Kan man stole på Bibelen?
’De mennesker der levede på Bibelens tid var uvidende og overtroiske. De kunne hverken læse eller skrive. Den eneste måde de kunne videregive historien på var ved mundtlig overlevering. Hvordan skulle man da kunne stole på Bibelen?’ Har du nogen sinde gjort dig disse tanker om Bibelen?
DET har mange oprigtige mennesker. Andre griber kun til dette ræsonnement for at slippe for et ansvar. Men er det sandt at samfundet var så primitivt og at folk var så uvidende på Bibelens tid?
Inden for de senere år har udgravninger i Ebla i Syrien afdækket et bibliotek på over 16.500 kileskrifttavler af ler og fragmenter der skildrer mange sider af livet dér i området. Hvilken periode dækker de? Det seneste skøn fra arkæologernes side lyder på det tredje årtusind før vor tidsregning (f.v.t.).
Hvad kan de fortælle os om dette gamle menneskesamfund? Var det primitivt, var folk uvidende og analfabeter? Filologen Giovanni Pettinato siger: „Allerede af de indledende undersøgelser af materialet kan vi udlede at Ebla var et højt industrialiseret samfund hvis økonomi ikke var baseret på landbrug og fårehold, men snarere på industriprodukter og international handel.“
Hvilken form for oplysninger havde man i dette omfattende offentlige bibliotek? Professor Pettinato forklarer: „Af de bevarede tekster er 70 procent økonomisk-administrative . . . Andre 10 procent er historiske og måtte vogtes omhyggeligt, da de indeholdt internationale traktater. Omkring 20 procent er litterære værker.“
Hvorvidt dette bibliotek i Ebla vil kaste lys over bibelske begivenheder og steder, ligger endnu hen i det uvisse. Det har imidlertid allerede vist os at tilværelsen ikke var så primitiv for over 4000 år siden som nogle gerne vil have os til at tro.
Kan Bibelens pålidelighed bevises?
Nu er spørgsmålet: Kaster nogle af de gamle kileskrifter og inskriptioner lys over det der i Bibelen fremlægges som historie? Lad os undersøge nogle få eksempler fra Bibelen. Vi vil først se på en detalje fra beretningen om israelitternes erobring af Kana’an i det 14. århundrede f.v.t.
1. „Ved den tid vendte Josua om og indtog Hazor, . . . og Hazor stak han i brand.“ — Josua 11:10, 11.
I 1928 fastslog afdøde professor John Garstang at Tell-el-Qedah nord for Galilæas sø var det sted hvor den kana’anæiske by Hazor havde ligget. I perioden 1955-58 foretog et hold arkæologer udgravninger på stedet. Man fandt en kileskrifttavle der godtgjorde at byen virkelig var Hazor. Og „i det sydvestlige hjørne af den lavere del af byen fandt man kana’anæiske huse . . . Det plan af byen som disse huse var en del af . . . viste tegn på at være blevet ødelagt på voldsom måde og forladt. Det passer udmærket med overleveringen om byens erobring af Josua ifølge Anden Mosebog.“ (Illustrations of Old Testament History, R. D. Barnett) Dette støtter tydeligvis Bibelens pålidelighed.
2. I Ezras bog fortæller Bibelen at Kyros, konge af Persien og erobrer af Babylon, udstedte et dekret om religionsfrihed der tillod de jødiske landflygtige at vende tilbage til deres hjemland og genoprette deres form for gudsdyrkelse. (Ezra 1:1-3) Findes der noget bevis på denne religiøse tolerance, der står i så grel modsætning til den politik Babylon og Assyrien tidligere havde fulgt?
I 1879 fandt H. Rassam, der foretog udgravninger i Babylon for British Museum, en cylinder med en inskription i kileskrift, den der nu kaldes Kyros-cylinderen. I 1970 fandt man et nyt fragment der hørte til cylinderen, og kunne således rekonstruere endnu en del af teksten. Hvad viser en oversættelse af tekstens slutning?
„Hvad angår Asjur og Susa, Agade, Esjnunna . . . såvel som gutiernes egn, sendte jeg til disse hellige byer på den anden side af Tigris, hvis helligdomme længe havde ligget i ruiner, de guder tilbage som (før) boede der og byggede dem varige helligdomme. Jeg samlede (også) alle deres (tidligere) indbyggere og gav (dem) deres boliger tilbage.“
Denne kileskrifttekst er en bemærkelsesværdig bekræftelse af Bibelens pålidelighed hvad angår Kyros’ tolerance over for fremmede religioner.
3. Bibelen fortæller at „i kong Ezekias’ fjortende regeringsår drog assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede byer og indtog dem“. Stillet over for denne trussel valgte Ezekias at betale en skat til Sankerib. „Da pålagde assyrerkongen kong Ezekias af Juda at udrede 300 talenter sølv og 30 talenter guld.“ — 2 Kongebog 18:13-16.
