Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g85 22/3 s. 9-11
  • Bitter modstand i Nordamerika

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Bitter modstand i Nordamerika
  • Vågn op! – 1985
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • 100 ÅR
  • Tidlig modstand i De forenede Stater
  • ’Nogle vil blive vrede’
  • Hvem stod bag angrebet?
  • Præster og pøbelvold
  • En prøvelsens tid (1914-1918)
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • „Genstand for alle nationernes had“
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • Organiseret til at prise Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
  • Bemærkelsesværdige begivenheder i Jehovas Vidners historie i nyere tid
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
Se mere
Vågn op! – 1985
g85 22/3 s. 9-11

Bitter modstand i Nordamerika

100 ÅR

„HVIS de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ „Man [vil] lægge hånd på jer og forfølge jer . . . og I vil blive ført frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld . . . og de vil bringe død over nogle af jer; og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ — Johannes 15:20; Lukas 21:12-17.

Disse ord af Jesus lader tydeligt forstå at hans sande disciple vil blive forfulgt. Men hvorfor? Han svarer: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Johannes 15:19.

Er det gået sådan med de ordets tjenere der har repræsenteret Watch Tower Bible and Tract Society, nemlig Jehovas vidner? Og i bekræftende fald, af hvilke grunde er de blevet forfulgt? Er det for at have blandet sig i politik, eller for at have taget parti i religiøse krige og revolutioner? Hvad viser deres historie gennem 100 år?

Tidlig modstand i De forenede Stater

I 32 år (1884-1916) var Charles Taze Russell præsident for Watch Tower Bible and Tract Society. Han var en frygtløs forkynder og en produktiv skribent. Frimodigt tog han afstand fra, og gendrev, læren om treenigheden, den udødelige sjæl og et brændende helvede. På et tidspunkt bragte omkring 3000 aviser i De forenede Stater, Canada og Europa hans ugentlige prædikener. Følgelig var han konstant under angreb, hovedsagelig fra gejstlig side. Mange af hans fjender forfaldt til personlige angreb på ham i et forsøg på at stille ham i et ugunstigt lys. Hvordan betragtede han disse bagvaskere? Han sagde engang: „Hvis man standser op for at sparke ud efter enhver hund der gør ad én, når man aldrig ret langt.“

Han besluttede sig til ikke at ødsle store mængder tid og penge i retten, hvad der blot ville have givet hans gejstlige modstandere endnu mere omtale. Han troede på den regel Jesus opstillede: „Der er ikke noget godt træ som frembringer rådden frugt; der er heller ikke noget råddent træ som frembringer god frugt. Hvert træ kendes nemlig på sin egen frugt. . . . Et godt menneske kommer frem med noget godt fra sit hjertes gode samling af værdier.“ Russell foretrak at lade sin tjenestes gode frugt tale hans sag. — Lukas 6:43-45.

’Nogle vil blive vrede’

Den værste modstand dukkede dog op kort efter Russells død. En del af hans livsværk havde været udgivelsen af en serie bibelstudiebøger under titlen Studier i Skriften. Hans hensigt havde været at skrive et syvende og sidste bind, men, som han sagde: „Hvis Herren giver nøglen til en anden, kan vedkommende skrive det.“ Russell døde i 1916, og det syvende bind med titlen Den fuldbyrdede Hemmelighed blev derpå færdiggjort af medarbejdere på hovedkontoret i Brooklyn og udgivet i juli 1917. I løbet af få måneder var bogen blevet uddelt i et antal af 850.000 eksemplarer.

Bogen var en sviende afsløring af kristenhedens gejstlighed og af den måde hvorpå politikerne trak i patriotismens tråde for at retfærdiggøre det massemord der foregik på begge sider i verdenskrigen. Forordet sagde: „Nogle vil knurre og finde Fejl ved denne Bog, andre vil blive vrede, og atter andre vil endog slutte sig til Forfølgerne.“ Den indbragte Watch Tower Bible and Tract Society et hårdt slag. Hvordan?

I april 1917 erklærede De forenede Stater Tyskland krig og trådte således aktivt ind i den første verdenskrig. Det britiske imperium, deriblandt Canada, var allerede dybt indviklet i denne krig. Disse begivenheder gav i forbindelse med nogle få paragraffer i Den fuldbyrdede Hemmelighed gejstligheden en kærkommen lejlighed til at forsøge at knuse dette bibelselskab.

Den 12. februar 1918 forbød den canadiske regering Watch Tower Society! Hvad kunne grunden være? Svaret findes i en pressemeddelelse: „Justitsministeren har i henhold til censurbestemmelserne udstedt forbud mod i Canada at være i besiddelse af visse publikationer, blandt andet bogen ’STUDIES IN THE SCRIPTURES — The Finished Mystery’. . . . Enhver som findes i besiddelse af nogen af de forbudte bøger, kan idømmes en bøde på indtil 5000 dollars samt fem års fængsel.“ — Kursiveret af os.

Hvem stod bag angrebet?

