Murmeldyret — naturens fløjtende udkigsmand
Af „Vågn op!“-korrespondent i Frankrig
„SE DEROPPE, ved klipperne!“
Vores fører, Hans, giver os tegn til at standse og peger på et dyr der sidder ret op på bagbenene omtrent hundrede meter fra os.
„Det er et murmeldyr,“ siger han. „Hvis vi kommer nærmere, fløjter det, og I vil se dets fæller styrte hen mod deres huller.“ Det murmeldyr vi kan se, sidder på en klippe hvorfra det har frit udsyn over det omliggende område.
Vi fortsætter, og lidt efter råber Hans: „Hør! Murmeldyrenes vagtpost fløjter for at slå alarm! Vi er blevet set!“ ’Vagtposten’ forsvinder.
De lever højt oppe
„Da vi nu er blevet set,“ fortsætter Hans, „kan vi lige så godt tage et hvil, og så vil jeg fortælle jer mere om dette fængslende lille dyr. Det er en gnaver som er beslægtet med egernet, men det har ikke egernets buskede hale. Det sydamerikanske flodsvin og bæveren er de største af gnaverne, men murmeldyret kommer på tredjepladsen, for det vejer omkring seks kilo og kan måle fra 63 til 75 centimeter.“
„Findes der murmeldyr andre steder end i Alperne?“ vil Jacqueline vide.
„Åh ja, men almindeligvis kun i store højder, i 1200 til 3200 meters højde. I de franske og schweiziske Jurabjerge og i Østrig lever der ganske vist nogle så langt nede som i 800 meters højde, men det europæiske murmeldyrs naturlige levested er i Alperne og i Karpaterne. Det er imidlertid også af mennesket blevet indført i Schwarzwald og i Jura- og Auvergnebjergene samt i Pyrenæerne. Jeg taler her om de murmeldyr der findes i Europa og Sibirien, men der findes andre arter, for eksempel bobaken der lever på stepperne i Rusland og Tyrkiet, og skovmurmeldyret der lever i Nordamerika.“
„Se, der er ét!“ Vi forholder os alle stille, murmeldyret dukker langsomt frem af sit hul, og kommer så helt ud i det fri. Vi befinder os tilstrækkelig tæt på til at vi kan se dets mørkebrune ryg, rødgule bug og selv dets små ører. Da det drejer hovedet om mod os, kan vi skelne et par udstående øjne og to fortænder der afslører en spaltet overlæbe.
„Murmeldyr har en meget skarp hørelse,“ hvisker Hans, „men deres syn er endnu mere bemærkelsesværdigt, for man anslår at de har et synsfelt på 300 grader, så de blandt andet kan se opad, hvorfra deres ærkefjende, ørnen, angriber.“
„Er ørnen deres eneste fjende?“
„Nej, de må også tage sig i agt for ræve. Også mennesker jager murmeldyret for dets pels og dets fedt, men i de fleste lande er jagtsæsonen kort, og jægerne har forbud mod at bruge fælder og mod at grave dyrene ud.“
„Hvordan forsvarer murmeldyret sig?“ spørger Jacqueline, bevæget ved tanken om hvilke fjender dette stakkels lille dyr skal klare sig imod.
„Når murmeldyret bliver trængt op i en krog, vender det sig mod sin fjende og bider,“ fortæller Hans. „Normalt tager det imidlertid flugten, for det bevæger sig aldrig ret langt væk fra et af sine huller.“
Nu kan vi forstå hvorfor murmeldyrene har brug for en ’udkigsmand’ som den vi så da vi kom.
„Men murmeldyrene elsker simpelt hen at sidde på bagbenene og æde,“ tilføjer Hans. „Forskellige friske grønne græsser og planter udgør størstedelen af deres kost, og hvis vi var i en naturpark hvor jagt er forbudt og hvor dyrene er vant til gæster, ville vi endda kunne komme tæt nok på til at række hånden ud og fodre et af dem.“
Murmeldyrets sovekammer
Undervejs lægger jeg mærke til at dele af bjergsiden er hullet som et stykke schweizerost, og forhører mig om grunden.
