Uddannet, beskæftiget, brugbar — og blind!

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

HVER arbejdsdag kan man om morgenen se Susumu gå rask hen ad de smalle stier der fører gennem vingårde og ferskenplantager til stationen i en hyggelig japansk provinsby. Og selv om hans kone kunne køre ham, foretrækker han at gå, for, som han selv siger, „at få noget motion“. At se til ligner han enhver anden der hver morgen skal med toget for at komme på arbejde. Men der er en forskel — han er næsten totalt blind! Han har måttet overvinde mange udfordringer for at nå dertil at han ikke blot fuldt ud kan klare et job, men også kan komme til og fra arbejde uden andres hjælp.

I nogle år har Susumu arbejdet som massør og akupunkturterapeut i revalideringscenteret på et stort hospital i en anden og større by. Både lægerne og patienterne respekterer ham for hans dygtighed og ekspertise. Hans tilfælde er dog hverken specielt eller sjældent. I århundreder har de blinde i Japan næsten været de eneste der har videreført østens gamle helbredelsesmetoder såsom akupunktur, orientalsk massage og den specielle hudbrændingsteknik.a Ja, indtil for nylig sørgede staten for at disse beskæftigelser blev forbeholdt de blinde, så de var sikret et levebrød. Hvordan er det gået til? Hvilken oplæring får de? Susumus livsberetning og nogle få baggrundsoplysninger om de blinde i Japan vil give dig nogle interessante og fyldestgørende svar.

En gammel tradition

Traditionelt nærer man i Japan stor agtelse og omsorg for de handicappede. De ældste skrevne beretninger om dette emne fortæller om hvad enkeltpersoner og grupper har gjort for at skaffe de blinde livets fornødenheder og bekvemmeligheder.

For eksempel blev der allerede i det syvende århundrede gjort alvorlige forsøg på at give de blinde en levevej. Nogle blev for eksempel oplært som musikere. Fra da af blev de blindes lod stadig forbedret. Og i det 15. århundrede var „den gyldne tidsalder“ for de blinde oprundet. På den tid fandtes der i Kyoto en fast sammentømret koloni hvor de blinde nød fælles beskyttelse og fik oplæring i et erhverv. Det var her at akupunktur, massage og lignende blev en del af de blindes uddannelse og begyndte at overskygge musik som den mest populære profession blandt blinde. Men uanset hvilken beskæftigelse aspiranten valgte, sikrede den disciplinære optræning på centeret i Kyoto mange en økonomisk tryg tilværelse. Der var naturligvis minusser ved dette arrangement. Det var ikke alle handicappede der fik deres ønsker opfyldt. I flere hundrede år var der imidlertid mange blinde der fik en værdig stilling i samfundet.

Sidst i 1800-tallet oplevede Japan en tid med social og politisk reform. Der blev i hele landet iværksat hjælpeprogrammer for de fattige og de fysisk handicappede. På mange måder viste dette sig dog at være en periode med forvirring og vanskeligheder for de blinde, idet alle tidligere koncessioner og privilegier blev ophævet. Det blev der imidlertid efterhånden rådet bod på ved at regeringen oprettede skoler for de blinde. Og nu var alle de nye skoler gratis.

I nyere tid har Japan holdt trit med andre lande når det drejer sig om at sørge for at den blinde del af befolkningen har moderne udstyr og faciliteter. I 1965 blev det første blindeinstitut oprettet af Helen Keller-stiftelsen i Osaka. Denne almennyttige internationale organisation har gjort meget for at fremme den praktiske oplæring af blinde og folk der er næsten blinde, især i de tilfælde hvor folk, som Sumusu, mister synet som voksen. Lad os nu se på hans beretning.

„Jeg sad bare derhjemme hele tiden“

Således beskriver Sumusu sin fortvivlelse da han fandt ud af at han var blind og ude af stand til at arbejde eller klare sig selv. Han var kun 23 år. Han var fyldt med selvmedlidenhed indtil han en eftermiddag i radioen hørte en meddelelse om optræningsprogrammer for blinde. Det vakte hans interesse og begyndte at ryste ham ud af hans depression.

Han blev snart tilmeldt klasser hvor han lærte tre ting der var vigtige for at han kunne klare sig selv: (1) Bevægelse og orientering, hvilket indbefattede brugen af en mobilitystok, en førerhund eller et sonarprogram, (2) deltagelse i hverdagsaktiviteter som for eksempel madlavning og orientering i hjemmet, samt (3) kommunikation, hovedsagelig undervisning i at læse punktskrift og i at kunne skrive på en punktskriftmaskine, der minder om en skrivemaskine.

