Hvad fortiden fortæller os om fremtiden

FREMTIDEN har længe været et populært emne. Går man på biblioteket, vil man sandsynligvis finde bøger nok til en hel hylde om fremtiden. Ser man nærmere efter, vil man opdage at mange af dem er 20 eller endda 30 år gamle. For eksempel tegner George Orwells satiriske roman 1984, der udkom i 1949, et billede af et umenneskeliggjort samfund under totalitært styre. Og i 1962 påkaldte Rachel Carsons bog Silent Spring (Det Tavse Forår) sig hele verdens opmærksomhed i forbindelse med farerne for miljøforurening på grund af kritikløs brug af kemikalier. Siden da har best-sellerlisten været fyldt med bøger om emnet.

Men hvad har resultatet af alle disse forudsigelser og advarsler været? Har de fået offentligheden og myndighederne til at gøre noget for at klare problemerne og sikre fremtiden? Forfatteren til best-selleren The Population Bomb (Befolkningseksplosionen), Paul Ehrlich, som har skrevet om miljøspørgsmål siden 1960erne og medvirket i radio- og fjernsynsudsendelser om dette emne, siger: „I visse retninger er vi kommet langt. Vi har den amerikanske miljølov, vi har miljøerklæringer og så videre. Men disse fremskridt er langtfra nok til at kunne holde trit med den fart hvormed vi ødelægger tingene . . . Jeg har nok spildt mit krudt.“ Han opsummerer sit håb for fremtiden med disse ord: „Hvis stor optimisme sættes til 10 og dyb pessimisme til 1, vil jeg sætte mine forhåbninger til 1,2.“ Alt hvad der har været af bøger, rapporter, undersøgelser og konferencer i de sidste mange årtier, har altså kun i ringe grad ændret folks tænkemåde og holdning til fremtiden.

Hvorfor advarslerne går upåagtet hen

Hvorfor er forholdene i verden fortsat blevet værre til trods for alt hvad eksperterne fortæller os? Kunne det tænkes at de fleste i dag ikke bekymrer sig om fremtiden? Hvor mærkeligt det end lyder, er det netop hvad forskerne har fundet ud af — de fleste er mere optaget af nuet end af fremtiden.

For eksempel bringer en artikel i bladet Psychology Today med titlen „Fremtiden må klare sig selv“, resultaterne af en statistisk undersøgelse i USA, og den siger i den forbindelse: „[Folks] tanker drejede sig, i sygelig grad måske, om nuet. Økonomiske spørgsmål optog dem mere end noget andet — selv kriminalitet, religion, og fred i verden.“ Undersøgelsen viste for eksempel at når folk blev spurgt hvad de ønskede sig mest i livet, var over 80 procent mere tilbøjelige til at nævne en bedre levestandard for dem selv end en bedre fremtid for deres børn.

Man må heller ikke overse virkningen af den udbredte måde hvorpå regeringerne, forretningsverdenen, industrien og så videre, manipulerer med oplysninger og endda fordrejer dem. Det er for eksempel ikke ualmindeligt at man prøver at fortie de skadelige virkninger der kan være ved et produkt, såsom asbest, eller et projekt, såsom atomkraftanlæg. Eller man benytter sig af smarte reklamekampagner, ja endda skræmmetaktik, for at føre folk bag lyset så de tror på noget der ikke er sandt eller ignorerer velbegrundede advarsler. Selv om sandheden til sidst kommer frem, bliver nettoresultatet at befolkningen får en skeptisk og kynisk holdning til eksperterne, og de bliver mere og mere uvillige til at gøre forandringer eller bringe ofre med henblik på fremtiden.

I det store og hele drejer folks interesser og bekymringer sig altså om det der sker her og nu, og om dem selv. Naturligvis tænker de på fremtiden, men de fleste føler at der er meget lidt de kan gøre. Det der betyder noget for dem er dagliglivet og hvad de kan få ud af det netop nu. De mener at fremtiden må klare sig selv.

Følgerne af passivitet

Denne holdning har spillet en stor rolle i forbindelse med det begivenhedsforløb der har ført til de kritiske forhold vi ser i verden i dag. Mange af de faktorer der udgør en alvorlig trussel mod en bedre fremtid — atomkrig, forurening, kriminalitet og vold, for blot at nævne nogle få — er et resultat af at man i årtier har ignoreret advarslerne eller skjult kendsgerningerne. Lad os kort undersøge nogle få eksempler.

Man har længe erkendt atomkrigstruslen og de farer der er forbundet med det internationale rustningskapløb. Protester og advarsler har lydt i mange år. I 1964, for næsten 20 år siden, gjorde to fremtrædende amerikanske videnskabsmænd der var præsidentens rådgivere, opmærksom på det tåbelige i rustningskapløbet med disse ord: „Begge parter i rustningskapløbet konfronteres således med det dilemma at våbenlagrene fortsat øges og at den nationale sikkerhed fortsat svækkes. . . . Rustningskapløbet er tydeligvis skruen uden ende, og en dag går det galt.“ Med andre ord: Jo mere nationerne ruster sig, jo mere utrygge føler de sig, og det ender med en katastrofe.

