Jeg søgte dødens årsag, men fandt livet

Fortalt af en patolog

„JEG har håb om aldrig at skulle dø!“ sagde min ven. Jeg smilede ironisk. Alligevel fremkaldte tanken en stærk nysgerrighed hos mig. Jeg kendte min ven særdeles godt. Vi havde studeret sammen, og han havde aldrig givet mig grund til at betvivle hans forstand. Som patolog var jeg kendt med døden og dens mange årsager, men tanken om et liv uden ende var aldrig før faldet mig ind.

Efter samtalen gav han mig to bøger: Sandheden der fører til evigt liv og Er Bibelen virkelig Guds ord? Dette var mit første møde med det budskab Jehovas Vidner forkynder ud fra Bibelen. Disse to bøger kom til at betyde en stor forandring i mit liv, og de ledede desuden mit forskningsarbejde i en ændret retning.

Jeg havde brugt mange år på onkologisk forskning — det vil sige studiet af svulster. Som patolog var jeg interesseret i sygdommenes udspring og årsag. Daglig stod jeg ansigt til ansigt med de to konstanter — liv og død. Jeg var fascineret af livets mirakel og af dødens mysterium. Og nu, ganske uventet, hørte jeg én sige at han måske aldrig ville behøve at dø, idet han ventede Guds riges komme i hans egen levetid. — Mattæus 6:9, 10.

Min medicinske karriere

Jeg blev opdraget i et hjem der ikke var særlig religiøst. Min fader, en intelligent mand der læste meget, havde fået tilstrækkeligt at vide om de katolske ledere i Spanien til at han ikke havde noget ønske om at indprente deres tanker i os. På den tid var undervisning i den katolske tro obligatorisk i skolen. Da jeg blev 15 år gammel og begyndte at tænke dybere over den katolske dogmatik, besluttede jeg at melde mig ud af kirken.

På et tidspunkt overvejede jeg en militær karriere, men da jeg havde bestået min bachillerato (svarende til studentereksamen) stod valget mellem en ingeniørmæssig og en medicinsk uddannelse. Jeg havde læst meget om læger og havde ofte hørt min fader tale positivt om berømte spanske læger som for eksempel Santiago Ramón y Cajal, nobelpristager i medicin. Så til sidst valgte jeg den fængslende lægevidenskab.

En katolsk teolog prøver at omvende mig

Som tiden gik blev min modstand mod katolicismen mere hårdnakket, indtil jeg nåede det punkt hvor jeg blev agnostiker. Ustandselig argumenterede jeg imod dogmer som treenigheden, helvede og pavens ufejlbarlighed.

En dag da jeg befandt mig i en diskussion med nogle venner i Madrids statsbibliotek, inviterede en af dem mig hen til en kendt katolsk teolog der, efter hvad jeg fik at vide, ville være i stand til at bortviske min tvivl og gendrive mine argumenter. Jeg tog udfordringen op, og samme dag besøgte vi så præsten i hans hjem.

Da vi kom var han meget venlig imod os og sagde at han havde hele eftermiddagen til rådighed. Han ville være meget glad for at hjælpe mig tilbage til den katolske kirke. Efter en halv time med argumenter og modargumenter kom han pludselig i tanker om at han havde en aftale. Min ven var skuffet over at se „sin“ teolog opgive.

Jeg kunne ikke acceptere halve sandheder pyntet med falsk filosofi der endog vovede at gøre Gud til en treenighed og fremstille ham som en grusom, ondskabsfuld person der stod bag pinslerne i et helvede hvor mennesker blev forvaret i al evighed. En sådan Gud kunne jeg ikke tro på.

Min betagelse af medicinsk forskning

Årene fløj, og jeg blev uddannet som læge. Jeg specialiserede mig i intern medicin, idet jeg ivrigt fortsatte min karriere. Det var mit ønske at hjælpe syge mennesker. En dag blev jeg tilkaldt for at behandle en ung pige som led af leukæmi (blodkræft). Jeg blev stærkt påvirket af dette tilfælde — tanken om at hun snart skulle dø. Ja, faktisk blev jeg helt besat af tanken om denne frygtelige sygdom, som river så mange menneskeliv bort i en alt for tidlig alder.

