„Jeg har countrymusik i blodet“

DER var sne på bjergene — masser af sne. Vejene var ufremkommelige. Hos de mange der var afskåret fra omverdenen var der efterhånden knaphed på forsyninger. Min fader, der holdt meget af sine medmennesker, tog fire af sine heste og lastede dem med forsyninger fra vores eget lager. Han kendte det forrevne terræn ud og ind, og det lykkedes ham at bane sig vej op langs floder og bække så han kunne skaffe mad frem til folk der var i nød.

Det er nu over 50 år siden. Vi boede dengang i West Virginia. Vi flyttede væk derfra, men den omsorg som fader nærede for sine medmennesker og som han videregav til mig, har ikke forladt mig. Foruden kærligheden til medmennesket gav han mig også noget andet — kærligheden til den slags musik jeg plejer at kalde „heartland“-musikken. „Heartland“ betyder det indre land, det rigtige land, og ved heartland-musik forstår jeg en form for countrymusik hvori man besynger skønheden i naturen og værdien af et sundt familieliv og positive livsnormer.

Fader spillede banjo, og moder sang til. Hvor ofte har jeg ikke nydt at gå en stille aftentur på en bjergsti, hvor man hørte bækkene klukke og de små bjerglandsbyers folk synge og spille så det gav genlyd i dalen! I hele mit liv har jeg følt at verden havde brug for meget mere heartland-musik. Og jeg var ikke ret gammel da jeg satte mig for at give verden denne musik.

Hvordan jeg kom i gang

Ikke længe efter at vi var flyttet fra West Virginia til Pennsylvanien, begyndte jeg at spille guitar. Mens jeg endnu gik i skole dannede jeg min første gruppe. Vi spillede til skolefester og andre sammenkomster for unge mennesker. Det gik snart op for mig at musikken har en særlig magt til at sætte folk i god stemning.

Så udbrød den anden verdenskrig. At gå i krig og slå andre folk ihjel — det kunne jeg ikke få til at stemme med den næstekærlighed min fader havde indgivet mig. I øvrigt var jeg svineavler, og blev af den grund skånet for indkaldelse til at begynde med. Senere blev jeg alligevel indkaldt, til infanteriet. En nat mens vi var på øvelse faldt jeg ni meter ned fra en svingbro og brækkede det ene ben syv forskellige steder. Mens mit ben kom sig spillede jeg sammen med en lille gruppe af folk fra militæret.

Da jeg var kommet ud af militæret satte jeg mig for at danne en førsteklasses gruppe der skulle spille country-and-western-musik. Jeg satte annoncer i bladet Billboard Magazine og fik på den måde samlet musikere fra hele USA til en gruppe som vi kaldte Pine Hollow Jamboree. Vi begyndte med at optræde i radioen. Snart tog vi også på turné i det østlige USA og i Canada. Vi fik aftale med en kæde på sytten radiostationer om dækning af vore koncerter.

Så kom den tid hvor jeg spillede i min egen „Hillbilly Park“ i Pennsylvanien. Hertil kom mange af countrymusikkens dygtigste kunstnere og optrådte som gæster. Jeg virkede selv som konferencier ved forestillingerne, og vores Pine Hollow Jamboree, et orkester der nu undertiden var helt oppe på 35 medlemmer, spillede som „backing“ når vi havde kunstnere på gæsteoptræden. Foruden at det selvfølgelig var et levebrød for mig, fandt jeg det meget tilfredsstillende at se mennesker i tusindvis komme hver uge for at spise deres medbragte mad i parken og nyde den rigtige, ægte countrymusik — heartland-musikken — der blev spillet på stedet.

Rock’n’roll

Det så ud til at countrymusikkens popularitet var stigende, men så kom rock’n’roll-musikken. Mit første møde med rockmusikken fik jeg som vært ved en forestilling på Cirkle Theatre i Cleveland. Produceren kom løbende hen til mig omme bag scenen. Han var rasende. Publikum brød sig ikke om den unge mand der stod og sang inde på scenen. Nogle kedede sig. Andre havde taget anstød af hans kropsbevægelser. En hel del udvandrede i protest. Som konferencier var det min pligt at få denne unge sanger, hvis navn var Elvis Presley, væk fra scenen og få det næste nummer ind — i en fart!

