På jagt efter dødbringende mikrober
WALLACE RHODES er hans navn, videnskabsmand og forsker er hans stilling. Og hans opgave er at forske i det ukendte, dér hvor livsfarlige sygdomme findes. Blandt hans akademiske titler er doktorgrader i epidemiologi og forskning. Den uddannelse han har gennemgået er helt uden sidestykke. Det er hans arbejde også.
Jeg følger med ham gennem en forvirrende labyrint af gange, ud og ind af talløse værelser og sale her i CDC, Centeret for Sygdomskontrol, der er beliggende i nærheden af Atlanta i Georgia, USA. De lange, hvide betonvægge brydes af døre ind til de enkelte laboratorier, de ophøjede domæner hvor der sidder videnskabsmænd som har viet deres liv til at opdage og udrydde mikroskopiske menneskedræbere. Disse mænds triumfer såvel som deres fejltagelser har ofte været forsidestof i aviser verden over.
Vi befinder os nu på taget af en bygning af enorm højde. Regnen begynder at plaske ned i store dråber i samme øjeblik som vi når i ly under et halvtag der dækker et areal på næsten en halv hektar oven på bygningen. En varm, ubehagelig luftstrøm slår os i møde. Vore trommehinder bombarderes med et spektakel fra ventilatorer og motorer. I dette vidtstrakte domæne, hvor luftkanalerne er på størrelse med trappeopgange, ser vi ud som lilleputfolk.
„Man kan sige at et ’værksted’ med udstyr som dette er en del af mit laboratorium,“ forklarer Wallace Rhodes. „Mens andre videnskabsmænd begynder med at ryste deres reagensglas, vil jeg som tekniker begynde med at lede efter sygdomsfremkaldende bakterier i anlæggene for varme, ventilation og luftkonditionering i et hus. For eksempel udbryder der af og til en epidemi på et hospital. Lægerne tror at de har smitten under kontrol, men pludselig bryder den løs overalt.“
Hvordan er smitten blevet spredt? På alle slags institutioner, lige fra skoler til slagterier og kødkonservesfabrikker, ja i hundredvis af steder, har Rhodes nu i over tyve år været i stand til at finde smittekilder — i de fleste tilfælde i en bygnings luftkonditioneringsanlæg. Men han kunne ikke finde hvad han ledte efter, hvis han ikke havde indblik i biologi såvel som teknik.
„Hvordan begynder du når du skal identificere en ny sygdom?“ spurgte jeg.
„Først tager jeg denne beskyttelsesmaske på.“
Den sorte beskyttelsesmaske han demonstrerer dækker hele hans ansigt. Den forandrer ham til en science fiction-figur. „Masken er 99,97 procent effektiv.“ Hans ord bag masken lyder som en fjern mumlen. „Den holder partikler ude som er nede på tre tiendedel af en mikron. Der går 1000 mikroner på en millimeter.“ Jeg tænker på om der overhovedet findes en bakterie der er så lille at den kan slippe gennem masken.
Jagten på Pontiac-feberen
Det var en maske som denne der for år tilbage reddede Rhodes og to assistenter fra at blive ramt af Pontiac-feberen. Alle de andre videnskabsmænd fra CDC som kom før dem til Pontiac i Michigan, blev ramt af epidemien. På en enkelt uhyggelig weekend blev 95 ud af 100 som udsatte sig for smittefare, ramt af denne ukendte men alvorlige sygdom.
For at blive ramt af Pontiac-feberen behøvede man kun at sætte foden inden for en bestemt bygning. Det var som om selve bygningen var befængt med smitte. Af alle bygninger havde smitten netop „slået sig ned“ i et offentligt sundhedscenter med læge- og tandlægeklinikker, røntgenafdeling med mere. Patienterne der kom i denne bygning for at blive behandlet, såvel som læger, sygeplejersker og teknikere, blev ramt af voldsomme kuldegysninger, feber, hovedpine, pludselige muskelsmerter og andre symptomer der mindede om lungebetændelse. Men i de andre bygninger på centerets område var der ingenting i vejen.
„På det tidspunkt da jeg blev kaldt til Pontiac, var jeg på ferie i Florida,“ erindrer Rhodes. „Epidemien havde allerede stået på i flere dage. Da jeg gennemgik oplysningerne om epidemiens forløb, viste det sig at man kun kunne undgå smitte i bygningen så længe luftkonditioneringsanlægget var slået fra. Om mandagen, når det blev slået til igen, blev folk på ny syge.“ Men ikke Rhodes og hans assistenter; de bar deres masker og andet udstyr.
Problemet bestod imidlertid ikke bare i at luftkonditioneringsanlægget blæste smittekim gennem bygningen. Rhodes nærede mistanke om at det vand der blev blæst ind i befugtningsanlægget, var inficeret. Gennem en lækage i rørsystemet blev dampen fra dette vand bragt med i luftcirkulationen. Der blev taget prøver, men det tog flere dage før hans mistanke blev bekræftet: Forsøgsdyr der blev udsat for vandet fra kælderen, fik Pontiac-feber. Men hvilken mikrobe var skyld i dette? Nu måtte man isolere smittekimen fra vandet.
„I tre år,“ fortsætter Rhodes, „kørte mikrobiologerne nogle dyreforsøg. De var ikke kommet sygdommens årsag nærmere end den dag de startede. Til sidst måtte de lægge sagen på is, bogstavelig talt; man anbragte blodserum fra mennesker der havde været ofre for Pontiac-feberen, i fryserum.“
Legionærsygdommen afsløres
Otte år gik. Så skulle den amerikanske veteranforening American Legion holde kongres på Bellevue-Stratford Hotel i Philadelphia. Dér blev 221 mennesker ramt af noget der var lige så pludseligt og mystisk som Pontiac-feberen. Men denne gang var der 34 der døde.
