Hvad kan forældre gøre?

„JEG havde lige set en dokumentarudsendelse i fjernsynet om bortførte børn,“ fortæller en pensionist fra Florida, „og jeg begyndte at spekulere på om børn egentlig ved hvad de skal gøre hvis en fremmed prøver at lokke dem med sig. Derfor stillede jeg dette spørgsmål til nogle otteårige børn jeg kendte: Hvad ville du gøre hvis en fremmed var venlig over for dig, gav dig noget slik, og lidt efter spurgte dig om du ville tage med ham — måske fordi han gerne ville vise dig et eller andet?“ Han fortsætter: „Ved du hvad de sagde? Hver og en svarede: ’Det ved jeg ikke.’“

„Men disse børn boede på landet,“ siger han, „og da jeg den følgende weekend alligevel skulle til en nærliggende by og være sammen med en hel del familier, besluttede jeg at undersøge hvad de børn der var mere vant til at færdes på gaden ville svare.“ Børnenes svar forbløffede ham. På spørgsmålet: „Ville du tage med ham?“ svarede alle de børn der var seks år eller derunder uden tøven: „Ja da!“ De fleste af de børn der var syv år eller ældre, svarede nej. Men manden lagde mærke til at disse børn faktisk ikke havde nogen klar forestilling om hvorfor ikke, eller hvad de burde gøre.

Det er ikke kun børn der er uvidende. Mange forældre ved heller ikke hvad de skal gøre — enten for at beskytte deres børn eller for at finde dem hvis de er forsvundet.

Ser man bort fra de børn der bliver væk ved et tilfælde, er der to grundlæggende årsager til at børn forsvinder: Enten løber de hjemmefra frivilligt, eller også bortføres de af nogen. Da børn ikke ejer moden dømmekraft og erfaring, er det op til forældrene at tage de nødvendige forholdsregler af hensyn til barnets sikkerhed.

Farerne er reelle

Forældre må forstå at farerne er reelle. Der er nogle der er interesseret i dit barn, men de har ikke barnets vel på sinde. „Deres motiv er som regel seksuel tilfredsstillelse,“ siger Alice Byrne, som er privatdetektiv med kontor i New York, men som har opsporet forsvundne børn så langt borte som i Kenya. „Der er sjældent nogen der kidnapper et barn bare for at vise det kærlighed og tage sig af det.“

Overbetjent Lloyd Martin fra politiet i Los Angeles, afdelingen for seksuelt misbrugte børn, er enig i dette. „Jeg har aldrig hørt om nogen der tager bortløbne børn med hjem fra gaden uden at få noget til gengæld,“ siger han. „Og det er som regel sex.“ De får ofte det de ønsker af barnet uden protester, fordi de giver barnet noget det savner — kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed, penge og materielle goder. Eller måske overbeviser de barnet om at forældrene ikke længere ønsker at have det, eller de mishandler barnet i så høj grad at det til sidst føler sig værdiløs og accepterer sin nye rolle i livet.a

Pressen retter ofte opmærksomheden mod disse „syge“ og perverse fremmede der udnytter små børn. Men forældre må også udvise forsigtighed i forbindelse med mennesker barnet allerede kender. „Vi ved at truslen mod børnene ikke kommer fra fremmede,“ siger Charles Sutherland fra Search. „Truslen kommer fra netop de mennesker børnene kender og stoler på — endda i overvældende grad.“ En slægtning, en ven eller en nabo — ja selv en lærer eller en anden der udøver myndighed over børnene — kan frembyde en fare for dem. Annette, hvis søn Taj har været forsvundet siden 1981, giver dette råd: „Vid hvem dine børns venner er. Den der bortfører eller mishandler et barn er ofte én forældrene kender, én der har et socialt anerkendt forhold til barnet.“

Den advarsel man giver sine børn om at være forsigtig over for fremmede kan også være utilstrækkelig af en anden grund: Børnenes forestilling om hvem der er „fremmed“ stemmer måske ikke med ens egen. De kan have venner som man ikke kender og som man selv ville betragte som fremmede. „En der siger dav til en dreng når han er på vej til skole, eller giver ham noget slik, kan hurtigt blive hans ven og kammerat,“ siger detektiven Alice Byrne. „Det er navnlig i storbyerne denne potentielle fare findes.“ Hun giver dette råd: „Vis interesse for jeres børns venner — særlig hvis disse venner er voksne.“

Omgivelser og undervisning i hjemmet

Det siger sig selv at livskvaliteten i hjemmet er en afgørende faktor med hensyn til at beskytte børn. „Den faktor der oftest rapporteres som baggrunden for at børn løber hjemmefra, er et dårligt forhold til forældrene,“ viser en undersøgelse i publikationen Family Relations. Hvis børnene har grund til at føle sig trygge i hjemmet fordi der findes en kærlig og lykkelig atmosfære og en god kommunikation mellem familiemedlemmerne, vil det sandsynligvis forebygge at de løber væk — eller bliver borte i længere tid — når der opstår følelsesladede situationer. Er forældrene omsorgsfulde, vil de også tage i betragtning hvad der er til børnenes bedste når de træffer afgørelser.

