Hvad en tragisk oversvømmelse ikke kunne skylle bort
Af „Vågn op!“-korrespondent i Spanien
DEN længe ventede regn begyndte at falde over den sydøstlige del af Spanien, de frugtbare områder ved Valencia, Albacete og Murcia. Den ofte tørre Alicante-egn fik også sin del. Men det regnede mere end ønskeligt var. På nogle få timer havde det regnet mere end det havde gjort i tre år! En forfriskende forandring var pludselig blevet til et mareridt. Floderne begyndte at gå over deres bredder da regnvandet skyllede ned fra bjergene.
Godt 50 kilometer fra kysten opstod der pludselig en ny fare. Dæmningen ved Tousbassinet begyndte at slå revner. Der blev sendt en advarsel ud, men for nogle var det for sent. Dæmningen gav efter, og en mur af vand der nogle steder var næsten 9 meter høj, brusede ned gennem Júcarflodens dal, og den opslugte alt på sin vej.
Oversvømmelsen efterlod sig en strøm af ødelæggelser: 60 byer blev ødelagt, 3000 hjem forsvandt og andre 8000 blev alvorligt beskadiget, og 5000 køretøjer blev væk i mudderhavet. Godt 140.000 mennesker led en eller anden form for tab; i nogle tilfælde mistede de familiemedlemmer. Et sted i provinsen Valencia var der 42 døde og 19 savnede. Alene i den lille by Carcagente var der 11 omkomne. Der var flest omkomne i provinserne Albacete og Alicante.
Øjenvidneberetninger
Jehovas vidner i området mærkede også meget til ulykken. Efter hvad der oplyses mistede ingen af dem livet, men adskillige kom til skade, omkring 25 mistede deres hjem, og mange flere mistede deres møbler og andre ejendele. Tre rigssale blev stærkt beskadiget. Sandheden i disse bibelske ord kom til at stå klart: „Alle er . . . bundne af tid og tilfælde.“ — Prædikeren 9:11.
Et ungt Jehovas vidne der vadede gennem mudder og vand, faldt i et åbent kloakrør. Da mudderet nåede hende til skulderen, hørte en nabo hendes skrig og kom hende til hjælp og reddede hendes liv.
Et andet Jehovas vidne som befandt sig i oversvømmelseszonen fortæller: „Klokken var cirka to om eftermiddagen, og vi var lige ved at være færdige med at spise da en af naboerne pludselig stod i døren for at advare os om at en vældig flodbølge var på vej ned mod byen. Alarmerede gik vi ud på gaden. Dér så vi en voldsom vandmængde komme imod os. Vi fór ind i huset igen, lukkede døren og prøvede med sække og andet at forhindre vandet i at komme ind . . . men det trængte med en overvældende kraft igennem barrieren.
I det øjeblik så og mærkede vi vandet krybe op ad benene. Vi prøvede at redde vore bøger og andre ejendele, men vandet kom så hurtigt at det var umuligt. Inden vi så os om, nåede vandet os til taljen. Vi måtte skynde os at bringe os selv i sikkerhed, og med stort besvær lykkedes det os at komme op på første sal i huset. Derfra så vi hvordan vandet steg så det næsten også dækkede gulvet på den etage. Vi tilbragte natten i bøn til Jehova og ønskede at det snart ville blive lyst. Det var angstfyldte timer!“
Hurtig hjælp
Brandvæsenet, Røde Kors og mange frivillige kom hurtigt med hjælp til det nødramte område. Dagen efter den ødelæggende oversvømmelse lykkedes det også en hjælpekomité der var udpeget af Jehovas Vidners afdelingskontor i Spanien, at få kontakt med nogle af Vidnerne i de ramte områder. To dage senere nåede en lastvogn med stort besvær Alcira, læsset med mad, tøj og andre fornødenheder som menighederne i Valencia havde samlet ind for at hjælpe deres nødstedte åndelige brødre.
Alcira, der har 37.000 indbyggere, var en af de værst ramte byer, da den ligger på Júcarflodens bredder, og kun 14 meter over havets overflade. I nogle byer nåede vandet en højde af godt 8 meter over gadeniveau! Da vandet sank, var alt forvandlet til et morads, med et ildelugtende mudderlag på mere end en halv meters tykkelse.