Hvad det end var, så kom det inde fra hotellet. Lægerne mente først at det var „et eksplosivt udbrud af lungebetændelse, tilsyneladende uden årsag“. Treogtyve dygtige epidemi-eksperter fra CDC, deriblandt Wallace Rhodes, arbejdede sammen med eksperter i snesevis fra det lokale og regionale sundhedsvæsen. „Det nærmeste jeg kunne sige med sikkerhed,“ fortæller Rhodes, „var at årsagen denne gang fandtes i køleanlægget.“
Det tog seks måneder med intensive laboratorieforsøg, hvorunder man brugte en videreudviklet og forbedret teknik i forhold til den man anvendte ved Pontiac-feberen, at identificere den dødbringende bakterie. Det var en bakterie hvis form mindede om en cigar, og med en hentydning til American Legion gav man den navnet legionella pneumophila.
Der gik næsten et år før det faldt forskerne ind at sammenligne analyseresultaterne fra Pontiac-feberen med denne legionella pneumophila. De konkluderede at sygdommen i Pontiac svarede til den i Philadelphia, hvad det så end var — bortset fra at der i sidstnævnte tilfælde var 34 mennesker der døde.
„Hvorfor skete der dødsfald i Philadelphia, men ikke i Pontiac?“ spørger Rhodes. Det er et spørgsmål forskerne endnu ikke kan besvare.
Hvor epidemier kan udvikle sig
Siden legionellosis-bakterien blev opdaget, har videnskaben konkluderet at sygdommen må have været til stede hele tiden i en eller anden form. „Her i USA,“ fortsætter dr. Rhodes, „er der hvert år 2,4 millioner tilfælde af lungebetændelse. Kun omkring to tredjedele af disse tilfælde kan forbindes med kendte virus eller bakterier. Hvad forårsager de sidste 800.000 tilfælde?“
„Vi har kun identificeret legionellosis i en brøkdel af de tilfælde der minder om lungebetændelse,“ fortsætter han. „Videnskabsmænd spekulerer på om nogle af disse ukendte bakterier kunne være beslægtet med legionellosis, men blot venter på at blive opdaget.“
„Vil du dermed sige,“ bryder jeg ind, „at legionellosis kan bryde ud iblandt os når som helst igen?“
Han nikker. „Den kan ramme os fra udgravninger til nye bebyggelser. Eller fra vandforurening, for eksempel vores drikkevand, eller fra luften. Den verden vi lever i og bliver syge og dør i, er en forurenet verden.“
„Mener du at der omkring os er ukendte, skjulte sygdomme hvor vi end vender os?“
„Ja, og det er dem vi til stadighed leder efter. De kan ramme os, og de rammer os, når som helst. De kendte former af ’legionærsygen’ er blevet identificeret i over 40 stater i USA, foruden Canada, Australien og næsten alle lande i Europa. Men det gælder også de ukendte former for lungebetændelse og en række andre sygdomme, og dét i stadig større omfang.“
Konfronteret med jordens mest dødbringende mikrober
Han vender sig og peger i en anden retning, mod en isoleret bygning. „Jeg hjalp CDC med at udforme og prøvekøre denne bygning for nogle år siden. Det er vores MCL (Maximum Containment Lab, topsikkerhedslaboratorium). Analyseresultater fra de farligste sygdomme på jorden bliver studeret dér netop nu. Lassa-feberen . . . den grønne afrikanske abesygdom (Marburg-virus).“ Han lader navne på nogle af de farlige, eksotiske sygdomme klinge i luften. „Folk havde sandsynligvis aldrig hørt om dem dengang den sorte død og den spanske syge terroriserede menneskeheden. Men de er vor tids pestsygdomme. Henne i dette MCL er der netop nu mænd der med deres eget liv som indsats prøver at komme disse dødbringende mikrober til livs.“
Jeg hører mig selv sige: „Kunne vi ikke kigge indenfor derovre?“
Han skærer en grimasse. „I dette øjeblik er du så tæt på den bygning som du nogen sinde vil komme i dit liv.“
Denne afdeling af Centeret for Sygdomskontrol er som et vagttårn der holder øje med smittefarlige sygdomme over hele jorden. Her ved man sandsynligvis mere om hvad der foregår på dette felt end man ved i noget andet center.
Efter i 20 år at have udforsket i hundredvis af smittefarlige mikrober i menneskets omgivelser, efter at have designet nye varme-, ventilations- og luftkonditioneringsanlæg der nu bruges i alle slags institutioner, og efter nu at have kastet sig over studiet af de eventuelle skadevirkninger af vulkanaske, gør dr. Wallace Rhodes denne iagttagelse: „Mysterierne er talrigere end vore opdagelser, og sandsynligvis forøges mysterierne hurtigere end vore løsninger på dem.“ — Indsendt.
[Ramme på side 29]
Legionærsygen også i Danmark
I Danmark blev legionærsygen første gang konstateret i sommeren 1978. Fra 1978 til 1983 har den ramt 78 danskere, hvoraf 11 er døde, oplyste Jyllands-Posten den 15. marts 1983. I Spanien var der i sommeren 1983 mindst 14 tilfælde blandt spanske soldater.