Værdsætter du de grønne planter?

PLANTER er måske ikke det der interesserer dig allermest. Selv om botanik normalt keder dig, er der dog god grund til at du skulle værdsætte de grønne planter.

Selv en forhærdet bybo ved jo at grønne planter er netop det der skal til for at få et trist kontor eller en mørk lejlighed til at se beboelig ud. Og når temperaturen stiger nyder han at kunne sætte sig i skyggen af et træ, om han så må kæmpe om pladsen i en overfyldt park.

Ude på landet kan man imidlertid rigtig glæde sig over jordens pragtfulde bevoksning. Planterne smykker jorden som et tæppe med et udsøgt mønster. Hvem fyldes ikke med ærefrygt ved at betragte grønklædte bjerge, dale og sletter? Nyder du ikke synet af bevoksede bakker og duften af skove? Man behøver blot at besøge et område som mennesket i sin grådighed har ryddet, for til fulde at forstå hvor meget jordens vegetation forskønner vort hjem.

Mange af os går sikkert hen over græs og gennem buskads uden at skænke det en tanke at vort liv afhænger af disse grønne planter. Jamen, gør det da det?

Grønt betyder vækst

Pluk et grønt blad af et træ eller en plante og se nærmere på det. Læg mærke til dets symmetri og enkle skønhed. Betragt dets „rørsystem“ af årer der afstiver bladet. Det er vanskeligt at tro at det man står med i hånden er en hel fabrik der drives af solenergi, et laboratorium hvor der sker kemiske undere. Men i modsætning til nutidens grimme, røgspyende, larmende fabrikker, udfører dette blad sit arbejde i stilhed. Og det forurener ikke sine omgivelser men forskønner dem tværtimod. Hvordan kan det lade sig gøre?

Bladet er dannet med et stort overfladeareal så det kan optage energi fra solen. Den side af bladet der vender mod solen føles som regel voksagtig. Den er vandskyende og hæmmer derfor vandfordampningen. Har du lyst til at undersøge det nærmere, kan du studere diagrammet på side 24. Dér får du indblik i hvordan et blad ser ud i tværsnit, set gennem et mikroskop.

Som du ser er et blad opbygget som en lagkage. Under vokslaget ligger et „palisadelag“ af bitte små cylindriske celler. De står opmarcheret som en række soldater. Det er i disse små celler der foregår et kemisk mirakel: fotosyntesen.

Enhver der er interesseret i planter véd at planterne har brug for lys. Hvorfor har de det? Fordi det lys der passerer gennem det skinnende lag skal kunne nå ind til de cylindriske celler. I disse små celler findes der nemlig endnu mindre enheder der kaldes kloroplaster eller grønkorn. De er fyldt med et bemærkelsesværdigt farvestof der hedder klorofyl. Det er dette farvestof der giver planterne deres grønne farve — og deres liv. Klorofyl optager energi fra solen, og før man endog kan nå at sige „fotosyntese“ går ufatteligt komplicerede kemiske reaktioner i gang. Molekyler af kultveilte (den luftart man udånder) og vandmolekyler der findes i bladet, spaltes nu og forbindes på ny så der dannes næringsstoffer planten har brug for: kulhydrater, sukker- og fedtstoffer.

Lige siden Gud gav Adam lov til at spise „alle urter på hele jorden, som bærer frø“, har menneskets eksistens været afhængig af disse planter. (1 Mosebog 1:29) Lad os som et eksempel tage de simple græsser. Du mener måske at man ikke kan bruge græs til meget andet end pyntelige græsplæner. Men det sukker du eventuelt kom i din morgenkaffe kan være et produkt af en græsart: sukkerrør. Din morgenmad var måske også fremstillet af en græsart, hvis den var lavet af hvede, byg, havre eller rug. Når man får ris til middag er det ligeledes frø af en græsart man sætter til livs. Det er ikke så underligt at Encyclopedia Americana hævder at „græs er den af alle planter der har størst betydning for mennesket“. Botanikeren Lauren Brown siger desuden: „Af de 15 større afgrøder der står mellem os og hungeren, er de 10 græsarter.“ Og det er jo bare græs — vi har slet ikke nævnt abrikoser og ananas, bananer og blåbær, citroner, dadler og så videre.

Lad os fortsætte vor gennemgang af det grønne blad. Det tredje afsnit er et svampet lag af løst pakkede celler. Dette lag giver kultveilten plads til at trænge igennem efter at den er „opsuget“ af bladets nederste lag.

Ja, prøv nu at se på bladets bagside. Man kan ikke se det, men der kan være millioner af mikroskopiske huller der kaldes spalteåbninger. Disse virker som indstillelige indsugnings- og udblæsningsventiler. „Indsugningsventilerne“ optager kultveilte fra luften så fotosyntesen kan foregå. Når den er fuldført afgives der et uvurderligt biprodukt — nemlig REN ILT — gennem „udblæsningsventilerne“.

