Unge spørger?
Gælder det kun om at vinde?
„NÅR jeg vinder er det ren og skær rutine. Når jeg taber, er det simpelt hen døden.“ „Døden“ er heldigvis ikke noget Martina Navratilova, kvindelig tennisspiller i mesterrækken, oplever særlig tit. Det hører til sjældenhederne at hun taber. Men som det fremgår af hendes ord kan det være svært at tabe.
„Vi blev ’jordet’, og jeg gjorde en ynkelig figur. Efter kampen sad jeg i omklædningsrummet og græd; som en kæmpestor baby sad jeg bare der og tudede. Jeg hadede at tabe, og jeg hadede endnu mere at se dum ud mens jeg gjorde det.“ Ja, allerede mens den høje amerikanske basketballspiller Kareem Abdul-Jabbar gik på highschool, var det et hårdt slag for ham at tabe. Bliver du også helt slået ud når du taber?
Hvorfor er det så svært at tabe?
Hvorfor virker det som sådan et chok på mange af os når vi taber? Blandt andet fordi vi har fået den idé at det kun gælder om at vinde. At komme på anden- eller tredjepladsen, eller at deltage uden at blive placeret, er ensbetydende med at man har tabt! Som en tidligere amatørfodboldspiller fra Tyskland siger: „Et nederlag virker i mange tilfælde nærmest som en ’begravelsessalme’, og resulterer i skånselsløs kritik.“
Den erfarne sportsjournalist Leonard Koppett skriver i sin bog Sports Illusion, Sports Reality (Sport — illusion og virkelighed): „Den filosofi at det betyder alt at vinde, breder sig. . . . Den øver en skadelig indflydelse på vor kultur fordi den er urealistisk (der kan kun være én nummer et) og fordi den gør os fattigere idet den nedvurderer så mange andre dyder: dygtighed, mod, entusiasme, begavelse, fremskridt, en tilfredsstillende indsats, en ærefuld præstation.“ Ja, man behøver ikke at vinde for at kunne vise en lang række gode egenskaber. Er der så nogen grund til at blive fortvivlet når man taber? Leonard Koppett betragter det på denne måde: „Reducerer man alle værdier til at dreje sig om hvorvidt man vinder eller ej, sætter man nogle snævre grænser for sig selv, hvilket er tåbeligt.“
Presset til at vinde, og til kun at glæde sig over at dyrke sport hvis man vinder, tager ofte sin begyndelse i hjemmet — hos forældrene. Forældre prøver til tider at realisere deres egne drømme og ønsker gennem børnene. Ubevidst giver nogle forældre indtryk af at det er deres ry der står på spil hvis deres børn ikke vinder. Presset findes også i skolen. Abdul-Jabbar siger om sin træner i skolen: „Vi måtte udholde hans bidende kritik hvis nogen havde fået bare den mindste chance til at slå os. Det blev utænkeligt at tabe, og det var ikke længere sjovt at spille basketball. . . . [Han] trænede os ved hjælp af venlig ydmygelse. Han udfordrede vores stolthed, idet han vidste at det værste der kan ske for unge er at blive til grin for øjnene af kammeraterne.“ — Kursiveret af os.
Her har vi nøglen til ’vind-for-enhver-pris’-syndromet — STOLTHED. Ingen bryder sig om at blive hængt ud i andres påsyn eller at få skylden for at ens hold har tabt en kamp. Hvis det sker, føler man sig mindreværdig og utilstrækkelig. Men sandheden er at det i virkeligheden er den der praler over en sejr eller bliver dybt fortvivlet over et nederlag, der har grund til at føle sig mindreværdig. Hvorfor? Fordi en vinder der praler til alle sider glemmer at respektere taberens værdighed og selvrespekt. Denne fare omtales i Bibelen: „Nu er I stolte over jeres pralerier. Al sådan stolthed er ond.“ Hvis man bliver bundulykkelig over et nederlag tillægger man en illusion for stor betydning — nemlig den illusion at sportskampe er det virkelige liv, mens de faktisk bare er noget kortvarigt, „tomhed“. Den vise kong Salomon skrev: „Jeg har set at al møje og al lønsomhed i arbejdet betyder indbyrdes skinsyge; også det er tomhed og jag efter vind.“ Husk at dit sande værd som menneske ikke afhænger af nogle få sekunder eller minutter af en sportskamp! — Jakob 4:16; Prædikeren 4:4, NW.
Hvad kræver det at blive en vinder?