Det er nødvendigt at fortælle børn at der findes mennesker der kunne tænkes at bortføre dem eller gøre dem fortræd, men måden hvorpå det siges har stor betydning. Som forældre ønsker man naturligvis ikke at børnene bliver neurotiske eller sygeligt angste — bange for alt hvad de møder eller ser. På den anden side bør forældre ikke lade frygten for at skræmme børnene eller usandsynligheden af at der ville ske noget, hindre dem i at give børnene den nødvendige vejledning.

Det er en kendsgerning at det forekommer i små såvel som store byer at børn bliver bortført. Ingen kan forudsige hvor eller hvornår. Kloge forældre vil derfor tage fornuftige forholdsregler og give deres børn den nødvendige vejledning for at forhindre at de bliver bortført. „Der er ingen der siger at netop dit barn vil blive kidnappet,“ siger overbetjent Richard Ruffino, der er ekspert hvad angår savnede personer. „Betragt det du gør og den viden du giver dit barn som en slags forebyggelse. Det kan sammenlignes med en forsikringspolice. Tegner du en forsikring fordi du ved at du vil komme ud for en ulykke, eller gør du det fordi du måske vil komme ud for en ulykke?“

Her følger nogle af de forholdsregler visse autoriteter opfordrer forældre til at tage: Hold altid øje med jeres små børn når I er ude blandt andre, og lad aldrig helt små børn være uden opsyn. Lad ikke nogen I ikke kender, passe børnene. Send ikke små børn ud alene om aftenen for at løbe et ærinde eller for at købe et eller andet I mangler. Lad ikke små børn være alene i legerum i stormagasiner eller lignende mens I køber ind, eller alene i bilen — navnlig ikke hvis I har ladet nøglen sidde i tændingen eller ladet motoren gå — mens I for eksempel ordner et ærinde.

Nogle autoriteter anbefaler at man har et „familiekodeord“ — et særligt ord som man i forvejen har valgt og som kun familien kender. De der har til hensigt at bortføre et barn vil ofte fortælle barnet at de er blevet sendt af forældrene, eller at de er kommet for at hente barnet fordi dets moder er syg. Barnet kan så spørge hvad familiens kodeord er, og hvis den fremmede ikke kender det, kan barnet nægte at følge med. Under alle omstændigheder skal børn vide at de, skønt de bør være høflige og respektfulde over for voksne, er i deres gode ret til at sige „Nej tak“ og til at nægte at gøre noget der gør dem bange eller som strider mod forældrenes vejledning.

Om det lykkes at beskytte børnene afhænger for en stor del af kommunikationen. Kærlige forældre der taler med deres børn, vil være opmærksomme på „signalerne“ fra et barn der har problemer: Pludselige forandringer i humør og temperament, større trang til at være alene, hemmelighedsfuldhed og umeddelsomhed, urolig søvn og appetitløshed. Husk at kommunikation kræver deltagelse fra to parter. Forældre, lyt til det jeres børn fortæller jer og tænk over hvad der ligger bag ordene. „Taj sagde engang at han ville løbe hjemmefra,“ siger Annette, „men jeg tog det ikke alvorligt. Jeg havde aldrig hørt ham nævne det før, og jeg regnede med at det bare var noget han sagde.“

Når et barn er forsvundet

Hvad kan forældrene gøre når et barn er forsvundet? Prøv først og fremmest at lade være med at blive grebet af panik. Foretag en kort undersøgelse i rimeligt omfang for at fastslå om barnet virkelig er blevet borte. Led i hjemmet, kontakt skolen, barnets nære venner og naboerne. Meld derefter straks barnet savnet hos de lokale myndigheder og giv dem alle de oplysninger I kan. Nogle steder har politiet en særlig afdeling for savnede personer, og den bør også underrettes.

Det kan også være nyttigt at underrette alle barnets venner og slægtninge. Måske vil barnet kontakte dem, eller de har måske allerede nogle oplysninger der kunne vise sig at være en hjælp. Om det lykkes at finde et forsvundet barn afhænger ofte af hvor mange der kender til situationen og holder udkig efter barnet. I nogle lande findes der særlige kontorer hvortil man altid kan ringe angående savnede personer. Deres assistance kan man også sikre sig, og det honorar de kræver for at registrere et barn og indbefatte det i deres rundskrivelser over savnede personer vil måske vise sig at være givet godt ud. I USA kan en sådan sag nu registreres i en datamat hos FBI, hvor oplysninger om forbrydelser i hele landet oplagres.

Nøjagtige og tidssvarende oplysninger vil være en meget stor hjælp i forbindelse med at opspore et forsvundet barn og skelne det fra børn der ligner det. Ofte hæmmes en eftersøgning af at man ikke har et fotografi til rådighed, eller at man ikke er i stand til at identificere et lig med sikkerhed fordi de oplysninger man har er utilstrækkelige. I rammen på side 9 findes nogle forslag fra forskellige autoriteter, forslag der vil lette eftersøgningen og identifikationen.