Her fik Sumusu også lejlighed til at lære et nyt fag — hvilket er nøglen til fuldstændig rehabilitering. Efter at han havde overvejet flere muligheder, valgte han at gå ind på akupunktur- og massageområdet. Den oplæring han fik, indbefattede meget mere end blot at lære en teknik. Man får et intensivt kursus på bånd. Det omfatter blandt andet anatomi, fysiologi, hygiejne, patologi, lægeetik og orientalske behandlingsteorier. I Japan regnes akupunktur for at være en meget krævende videnskab. Eksperter på dette område anses for at være ’anatomiens mestre’. Men hvordan kan en blind lære noget sådant? God træning sammen med de blindes tilsyneladende skærpede følesans gør elever som Sumusu til eksperter inden for den slags arbejde. Det tog ikke desto mindre ham og hans klassekammerater (i alderen fra 18 til 50 år) tre år at fuldføre hele kursuset. De fleste af dem var blevet blinde efter at de var blevet voksne, hvilket ikke blot betød at de skulle lære disse indviklede færdigheder, men også at de igen skulle lære at udføre de mest grundlæggende gøremål i hverdagen.

Man forstår de vanskeligheder de stod over for når man hører at det i begyndelsen tog nogle af dem en time eller mere at læse blot en side med punktskrift. Det japanske punktskriftsystem er ret kompliceret. Et grundtegn består af seks punkter. Men det japanske sprog skal snarere skrives i lyde end i bogstaver. Over to tredjedele af lydene kræver to sekspunkts grundtegn. Dette er nødvendigt for at man kan danne det japanske sprogs utallige vokal-konsonantkombinationer. Mens de forsøgte at lære denne nye læseform følte de sig somme tider nedslåede, men, som en af dem sagde, „vi overvandt vore problemer ved at arbejde hårdt og ved at opmuntre hinanden“.

Samme elev giver for øvrigt dette forslag: Hvis man bliver blind, bør man drage nytte af den hjælp og undervisning der er at få, så man så hurtigt som muligt kan komme til igen at leve en normal tilværelse. Det er et godt råd. Især blinde børn har gavn af en sådan træning. Det er gribende at komme ind i en tredje- eller fjerdeklasse med blinde børn der skriver løs på punktskriftmaskinen med samme lethed og sikkerhed som en rutineret maskinskriver. Men hvilken yderligere træning er der i Japan til rådighed for dem som er født blinde eller bliver blinde som børn?

Praktisk skoleundervisning

For lidt over hundrede år siden blev der oprettet en skole for blinde, og den er nu vokset til et helt net af velfungerende og veludrustede offentlige skoler i Japan. På én skole er der én lærer for hver to elever. Det skaber naturligvis en meget personlig atmosfære der fremmer indlæringen. Alle klassetrin er som regel samlet på samme skole, og der undervises i stort set de samme fag som på enhver anden skole — med hovedvægten lagt på læsning, skrivning og regning. Men allerede fra syvende klasse lægges der særlig vægt på faglig undervisning — især massagebehandling. Det anslås at omkring 75 procent af eleverne finder beskæftigelse som fysioterapeuter. Og over halvdelen åbner små massage- og akupunkturklinikker, hovedsagelig i deres eget hjem.

Mange unge er imidlertid begyndt at interessere sig for jobtræning inden for andre områder, såsom pasning af omstillingsbord, betjening af industrimaskiner, samt dataprogrammering. Andre fortsætter i gymnasiet i håb om at kunne få arbejde inden for undervisningsfagene, statsforvaltningen og retsvæsenet. Det ser dog ud til at de hårdtarbejdende blinde massører stadig vil have masser af arbejde. Som Susumu udtrykker det: „Jeg har et fag og kan sørge for min familie, og føler mig igen som en del af samfundet. Det er jeg meget taknemmelig for.“

For nogle få år siden fandt Susumu noget der bragte ham endnu større lykke. Han siger: „Jeg blev klar over at mine bestræbelser for at skaffe folk lindring for smerte og for at styrke svage legemer, ikke gav varige resultater. Så I kan sikkert forestille jer min glæde da jeg første gang læste profetien i Esajas 35:5, 6: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“ Ud fra mit studium af Bibelen har jeg lært at varig helbredelse kun vil blive mulig når anatomiens sande mester, Skaberen, Jehova Gud, igen gør jorden til et paradis.“

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 17]

De blinde fik en værdig stilling i samfundet

[Tekstcitat på side 19]

Forestil jer min glæde da jeg første gang læste Esajas’ profeti: „Da åbnes de blindes øjne“

[Illustrationer på side 18]

God træning og de blindes skærpede følesans gør dem til eksperter inden for akupunktur

Det er gribende at se blinde skoleelever skrive på punktskriftmaskinen