Giver arkæologien os grund til at tvivle på Bibelen?

HVORFOR har arkæologien interesse for os i dag? Fordi den er et værdifuldt redskab for vor forskning i menneskets fortid. For eksempel giver den os større forståelse af Bibelens landes og folkeslags geografi og historie. Arkæologien støtter sig i udstrakt grad til de eksakte videnskaber og stræber efter at nå frem til en lige så stor nøjagtighed. Men en væsentlig faktor modarbejder denne bestræbelse — nemlig den menneskelige faktor. Enhver arkæolog har en eller anden overbevisning, hvad enten han eller hun er ateist, agnostiker, kristen, jøde eller muhamedaner. I hvor høj grad vil disse opfattelser eller forudfattede meninger få indflydelse på hans eller hendes fortolkninger? Kan de hindre arkæologen i at nå frem til de rigtige slutninger?

Arkæologisk forskning er en slags detektivarbejde. Omstændighedsbeviser i form af kulturgenstande og andet (lertøj, fragmenter, ruiner, rester fra tidligere civilisationer, skeletter og lignende) graves op. Så begynder man at udlede oplysninger af materialet: Hvorfra stammer dette fragment? Hvilken tidsperiode passer dets form, farve og sammensætning ind i? Hvad blev det brugt til? Hører det hjemme der hvor det blev fundet, eller kommer det et andet sted fra? Hører det til det jordlag det blev fundet i, eller er det i tidens løb sunket længere ned på grund af forskellige lokale omstændigheder? Disse og mange andre faktorer kan få indflydelse på tydningen. De konklusioner arkæologerne når frem til er derfor baseret på omstændighedsbeviser og en blanding af objektive og subjektive tolkninger.

Vi kan kun give den hebraiske arkæolog Yohanan Aharoni ret når han skriver: „Når det drejer sig om historisk eller historisk-geografisk tolkning træder arkæologen uden for de eksakte videnskabers virkefelt, og må støtte sig til værdiansættelser og hypoteser [foreløbige antagelser] for at nå frem til et detaljeret historisk billede.“

Hvilke faldgruber må arkæologer tage sig i agt for når fund fra udgravninger skal vurderes? Professor Aharoni svarer: „Udgraveren må omhyggeligt skelne mellem de forskellige lag i sin tell [en høj der dækker ruinerne af en by] . . . Det er normalt ikke særlig let, fordi de faktiske lag i en tell ikke ligger jævnt, det ene oven på det andet. . . . Som oftest giver inskriptionerne kun et terminus a quo [udgangspunkt] for deres eget lag, idet der altid er en mulighed for at genstanden med inskriptionen er blevet brugt i en lang periode, eller endda genbrugt efter at de oprindelige ejere havde kasseret den. . . . Det kan også være farligt at sammenligne med andre lande, for man kan komme ind i en ond cirkel hvor objekterne i den anden kultur måske er blevet dateret efter hvordan de forholder sig til den palæstinensiske, uden tilstrækkeligt hensyn til de omstændigheder de blev fundet under og de relative kronologier der er involveret. Det siger sig selv at historiske overvejelser er særlig risikable, da de altid er forbundet med formodninger og subjektive holdninger. Vi bør derfor altid huske at ikke alle årstal er absolutte men at de er mere eller mindre usikre.“ — Kursiveret af os.

Hvordan kom israelitterne over Det røde Hav?

Disse påmindelser er særlig på deres plads i dag hvor så mange arkæologer på tryk beretter om deres modstridende fund, teorier og kronologier. Lad os som et eksempel tage israelitternes udvandring fra Ægypten og overgangen over Det røde Hav. Det fremgår klart af beretningen i Bibelen at ægypternes vogne og hære forfulgte Israel og var lige ved at indhente dem da de nåede Det røde Hav. Hvordan kunne israelitterne undslippe når havet spærrede vejen for dem? Bibelen svarer:

„Moses rakte da sin hånd ud over havet, og [Jehova] drev havet bort [hvordan?] med en stærk østenstorm, der blæste hele natten, og han gjorde havet til tørt land. Og vandet delte sig. Da gik israelitterne midt igennem havet på tør bund, mens vandet stod som en mur på begge sider af dem.“ — 2 Mosebog 14:21, 22.

