Nær-død-oplevelserne — et bevis på udødelighed?
„Sjælen [er] udødelig og uforgængelig.“ — Platon (cirka 428-348 f.v.t.), „Republikken“.
„Slig Samklang har udødelige Sjæle.“ — William Shakespeare (1564-1616), „Købmanden i Venedig“.
„Sjælen er uforgængelig . . . den vil være i virksomhed i al evighed.“ — Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832).
„Vor personlighed . . . lever videre i det næste liv.“ — Thomas Edison (1847-1931).
I ÅRTUSINDER har man ment at mennesket var udødeligt. De gamle ægyptiske herskere fyldte for eksempel deres gravkamre med alt hvad der skulle til for at gøre livet behageligt, så legemet kunne være velforsynet når det skulle forenes med ka, sjælen.
Mange har forsøgt at overbevise sig selv om at døden ikke er det endelige punktum, fordi en udødelig sjæl eller ånd overlever. Andre vil gerne tro, men tvivler. Den engelske digter John Keats har for eksempel skrevet: „Jeg længes efter at tro på udødeligheden . . . jeg ønsker at tro på udødeligheden.“ Hvad mener du om menneskets formodede udødelighed?
I John Keats’ ord finder vi måske en del af årsagen til de slutninger der drages af nogle læger og psykiatere, samt nogle der har haft nær-død-oplevelser (NDE). Ved nogle undersøgelser foretaget af en professor i medicin, dr. Michael Sabom, viste det sig for eksempel at „langt størstedelen af dem der havde haft en nær-død-oplevelse fortalte at de nu ikke var nær så bange for døden, og at de havde fået tro på et liv efter døden.“ — Kursiveret af os.
Hvilken konklusion kom psykiateren dr. Elisabeth Kübler-Ross til efter at have gennemgået over et tusind tilfælde af NDE? I sin bog On Children and Death skriver hun: „På samme måde forholder det sig med døden . . . [den er] slutningen før en ny begyndelse. Døden er den store forandring.“ Hun tilføjer: „Efterhånden som der er forsket mere og udgivet flere publikationer om emnet, vil flere og flere mennesker vide i stedet for blot at tro at vort fysiske legeme i virkeligheden kun er en kokon, menneskets ydre skal. Vort indre, sande jeg, ’sommerfuglen’, er udødeligt og uforgængeligt og frigøres i det øjeblik den såkaldte død indtræder.“
Dr. Kenneth Ring, professor i psykologi og forfatter til bogen Life at Death, har draget denne slutning: „Jeg tror fuldt og fast . . . at vi fortsætter med at have en bevidst eksistens efter vor fysiske død.“ Han siger videre: „Min egen forståelse af disse nær-død-oplevelser har fået mig til at betragte dem som ’en lære’ for os. For mig at se er de af natur åbenbaringer. . . . I denne henseende kan [nær-død-]oplevelser sammenlignes med mystiske eller religiøse oplevelser [kursiveret af os.] . . . Set under denne synsvinkel kommer de røster vi har hørt i denne bog [Life at Death], fra profeter der forkynder en religion om universelt broderskab.“
Et andet synspunkt
Men hvad siger andre forskere? Hvilke yderligere forklaringer er der på disse nær-død- og ud-af-kroppen-oplevelser? Psykologen Ronald Siegel ser dem i et andet lys. „Disse oplevelser optræder ved en mængde forskellige forstyrrelser i hjernen, deriblandt dem der forårsages af LSD, manglende sansepåvirkninger og voldsomt stress. Det er stress der fremkalder billederne i hjernen. De fleste ser de samme billeder fordi vore hjerner oplagrer oplysninger på samme måde. Disse oplevelser er dybest set tolkninger af elektriske impulser.“
Dr. Richard Blacher fra det medicinske fakultet på Tufts University i Boston har skrevet: „Jeg tror at de der kommer ud for disse ’dødsoplevelser’ befinder sig i en tilstand af hypoksi [iltmangel], hvorunder de psykisk prøver at bearbejde alle de bekymringer lægernes behandlingsformer og ord har fremkaldt. . . . Vi har her at gøre med fantasien om døden, ikke med døden selv. Denne fantasi [i patientens sind] føles meget behagelig eftersom den på én gang løser flere problemer. . . . Lægen må navnlig passe på at han ikke forveksler en religiøs tro med videnskabelige data.“