Det har også stor betydning hvordan forældrene behandler et barn der vender hjem eller bliver fundet. En normal reaktion vil være at skænde på barnet og straffe det hårdt. Der er sandsynligvis behov for en vis vejledning og tugt, men forældre gør vel i at tænke over hvordan den gives. Det italienske blad Oggi har skrevet at „unge løber hjemmefra . . . fordi der ofte ikke er nogen i familien der ved hvordan man lytter og forstår“. Undersøgelser viser at hvis spændingerne og misforståelserne i familien varer ved eller endog øges, vil dette negative forhold i hjemmet øge risikoen for at barnet løber bort igen. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at søge sagkyndig hjælp.

En hård prøvelse for forældrene

Den tragedie det er når børn forsvinder, er en hård prøvelse for enhver omsorgsfuld fader eller moder. Foruden smerten i hjerte og sind må forældrene ofte udholde tankeløse og uvenlige bemærkninger fra andre, som for eksempel: „Han må da være død nu“, eller: „Du har jo andre børn. Tag dig nu sammen.“ I mange tilfælde forekommer der underlige eller truende telefonopringninger som kan være en plage og som måske sender forældrene ud på en forgæves søgen efter barnet. Og da forældre ofte bortfører deres egne børn, vil man som fader eller moder måske selv blive mistænkt og underkastet forhør.

Værst af alt er måske uvisheden. „Familier hvis børn har været forsvundet i lang tid vil utvivlsomt foretrække det endelige svar som dårlige nyheder repræsenterer, fremfor bekymringen over en uopklaret forsvinden,“ skriver The Washington Post, „hvis valget står mellem disse muligheder.“ Annette siger: „Det der er så forfærdeligt ved forsvundne mennesker er at man ikke aner hvad der er sket med dem.“

Der er imidlertid mange medfølende mennesker der ønsker at hjælpe og trøste forældrene. Det er også nødvendigt at have indre styrke i en sådan situation, og det har Gud lovet at give dem der stoler på ham. (Salme 9:10, 11) Annette er et af Jehovas vidner, og det er disse to faktorer — hendes tillid til Gud og menighedens kærlige støtte — der hjælper hende til at udholde sin sørgelige situation. „Det har lært mig at stole mere på Jehova,“ siger hun, „og Jehova har givet mig styrke til at klare det.“ Detektiven Alice Byrne tilføjer: „Det var Annettes stærke tro der hjalp hende til at komme igennem det.“ Begge nærer de det håb at Taj snart ikke længere er et forsvundet barn.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

Der er nogle der er interesseret i dit barn, men de har ikke barnets vel på sinde

[Ramme på side 8]

LÆR DINE BØRN:

● Altid at gå samme vej — nemlig den sikreste — til og fra skole hver dag

● Altid at være sammen med en ven eller veninde når de leger, køber ind eller går i biografen — og ikke at gå alene

● Ikke at lade fremmede røre ved dem; ikke at tage mod penge eller slik fra fremmede

● Aldrig at gå med nogen de ikke kender eller at tage med dem op at køre

● Altid at råbe om hjælp hvis en fremmed forsøger at tage dem med magt

● At fortælle forældre eller lærere om usædvanlige eller skræmmende hændelser

● At ringe hjem hvis de har brug for hjælp (kender de deres eget telefonnummer samt deres fulde navn og adresse?)

[Ramme på side 9]

VÆR FORBEREDT

Det er måske usandsynligt at netop ens eget barn vil blive bortført, men autoriteter foreslår at man alligevel tager disse forholdsregler:

● Tag et klart og tydeligt portrætfotografi af hvert barn mindst én gang om året.

● Skriv følgende oplysninger om hvert barn bag på fotografiet:

Alder

Højde og vægt

Hår- og øjenfarve

Størrelse i sko og tøj

Særlige kendetegn

(modermærker og lignende)

Hvilken dato billedet blev taget

● Vid hvor røntgenbilleder af hvert barn og dets tænder befinder sig. Afhent disse før de destrueres eller før en eventuel flytning.

● Skriv ned hvilken medicin barnet i øjeblikket har brug for og hvilken virkning det har hvis barnet ikke får denne medicin.

● Tag barnets fingeraftryk så det med sikkerhed kan identificeres i tilfælde af en forbrydelse eller skjult identitet. Hvis man tager fingeraftryk af hele familien på én gang vil barnet ikke blive bange, og sådanne oplysninger er nyttige at have. Med lidt øvelse kan forældrene gøre dette selv, ved hjælp af en almindelig sort stempelpude.

[Ramme på side 10]

Hvert år bortføres 150.000 børn i USA

Formanden for udvalget vedrørende ungdomskriminalitet under det amerikanske Senats retsudvalg har meddelt at der i USA hvert år er 150.000 børn der bliver bortført. To tredjedele af dem bortføres af fraskilte forældre. Udvalget overvejer love om hvordan der kan ydes hjælp, blandt andet økonomisk bistand fra det offentlige, til lokalisering af forsvundne børn. En privat forening har på mindre end tre år opsporet 800 forsvundne børn, men problemets omfang er alt for overvældende til at private organisationer kan klare det. Der appelleres derfor om hjælp fra det offentlige.