Unge spørger:
Tager man skade af at læse kærlighedsromaner?
„AT LÆSE kærlighedsromaner er en slags afkobling,“ siger en der læser mange. „Det virker forfriskende på mig at fordybe mig i en kærlighedsroman. Bagefter kan jeg bedre se mine egne problemer i øjnene.“ Mange af dem der sluger den ene kærlighedsroman efter den anden er uden tvivl enige med hende.
Nogle hævder at disse romaner er et godt middel mod stress. Nogle unge mener at de kan give et uskadeligt indblik i de glæder der hører de voksnes verden til. Og nogle bruger dem til at få lidt spænding ind i en trist tilværelse. Romanerne er for det meste både korte og billige, og derfor har millioner af mennesker fået for vane at læse dem. Man anslår at 20 millioner alene i USA læser kærlighedsromaner — der svarer til antallet af dem der ser de mest populære fjernsynsudsendelser. Og de fleste læsere er unge. Men bør du læse dem? Lad os som svar på spørgsmålet se nærmere på hvad nogle af disse romaner handler om.
„Og de levede lykkeligt til deres dages ende“
Emnet kærlighed har altid fascineret læsere. Det er da også ganske naturligt at det er sådan, for Gud har givet manden og kvinden et ønske om at forelske sig og blive gift. (1 Mosebog 1:27, 28; 2:23, 24) Det er derfor ikke overraskende at kærlighed og romantik optræder i de fleste romaner, og der er heller ikke nødvendigvis noget forkert i dét. Nogle kærlighedsromaner er endda blevet betegnet som „god litteratur“. Men da disse ældre romaner anses for „tamme“ efter nutidens normer, har skribenterne i den senere tid fundet at det kunne betale sig at masseproducere en ny slags kærlighedsromaner. Nogle lader stadig handlingen udspille sig i historiske, måske middelalderlige, omgivelser for at give romanen dramatik og stemning. Andre romaner er nutidige i stil og opsætning. Med nogle få mindre variationer følger disse moderne kærlighedsromaner ikke desto mindre et temmelig forudsigeligt mønster: helte og heltinder overvinder de enorme hindringer der truer deres spirende kærlighed.
Den typiske helt er en stærk og måske ligefrem overlegen mand, der oser af selvtillid. Heltinden er derimod som regel en spinkel og sårbar kvinde, og hun er ofte 10-15 år yngre end helten. Hun har brug for heltens opmærksomhed for at få større selvtillid og for at føle at hun er køn. Han behandler hende ofte med den største foragt, men hun føler sig alligevel uimodståeligt tiltrukket af ham. Ja, hans blotte tilstedeværelse får blodet til at bruse i hendes årer, bringer hende helt ud af ligevægt og påvirker hendes tankegang og taleevne.
I mange tilfælde har heltinden også en anden bejler. Han er både sød og rar, men det lykkes ham ikke at vække heltindens interesse. Hun bruger i stedet sine besnærende ynder til at forvandle sin koldsindige helt til en følsom sjæl der til sidst åbent erklærer hende sin evige kærlighed. Og når alle misforståelser er ryddet af vejen og tilgivet, bliver de lykkeligt gift!
Virkningen
Det er forståeligt at sådanne historier appellerer til mange. Men en skribent indvender følgende mod kærlighedsromaner i det han kalder „gotisk stil“: „Den grundlæggende tanke bag disse . . . historier er at det er svært at finde en god mand . . . og at den mand der syntes hævet over enhver mistanke . . . er skurken.“ Heltinden fortolker heltens hårdhjertede og gådefulde opførsel således: „Hvis min mand behandler mig dårligt er det fordi han er mandig, ikke fordi han er ond.“ Eller: „Mænd virker måske nok lunefulde, kyniske, hånlige og tyranniske, men de giver ikke desto mindre tilværelsen romantik og spænding.“
Risikerer man at få en forvrænget opfattelse af hvilke egenskaber der har størst betydning for et varigt og lykkeligt ægteskab, hvis man tillægger sig sådanne ideer? Bonnie, der begyndte at læse kærlighedsromaner da hun var 16, siger: „Jeg ledte efter en ung mand der var høj, mørk og flot; en der var spændende og havde en dominerende personlighed.“ Hun indrømmer: „Hvis jeg kom sammen med en ung mand og han ikke ville kysse mig og kæle med mig, syntes jeg at han var kedelig, selv om han måske nok var hensynsfuld og venlig. Det jeg ville have, var den spænding jeg havde læst om i romanerne.“ Det er derfor let at se hvordan dét at læse kærlighedsromaner kan føre til at man blindt forelsker sig i en der slet ikke opfylder de krav man vil stille til en god ægtefælle. Ønsket om „spænding“ kan tilsløre denne persons sande jeg.
Bonnie læste stadig kærlighedsromaner efter at hun var blevet gift. Hun fortæller: „Jeg havde et pænt hjem og en sød familie, men på en eller anden måde var det ikke nok . . . jeg ville gerne opleve de eventyr og den spænding der var så tillokkende beskrevet i romanerne. Jeg havde på fornemmelsen at der var et eller andet galt med mit ægteskab.“ Bibelen hjalp imidlertid Bonnie til at forstå at en mand må kunne give sin kone andet og mere end charme eller „spænding“: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ — Efeserne 5:28, 29.