Læg mærke til de specifikke detaljer i denne beretning. Der fortælles ikke blot om en stærk storm, men om en „stærk østenstorm“. Vandene delte sig så havbunden blev til tørt land. Denne detaljerigdom tyder på at det er en øjenvidneberetning, og det gør den poetiske gengivelse af begivenhederne i Moses’ sang i Anden Mosebog, kapitel 15, også. Da Faraos stridsvogne og militærstyrker i deres jagt på israelitterne styrtede sig ud i kløften mellem vandene, ’dækkede strømmene dem, de sank som sten i dybet’. — 2 Mosebog 15:5.

Den måde Jehova delte vandene på bekræftes i sangen: „Ved din næses pust dyngedes vandene op, vandene stod som en vold, strømmene stivnede midt i havet.“ — 2 Mosebog 15:8.

Hvad siger videnskaben?

Flere eksperter har fremført forskellige teorier for at give en ’rationel’ forklaring på dette mirakel. De hævder ikke nødvendigvis at israelitterne ikke krydsede Det røde Hav, men de forsøger at bortforklare Guds indgriben. For eksempel er det hebraiske ord for Det røde Hav jam suf, „hav af rør eller siv“, og nogle siger derfor at det bare var et sumpet område israelitterne krydsede. Men i et sumpet område kunne der næppe opstå en mur af vand på begge sider af israelitterne, som beretningen siger at der gjorde. Vandet i en sump kunne bestemt heller ikke ’overskylle vognene og rytterne’ i Ægyptens hær. — 2 Mosebog 14:28.

En anden teori blev for nylig fremsat af ægyptologen Hans Goedicke. Hans forklaring på beretningen i Anden Mosebog går ud på at der i 1477 f.v.t. indtraf et voldsomt vulkanudbrud på øen Thera, cirka 800 kilometer nordvest for det sted hvor man formoder israelitterne krydsede Det røde Hav. Det fremkaldte en meget stor flodbølge, der kan have skyllet hen over den sydøstlige del af Middelhavet og rullet ind i Nildeltaet til kanten af ørkenhøjsletten. Dette kunne, rent teoretisk, have medført at ægypterne druknede, mens israelitterne formentlig var i sikkerhed højere oppe.

Det er klart for enhver at denne teori ikke tager hensyn til kendsgerningerne som de fremlægges i Bibelen. Hvad mener andre videnskabsmænd da om dr. Goedickes teori? Charles Krahmalkov fra Michigans universitet forkaster den, delvis fordi „der intet er i Bibelens beretning om udgangen der så meget som antyder en stor flodbølge“. Han fremsætter en alternativ teori der går ud på at israelitterne flygtede på havet i både og at ægypterne fulgte efter dem og druknede i en storm der fik deres både til at synke! Han tilføjer: „Det siger sig selv at denne rekonstruktion er blot og bart gætteværk. Men den har langt bedre rod i Bibelen end professor Goedickes version.“ Det må vist være en skønssag.

En tredje videnskabsmand, Eliezer D. Oren fra Ben Gurion-universitetet i Negev, er meget imod teorien om en flodbølge og fremsætter en anden som han betragter som mere realistisk. Det er imidlertid værd at lægge mærke til at han tilføjer: „Vi bør ikke glemme at [det] . . . på ingen måde kan dokumenteres ved hjælp af arkæologisk bevismateriale. Personlig er jeg overbevist om at miraklet ved havet — et mesterværk i litterær komposition — har meget lidt med historien eller . . . virkeligheden at gøre.“

Hvem har ret?