Senere skrev Winnipeg-avisen Tribune i Canada: „For få uger siden fordømte pastor Charles G. Paterson, præst ved St. Stephen’s Church, fra prædikestolen uddrag fra et nyere nummer af ’The Bible Students Monthly’. Senere rekvirerede rigsadvokat Johnson hos pastor Paterson et eksemplar af tryksagen. Det antages at censors ordre er en direkte følge heraf.“ (Kursiveret af os.) Åbenbart havde nogle patriotiske præster iværksat dette angreb.

I De forenede Stater udstedte en distriktsdomstol i New York arrestordre mod Watch Tower Society’s nye præsident, J. F. Rutherford, og syv af hans nære medarbejdere. De blev anklaget for „den forbrydelse at de ulovligt, forbryderisk og forsætligt har forårsaget og forsøgt at forårsage opsætsighed, illoyalitet og lydighedsnægtelse i Amerikas forenede Staters hær og flåde, . . . [ved] udbredelse og cirkulation af en vis bog kaldet ’Syvende bind — Studier i Skriften — Den fuldbyrdede Hemmelighed’.“

Midt i krigshysteriet og den opblussede patriotisme blev de otte anklagede underkastet en nærmest parodisk retssag, som sluttede med at syv af dem, deriblandt advokaten Rutherford, hver blev idømt fire samtidige fængselsdomme på 20 år. Den ottende anklagede blev idømt 10 år. Efter at have appelleret sagen anmodede man om løsladelse mod kaution, men det blev afslået af den katolske dommer Manton.

Efter ni måneder i fængselet i Atlanta blev Watch Tower’s medarbejdere omsider løsladt mod kaution mens deres appelsag verserede. Det blev senere påvist at der i den oprindelige retssag var blevet begået mindst 125 procedurefejl, hvoraf blot nogle få var tilstrækkelige til at få de uberettigede domme omstødt. J. F. Rutherford og hans medarbejdere blev således renset for alle anklager. Dette fremgår også af at han fortsatte med at praktisere som højesteretsadvokat i De forenede Stater, noget der ville have været umuligt hvis han havde været dømt for en lovovertrædelse.

Præster og pøbelvold

Disse begivenheder gav imidlertid stødet til en bølge af forfølgelse som præsteskabet ivrigt gav næring til. Her mente de, under foregivende af patriotisme, at kunne knuse Watch Tower Bible and Tract Society én gang for alle.

En rapport fortæller: „I en by i staten Oregon samlede borgmesteren og to præster en pøbelsværm, jog en af Selskabets [International Forening for Bibelstudiums] foredragsholdere ud af byen og forfulgte ham til en naboby. Foredragsholderen undslap, men hoben fik fat på hans ledsager og oversmurte denne med et lag tjære og olie. . . .

I Los Angeles talte flere præster højt om at bibelstudenterne ville blive arresteret og sat i fængsel uden at få lejlighed til at blive løsladt mod kaution. Nogle af disse præster gik rundt til flere boligkomplekser og søgte at få ejerne til at sætte lejere der var medlem af International Forening for Bibelstudium på gaden. . . .

Den 22. april 1918 blev Claud Watson, Wynnewood, Oklahoma, først sat i fængsel, derefter løsladt og med overlæg sendt ud til en pøbelsværm bestående af prædikanter, forretningsfolk og nogle andre. De slog ham omkuld og fik en neger til at piske ham, og da han næsten var kommet til sig selv igen, lod de ham atter piske. Derefter hældte de tjære og fjer over ham.“

Gjorde denne forenede modstand fra religiøse og politiske elementer det så af med Watch Tower Bible and Tract Society? Tværtimod. I september 1919, seks måneder efter at J. F. Rutherford og hans medarbejdere var blevet løsladt fra fængselet, afholdt bibelstudenterne et generalkonvent i Cedar Point i Ohio. Dér bekendtgjorde J. F. Rutherford udgivelsen af et nyt tidsskrift som skulle hedde The Golden Age (på dansk Den Gyldne Tidsalder). I årenes løb har dette tidsskrift frygtløst afsløret „denne tingenes ordnings gud“, Satan, og det tredelte redskab hvormed han holder menneskeheden i trældom — falsk religion, politik og storfinans. The Golden Age (som senere kom til at hedde Consolation; på dansk Ny Verden) henledte opmærksomheden på Guds rige ved Kristus som menneskehedens eneste lovlige regering. — 2 Korinter 4:4.

I dag hedder dette blad Awake! (Vågn op!), det blad du netop læser. Det udgives nu på 54 sprog i et oplag på næsten 9 millioner eksemplarer af hvert nummer. Dets søsterblad The Watchtower (Vagttårnet) var forbudt i mange lande i de vanskelige år under den anden verdenskrig, men trykkes nu i et gennemsnitligt oplag på 11.150.000 eksemplarer, på i alt 102 sprog! Dermed er bladet, hvad sprog angår, det mest udbredte i verden. Disse kendsgerninger viser at Watch Tower Bible and Tract Society efter 100 års udgivervirksomhed trods forfølgelse er stærkere end nogen sinde!

[Illustration på side 10]

Ved hjælp af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed anstiftede præsteskabet forfølgelse

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del