„Den grønskolling bliver aldrig til noget,“ sagde jeg til mig selv. Dér tog jeg selvfølgelig fejl. Efter at have taget nogle timers sangundervisning kom han til at betyde mere for rockmusikken end nogen anden. Jeg mener at han samtidig kom til at påvirke countrymusikken en hel del. Stilen i den moderne countrymusik har bevæget sig bort fra den traditionelle spillemåde og et godt stykke hen mod rockmusikken. Derved har den måske nok forenet de to genrers popularitet, men prisen for denne popularitet har været høj.

Mens rockmusikken tog landet med storm, fortsatte jeg med at fremme countrymusikkens sag. Et agentbureau i Nashville bad mig om at rejse på turné sammen med Jimmy Wakely, et af de store navne inden for countrymusikken. Efter at have rejst i det meste af det østlige USA, kom vi til Hollywood, hvor jeg medvirkede i adskillige film.

Jeg savnede noget

Det gik godt for mig i Hollywood. Jeg kom til at træffe alle de rigtige mennesker og færdes de rigtige steder, og jeg gjorde alt hvad en kommende stjerne skal gøre. Men der var alligevel noget jeg savnede. Midt i denne glimmerfyldte „drømmefabrik“ manglede jeg det grundlæggende livsindhold som jeg satte i forbindelse med den lille barfodede dreng der vandrede hen ad en bjergsti. I grunden har jeg altid opfattet det som om jeg stadig var denne lille dreng.

Jeg rejste hjem til Pennsylvanien. Et pladeselskab bad mig nu om at indspille en sang der hed „Elfie the Elf“. Den blev øjeblikkelig en succes. Syv grammofonpladeproducenter kunne ikke tilsammen holde trit med efterspørgselen efter pladen. Efter at min første indspilning var blevet så populær, nåede mine følgende indspilninger forholdsvis let op på høje salgstal.

Efter at mine plader var slået an måtte jeg drage ud på flere turneer. Men de sange vi spillede fik mig til at tænke på min egen søde kone som sad derhjemme, alt for mange kilometer væk. Det trak i mig. I mit hjerte ville jeg helst vende hjem. Kunstnere tyr ofte til alkohol eller narkotika for at klare presset. Men jeg tog hjem.

Jeg finder hvad jeg har savnet

I 1969 flyttede vi til Florida. Dér, i det flade land i Floridas indre, skete der noget som gjorde at min instinktive kærlighed til mennesker, til bjergene og til musikken faldt på plads i den rette sammenhæng.

Det var juledag 1970. Vi var lige kommet hjem fra kirke. Så bankede det på døren, og jeg lukkede op for en mand der så så oprigtig ud og talte så ligefremt at jeg aldrig vil glemme det. Vi talte om mange forskellige emner, og han viste mig mange ting i Bibelen som jeg aldrig havde vidst, men det var hans åbenlyse omsorg for mig der gjorde indtryk på mig, fremfor det han sagde.

Før han gik inviterede han mig til et møde i en nærliggende rigssal. Det skulle holdes nogle få timer senere samme dag. Jeg gik derhen. Det bibelske foredrag var interessant, men det der fangede min opmærksomhed var den åbne drøftelse af et bibelsk emne der fulgte efter.

Her var der ingen af de raceproblemer som hjemsøgte landet. Sorte og hvide, unge og gamle, folk fra alle erhverv var her for at være fælles om noget der lå dem på sinde. „Det er jo sådan det skal være!“ sagde jeg til mig selv.

Efter mødet blev jeg næsten oversvømmet med velkomsthilsener. Den mand der havde indbudt mig, sagde at Jehovas vidner med glæde ville studere Bibelen sammen med mig hjemme hos mig selv. „Hvor hurtigt kan vi komme i gang?“ spurgte jeg. Det kunne vi næste aften.

Fjorten dage senere lod han mig komme med ud for at besøge andre. Og lige siden da har jeg været med til at fortælle andre om det bibelske håb om bedre forhold.

Udsat for pres

Min mening med at flytte til Florida var at finde en mulighed for at arbejde på deltid med min hovedinteresse — musikken. Jeg sluttede mig til et varietéorkester der spillede to eller tre aftener om ugen på forskellige natklubber. Dengang tænkte jeg ikke på at den drejning som den moderne musik tog, ville føre den ind på en kollisionskurs mod de bibelske principper jeg var ved at lære.