Dr. Orens bemærkning bringer os ind til sagens kerne. Er kristne nødsaget til at tro at store dele af Bibelen bare er ’litterære mesterværker uden tilknytning til virkeligheden’? Eller kan de stole på at Bibelen er Guds inspirerede ord? Skulle arkæologers og videnskabsmænds modstridende teorier få os til at vakle? Eller bør vi acceptere bibelskribenternes og Jesu Kristi vidnesbyrd som pålidelige?

Apostelen Paulus skrev til en medkristen ved navn Timoteus: „Du [har] fra den spæde barndom af . . . kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus. Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig . . . til reformering.“ Tidligere havde han skrevet til de troende i Rom: „Hvordan så? Når nogle ikke troede, vil deres mangel på tro da ophæve Guds trofasthed? Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner.“ — 2 Timoteus 3:15, 16; Romerne 3:3, 4.

Hvorfor tror Jehovas Vidner at Bibelen er inspireret? Afhænger deres tro af arkæologernes fund? Kort sagt findes beviset for inspiration i Bibelen selv, ikke i arkæologien. Én ting er at skrive nøjagtig historie, noget ganske andet er at skrive nøjagtig historie før begivenhederne indtræffer. Det er profeti. Bibelen indeholder hundreder af opfyldte profetier der bevidner at den kommer fra Gud. For eksempel har man anslået at 332 særskilte profetier i De hebraiske Skrifter fik deres opfyldelse alene på Jesus Kristus.

Et andet tungtvejende vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed er at dens budskab er baseret på beretninger der fortælles af øjenvidner til begivenhederne, tit skribenten selv. Dette er tilfældet med beretningen i Anden Mosebog, der er skrevet af Moses. Har vi nogen grund til at betvivle hans ærlighed som vidne? Nej, ikke når vi samtidig anerkender at det var Gud der inspirerede ham til at skrive. (2 Timoteus 3:16) Hans selvkritiske åbenhed er også et godt vidnesbyrd om hans pålidelighed. Han forsøger ikke at skjule den omstændighed at han dræbte en ægypter til forsvar for en anden israelit. Han dækker heller ikke over sin mangel på ydmyghed og den straf han modtog da han fik vand til at springe frem fra klippen. (2 Mosebog 2:11, 12; 4 Mosebog 20:9-13; se også tilfældet med David i Anden Samuelsbog, kapitel 11; Salme 51.) I bogen Er Bibelen virkelig Guds ord?, der er udgivet af Vagttårnsselskabet, finder du mere detaljerede beviser.

Bør teorier få vor tro til at vakle?

Kristne opmuntres og tilskyndes af det afgørende bevismateriale der bringes for dagen af tålmodige og dygtige arkæologer, materiale der ofte bekræfter og belyser Bibelens beretning. Kendsgerninger og kulturgenstande kan fortælle os meget om livet i fortiden. Inskriptioner kan bibringe os værdifulde oplysninger. Men da det er de færreste mennesker der skriver en ugunstig selvbiografi, må inskriptioner naturligvis analyseres med stor omhu.

Når eksperterne begynder at fremføre deres fortolkninger, gisninger og teorier om betydningen af et arkæologisk fund eller dateringen af en kulturgenstand, gør den kristne klogt i at vise forsigtighed. Jehova inspirerede trofaste mænd til at skrive sit ord, men ikke til at vildlede os med litterære fantasier. Yohanan Aharoni havde ret da han sagde: „Adskillige passager [i Bibelen] betragtes af forskellige videnskabsmænd som rent utopiske eller som litterære frembringelser der hverken har basis i politik, geografi eller det virkelige liv. Vi betvivler alvorligt gyldigheden af denne opfattelse; det virker som om størstedelen af de geografiske tekster er taget fra virkeligheden, og det er kun vores mangelfulde forståelse og utilstrækkelige oplysninger der hindrer os i at fastslå deres historiske indhold.“ — Kursiveret af os.