Siegel peger på noget andet interessant i forbindelse med de „syner“ som de genoplivede har haft: „Ligesom hallucinationer minder også synerne af livet efter døden mistænkelig meget om denne verden, at dømme efter det de døende patienter selv har fortalt.“ En 63-årig mand der har boet i Texas det meste af livet, beskriver for eksempel sit „syn“ som følger: „Jeg svævede over et hegn. . . . På den ene side af hegnet var landskabet øde og bart med lidt krat her og der . . . På den anden side af hegnet var der den smukkeste græsgang jeg nogen sinde har set . . . [det var] et pigtrådshegn med tre eller fire tråde.“ Kan denne mand virkelig have set pigtråd i „himmelen“ eller i en „verden“ der følger efter døden? Nej, synet var tydeligvis baseret på mandens erindringer om livet i Texas — medmindre man skal tro at der er pigtråd „hinsides graven“!
Der er i virkeligheden så mange lighedspunkter mellem disse nær-død-oplevelser og patienternes erfaringer og baggrund at det forekommer urimeligt at tro at de har set et glimt af en tilværelse efter døden. Opfatter de patienter der får et syn af et „lysvæsen“, for eksempel dette „lysvæsen“ som den samme person uanset om de er kristne, jøder, hinduer eller muslimer? I sin bog Livet efter livet forklarer dr. Raymond Moody: „Identificeringen af væsenet [varierer] interessant nok fra person til person og synes i det store og hele at være en funktion af den religiøse baggrund, opdragelse eller tro hos vedkommende. Således identificerer de fleste af dem der af tro eller opdragelse er kristne, lyset som Kristus . . . En mandlig og en kvindelig jøde identificerede lyset som en ’engel’.“
På et strengt videnskabeligt plan indrømmer dr. Ring: „Jeg minder mine tilhørere om at det jeg har studeret er nær-død-oplevelser, ikke efter-død-oplevelser. . . . Der er naturligvis hverken nogen garanti for at disse oplevelser vil fortsætte på en måde der stemmer med deres begyndelse eller at de overhovedet vil fortsætte. Det, mener jeg, må være den korrekte videnskabelige holdning at indtage til disse oplevelsers betydning.“
Sund fornuft og Bibelen
Psykologen Ronald Siegel giver udtryk for sin mening om døden med disse ord: „Ser man på dødens fysiske konsekvenser er den ikke noget mysterium. Efter døden går legemet i opløsning og optages i omgivelsernes livløse elementer. Ved døden mister mennesket både livet og bevidstheden. . . . Den mest logiske formodning er at bevidstheden deler skæbne med legemet. Overraskende nok er dette jordbundne synspunkt ikke det mest udbredte, og de fleste mennesker . . . holder fast ved deres grundlæggende motivering til at leve og formulerer en mængde trossætninger om menneskets liv efter døden.“
For omkring 3000 år siden gav en konge udtryk for det samme „jordbundne synspunkt“. Han skrev: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:5, 6, 10.
Bibelen giver os altså ikke anledning til at betragte nær-død-oplevelser som et glimt af et liv efter døden. Kong Salomons beskrivelse af døden og dens virkninger rummer ingen antydning af at en udødelig sjæl overlever til en anden form for bevidst eksistens. „De døde ved ingenting.“
De der beskæftiger sig med spiritisme og kommunikation med „de døde“, er naturligvis meget glade for den støtte de tilsyneladende finder i hundreder af nær-død-oplevelser. Ronald Siegel citerer en mand der i et foredrag om det overnaturlige har sagt at „hvis vi skal undersøge vidnesbyrdene om et liv efter døden ærligt og upartisk må vi frigøre os fra den sunde fornufts tyranni“. (Psychology Today, januar 1981) Selv samme foredragsholder hævder interessant nok at „spøgelser og genfærd ganske vist er hallucinationer, men at disse telepatisk overføres fra de dødes til de levendes sind“! Denne opfattelse stemmer afgjort ikke med det Salomon skrev om at de døde er døde og ’ingenting ved’.