Men er disse advarsler blevet taget alvorligt? I en tale til det britiske parlament som De forenede Staters præsident Ronald Reagan for nylig holdt, sagde han meget afgjort: „Vor militære styrke er en forudsætning for fred.“ Det er tilsyneladende også de fleste regeringers synspunkt i dag, for i den nationale sikkerheds navn ruster nationerne sig med mere og mere dødbringende våben — atomvåben, kemiske våben, biologiske våben og andre. Flere udviklingslande følger stormagternes eksempel og er ikke langt fra at kunne få atomvåben. Resultatet er at ingen længere føler sig sikker; og alt dette bringer mennesket og dets hjem, jorden som vi kender den i dag, på randen af total ødelæggelse.

I årevis har miljøforskere misbilliget den teknologiske udviklings skadelige virkninger på luften, vandet, jorden og plante- og dyrelivet. Men ønsket om fortjeneste og højere levestandard viser sig at have langt stærkere virkning. Folk ræsonnerer at hvis et projekt giver arbejdspladser og overskud, kan man se bort fra de miljømæssige skader eller helbredsmæssige risici der måske er forbundet med det. Et meget tydeligt eksempel herpå er det der fandt sted i Minamata i Japan. I begyndelsen af 1950erne opdagede man at det høje kviksølvindhold i de fisk man spiste i fiskerbyerne nær Minamata, medførte at folks høre-, syns- og taleevne svækkedes i alvorlig grad, og at børn og ældre mennesker fik misdannede lemmer. Kviksølvet stammede fra industriaffaldet fra fabrikkerne i området. Der blev ikke gjort noget før det samme skete i Niigata, også i Japan. Regeringen oprettede da et forureningskontrolkontor.

Sådanne eksempler kan man finde mange steder på jorden. Og mange af dem drejer sig om langt mere alvorlige problemer, såsom sur regn, nedbrydning af ozonlaget, øgning af kuldioxydmængden i atmosfæren og henlægning af giftigt affald. Det fører ikke blot til fysiske skader hos befolkningen i japanske fiskerbyer, men til en potentiel ødelæggelse af hele jordens livsopretholdende system. Alligevel „er man i dag rundt om på jorden stadig godt tilfreds med den miljømæssige situation,“ siger James A. Lee, Verdensbankens direktør for miljøsager. „Til trods for at man i de sidste ti år er blevet mere vågen over for problemerne,“ tilføjer han, „betragter man åbenbart ikke miljømæssige spørgsmål som alvorlige nok, eller også synes konsekvenserne først at dukke op engang langt ude i fremtiden.“ Folk og nationer er for engageret i de nuværende økonomiske og politiske spørgsmål til at de også kan bekymre sig om fremtiden.

Andre eksempler kunne nævnes, deriblandt den dårlige verdensøkonomi og den meget udbredte kriminalitet og vold som i høj grad påvirker livskvaliteten. Meget af dette skyldes ganske simpelt folks umættelige begær efter fornøjelser og rigdom — nu. De ønsker at gøre hvad de selv vil og lader dermed hånt om alle normer og kaster alle bånd af sig, hvilket fører til at man ikke tager det mindste hensyn til andres liv og ejendom. Og da folk — og regeringer — vil have det hele her og nu køber de på kredit i stor stil, hvilket fører til en løbsk inflation der udhuler værdien af de midler de har. Så længe indstillingen „det er mig det drejer sig om“ og „her og nu“-mentaliteten er fremherskende, er det ikke sandsynligt at fremtiden vil blive spor bedre.

Hvad vi kan lære af dette

Hvad kan vi lære af alt dette? Hvad fortæller fortiden os om fremtiden?

Til trods for at der i dag foreligger en hel del flere oplysninger om tendenserne og farerne end tidligere, og til trods for at disse oplysninger er lettilgængelige, er det højst usandsynligt at folk vil handle anderledes end de plejer. Man vil fortsat ignorere de fleste oplysninger, ligesom man har gjort hidtil. Hvis en bedre fremtid afhænger af folks villighed til at ofre noget og ændre deres livsform (hvad mange autoriteter mener er nødvendigt), så har vi meget lidt grund til at være optimistiske. Ordene „hvis der ikke bliver gjort noget“ i eksperternes forudsigelser, giver os kun et meget spinkelt håb.

Det er dog endnu alvorligere at mange af de vanskeligheder vi i dag står over for, er en direkte følge af den tydelige kortsynethed som regeringer, forskellige organer og privatpersoner har vist. Mange forskergrupper, konferencer og særkommissioner modarbejder hinanden i deres kamp om at opnå bevillinger og anerkendelse. Og i bedste fald beskæftiger de sig blot med symptomerne. Der er ingen regering, ingen instans og ingen person på jorden som er forstandig, mægtig eller indflydelsesrig nok til at kunne afstikke kursen og foretage de forandringer der er nødvendige hvis vi skal have en bedre fremtid.

Hvor står vi så? Hvilket håb har vi om at opleve en bedre fremtid?

[Tekstcitat på side 6]

„Folks tanker drejede sig, i sygelig grad måske, om nuet. Økonomiske spørgsmål optog dem mere end noget andet — selv kriminalitet, religion, og fred i verden.“ — Statistisk undersøgelse foretaget i USA, „Psychology Today“.

[Tekstcitat på side 7]

Ønsket om fortjeneste og højere levestandard har vist sig at have den stærkeste virkning

[Illustration på side 5]

Da store forretningsforetagender og regeringskontorer var sene til at løse forureningsproblemerne i Japan, måtte befolkningen betale prisen

[Illustration på side 8]

En japansk pige kæmper for at klæde sig på; hun blev forgiftet mens hun endnu var foster