Som konferencier ved en varieté-forestilling skal man ofte komme med vovede, halvsjofle vittigheder og hentydninger. Og efterhånden som gæsterne får mere og mere at drikke bliver de uklare i hovedet, og man er nødt til at udtale sig mere direkte for at trænge igennem. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg nægtede at gå på akkord, og af den grund begyndte det at blive svært for mig at få arbejde.

Countrymusikkens drejning i retning af rockmusik var ikke noget stort problem for mig. En countrymusiker kan let arrangere en melodi sådan at han spiller på den rene countryfacon. Det gjorde jeg. Men teksterne kunne jeg ikke lave om på.

I den traditionelle countrymusik havde teksterne til tider handlet om ’trekantdramaer’ eller lignende. Efterhånden som rockmusikken gjorde sig mere gældende, blev indholdet af de nyere countrysange mere og mere vulgært og udførligt i beskrivelsen af umoralsk adfærd. I mange tilfælde er det den slags publikum forlanger, specielt i natklubber.

Hvad skulle jeg nu gøre? Hele mit liv drejede sig om musikken som udtryksform. Men den musik folk ville høre, gik imod alt hvad jeg selv fandt anstændigt og moralsk rigtigt!

Det hele kulminerede under en natklubforestilling jeg medvirkede i kort efter at jeg var begyndt at studere Bibelen. Gæsterne dansede mens vi optrådte, eller de sad ved deres borde og snakkede, spiste og drak. Pludselig var der en kvinde der klædte sig af fra bæltestedet og opefter og råbte at vi skulle spille en bestemt moderne countrysang med umoralsk tekst.

Dét slog hovedet på sømmet! ’Hvad bestiller jeg her?’ spurgte jeg mig selv. ’Hvad ville mine nye kristne venner dog tænke?’ Dette sidste forsøg på at få mig til at gå på akkord med mine moralnormer og Bibelens principper, bevirkede at jeg ophørte som professionel countrymusiker samme aften.

Fællesskab og god musik

Musikken havde været langt mere end bare et godt levebrød for mig — jeg havde den i blodet. Det ville have været nærmest umuligt for mig at holde helt op med at spille. Det blev da heller ikke nødvendigt. En del af medlemmerne af vores menighed tog på skovtur; den ene tog sin violin med, den anden sin guitar, og så videre. Jeg sluttede mig til, og nu kunne jeg spille igen. Siden har vi spillet ved bryllupper og andre lejligheder når kristne har været sammen. Jeg får ikke penge for det, men den gode, sunde morskab og lejligheden til at udtrykke mig i musik er rigelig løn for mig.

Den form for countrymusik der har betydet så meget for mig, er den der har tilknytning til livets grundlæggende værdier: kærlighed til naturen, hengivenhed inden for familien, og den fred i sindet som disse ting kan give. Da jeg en efterårsdag kørte gennem det pragtfulde landskab i Pennsylvaniens bakkeland og så de mange farver, var der en opdagelse der pludselig slog mig som lynet: Alle mine tanker om naturen har deres naturlige plads i sammenhæng med det jeg nu har lært fra Bibelen.

Det var Jehova Gud der gav menneskene jorden som de skulle elske og værne om. Det er hans hensigt at ikke bare en enkelt skøn dal skal opleve freden igen, men at hele jorden skal gøres til et smukt paradis igen. Jehova har altid ønsket troskab mellem ægtefæller og vil forlange dette i den nye ordning han skaber. Alt dette faldt på plads! Det jeg forstod ved begrebet „heartland“ havde nu fået sin sande betydning.

I årenes løb har jeg oplevet at god musik kan opmuntre mennesker, uanset om de står over for krig, økonomisk ruin eller opløsning af deres familie. Men den glæde som musikken giver, er i bedste fald kun midlertidig.

Jeg har fundet at det er langt mere værdifuldt når jeg som et af Jehovas vidner kan fortælle andre om Bibelens principper og det håb den giver. Sådan burde det også være. Det er en sang hvor „teksten“ er perfekt, en sang der kan røre ethvert hjerte som længes. Og den giver en glæde og fred i sindet der kan vare evigt. — Fortalt af Woody Wooddell.