Vor tids bibelarkæologi er tydeligvis delt i to ikke særlig skarpt afgrænsede lejre. På den ene side har vi de pietetsfulde og patriotiske forskere der søger støtte for Bibelen og deres egne nationale eller etniske fordringer. På den anden side har vi dem der, med professor J. E. Barretts ord, er tilbøjelige til „at ringeagte deres (sædvanligvis ældre) kollegers pietet, patriotisme eller anerkendte visdom“. Denne professor i arkæologi tilføjer: „Der hersker en underlig form for selvretfærdighed (for ikke at sige sadistisk glæde) blandt dem der forsikrer os om at de ikke nærer pietetsfølelse. . . . De der studerer moderne arkæologi bør tage sig i agt for disse interne faglige kampe om at være den bedste.“

Vi bør holde os for øje at arkæologer kun er mennesker og derfor har alle den ufuldkomne menneskelige naturs svagheder. Ambitioner, ønsket om ære, konkurrenceånd, dybt subjektivt engagement — disse og andre faktorer kan have indflydelse på ekspertens mening eller fortolkning.

En fremtrædende arkæolog fra det 19. århundrede overvurderede for eksempel kraftigt et fund af nogle gamle smykker han havde afdækket i Troja og nogle gyldne ansigtsmasker som var fundet ved Mykene. En nulevende professor i arkæologi gav følgende skarpe kommentar til denne overvurdering: „Disse to tilfælde viser hvilken indflydelse en romantisk interesse i den gamle verden kan have på en arkæologs dømmekraft — fristelsen til at identificere det man finder med det man gerne vil finde. Måske er problemet endnu større for bibelarkæologen, hvis gudfrygtighed og patriotisme ofte plejer og genopliver den romantiske interesse der fra først af bevægede ham eller hende til at blive arkæolog.“ (Kursiveret af os.) Også de arkæologer der er agnostikere eller ateister kan naturligvis påvirkes af deres opfattelser, uanset hvor oprigtige de er.

Skulle den kristnes tro da vakle på grund af de teorier der fremlægges af mange videnskabsmænd og arkæologer? Husk at det kun er teorier og menneskers meninger — de kan ændre sig, og de er underlagt tidens og videnskabens luner. Det menneskelige element med dets stolthed og ambitioner er også meget tydeligt. Det er sandt som professor Barrett skrev i Biblical Archaeology Review (januar/februar 1981): „Pietet, patriotisme, ideologi, uddannelse, og mangel på disse, har indflydelse på arkæologens bedømmelse, ligesom det har på historikerens. I oprigtige øjeblikke ved enhver professionel arkæolog dette — de bedste videnskabsmænd ved det om sig selv; andre ved det kun om deres kolleger.“ — Kursiveret af os.

En kristen vil derfor være rimelig og ikke forvente at få absolutte beviser fra arkæologien for alt hvad der siges i Bibelen, og navnlig ikke i denne ufuldkomne tingenes ordning. Men han ved at det snart vil blive muligt at afgøre til fuldkommenhed om Bibelens skildring af alle disse personer og begivenheder er sande. Hvordan det? „For den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu Kristi] stemme og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Ja, i opstandelsen vil det blive muligt at udspørge dem der levede på Bibelens tid. Hvor vil det blive spændende at høre dem fortælle detaljerne i alle de beretninger som vi ikke helt forstår i dag! Så behøver vi ikke længere at gribe til menneskers teorier og udspekulerede forklaringer på disse detaljer. De der med egne øjne har set det ske, vil fortælle os hvordan det gik til. Kommer du til at opleve det?

[Tekstcitat på side 7]

Er kristne nødsaget til at tro at Bibelen bare er ’et litterært mesterværk uden tilknytning til virkeligheden’?

[Tekstcitat på side 8]

Beviset for inspiration findes i Bibelen selv, ikke i arkæologien

[Tekstcitat på side 8]

Man har anslået at 332 særskilte profetier i De hebraiske Skrifter fik deres opfyldelse alene på Jesus Kristus

[Tekstcitat på side 10]

„Pietet, patriotisme, ideologi, uddannelse, og mangel på disse, har indflydelse på arkæologens bedømmelse, ligesom det har på historikerens“

[Illustration på side 9]

Hvordan kom israelitterne over Det røde Hav?