Bekræftes disse begivenheder af nogen anden kilde? I årene 1847-51 afdækkede den engelske arkæolog A. H. Layard i ruinerne af Sankeribs palads den stentavle man nu kalder kong Sankeribs prisme eller Taylor-prismet. I kileskrift fortæller prismet Sankeribs version af sine bedrifter. Nævnes Ezekias? Siges der noget om den tribut som Sankerib pålagde Ezekias? En oversættelse lyder:
„Dernæst Judæeren Hizqijja, som ikke havde bøjet sig for mit åg, — jeg indesluttede 46 af hans stærke, befæstede byer samt utallige andre små byer i deres omgivelser; jeg indtog dem.“ Beretningen fortsætter: „Jeg spærrede ham selv inde i hans kongestad Jerusalem som en fugl i bur.“ Læg mærke til at Sankerib ikke gør krav på at have indtaget Jerusalem, hvilket stemmer med beretningen i Bibelen. Men hvad siges der om tributten? Der omtales „30 talenter guld og 800 talenter sølv (og alle mulige værdifulde skatte)“. Bibelens fremstilling stemmer helt overens med Sankeribs prisme, undtagen hvad angår værdien af sølvet. Skulle det få os til at tvivle på Bibelens pålidelighed? Hvorfor skulle vi tro på Sankeribs pralende beretning fremfor den mere beskedne fremstilling i Bibelen?
Ifølge beretningen på Sankeribs prisme hævder denne assyrerkonge også at have taget 200.150 fanger fra Juda, mens Bibelen fortæller at han selv måtte lide et tab på 185.000 soldater på én nat. (2 Kongebog 18:13 til 19:36) Hvilken forklaring kan vi give på disse afvigelser?
I sin bog Light From the Ancient Past omtaler professor Jack Finegan den „almindelige pralende tone som præger assyrerkongernes inskriptioner“. I Assyrian Historiography giver professor Olmstead udtryk for denne mening: „Når Sankerib fortæller os at han . . . fra Juda tog ikke mindre end 200.150 fanger, og det til trods for at Jerusalem selv ikke blev indtaget, kan vi trække de 200.000 fra som et produkt af den assyriske historieskrivers frodige fantasi og regne med at de 150 ligger en del nærmere det antal der virkelig blev taget til fange og ført bort.“
Overdrevne krigsrapporter er åbenbart ikke noget særegent for det 20. århundrede! At man udelader et knusende nederlag fra den officielle historieskrivning er heller ikke noget nyt. Det vi skal lægge mærke til er at inskriptionen på Taylor-prismet er et vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed.
4. Lad os tage endnu et eksempel hvor Bibelens historie bekræftes. Da israelitterne bosatte sig i det forjættede land for over 3400 år siden, indtog Dans stamme et område nord for Galilæa. Bibelens beretning fortæller:
„Danitterne [drog] op og angreb [den kana’anæiske by] Lesjem [Lajisj], indtog [den] . . . og gav Lesjem navnet Dan efter deres stamfader Dan.“ — Josua 19:47; Dommerne 18:29.
Har denne by nogen sinde eksisteret? Fik den virkelig navnet Dan? Ved Tell-el-Qadi afdækkede arkæologen Avraham Biran i 1976 en kalkstensplade med en inskription på græsk og aramaisk. Den græske tekst omtaler en person ved navn Zoilos der aflagde en ed til „guden som er i Dan“. Arkæologerne ved derfor at det de er ved at udgrave er ruinerne af den gamle israelitiske by Dan, der tidligere hed Lajisj eller Lesjem. Endnu en gang har Bibelen vist sig at være pålidelig. Hvis pladsen tillod det, kunne dette illustreres med langt flere eksempler fra arkæologiske fund.
Er Bibelen et pålideligt grundlag?
Faktisk har arkæologer gang på gang benyttet Bibelen til at fastslå mange gamle byers geografiske beliggenhed. Bibelens værdi i denne henseende understreges af arkæologen Yohanan Aharoni, der skriver: „Bibelen er stadig det vigtigste kildemateriale for Palæstinas historiske geografi i den israelitiske periode. Dens fortællinger og beskrivelser giver et genskær af det geografiske miljø såvel som de historiske begivenheder der udspillede sig. Bibelen henviser til omkring 475 lokale geografiske navne, og mange af dem forekommer i en sammenhæng der forsyner os med relevante detaljer om stedets natur, beliggenhed og historie.“ Dette gælder på trods af at „Bibelen hverken er en geografibog eller et leksikon“.
Jo mere man fordyber sig i de kendsgerninger og kulturgenstande der knytter sig til Bibelen, jo mere forstår man hvor pålidelig den er. Men kendsgerninger og kulturgenstande er ét — fortolkning, teori og spekulationer er noget andet. Er arkæologerne altid enige i deres fortolkninger? Er de altid fuldstændig objektive? Bør man foretrække deres teorier fremfor Bibelens historiske beretninger?
[Illustrationer på side 4]
Kyros-cylinderen bekræfter Kyros’ religiøse tolerance
Inskriptionen på Taylor-prismet, Sankeribs prisme, svarer til Bibelens beretning om at Ezekias betalte skat til Sankerib