Hvordan forholder det sig så med de utopiske slutninger og de lette løsninger på problemerne der er så almindelige i kærlighedsromaner? Ja, de er i hvert fald langtfra realistiske. Bonnie husker: „Når jeg var uenig med min mand talte jeg det ikke igennem med ham. Jeg efterlignede i stedet de kneb romanheltinderne plejede at benytte sig af. Når min mand så ikke reagerede ligesom heltene gjorde, blev jeg sur.“ En skribent har ligeledes lagt mærke til at disse romaner „giver et upræcist og overromantisk billede af de komplicerede relationer mennesker imellem . . . De fremholder et behageligt fastlagt billede af forbindelsen mellem mænd og kvinder på netop det tidspunkt hvor den sociale virkelighed er forvirrende, skiftende og skræmmende.“ Er Bibelens vejledning til hustruer ikke mere realistisk og anvendelig? Den lyder: „I hustruer, I må fortsat underordne jer under jeres mænd.“ — Kolossenserne 3:18.
Det seksuelle indhold
Bladet Psychology Today kaster lys over en anden grund til at kærlighedsromaner er så populære: „Læserne . . . vil gerne vide hvilke forhold andre kvinder har til deres seksualpartnere.“ Artiklen fortsætter: „Inden for de sidste få år har læserne krævet, og forlæggerne har skyndt sig at forsyne dem med, heltinder der er uafhængige og selvsikre — både i og uden for sengen.“
Interessant nok er det de seksuelt betonede kærlighedsromaner — som kan lånes på bibliotekerne i nogle lande — der er de mest efterspurgte af de unge. Kan de gøre nogen skade? Attenårige Karen forklarer: „Bøgerne vakte en stærk seksuel trang og nysgerrighed i mig. Den ekstase og lykkefølelse heltinden oplevede i lidenskabelige situationer sammen med helten, gav mig lyst til at opleve det samme. Så når jeg kom sammen med en ung mand,“ fortsætter hun, „forsøgte jeg at opnå de samme følelser. Og det førte til at jeg begik utugt.“ Svarede hendes oplevelse så til de heltinders som hun havde læst og fantaseret om? Nej. Karen siger: „Disse følelser eksisterer kun i skribenternes sind. Ikke i virkeligheden.“
Det er faktisk visse skribenters mål at skabe seksuelle fantasier. En forlægger giver forfattere af kærlighedsromaner disse instruktioner: „Seksuelle situationer bør i hovedsagen dreje sig om den lidenskab og de erotiske følelser heltens kys og kærtegn vækker.“ Skribenterne underrettes videre om at kærlighedshistorier „bør pirre og opflamme læserne og fremkalde en dyb følelsesmæssig og sanselig reaktion hos dem“. Det siger sig selv at den slags læsestof ikke hjælper en til at følge Bibelens formaning: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær.“ — Kolossenserne 3:5.
Andre muligheder
I betragtning af det foregående vil mange komme til den kloge slutning at det er bedst at undgå romaner der fremkalder usunde følelser eller vækker urealistiske forventninger. Sandt nok udfylder læsning hos mange et behov for at komme væk fra hverdagens pres. Men det er godt at være kræsen med sit valg af læsestof. Vi er i stor udstrækning et produkt af vort miljø. Og når man læser, skaber man et miljø der kan øve en god eller en dårlig indflydelse på ens liv. Hvorfor ikke prøve at læse noget andet — for eksempel bøger om historiske eller videnskabelige emner? Du vil få særlig stort udbytte af at læse i Bibelen og bøger der har tilknytning til den.
Husk også at der finder andre gode måder at slappe af eller finde adspredelse på. Hvorfor bygge sit liv op omkring nogle oplevelser der er fri fantasi? Bibelen siger: „Der er . . . lykke ved at give.“ (Apostelgerninger 20:35) Lær at give ved at hjælpe andre. Et ungt Jehovas vidne der i en måned brugte 60 timer på at hjælpe folk til at lære mere om Bibelen, siger: „Det var den dejligste tid i mit liv.“ Og når man har en dejlig, travl og tilfredsstillende tilværelse, har man da brug for kærlighedsromanernes virkelighedsflugt?
[Ramme på side 18]
En journalist fra Jyllands-Posten købte nogle seriehæfter med titler som „Sweet heart“, „Young love“ og „Amor“ — og bad en børnebibliotekar bedømme indholdet. Bibliotekaren svarede: „Hæfterne er det rene og skære tidsspilde. De stimulerer hverken sproget eller forstanden. Indholdet er slet og ret dagdrømme, der lukker af for virkeligheden. . . . De unge må hellere sidde og glo ud ad vinduet end læse serie-hæfter.“ — 21. november 1983.
[Illustration på side 17]
Kærlighedsromaner kan være spændende læsning, men giver de en et godt og rigtigt syn på kærlighed og ægteskab?