Da jeg vendte hjem den dag gik jeg ind på mit studereværelse og tog alle mine bøger og publikationer om emnet frem og begyndte et intensivt studium. Jeg ønskede at finde selve årsagen til sygdommen, og ud fra den, kuren. Jeg læste hele natten.

Ved daggry var jeg utrolig opstemt, for jeg havde udarbejdet en fuldstændig teori om de mulige årsager til leukæmi. Jeg var fast besluttet på at offentliggøre min teori. Men jeg huskede et råd givet af Santiago Ramón y Cajal: Ét er at fremsætte en teori; noget andet er at demonstrere den i praksis. Teori alene var ikke nok. Jeg var nødt til at gennemføre forskningseksperimenter for at bevise den. Hvad blev resultatet? Jeg besluttede at vie mit liv til medicinsk forskning, og specialiserede mig i onkologi, patologisk anatomi og andre grene af patologien.

Jeg gjorde fremskridt i mit forskningsarbejde og blev bedt om at bruge resultaterne fra mine dyreforsøg på kræftpatienter. Det afslog jeg at gøre fordi jeg kun havde eksperimenteret med én svulsttype. Jeg ville først eksperimentere med en anden type som jeg også var godt kendt med. Jeg var nemlig overbevist om at hver enkelt svulsttype krævede specifik immunisering.

Jeg var stærkt optaget af mine eksperimenter og nød derfor gavn af årlige tilskud fra en spansk kræftorganisation og fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Så indtraf der noget fuldstændig uventet. Jeg fik at vide at jeg, for fortsat at kunne modtage sådanne tilskud, skulle aflevere mine forskningsresultater til en anden forskergruppe, der ikke var under min myndighed. Jeg var ikke villig til at acceptere dette. På grund af en sådan forskningspolitik besluttede jeg at opgive mit forskningsarbejde.

Et nyt forskningsområde

Sådan var situationen da jeg første gang mødte min ven der var blevet et af Jehovas vidner. Min kone og jeg havde kort forinden skaffet os en bibel, og jeg havde læst noget af „Det nye Testamente“. Min interesse for åndelige emner blev genvakt. Samme aften begyndte jeg at læse bogen Sandheden der fører til evigt liv.

Da dagen var ved at bryde frem, var jeg — efter en rolig, grundig og på samme tid spændende læsning — kommet næsten helt igennem bogen. Jeg var nødt til at have noget søvn. Men først bad jeg til Gud med en følelse af stor glæde, dyb respekt og stærk bevægelse. Jeg udtrykte taknemmelighed for hvad jeg havde lært om Ham den nat, ikke bare som Skaberen, men som en levende Gud med de storslåede egenskaber kærlighed, visdom, retfærdighed og magt. Det var en Gud jeg kunne respektere og tilbede.

I løbet af to dage læste jeg ’Sandhedsbogen’ og Er Bibelen virkelig Guds ord? Den tredje dag ringede jeg til nogle af Jehovas vidner for at få flere af de bøger der var averteret. De kom snart med dem, sammen med en bog om evolution. Jeg nærmest slugte dem og kom til den konklusion at kun Jehovas Vidner havde det rette syn på tilbedelse af og tjeneste for den sande Gud. Jeg havde aldrig tidligere læst noget lignende inden for religiøs litteratur — dette var indbegrebet af enkelhed og klarhed.

Da jeg var vant til at læse videnskabelige afhandlinger med omfattende litteraturhenvisninger, var jeg imponeret af den standard Jehovas Vidner havde. I deres bog Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? var listen over litteraturhenvisninger på 248 kilder. Det var tydeligt at der var lagt et stort forarbejde i den bog.

Jeg talte med min kone om den slutning jeg var kommet til angående Bibelen og Jehovas Vidner. Så læste hun ’Sandhedsbogen’ selv og indvilligede i at studere Bibelen systematisk med Jehovas Vidner. Vi brugte to bibler, den katolske Nácar-Colunga og Jehovas Vidners New World Translation. På et tidspunkt studerede vi tre gange om ugen. Snart begyndte vi at overvære møderne i en rigssal i Madrid.

