Nazaret, alle var politiske revolutionære. The Book of Jewish Knowledge siger: „Det særlige ved dem der i det første århundrede gjorde krav på Messiasværdigheden, var at de hver især tjente som et samlingspunkt for jødernes opstande mod det romerske styre. I modsætning til Jesus, . . . var de andre messias’er på den tid, uden undtagelse, krigeriske oprørsstiftere og patrioter.“ Dette afspejlede ganske enkelt de forventninger der var fremherskende blandt folket.

Det fremgår altså tydeligt at jøderne i det første århundrede ikke havde den senere tids begreb om en lidende eller døende Messias. Den jødiske lærde Joseph Klausner kom til denne slutning: „Den blotte tanke om en messias der skulle blive slået ihjel, var, på Jesu tid, helt uforståelig . . . for jøderne.“ Selv de få jøder der troede at Jesus var Messias, forventede ikke at han ville komme til at lide eller dø. — Mattæus 16:21, 22.

Derfor ville enhver der følte sig tiltrukket af Jesu lære afgjort være blevet foruroliget over at Jesus ikke omstyrtede den romerske regering og blev konge over Israel, men i stedet blev henrettet af den romerske regering. Klausner forklarer: „Den korsfæstede Jesus var en skuffelse for de fleste af dem der havde fulgt ham da han levede.“ Det er ikke så mærkeligt at den kristne missionær Paulus fra Tarsus talte om „Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten“. — 1 Korinter 1:23.

Men på trods af den skarpe kontrast mellem Jesu liv og jødernes forventninger, var der tusinder af dalevende jøder der fik tro på at Jesus var Messias. Hvordan kunne det være?

[Illustrationer på side 5]

Jødernes forventninger: DETTE eller DETTE?