På grund af trafikvanskeligheder og fare for epidemier som følge af de døde dyrekroppe der var ved at gå i forrådnelse, kontrollerede myndighederne adgangen til de værst ramte byer. Jehovas Vidners hjælpekomité fik imidlertid lov til at komme ind i de afspærrede områder og afhjælpe de mest påtrængende behov blandt Jehovas vidner. Foruden at komme med forsyninger af mad og tøj, var det nødvendigt med hjælp til at rense husene for det mudderlag oversvømmelsen havde efterladt. I den første weekend efter katastrofen hjalp godt 200 medlemmer af menighederne i Valencia by og provins med dette arbejde. Også nogle der ikke var Jehovas vidner blev hjulpet, for eksempel naboer og folk der boede i nærheden af rigssalene. Hjælpen kom fra hele Spanien, og brødrene hjalp på forskellige måder, alt efter behov. Mange Jehovas vidner med håndværksmæssig baggrund tilbød på frivillig basis at hjælpe til med at reparere hjem og rigssale.
De ældstes vigtige rolle
Ajourførte menighedsoptegnelser med alle menighedens medlemmers fuldstændige adresse var til stor nytte i forbindelse med at nå frem til dem der trængte til hjælp. I nødsituationer er sådanne oplysninger meget vigtige. En kredstilsynsmand der hjalp til i oversvømmelseszonen sagde: „Det at der i menigheden er en ældste som tager rundt og ser til brødrene er en uforlignelig måde at opmuntre og trøste på. I vanskelige tider som disse er der ikke noget der kan erstatte gode, trofaste ældste som en kilde til trøst og styrke.“
Han henledte derefter opmærksomheden på noget andet der er meget vigtigt i vanskelige tider. „Onsdag den 27. oktober, en uge efter katastrofen, var vi i stand til at holde vort første møde i menigheden i Carcagente. Eftersom rigssalen var beskadiget, mødtes vi i et privat hjem. Det var en hjertevarmende oplevelse. Brødrene trådte ind i lejligheden og så hinanden for første gang siden oversvømmelsen. De fik tårer i øjnene og omfavnede hinanden inderligt.
Møderne spillede en vigtig rolle i forbindelse med at styrke brødrene. Jeg tror at det at vi fortsatte med de regelmæssige teokratiske aktiviteter gav brødrene styrke fra Jehova. End ikke en oversvømmelse hvor vandet når til loftet, er stærk nok til at skylle vore teokratiske vaner bort. Møderne har været det første skridt tilbage til normale tilstande, og de har forøget brødrenes kampånd.
Ved møderne blev der truffet foranstaltninger til deltagelse i forkyndelsen. Indsatsen blev naturligvis noget begrænset på grund af omstændighederne, men det hjalp brødrene til at føle at de fortsat var forkyndere. Disse tre faktorer — de lokale ældstes hjælp, møderne og forkyndelsen — kan betragtes som omsorg fra Jehova selv, al trøsts Gud.“ — 2 Korinter 1:3, 4.
Den rette indstilling nødvendig
Disse oversvømmelser i oktober 1982 hjalp Vidnerne til at forstå vigtigheden af at have den rette holdning til det materielle. Hvis man sætter hele sin lid til det man ejer, mister man alt i en katastrofe som denne. Som én sagde: „Apostelen Paulus’ udtryk ’en bunke affald’ er meget rammende. Det er nemlig hvad vore ejendele i virkeligheden er — man arbejder hele livet for at skaffe dem, og på en halv time gør en smule vand dem til affald. Så dynges de op på gaden og rådner.“ — Filipperne 3:8.
Vidnerne erkender imidlertid, på trods af deres materielle tab, at de har noget som selv den mest voldsomme oversvømmelse ikke kan skylle bort — deres brødres kærlighed og solidaritet, som kom til udtryk i den hjælp de modtog. De har også den forret at kunne dele et opmuntrende håb med andre — Guds riges styre over menneskene — samt velsignelsen ved at samles og opbygge troen på og tilliden til Jehova hos hinanden.
[Ramme på side 23]
I tjenesteåret 1982-83, hvor denne naturkatastrofe fandt sted, nåede Jehovas vidner i Spanien op på et antal af 53.496, hvilket betød at der var 5 procent flere Jehovas vidner end året før.
[Illustration på side 22]
Gaderne blev til floder