Jo mere jeg studerede Bibelen, jo mere indså jeg at lægevidenskaben aldrig kunne give menneskeheden den rigtige løsning på dens problemer. Vi kunne gøre nogle fremskridt i bekæmpelsen af visse sygdomme, men som læge blev jeg altid stillet over for det uopnåelige: at få bugt med døden. Ingen gren af lægevidenskaben ville nogen sinde kunne udtrykke de samme magtfulde ord som findes i Bibelen: „Døden er opslugt for evigt,“ og „døden skal ikke være mere“. Kun Gud, for hvem ’det er umuligt at lyve’, kan garantere opfyldelsen af det håb som så mange har længtes efter. — 1 Korinter 15:54; Åbenbaringen 21:4; Hebræerne 6:18.

Efter at have ændret livsanskuelse besluttede jeg at opgive kræftforskningen og accepterede stillingen som leder af et patologisk anatomisk institut i byen Orense i den nordvestlige del af Spanien. I sammenligning med det tidligere forskningsarbejde syntes dette, i lægeverdenens øjne, at være tab af anseelse. Men en anden faktor der påvirkede min beslutning var min viden om at Jehovas Vidners menighed i Orense behøvede hjælp. Senere, den 29. maj 1971, blev vi i Orense døbt som kristne vidner for Jehova.

Forkyndelse for en dronning

Siden har jeg haft mange privilegier i menigheden. Jeg har været ældste i adskillige år og har også været ansvarlig for førstehjælpsafdelingen ved mange kreds- og områdestævner. Som læge og patolog har jeg — gennem radio, TV og den øvrige presse — forsvaret Jehovas Vidners modstand mod brugen af blodtransfusioner. Vore argumenter fra Bibelen er velfunderede, og inden for lægevidenskaben finder man stadig flere grunde til tilbageholdenhed på dette område. — 1 Mosebog 9:4; 3 Mosebog 17:14; Apostelgerninger 15:28, 29.

I 1978 blev jeg indbudt til at tale over emnet „Blodet, lægevidenskaben og Guds lov“ ved Rådet for videnskabelig Forskning i Madrid. Ni år tidligere havde jeg holdt en tale om kræftforskning nøjagtig det samme sted. Hvilken kontrast! Nu havde jeg et publikum bestående af læger og gejstlige sammen med dronning Sofia af Spanien — der overværede talen fordi hun studerede humanistiske fag. Talen var planlagt til at skulle vare en time. Rent faktisk fortsatte diskussionen i næsten tre timer. Jeg var i stand til at besvare mange spørgsmål, og til slut kom dronning Sofia og lykønskede mig venligt. Jeg var glad for at have kunnet aflægge et vidnesbyrd til Jehovas pris.

Når jeg nu kigger i mikroskopet for at undersøge årsager til sygdom og død, føler jeg mig tilskyndet til at prise Jehova for den vidunderlige orden der er i den mikroskopiske verden. Livets mirakel vedbliver at være mig en kilde til betagelse og forbløffelse, og dødens mysterium er blevet opklaret for mig — den løn synden betaler er døden. — Romerne 6:23.

Gennem mit studium af Bibelen har jeg fundet at det sande håb for de døde er den opstandelse Jesus talte om. Han sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at have fået kundskab om sandheden og for at vide at lydige mennesker snart vil opnå sundhed og liv. Som læge og patolog vil jeg miste mit job, for til den tid vil ingen sige: „Jeg er syg.“ Selv „døden skal ikke være mere“. (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:3, 4) Men jeg vil kun være glad for at træde ud af den branche. Ligesom min ven jeg nævnte i indledningen af min beretning, har jeg nu fået håbet om aldrig at skulle dø. — Fortalt af dr. Salvador Gonzáles.

[Tekstcitat på side 26]

Jeg var fascineret af livets mirakel og af dødens mysterium

[Tekstcitat på side 27]

Et nyt mål i livet