Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g85 8/3 s. 15-17
  • Hvorfor vil mine forældre overbeskytte mig?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvorfor vil mine forældre overbeskytte mig?
  • Vågn op! – 1985
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Bekymring“
  • Styrke kontra erfaring
  • Forstå hvad dine forældre føler
  • Hvordan får jeg mine forældre til at give mig større frihed?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Hvorfor forstår mine forældre mig ikke?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Hvordan kan jeg lære mine forældre bedre at kende?
    Vågn op! – 2009
  • Hvad skylder børn deres forældre?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
Se mere
Vågn op! – 1985
g85 8/3 s. 15-17

Unge spørger:

Hvorfor vil mine forældre overbeskytte mig?

Du siger at du er gammel nok til at blive sent ude lørdag eller søndag aften. De siger at du ikke er.

Du har lyst til at se den nye film som alle de andre taler om. De siger at du ikke må se den.

Du siger at du har mødt nogle gode venner som du har lyst at gå i byen med. De siger at de gerne vil træffe dine venner før du får lov.

MENS man er teenager kan det af og til føles som om forældrene holder én fanget i et jerngreb. Hver gang man beder om lov til noget, synes svaret at være det uundgåelige: „Nej, det må du ikke.“ En ung pige siger: „Da jeg kom i teenage-alderen begyndte mine forældre at lægge alle mulige begrænsninger på mig, for eksempel at jeg skulle være hjemme om aftenen senest klokken 12. Det følte jeg mig meget krænket over.“

Intet i ens liv synes at være skjult for forældrenes undersøgende blikke. „Min fader udspørger mig om hvor jeg får mine penge fra og hvad jeg bruger dem til,“ klager den 18-årige Billy. „Når jeg selv tjener dem, må jeg vel også selv bestemme hvordan de skal bruges.“ Den 15-årige Debbie beklager sig over noget lignende: „Min fader skal altid vide hvor jeg skal hen og hvornår jeg kommer hjem. Sådan er de fleste forældre. Men behøver de absolut at vide alt? Jeg synes de burde give mig større frihed.“

Retfærdigvis må man sige at de fleste unge som oftest får lov til det de gerne vil, og du er sikkert ingen undtagelse. Men der kan være tidspunkter hvor det er som om forældre glemmer at deres børn er på vej til at blive voksne, og behandler dem mere som børn end som unge. Hvorfra kommer denne uimodståelige trang til at beskytte?

„Bekymring“

Du har uden tvivl allerede fundet ud af at denne beskyttertrang har en nær forbindelse med det at være forældre. Når din moder og fader ikke er optaget af at sørge for at du har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad at spise, bryder de deres hoved med hvordan de skal undervise, opdrage og, ja netop, beskytte dig. Og hvis dine forældre er kristne, tager de Bibelens påbud om at ’opdrage deres børn i Jehovas tugt og formaning’ alvorligt. (Efeserne 6:4) Deres interesse for dig er altså langtfra tilfældig. De skal stå Gud til regnskab for hvordan de opdrager dig; og når noget ser ud til at være en trussel mod din velfærd, bliver de bekymrede.

Betragt Jesu Kristi forældre. Engang efter et besøg i Jerusalem påbegyndte de hjemrejsen uden at bemærke at Jesus ikke var med. Da det gik op for dem at han ikke var der, ledte de efter ham overalt i tre dage. De har sikkert været helt ude af sig selv! Da de til sidst „fandt . . . ham i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål“, udbrød Jesu moder: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Her har din fader og jeg med stor bekymring ledt efter dig.“ (Lukas 2:41-48) Hvis Jesu forældre var ængstelige, så tænk på hvor ofte dine forældre må være bekymrede for dig!

Styrke kontra erfaring

En anden grund til at forældre er så tilbøjelige til at ville beskytte, er at de opfatter dig, dine venner og den verden vi lever i, helt anderledes end du selv gør. Som Salomon engang skrev, er unge mennesker fyldt med „styrke“ og energi. (Ordsprogene 20:29) De ser verden som et væld af muligheder der kan udforskes og hvormed de kan udvikle deres evner. Men i disse betragtninger udviser de ikke altid den bedste dømmekraft fordi de er „uerfarne“ og mangler „kundskab“. (Ordsprogene 1:4, NW) Selv om voksne måske mangler denne „styrke“, betragter de som regel verden gennem erfaringens øjne. De er godt kendt med livets faldgruber og farer, og ønsker at hjælpe dig til at ’holde ulykke langt fra dit kød’. — Prædikeren 11:10, NW.