„Hvis sport bliver til hårdt og kedsommeligt slid . . . er der noget galt,“ har forfatteren James Michener sagt. Disse ord minder os om en anden faktor i filosofien om at det kun gælder om at vinde. Hvilken? At hvis man vil være ’en vinder’ må man tilsidesætte alt andet til fordel for sporten.
Den tidligere tennisstjerne Arthur Ashe har for eksempel skrevet: „Man kan udvælge en atletisk syv- eller otteårig pige, give hende ekspertundervisning og cirka 5000 timers træning og konkurrencespil, og efter syv-otte år vil man sandsynligvis have frembragt en tennisspiller der er blandt de 50 bedste i verden. Det ville tage omkring 8000 timer for en dreng med samme evner.“ Læg mærke til at selv efter 5000 eller 8000 timers træning og konkurrencespil, er der ingen garanti for at man har frembragt en topspiller. Det er kun ’sandsynligt’ at spilleren vil blive blandt de 50 bedste
Kan det være farligt for en kristen at gå så meget op i en sportsgren? Arthur Ashes tal repræsenterer tennisspil tre timer om dagen, fem dage om ugen. Hvilke andre vigtige interesser må man skubbe til side for at kunne spille tennis i et sådant omfang? Hvor megen tid bliver der tilovers til ens skolegang? Hvor megen tid bliver der til det langt vigtigere — den åndelige uddannelse? Hvor meget opbyggende samvær med familien vil man gå glip af? For unge er disse spørgsmål ikke ligegyldige. Ungdommen er en tid hvor der kan lægges et godt grundlag for karakteren, personligheden og åndeligheden — eller hvor man kan forsømme at gøre det.
For nylig kunne man i en artikel i bladet ’Teen læse om hvilke ofre gymnaster der gerne vil være nummer et, må bringe. Artiklen handlede om tre teenagere, olympiadeaspiranterne Mary Lou, Dianne og Julianne. Hvordan var de blevet så dygtige? „Ved at gå op i det med liv og sjæl,“ svarer Mary Lou. De må træne seks timer om dagen og samtidig passe skolen og rejse ud for at deltage i konkurrencer.
Men det har sine omkostninger. „De syntes alle tre at det største offer var at de havde måttet flytte hjemmefra før de fyldte 15, for at blive trænet af en der var dygtig nok til at hjælpe dem til at udnytte deres evner fuldt ud.“ Julianne rejste hjemmefra da hun var 13 for at træne til de olympiske lege i 1980. Det var spild af tid og kræfter — De forenede Stater boykottede legene, der blev afholdt i Moskva.
Forfatteren James Michener har måske et mere afbalanceret syn på sagen: „Idræt bør være sjovt for deltagerne. Sportskampe bør gøre os mindre anspændte og give os en overflod af glæde mens spillet står på . . . Hvis sport bliver til hårdt og kedsommeligt slid, voldsom kappestrid eller udelukkende et kommercielt foretagende, er der noget galt. . . . Hvis sporten ikke er sjov har den mistet mindst halvdelen af sin berettigelse.“
„Det er en leg. Glem ikke det“
Dette enkle råd gav Jack Nicklaus for nylig efter at være kommet på andenpladsen i en golfkonkurrence. Sport bør være sjovt og afslappende — et tidsfordriv, „en leg“. Sport er ikke livet, og livet er ikke sport. Det må selv professionelle sportsfolk sande fra tid til anden. Jerry Kramer, tidligere fodboldspiller i Amerika, har skrevet: „Jeg spekulerer ofte på hvad der vil ske med min tilværelse og hvad der er hensigten med at jeg er her på jorden, bortset fra de fjollede [fodbold]kampe jeg spiller hver søndag. Jeg tror ikke at de udgør den fulde mening med livet.“
Mener du også at livet er andet og mere end sportskampe? Det gjorde Jesus og hans apostle. Det var derfor apostelen Paulus, som kendte til de idrætskonkurrencer man holdt i det gamle Grækenland, kunne skrive: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.
Det er fornuftigt at gøre en rimelig indsats for at holde sig i form. Men i det lange løb har gudhengivenhed større betydning end legemlig opøvelse. At vinde det kristne løb har langt større værdi end at vinde en hvilken som helst form for idrætskonkurrence. En sejr inden for en eller anden sportsgren er en kortvarig glæde — den ene dag bliver man hædret, den næste dag er ens resultater bare tal i en statistik. Men husk at gudhengivenhed „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“ — det evige liv under Guds rige. — 1 Timoteus 6:19.
[Illustration på side 13]
Hader du at tabe? Hvorfor?
[Illustration på side 14]
Sport kan være et afslappende tidsfordriv hvis man undgår voldsom kappestrid