Hvad er forklaringen på nær-død-oplevelserne?
Hvordan kan man da forklare alle disse nær-død- og ud-af-kroppen-oplevelser? Der er mindst to muligheder. Den ene fremholdes af nogle psykologer og går ud på at patientens stadig aktive hjerne kalder billeder frem i erindringen under påvirkning af stress som følge af den forestående død. Disse billeder fortolkes så af nogle patienter og forskere til at være glimt af et liv efter døden. Det kan de imidlertid ikke være, for som vi har set i Bibelen har mennesket ikke en udødelig sjæl, og der findes ikke noget liv efter døden som det man mener at få et glimt af i disse tilfælde.
Der findes imidlertid en anden mulighed der kan rumme forklaringen på nogle af disse oplevelser. Det er en faktor som de fleste forskere ikke vil tage i betragtning. I sin bog Livet efter livet forklarer dr. Moody for eksempel: „Det er sjældent at nogle . . . har foreslået djævle-forklaringer på næsten-død-oplevelserne, og antydet at disse oplevelser utvivlsomt styredes af fjendtlige kræfter.“ Dr. Moody forkaster imidlertid selv teorien om at der står „djævle“ bag, fordi patienterne føler sig mere gudfrygtige efter oplevelsen. Han mener at „Satan . . . formodentlig [ville] beordre sine følgesvende til at følge en hadets og ødelæggelsens kurs,“ og tilføjer: „Så vidt jeg kan se [har han] haft ynkelig fiasko med hensyn til at skabe overbevisende udsendinge for sit program!“
Her tager dr. Moody alvorligt fejl på to punkter. For det første ville Satan ikke nødvendigvis søge at sprede had og ødelæggelse ved hjælp af disse oplevelser. Hvordan kan vi sige det? Fordi der i Bibelen står: „Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (2 Korinter 11:14, 15) Den grundlæggende løgn som han altid har holdt fast ved — „I skal ingenlunde dø“ — kan han udbrede ved hjælp af de tilsyneladende mest uskyldige og oplyste midler. — 1 Mosebog 3:4, 5.
For det andet har han ikke haft ynkelig fiasko med hensyn til at skabe overbevisende udsendinge for sine løgne om den udødelige sjæl. Tværtimod har han nu læger, psykologer og videnskabsmænd der til fulde støtter den løgn som han i tidens løb har udbredt ved hjælp af præster og filosoffer. Paulus gav en god beskrivelse af situationen da han skrev: „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Korinter 4:3, 4.
Ikke desto mindre er der, som vi har set, nogle psykologer som mener at der venter mennesket en bevidst eksistens efter døden. Denne personlige fortolkning af nær-død-oplevelsernes betydning får os til at rejse de følgende relevante spørgsmål på vegne af alle der tror på Bibelen: Er der overhovedet noget bibelsk grundlag for at hævde at mennesket har en udødelig sjæl der forlader legemet som en sommerfugl forlader en kokon? Hvordan kan vi forklare de skriftsteder i Bibelen hvori vi finder ordene „sjæl“ og „udødelighed“?
[Tekstcitat på side 5]
Dr. Kübler-Ross: „Vort fysiske legeme [er] i virkeligheden kun en kokon . . . Vort indre, sande jeg . . . er udødeligt“
[Tekstcitat på side 5]
Dr. Blacher: „Vi har her at gøre med fantasien om døden, ikke med døden selv“
[Illustration på side 6]
Platons filosofi besmittede mange religioners lære
[Illustration på side 7]
Den engelske digter John Keats ’ønskede at tro på udødeligheden’