Tænk over det. Ilten udgør kun omkring 20 procent af de luftarter man indånder når man trækker vejret. Alligevel indånder man omkring 3000 liter ilt i døgnet. Man forbruger imidlertid kun en fjerdedel, cirka 750 liter ilt, for at dække legemets behov. Gang disse 750 liter (et døgns forbrug) med antallet af mennesker i verden, og du vil se at der forbruges kolossale mængder ilt alene ved åndedrættet. Nogle anslår endda at der forbruges 10 tusind tons ilt hvert sekund ved åndedrættet og andet, for eksempel den forbrænding der sker i bilmotorer. Hvad er det da der hindrer os i at opbruge den samlede mængde af verdens ilt og ganske langsomt blive kvalt?

Det er den iltproducerende fotosyntese der foregår i planternes blade både på landjorden og i vandet!

Planter — før og nu

Man har ikke altid været klar over hvor afhængigt mennesket er af jordens vegetation. Først i 1648 begyndte man at forstå lidt mere om plantens indre funktioner. I det år plantede den belgiske kemiker Van Helmont et to kilo tungt skud af et piletræ i en urtepotte med 91 kilo jord. Da han fem år senere atter vejede pilen, vejede den 77 kilo. Jorden vejede stadig 91 kilo. Van Helmont forstod nu at planter ikke vokser ved at opsuge stof fra jorden. Ganske logisk (men desværre ukorrekt!) sluttede han derfor at træets vækst var et resultat af at det havde optaget det vand han havde givet det i årenes løb!

Joseph Priestly kom sandheden nærmere i 1772. Denne præst, der dyrkede kemien som hobby, opdagede at et brændende lys opbruger ilten i en lukket beholder. Satte man en mus i den iltfattige beholder, ville den hurtigt dø. Men satte man en plante i beholderen dannedes der ny ilt, og musen kunne leve i den lukkede beholder.

Den hollandske fysiker Ingen-Housz opdagede desuden at en plante må have lys for at kunne frembringe ilt. Han bemærkede også at kun de grønne dele af planten (der indeholder klorofyl) reagerede på denne måde. Og så var mennesket godt på vej til at forstå fotosyntesen.

To hundrede år og mange opdagelser senere forstår man imidlertid stadig ikke fuldt ud hvordan fotosyntesen foregår. Men ansporet af videnskabelig nysgerrighed, bekymring for menneskehedens fremtid og visioner om nobelpriser, arbejder i hundredvis af videnskabsmænd til stadighed på at løse det interessante mysterium. Nogle håber at kunne efterligne naturen og frembringe mad til hele menneskeheden. Andre håber at finde en uudtømmelig energikilde. Man er allerede i gang med at undersøge flere måder at udvinde denne energi på.

Det virker ironisk at planterne vises så stor en interesse på et tidspunkt hvor man er i færd med at udslette denne store ressource. Femogfirs procent af landbrugsjorden i De forenede Stater bruges for eksempel efter sigende ikke til at dyrke mad til sultne mennesker, men til at opfede dyr med. Dette gør man for at tilfredsstille folks lyst til kød. (Ifølge en skribent spiser hver indbygger i De forenede Stater i gennemsnit 60 kilo kød om året.) Skønt ernæringseksperter advarer om at det kan være farligt for helbredet at spise så meget kød, fortsætter denne udvikling. Økonomer frygter endda at det kunne få alvorlige økonomiske konsekvenser for landbruget hvis man vænnede folk af med at spise meget kød.

I andre dele af verden, for eksempel i Brasilien, fældes skovene langt hurtigere end naturen kan erstatte dem. I Tyskland truer luftforureningen, med den medfølgende syreregn, skovenes liv.

Vi kan derfor være glade for at Gud aldrig vil tillade at denne planet bliver øde og gold. Gud „danned [jorden] til at bebos“. (Esajas 45:18) Profeten Joel giver os denne forsikring: „Frygt ikke . . . Thi ørkenens græsmarker grønnes, og træerne bærer frugt.“ — Joel 2:22.

Endnu før det sker har vi mange grunde til at værdsætte jordens grønne dragt. Det simple græs, de majestætiske ege- og fyrretræer, ja selv den lille potteplante der pynter på dit bord, er ikke blot med til at forskønne jorden, med giver os også mad og tøj, og de renser luften. De er livsnødvendige for os.

Se derfor nærmere på jordens smukke dække, og værdsæt det. Vær taknemmelig for at disse grønne planter er der for vores skyld. Tak Skaberen, der „lader græs spire frem på bjergene“. — Salme 147:8.

[Tekstcitat på side 25]

I mange dele af verden fældes skovene langt hurtigere end naturen kan erstatte dem

[Illustration på side 23]

Mennesket har forvandlet dette . . .

. . . til dette!

[Illustration på side 24]

Sollys

Fotosyntesen foregår i dette lag

Spalteåbninger optager kultveilte

Spalteåbninger afgiver ilt