Hvordan kan man sige noget om fremtiden?

„Hvis det hele fortsætter som det er nu, vil verden i år 2000 være . . .“

FORUDSIGELSER af den slags er nu blevet almindelige. Bøger, blade, avisartikler samt radio- og fjernsynsudsendelser om dette emne oversvømmer markedet. Professionelle fremtidsforskere, der i nogle tilfælde kan minde om oldtidens hofprofeter, bliver betalt for at forudsige fremtiden. Og den forbløffende mængde forudsigelser de fremkommer med, og som ofte ikke stemmer overens, efterlader de fleste i tvivl om hvad de egentlig skal tro.

I overvældende grad tegner disse forudsigelser et mørkt og skæbnesvangert billede af fremtiden. Man taler om befolkningseksplosion, fødevareknaphed, forurening, energikrise, atomkrig og så videre. For eksempel advarer den 800 sider lange Global 2000 Report, der er offentliggjort af De forenede Staters regering, om at tiden hurtigt er ved at løbe ud, og siger: „Medmindre nationerne både i forening og enkeltvis tager dristige og opfindsomme skridt . . . må verden regne med en vanskelig indgang til det 21. århundrede.“

De forenede Nationers miljøprogram tegner et lignende billede i sin 637-siders rapport. Den taler om „en syg, overbefolket verden, hvis nervesvækkede beboere fortsætter med at forpeste luften og tilsøle vandet, mens de udtænker mere effektive måder at dræbe hinanden på,“ skriver avisen Globe and Mail, der udkommer i Toronto, Canada.

Men der er lige så dygtige eksperter som ikke anser disse rapporter for andet end dommedagssnak. De mener at det er grove overdrivelser som talsmænd for internationale organer kommer med for at skaffe sig flere bidrag. Teknologien, siger de, skal nok finde måder og midler til at råde bod på manglerne, og tingene vil ordne sig.

Det er dog interessant at lægge mærke til at eksperterne på begge sider meget ofte henviser til de samme data og når til helt modsatte konklusioner. I bogen The Ultimate Resource påstår økonomen Julian Simon for eksempel at „der altid vil være mangelsituationer på grund af vejrforhold, krig, politiske situationer og forskydninger i befolkningen“, men at de kun er af kort varighed. „Et øget behov for ressourcer,“ forklarer han, „giver os almindeligvis en vedvarende større evne til at skaffe dem, fordi vi lærer af erfaringen.“ Befolkningstilvæksten, siger han, „gør at der bliver flere til at løse problemerne, så vi i det lange løb får lavere udgifter og mindre knaphed på ressourcer“.

Det helt modsatte synspunkt kommer fra miljøforskeren Garrett Hardin, der er meget kendt for sin ’redningsbådsetik’. Han hævder at „vor civilisation kun er et lag fernis — et pænt lag øverst men affald nedenunder“. Hans svar på argumentet om at flere mennesker betyder at der vil være flere til at løse problemerne, er klassisk: „Indbyggertallet i England er nu 11 gange så stort som på Shakespeares tid — men er der 11 gange så mange af Shakespeares format? Ja, er der blot én?“

Som vi overvejer argumenterne for og imod, lægger vi mærke til en tydelig fællesnævner i alt dette: man erkender at menneskene i dag står over for vældige farer og har problemer som aldrig før, og at der snart må gøres noget. Mens eksperterne diskuterer hvad man skal gøre, dør millioner af underernæring og sygdom, flere plante- og dyrearter uddør, luften og vandet forurenes og nationernes atomvåbenlagre bliver større og større.

Det er en ringe trøst at den procentdel der dør af den ene eller den anden grund, i dag er mindre end førhen, når denne procentdel repræsenterer millioner af menneskeliv. Eller at levestandarden nogle steder bliver højere, når størstedelen af menneskeheden stadig lever i stor fattigdom og elendighed uden håb om væsentlige forbedringer af deres vilkår.

Selv de få steder på jorden hvor der er en vis overflod, er det vanskeligt at sige om livskvaliteten er blevet spor bedre. Folk disse steder kæmper måske ikke for at skaffe mad og varme, men de lever hele tiden i frygt for at blive udslettet i en atomkrig. Deres liv og ejendele er hver dag i fare på grund af kriminalitet, vold og vandalisme. Deres rigdom fortæres af inflationen. Familielivet ødelægges af skilsmisser og ungdomskriminalitet. Og sådan kunne man fortsætte.

I vor søgen efter at kende fremtiden, er det vigtigt at vi ser forskellen mellem det der faktisk sker og det nogle tror eller siger der vil ske. Vi bør holde os til kendsgerningerne, ikke til forskellige spekulationer. Storm P. har som bekendt sagt: „Det er svært at spå, især om fremtiden.“ Vendinger som „Hvis det fortsætter sådan“ eller „Hvis der ikke bliver gjort noget“, som så ofte forekommer når eksperterne taler om fremtiden, viser at en bedre fremtid ikke kun afhænger af om man finder måder og midler til at løse vor tids problemer, men også om vi er villige til at samarbejde.

Har alle dommedagsudtalelserne fået enkeltpersoner og nationer til at gøre noget? Vil de gøre noget?

[Tekstcitat på side 4]

Mens eksperterne diskuterer hvad man skal gøre, dør millioner af underernæring og sygdom, flere plante- og dyrearter uddør, luften og vandet forurenes og nationernes atomvåbenlagre bliver større og større