Tag for eksempel den evindelige uenighed om hvad klokkeslæt du skal være hjemme. Du ser måske ingen grund til at blive begrænset på denne måde. Men har du nogen sinde prøvet at se sagen fra dine forældres synsvinkel? Det har nogle skolebørn der har skrevet en bog med titlen: The Kids’ Book About Parents (Børnenes bog om forældre). De indrømmer: „Vi ved at forældre bliver bange og vrede når deres børn ikke er kommet hjem til det aftalte tidspunkt.“

Disse unge mennesker har udarbejdet en liste over hvad de kalder „forældres fantasier om hvad der er sket deres børn hvis de ikke er kommet hjem til den fastsatte tid“. Denne liste nævner ting som ’at tage narkotika, blive involveret i en bilulykke, stå og hænge i parkerne, blive arresteret, se pornofilm, sælge narkotiske stoffer, blive overfaldet eller voldtaget, komme i fængsel, og bringe vanære over familiens navn’.

Umiddelbart synes det næsten komisk at nogle forældre gør sig sådanne tanker. Måske hævder du stolt: „Sådan noget har jeg aldrig gjort.“ Men er det ikke sandt at mange unge — måske også nogle af dine skolekammerater — netop gør disse ting? Hvorfor så blive vred over at dine forældre mener at både det at være sent ude og at være i dårligt selskab, kunne blive til skade for dig? Selv Jesu forældre ønskede at vide hvor Jesus opholdt sig.

Forstå hvad dine forældre føler

Sandt nok synes ikke alle de begrænsninger forældre sætter, at være rimelige. Nogle unge siger endda at deres forældres frygt for at der skal ske dem noget, grænser til vanvid. Men der er flere grunde til denne frygt. Bibelen beretter om en ung mand ved navn Benjamin og om hvordan omstændighederne nødvendiggjorde at han og hans brødre rejste til Ægypten. Hvordan reagerede hans fader? Bibelen siger: „Men Jakob sendte ikke Josefs broder Benjamin med hans brødre, thi han tænkte, der kunne tilstøde ham en ulykke.“ — 1 Mosebog 42:4.

Benjamin var faktisk en voksen mand, sandsynligvis i trediverne. Han kunne meget let være blevet ophidset over at blive behandlet på denne måde. Når alt kom til alt, hvorfor skulle han så være mere truet af en ulykke end hans ti ældre brødre? Ikke desto mindre forstod han sin faders følelser. Benjamin var Jakobs andet barn med hans elskede hustru Rakel, som døde ved Benjamins fødsel. (1 Mosebog 35:17, 18) Du kan sikkert forestille dig hvor nært Jakob må have følt sig knyttet til denne søn. Dertil kommer at Jakob havde den fejlagtige opfattelse at Josef, hans første søn med Rakel, havde været ude for en alvorlig ulykke. Selv om Jakobs reaktion måske ikke var helt fornuftig, er den i det mindste forståelig.

Til tider virker det måske som om dine forældre i lighed med Jakob træffer unødvendigt store foranstaltninger for at beskytte dig. Men husk hvor megen tid og energi og hvor mange følelser de har ofret på dig. Tanken om at du er ved at blive voksen — og på et tidspunkt rejser hjemmefra — kan gøre dine forældre urolige og skræmte.a „Mit eneste barn, en søn, er nu nitten år gammel, og jeg kan næsten ikke bære tanken om at han skal flytte,“ skriver en moder.

Ja, det at du er ved at blive voksen kan være en ubarmhjertig påmindelse til dine forældre om at de er ved at blive ældre og at deres opgave som forældre tilsyneladende er ved at være forbi (selv om det i virkeligheden ikke er tilfældet). En fader siger: „Den første tanke man får er at nu har man levet sit liv og er lige til lossepladsen.“

Det er grunden til at nogle forældre er tilbøjelige til at bremse børnene i deres udfoldelser eller overbeskytte dem. Man begår dog en alvorlig fejltagelse hvis man overreagerer i denne situation. En ung kvinde erindrer: „Indtil jeg var omkring 18 år, havde min moder og jeg et meget nært forhold til hinanden. . . . [Men] efterhånden som jeg blev ældre, begyndte vi at få problemer indbyrdes. Jeg ønskede at få mere handlefrihed, hvilket hun må have opfattet som en trussel mod vort forhold. Det betød at hun begyndte at holde mere fast i mig, og jeg reagerede ved at trække mig længere væk. Jeg kan indse nu, at jeg selv havde en del af skylden for dette.“ Det er langt bedre at opdyrke „medfølelse“ og prøve at forstå sine forældre. (1 Peter 3:8) En ung pige ved navn Kathy forklarer at dette ’hjalp hende til at være mere hensynsfuld over for sine forældre’.

Du vil også gøre klogt i at være mere hensynsfuld over for dine forældre. I må prøve at opdyrke større gensidig forståelse. Husk at ikke alle unge har forældre der har omsorg nok for dem til at bekymre sig for om det går dem godt. Hvis dine forældre er af den omsorgsfulde slags, så vær glad for det. Det betyder at de holder af dig.

[Fodnote]

a Se artikelserien om emnet „Hvorfor har forældre det så svært når børnene rejser hjemmefra?“ i Vågn op! for 22. maj 1983.

[Illustration på side 16]

Mange teenagere føler at deres forældre holder dem i bur

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del