Vores fører svarer: „Det er typisk for murmeldyrene. Deres lange, hårde kløer er som skabt til at grave. Foruden tilflugtshuller der ikke ligger så dybt, graver de også sommer- og vinterhuler.“
Jeg afbryder Hans og spørger: „Hvorfor er der to slags huler?“
„For det første holder murmeldyrene kun til i store højder i sommertiden, hvorfra de senere søger nedad til lavereliggende græsgange for at grave deres vinterhuler. Ved moderate og lavere højder kan de to huler imidlertid ligge meget tæt på hinanden. Sommerhulen kan være omtrent ti meter lang og have adskillige bredere afsnit der tjener som kamre. Hulen løber mere eller mindre parallelt med jordoverfladen i omtrent 50 til 90 centimeters dybde. Her føder moder Murmeldyr efter en drægtighedsperiode på 33 til 35 dage et kuld på to til fire unger.
For at tale om vinterhulen, så er den et skoleeksempel på underjordisk arkitektur. Indgangspartiet har en fast bredde på 15 centimeter; hulen kan være så lang som 10 meter og gå ned til en dybde af adskillige meter før den udvider sig til en stor, rund hule — sovekammeret.“
„Har de også soveværelse?“ spørger Jacqueline forbløffet.
„Ja, faktisk, og det et ret stort ét. Det er ofte over en meter bredt og foret med græs og tørre blade. Det har endda små åbninger der tjener som nødtørftssteder. Om vinteren lukkes hulen af med en bunke opgravet jord.“
Den lange søvn
„Men det er ikke det hele,“ fortsætter Hans. „Det mest bemærkelsesværdige ved murmeldyrene er deres evne til at gå i vinterdvale. Hen mod slutningen af september lægger de sig til at sove og vågner ikke før april, eller endnu senere. Måske får vi en at se som bærer noget tørt græs eller hø i kæberne for at fore sit sovekammer. Noget andet interessant ved murmeldyrene er at de før vinterdvalen renser organismen ved at faste og lidt efter lidt tømme fordøjelseskanalen.“
„De sover altså fredeligt og uforstyrret?“
„Ja. Når hulen først er lukket af, vil dyret rulle sig sammen og lægge sig til at sove, og det mister al bevidsthed og følesans. Man har fundet ud af at det kun trækker vejret én til fire gange i minuttet i stedet for de sædvanlige 25 til 30 gange. Dets puls falder også fra 90 til omtrent 10 slag i minuttet, så blodcirkulationen sænkes drastisk.“
„Men er der ikke risiko for at blodet størkner?“
„Det ser ud til at en speciel mekanisme udløser produktion af heparin, et antikoagulerende stof. Man ved dog ikke særlig meget om denne proces. Legemstemperaturen kan falde til omkring fire grader celsius uden nogen skadelig virkning.“
„Hvad sker der hvis dyrets temperatur falder endnu mere?“ Jacqueline vil tilsyneladende gerne vide alt.
„Så vil endnu en ukendt anordning vække dyret, som så straks vil begynde at frembringe varme. Det samme sker hver tredje eller fjerde uge når dyret vågner for at tømme sin blære, hvorefter det falder tilbage i dvale. Det menes at denne stigning i legemstemperaturen udløses af en tilstrømning af adrenalin i blodkredsløbet.“
Jacqueline er bekymret for hvordan de skal overleve under sådanne forhold: „Hvad spiser de i al den tid?“
„De spiser murmeldyr!“ svarer Hans leende. „Lad mig forklare. De tærer på deres eget fedt og taber fra 25 til 50 procent af deres oprindelige vægt.“
Tid at vågne
„Er det de mildere temperaturer der vækker murmeldyrene i maj?“
„Det regner man ikke med er tilfældet, for omgivelsernes temperatur er ofte stadig meget lav, men af en eller anden ukendt grund begynder murmeldyrets legemstemperatur at stige, og det bliver endnu en gang et varmblodet pattedyr. Det bliver derfor tvunget til at søge efter føde og må endda grave sig vej ud gennem sneen, om nødvendigt.“
Vi sidder tilbage mens tankerne går til salmistens træffende ord: „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom.“ (Salme 104:24) Alt det nye vi netop har fået at vide om murmeldyret understreger Guds visdom og opmuntrer os til at prise vor store Skaber, som har skabt alt til fuldkommenhed!